2016 Oplev og Regan Vest

”I år går juleturen fra Rebildcentret ned til Lindenborg Ådal, hvor vi følger åen hen til stedet, hvor indgangen til den underjordiske bunker, Regan Vest, gemmer sig. Vi hører om dette ”hemmelige” sted, der desværre endnu ikke er åbent for offentligheden. Ved Røde Mølle, hvor der var vandmølle i gamle dage, går vi ad den snoede vej op ad bakken, og vi på afstand kan se billedhugger Bundgaards fødested. Det var også her på en landejendom, at Røverne fra Rold udførte et af deres mest brutale overfald. Gennem Oplev kommer vi tilbage til Rebildcentret og til vores traditionsrige julefrokost. På turen har vi sikkert fået flere historier om jul og om nisser og julegrød, som gamle på egnen har nedskrevet for år tilbage”.

Ej heller den fjerde af efterårets ture kom til at forløbe 100 % som turen først var beskrevet, idet den aktuelle indbydelse hvad julefrokosten angår kom til at lyde således: ”Efter en god gåtur, forbi, over og rundt om Danmarks dybeste hemmelighed, mødes vi på Restaurant Rebildhus i Rebild, hvor den lækreste julebuffet er dækket op til os, Vi skal spise og hygge os. Vi skal selvfølgelig også spille omvendt bingo og synge en sang, så glæd jer”. Alt sammen vist ikke så ringe endda.
Formand Marthin har nu ’rejst’ sig så meget efter sit uheld, at han er blevet i stand til at møde op og selv byde velkommen til de 87 fremmødte deltagere på turen den 4. december. Det er kun en halv tur, der er jo julefrokost og der er stadig enkelte pladser tilbage, indleder han. I dag handler turen om at vi skal gå rundt om atombunkeren. Jeg er nødt til at køre derhen. Jeg kan stadig ikke gå, men det håber jeg, at jeg kan til næste år til marts. Turene for 2017 er lavet og de nødvendige tilladelser er også på plads, føjer han til. Marthin kalder på Helge. Du skal jo gå turen, for du er mine ben. Jeg har fået lov at køre til det første punkt, så nu må du se, at få holdet med derhen. Vi skal den vej? siger Helge spørgende, som om han ikke har gået der ’de 100 gange før’.
For ikke bare at gå på den asfalterede Røde Møllevej går Helge ad grusvejen øst om dambru-gene hen mod Skillingbro Naturskole, men standser dog op på halvvejen. Det år, vi har været igennem har været meget uheldigt for Rold Skovs Venner. For det første var der en ung dame, som inde i Aalborg kørte i sin bil, så det gik ud over vores formand. I år har vejret heller ikke været med os. Det er første gang i de 30 år, vi har gået, at det har været sådan, siger Helge og kigger spørgende på den ’gamleste’ formand. På vejen herned blev Hanne og jeg faktisk enige om, at vi ligesom i dag altid havde godt vejr med ”medvind på cykelstien”, fordi vi havde nogle gode kontakter ”opad”, svarer den gamle formand. Hertil replicerer Esther Studstrup, at hun kan da godt kuske, at han ringede til Helge for at spørge om vores allerførste tur i marts måned 1987 var aflyst fordi det regnede. Det var altså pga. kraftigt snevejr, men ellers er den god nok, Esther.
Lige før naturskolen standser vi ved et smukt kildevæld. Med relation til Regan Vest fortæller Helge lidt fra sin tid som direktør på Rold Storkro. Vi havde mange stamgæster og flere faste traditioner. Herunder ture i skoven, hvor gæsterne selv skulle finde vej og finde gemte poster. Engang ville jeg føre dem over bakkerne her ved Thingbæk, men ville selvfølgelig selv prøve turen af i forvejen. Da jeg kom forbi så jeg, at der var gravet et stort hul i bakken hvorfra der fortsatte en lang vej, der bugtede sig videre ind. Der var ingen mennesker at se, så jeg gik et par hundrede meter derind, for jeg måtte da kunne finde nogen, der vidste hvad det var, men opgav så at gå videre.
Gæsterne blev så sendt af sted, men hen på eftermiddagen var der en meget alvorlig og bøs herre fra militæret, der ringede og sagde, at de folk, der gik der, skulle væk og det skulle være aldeles omgående. Ellers ville Helge straks blive meldt til politiet. Helge fik fat i de gæster, han kunne se. Men jeg fik desværre ikke noget polititilhold, siger han. Det var begyndelsen på anlægget, som formanden vil fortælle om om lidt. Man kan desværre ikke komme ind og se det endnu, men staten har lige sat et stort beløb af til formålet.

