VEDTÆGTER ROLD SKOVS VENNER
§1 Navn og adresse
Foreningens navn er Rold Skovs Venner og foreningens adresse er den til enhver tid siddende formands adresse. Foreningens binavn er Rold Skovs Venner af 2021.
§2 Foreningens formål
Foreningens formål er at tilrettelægge og gennemføre ture til kendte som ukendte steder og dermed samle, give glæde, oplevelser og forøget livskvalitet til medlemmer og andre der holder af og nyder naturen.
Turene tilstræbes tilrettelagt og beriget med bidrag af naturfaglig og kulturfaglig karakter.
§3 Medlemmer
Som medlemmer kan optages personer, der kan tilslutte sig foreningens formål og vedkende sig nærværende vedtægter
§4 Kontingent
Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Bestyrelsen fastsætter hvorledes indbetaling af kontingent skal ske.
§5 Ophør af medlemskab
- Et medlem kan til enhver tid opsige sit medlemskab ved henvendelse til formand eller kasserer. Eventuelt forud betalt kontingent refunderes ikke.
- Manglende betaling af kontingent betragtes som opsigelse af medlemskabet
- Et medlem kan af en enig bestyrelse udelukkes fra foreningen, hvis medlemmet ved omtale eller handling skader foreningens interesser eller anseelse.
§6 Foreningens ledelse
- Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på 5 – 7 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Ved stiftende generalforsamling vælges 4 medlemmer for 2 år, 3 medlemmer for 1 år. Hvis et medlem udtræder uden for sin valgperiode vælges nyt medlem på førstkommende generalforsamling.
- Bestyrelsen konstituerer sig selv. Bestyrelsen fastsætter selv hvorledes den daglige drift skal varetages og kan nedsætte udvalg eller udpege medlemmer til varetagelse af særlige opgaver i forbindelse med foreningens aktiviteter.
- Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når et flertal er til stede eller har tilsluttet sig et rundsendt forslag. Ved afstemninger kræves simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§7 Regnskab
Regnskabsåret er 1. oktober – 30. september.
§8 Forpligtelser og tegningsregler
- For foreningens forpligtelser hæfter alene dennes formue, og ingen anden har noget personligt ansvar for foreningens forpligtelser.
- Bestyrelsen er bemyndiget til
– At udpege et eller flere bestyrelsesmedlemmer til enten alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens formue samt til at tegne foreningen i økonomiske anliggender.
– At udpege et eller flere bestyrelsesmedlemmer til alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske bankprodukter samt til at indgå kontrakter herom.
§9 Revision
Revisionen foretages af den på generalforsamlingen valgte revisor.
§10 Generalforsamling
- Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
- Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i oktober kvartal. Generalforsamlingen afholdes i Rebild/Skørping området.
- Generalforsamlingen bekendtgøres på foreningens hjemmeside og varsles via e-mail/SMS til medlemmer, der er registreret i foreningen med en e-mailadresse/mobil-telefonnummer.
- Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel.
- Afstemning og valg til bestyrelse foregår ved håndsoprækning. Dirigenten kan dog fastsætte at en afstemning skal foregå skriftligt.
- Alle afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal; dog kan vedtægtsændringer kun ske hvis mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for.
- Lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer
- Medlemmer kan ikke afgive sin stemme ved fuldmagt.
- Dagsorden på den ordinære generalforsamling er følgende:
- Valg af dirigent og referent
- Formandens beretning
- Forelæggelse af regnskab til godkendelse
- Indkomne forslag, senest 8 dage før generalforsamlingen.
- Fastsættelse af kontingent
- Valg af bestyrelse
- Valg af revisor og af revisorsuppleant for det kommende regnskabsår.
- Eventuelt
- Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Anonyme forslag behandles ikke.
- Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal tillige finde sted, når mindst 25 af foreningens medlemmer indsender begrundet skriftlig anmodning herom til bestyrelsen. Indkaldelse er med mindst 14 dages varsel.
§11 Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling. En sådan generalforsamling skal indkaldes med mindst 4 ugers varsel.
Til foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for opløsning.
Foreningens formue skal ved opløsning anvendes til velgørende eller almennyttige formål, der ligger i tråd med foreningens formål.
Vedtægterne er godkendt på den stiftende generalforsamling i Rebild Kommune (Gl. Skørping) den 13. juni 2021
Tommy Nielsen – Hanne Jeppesen – Marthin Nygaard
Gunhild Andersen – Per Frederiksen – Vivi Hensel