Trend skov & Ertebølle strand (landklima/havmiljø)

5. juni 2022 kl. 09.30

Mødested Gunderupvej 151, 9640 Farsø

 Turen har 2 fokuspunkter:

  1. Tur i den privatejede Trend Skov guidet af ejeren Hans Kieldsen
  2. Besøg ved køkkenmøddingen og kystskrænterne ved Ertebølle strand

Trend Storskov blev tilplantet i perioden 1887-1894 med henblik på at give læ for vestenvinden til de bagvedliggende landbrugsjorde. I 1928 blev skoven opkøbt af Hans Kielsens far og farfar, og familien har således drevet skoven efter forskellige metoder i knap 100 år. Ved november-stormen i 1981 væltede mere end 2/3 af skoven. Før det tidspunkt var skoven en plantage med ensidig beplantning af hovedsagelig nåletræer som bjergfyr, hvidgran og rødgran. Efter katastrofen valgte Hans Kieldsen at satse på den metode, som vi i dag kalder naturnær skovdrift med en god blanding af nåle- og løvtræer, buske og bundvegetation. Denne driftsform med bl.a. naturlig selvforyngelse og træer i flere aldre, sikrer en mere varieret og vindstabil skov til gavn for biodiversiteten og den landskabelige skønhed. Ud over almindelig skovdrift vil Hans Kjeldsen fortælle os om sine nye initiativer med dyrkningsforsøg af det kinesiske træ Paulownia – Kejsertræ – som er meget hurtigvoksende med ved, der har god styrke og mange anvendelsesmuligheder til brugstømmer. Desuden skal vi se huehøgens rede, indianernes danseplads, svedehytter og hvad vi ellers møder af dyr og planter.

Ertebølle Strand

Efter besøget i Trend skov går turen ned til kystskrænterne og strandengen, hvor vi skal se køkkenmøddingen og høre om ertebøllekulturen, den kystjægerkultur, der udspillede sig i jægerstenalderens periode (ca. 5.400 f.Kr – ca. 3.900 f.Kr.), hvor klimaet var varmere, vandstanden var 3 meter højere end i dag og Nordjylland bestod af adskillige øer.

Der bliver tid til at spise medbragt madpakke undervejs.