Hele bakkedraget her på denne side af åen ejes stort set af to personer, Niels Moes, der har Rebildcentret og Werner Jensen, der har Hydrema, fortsætter Helge. Niels Moes på Rebildcentret er utrolig. Han har gjort så meget af den ene og den anden slags. Ud over at have Thingbæk Kalkminer, så har han lavet det nye center med fremragende faciliteter til koncerter og udstillinger. Med tiden åbner han også en restaurant. Det er forberedt og vi skulle have spist frokost der i dag, men det er ikke klar til det, så vi er flyttet op på Rebildhus. Han har lavet en naturskole her og er ved at bygge en stor sag henne ved centret, hvor der både skal være koldkrigsmuseum og kildemuseum.
Kilden her er jo en af de kilder, der er kommet tilbage. I kan undre jer over, at der er planter i kilden, der er grønne og nys udsprungne. Hvordan hænger det nu sammen? Det er fordi det er særlige istidsrelikter, som skal have meget kulde for at kunne eksistere. Så de er friske om vinteren i modsætning til om sommeren, slutter Helge.
Fra naturskolen fortsætter vi op til Røde Møllevej, hvor vi drejer til venstre for at gå hen til indgangen til Regeringsanlæg Vest, kaldet Regan Vest. Her venter Marthin, som starter med at sige. Dette var indtil for nylig Danmarks hemmeligste sted, hvorefter han gør rede for anlæggets historie og dets funktioner. Dels ude ved det gule hus, der både var inspektørbolig og skulle virke som kamuflage, og dels ved gitterporten inde bag ved huset.

I korte træk nævner Marthin følgende om dette imponerende anlæg. Det blev påbegyndt kort efter Cuba krisen i 1962. Det har aldrig været i brug ud over øvelser, hvor man skulle øve sig i samarbejde og i anlæggets brug. Det var ikke et militært, men et civilt anlæg til styring af landet. Anlægget er 6.000 m2 stort og består af 160 rum. Det er beregnet til at der kan bo 350 mennesker i døgndrift i 10 år uden at komme op til overfladen. Der findes ikke et støvfnug inde i anlægget, idet partikelfiltrene effektivt holder alle former for partikler ude. Anlægget er lavet i to kæmpestore ringe, hver i to etager. Der er lavet to nødudgange, hvor man fra et mandehul kunne skydes op som en raket og så er der et sted, hvor man kunne køres ud på en slæde. Man regner med, at den kunne modstå en atombombe på 4 megaton. Vi har fem andre bunkere i Danmark, der ligner, men denne her er den største, runder Marthin sin spændende redegørelse om Danmarks engang dybeste hemmelighed af.
Vi skal nu tage foreløbig afsked med Marthin, hvorfor Helge høfligst anmoder ham om, at vi ændrer turen således, at vi går gennem skoven ovenpå bunkeren i stedet for en kedelig ’lande-vejstur’ gennem Oplev. Den fortsatte tur skal således gå hen gennem Røde Mølle, hvorfra vi så skal fortsætte op ad en stejl ’bjergvej’. Jeg skal nok tage det i flere tempi, siger Helge. Han fortæller dog først om Lindenborg Ådal og om hvordan Lindenborg Å og Simested Å har deres udspring fra nøjagtigt det samme kildevæld lige syd for Nysom. Efter et par km løber Lindenborg Å ind i Rold Skov, hvor der lå den første af en lang række møller langs med åen. Mølle nr. to er Røde Mølle. Lindenborg Ådal er Danmarks næst dybeste ådal, kun overgået af Grejsdalen nede ved Vejle. Røde Mølle er også det sted, hvor åen har været opstemt, men for to år siden kom den store dag, hvor gravkoen kunne åbne for åens frie løb, og det er jo herligt, slutter Helge.
Fra Røde Mølle går det så videre op ad ’bjergvejen’, og som lovet, stopper Helge et stykke oppe, hvor der allerede er en flot udsigt ned over ådalen. Men det bliver flottere og flottere jo højere vi kommer op, siger han. Læg mærke til at nogle af stenene er kalk, siger han. Det er jo ét stort kalkbjerg, der fortsætter langt nordpå forbi Thingbæk. Endnu længere nordpå har vi Bjergeskov hvor Frueskoen vokser. Lindenborg Å var hovedåren i istiden, fortsætter Helge. I vore dage løber den mod nord, men i slutningen af istiden løb den mod syd og blandede sig med vandet i Gudenåen. Man mener, at gletsjerporten lå oppe ved det nuværende Aalborg. Hvis man ser over på den anden side af ådalen, så kan man tælle ni smeltevandsdale, der går ned nord og syd for Rebild. Det er altså smeltevandet, der har udhulet og formet landskabet her på egnen. Oprindeligt har overfladen ligget i samme højde overalt, og var en del at det, man kalder ’Det Himmerlandske Plateau’.

Det er jo juletur i dag og Bente har vist skrevet i papirerne, at jeg skal sige noget om julen i gamle dage. Hvordan kan man det? spørger Helge. Hvor finder man oplysninger om noget sådant? Det gør man hos Dansk Folkemindesamling. Der er mange mennesker, der har skrevet derind og fortalt om livet på deres egn. Derfor ved vi faktisk en hel masse om festligheder her på egnen. Den helt store festlighed var jo Sct. Hans nat, hvor man samledes ved kirken i Gammel Skørping for at søge helbredelse ved helligkildens vand. Det blev dog senere nedlagt fordi det havde udviklet sig til et marked med alskens gøgl. Helge fortæller ligeledes om hvordan han fandt frem til et billede af den oprindelige brønd over kilden, som var bygget af træ i modsætning den stensatte brønd, vi kender i dag.
Vi tager atter en tørn opad ’bjergvejen’ før end Helge igen stopper og siger. Nu er vi kommet til fastelavn. Ringridning forbinder man normalt med Sønderjylland. Men det er først af nyere dato, for ringridning var noget, man havde over hele landet og altså også her. Karlene havde jo ikke selv heste, så de måtte låne på gårdene, og der var stor jagt for at få de bedste heste. Det var ganske almindeligt, at gårdmændene var meget gelasne med at låne deres heste ud når det kom til ringridningen, så karlene kunne øve sig i at ramme ringen med deres kæppe. De skulle så finde sig en pige, der kunne pynte deres hat, hvilket var en betingelse for at de kunne deltage i ringridningen. Hvis man ikke kunne ramme ringen med pinden, så var man tvunget til at ride en tur hele byen rundt før man måtte prøve igen. Om aftenen var der fest hvor ’kongen’ fik et stort hvidt bånd i kors over brystet. Også ’prinsen’ blev pyntet op, og de piger, der pyntede kongen og prinsen blev kaldt for dronning og prinsesse. Fastelavnsballet varede i to dage, og eftersom karlene allerede var blevet lidt ’halvsnaldrede’ fra om eftermiddagen, blev det to hårde dage, at skulle igennem.
De kunne så herefter få lov til at arbejde hårdt ind til den næste fest, som jo var majstangen. Man sendte da karlene ud i skoven for at samle birke- og bøgeløv, og pigerne gik rundt i
haverne for at samle blomster. Man fik så pyntet og rejst majstangen. Her på egnen kaldte man den for mejbøgen, idet ’mej’ står for birkeløv. Pinsemorgen begyndte de så at gå på jagt for at få majstangen i andre landsbyer pillet ned og bortført. Så kunne slagsmålet begynde og stolt var man, hvis man kunne komme hjem og havde fået fat i en fremmed majstang. Vi tager nu en etape mere, slutter Helge denne pause af.
Næsten oppe på toppen af ’bjergvejen’ drejer vi fra til højre således, at vi kommer til at gå gennem skoven oven på Regan Vest. Vi stopper dog ved en stor åben plads, der i sin tid var beregnet som helikopterlandingsplads. Hvis vi havde gået den tur som vi havde planlagt, så var vi kommet forbi en gård lige hernede, der hedder Viergården, siger Helge. Der har stået et gammelt træ i Rold Skov, som hed Vierbøgen. Det fortælles, at når Anders Bundgaard kom forbi det, var han meget bange fordi det spøgede. Der findes også et andet sted hvor det spøgede som kaldes Troldefaldet. Helge har besøgt huset i Ersted hvori Anders Bundgaard boede som barn, og tænk, gulvet var stadig lerstampet, siger han.
Den 12. november 1835 ved midnatstide blev Viergården angrebet af Røverne fra Rold. De havde samlet sig ved det røde led i Torstedlund Skov, og gik så i samlet flok op til Viergården og brød så voldsomt ind gennem et vindue, at noget af muren gik i stykker. Alt imens de råbte og skreg begyndte de at banke beboerne. Den af røverne, der kaldtes Bette Fanden, havde en tilsleben hestesko, som han tildelte gårdmanden 37 sår med. Blodet flød og han døde da også nogle måneder senere af det. De andre røvere overfaldt den ene efter den anden og bandt dem. Konen blev bundet under et bord, men slap fri og flygtede over til nabogården for at hente hjælp. Så efter ½ time forsvandt røverne så uden at have fundet rigsdalerne og sølvtøjet. Dog havde en af dem alligevel fået lommen fuld af penge. Det var Bette Fanden og da de andre røvere fandt ud af det, tog de hjem til ham i Stenild og fik ham lokket ud på heden, hvor de bankede ham indtil han fortalte hvor rigsdalerne var. De bandt hans fødder og hænder så han måtte hoppe hjem. Men desværre skulle han besørge på vejen, så det var han nødt til at gøre i bukserne. Da han kom ind i byen var dette jo grinagtigt ud over alle grænser.
Røverne blev senere dømt for bl.a. røveriet på Viergården, og en af dem, der fik de hårdeste domme underretssagen var konen til en anden røver, som bar det pudsige navn. Det offentlige fruentimmer, Ane Pernille Andersdatter Storm – Petronillen kaldet. Dommen lød på offentlig kagstrygning på torvet i Aalborg med 27 slag til hver.
Helge slutter med at fortælle om hvordan han fandt frem til historien om Røverne fra Rold gennem en bog, som Jeppe Aakjær har skrevet og som hedder Steen Steensen Blichers Livs-tragedie.

Atter nede på Røde Møllevej slutter Helge denne del af dagens program af med at ønske god jul til de få, der ikke ønskede at deltage i den efterfølgende julefrokost på Rebildhus. Hermed var ’strabadserne’ til ende og et hyggeligt samvær kunne begynde. Og lad det være sagt straks. Det var første gang, vi havde vores juleafslutning på Rebildhus, og man kan kun sige, at rammerne var i orden. Flot opdækning på runde borde samt en fantastisk lækker buffet.
Da formand Marthin nu atter er med os, er det naturligvis også ham, der byder velkommen, ligesom han omtaler årets gang her i 2016. Marthin fortæller ligeledes om de planlagte ture til næste år, herunder specielt om rejsen til Rhinen.
Med Anders som en særdeles kompetent ’spillemand’ skal vi selvfølgelig også synge ’Rold Skovs Venners julesang’, hvorpå Käthe holder tale og overrækker Helge en lille gave som tak for al hans arbejde i det forgangne år – en lille stol til de trætte ben.
Da Helge jo har lovet at fortælle om julen i gamle dage, (ude på turen havde vi hørt om Sct. Hans, fastelavn, ringridning og majstang), er vi endelig kommet til julen. Op til jul var der
mange forberedelser på landet. Markredskaberne skulle bringes i hus, staldene gøres rene og julegrisen skulle slagtes, ligesom der skulle brygges og bages. På Sankt Stefans dag den 26. december var det skik at lave løjer i form af at stjæle løsøre som havelåger, stjæle møgbører og lægge fælder af møg ved folks døre.
Helge slutter med at fortælle om det gamle Rebildhus, der blev bygget af Frimuth Engelst`s far. Efterhånden som økonomien blev bedre og bedre blev der råd til at få lavet et rigtigt toilet, hvilket man selv var meget stolte af. Helge fortæller også om hvordan Frimuth Engelst kunne imponere folk med at sige deres navn når de kom ind som gæster. (Han havde en liste over deres bilnumre). Engang blev det dog ham for meget. Der kom en familie med en ung fløs af en søn, hvilken på et tidspunkt spurgte. Hvor er lokummet så jeg kan vaske hænder? Lokummet, der endnu ikke var pillet ned, er derude, sagde Frimuth, men hvis De skal vaske hænder, så er toilettet her.
Som dagens sidste gøremål skal vi også spille vores sædvanlige omvendte lotteri. Med Elinor Rasmussen som lykkens gudinde var der seks dejlige præmier at hente. En flaske ’En lille Én’ og fem eksemplarer af Helges flotte og nyeste bog: Portræt af Ørnebjerg – almueliv og maler-kunst. Hermed var en dejlig dag til ende. Året 2016 har ikke været uden problemer, men det har også i høj grad bragt store og spændende oplevelser. – Måtte de fortsætte i rigtig mange år fremover.