2016 Vedsted Skov

”Fra Rebild går vi ad Ravnkildestien til Ravnkilde, som skovens heks, Danny Druehyld, har et helt særligt forhold til. Efter en kort tur gennem Lindenborg Ådal kommer vi til Kovsbæk-ken og Lars Kjærs Hus, og begge er rige på historier. Vi passerer et sted, hvor man kan se de to træarter, der hver for sig har været mere end 100.000 år i Danmark. Den ene er bævreas-pen, og vi skal høre om nogle af de sagn, der knytter sig til den.
Gennem Lille Stendal kommer vi til Kulsvierpladsen, hvor man stadig laver trækul. Herfra går det tilbage til Rebild og parkeringspladsen, og en af de smukkeste ture, man kan gå i Rold Skov er til ende”.

Sådan lød programmet for turen den 6. november, men atter engang måtte vi foretage en radikal ændring. Denne gang dog pga. et forrygende dårligt vejr med sne, slud, regn, kulde og kraftig blæst. Mødestedet var heldigvis sat på p-pladsen i Rebild, således at de, trods alt, 28 fremmødte deltagere kunne søge ly under taget i Rebild Portens åbne del indtil Helge selv bød velkommen og forklarede om årsagen til vores beslutning om at foretage en total ændring af dagsprogrammet.
Turen i dag skulle være foregået i en meget gammel og meget lang troldeskov, hvor der er betydelig risiko for at der falder grene ned i hovedet på os. Derefter kommer vi ud på et af de højeste punkter i ådalen, hvor vi vil blive præget af en meget stærk vind fra vest. Det bliver koldt og der kommer også sne, så det bliver en ’dejlig’ tur i dag. Den har vi opgivet og det har vi, fordi jeg ikke vil tage ansvaret for, at I skal ind i en skov, hvor I kan få en gren i hovedet. Så i stedet for, har vi taget den beslutning, at vi beder jer om at køre hen på den store p-plads lige øst for Rebild ved det, der hedder Røverknolden. Vi kommer så hen til et af de gamle skovløberhuse, der hedder Vedstedskovhus. Der går vi ind, og så vil jeg fortælle jer lidt om Rold Skov der inde. Jeg beklager, at vi har måttet gøre sådan. Det er første gang i næsten 30 år, at vi har måttet gøre det.
Da alle er kommet godt i læ i Vedstedskovhus indleder Helge med at sige. Vi er faktisk i den heldige situation, at der er ikke mindre end tre – nuværende og tidligere – formænd med i dag, Marthin Nygaard, Bente Bruun og Per Andersen. Marthin har været ude for et slemt uheld og er i øjeblikket noget handikappet og har bl.a. svært med at gå. Helge vender så tilbage til det med nedfaldne grene og fortæller om en episode, hvor han gik tur med Danny Druehyld i forbindelse med, at hun skulle bidrage til en travetursbog. Danny sagde da til Helge, at de skulle passe på fordi de gik i en troldeskov i blæsevejr. Der kunne godt falde en gren ned, og lige i det samme, hun sagde det, faldt der en stor gren. Dog uden at ramme dem.
På turen i dag skulle jeg også have fortalt om kulsvidning, fortsætter Helge. Her på egnen siger man kulbrænding. En af de sidste var Kulbrænder Soren. Der laves dog trækul her på nøjagtig samme måde som i gamle dage. Man har lavet et kulbrænderlaug, så én gang om året brænder man trækul blot nogle få hundrede meter her fra stedet.
I forbindelse med Kulbrænder Soren kan vi næsten heller ikke undgå at høre om den herlige Blære Else. Else boede ude ved den gamle mølle i Skørping, hvor hendes far hver dag kom for at spise frokost, der blot bestod af noget grovbrød med margarine. Bagefter satte han sig hen i gyngestolen for at få sig en lur, men en dag gik gyngestolen i stå, og så var det sket med den gamle knark. Hertil skulle Else have sagt, svinet kunne da godt have været død noget før, så havde vi sparet den grovkage. Det var også den samme Else, der gik rundt men en hjulbor og solgte ’kongelige’ askebægre med Rebild Bakker på, samt kalvekød, der smagte umisken-deligt af kronhjort. Og så solgte hun sig selv for 5 kroner. .
Et tilbud som også Kulbrænder Soren benyttede sig af. Men en sommerdag, hvor handlingen foregik ude i haven lige under stengærdet var det også sket med Soren. A tøgges nok han blev så tung, sagde Else. Da hun skulle afgive forklaring til landbetjenten Hoby, sagde denne: Det
var jo ikke så godt Else, hvad kunne der dog ikke være sket. Hertil svarede Else: Der ku da ikke ske så møj. A er da fyldt 60 år.
I samme forbindelse skal vi også høre om den navnkundige provst Vinther, der havde store fødder og lange ben. Og som en kirkegænger sagde, han kan springe over ti husmænd for at komme hen og hilse på en gårdejer. Der blev også sagt, at hans prædikener er så lange, at han kan afkristne hele sognet på to søndagsprædikener, hvortil en anden sagde. Nej, han behøver kun den ene. Provst Vinther ville i første omgang ikke begrave Kulbrænder Soren på grund af de omstændigheder hvorunder han var død, hvilket en deputation af byens førende borgerskab dog overtalte ham til at gøre. Det blev en ejendommelig begravelse. Normalt taler man pænt om den afdøde, men det gjorde provst Vinther ikke. Han nævnte ikke Soren ved navn ude ved graven, men sagde blot ham der nede, og man var ikke i tvivl om, at der var meget varmt.

Vi skulle så også have været i Troldeskoven, fortsætter Helge. Bøgetræer kan have de mest ejendommelige former og lave øjer. Bøgen kom til Danmark for 4.000 år siden, men først her til Rold Skov for 500 år siden. Troldeskoven i Rold Skov er Danmarks mørkeste bøgeskov, idet kun 1 % af sollyset når ned til skovbunden. Helge fortæller også, at Jens Hvass var den første ’grønne’ skovrider, der ville have folk ud i skoven. Jens Hvass var spejderfører og ville have, at spejderne skulle lære skoven at kende. Jens Hvass var ikke morgenmand, føjer Helge til. Man måtte ikke ringe før efter kl. 10.30. Engang var der en mand, der ringede kl. 06.15 og præsenterede sig som kongen, hvortil en søvndrukken Jens Hvass svarede: Ja, god morgen min bare røv. Det skulle han ikke have sagt, for det var kongen. Kongen var i Trend og ville gerne have, at de tre prinsesser kom på ferie i Rold Skov i nogle dage. For at underholde de tre prinsesser lod Jens Hvass dem kravle igennem et øje på et bøgetræ oppe i Troldeskoven. Det blev så det træ, der sidenhen bar navnet Prinsessetræet, men desværre eksisterer det ikke mere, idet det faldt i en storm. Endda midt om sommeren.
Som den sidste historie om Jens Hvass skal vi høre om den gang han holdt stævnemøde med spætten oppe i Troldeskoven. Jens Hvass var på tur med nogle fine damer, men som damer ofte har for vane, stod de bare og sludrede uden at høre efter, hvad han sagde. Dette irriterede Jens Hvas hvorfor han gik hen til et træ og slog på det. Ud kom spætten, damerne var meget imponerede, og nu havde han deres opmærksomhed. Denne historie havde Helge så ofte selv fortalt, men for at være sikker på, at den var rigtig, tog han ud og besøgte Jens Hvass, efter at denne var flyttet til Hasseris.
Det er fuldstændigt rigtigt, sagde Jens Hvass, men historien er bare bedre, end du tror. Fordi,
hele vejen derop gik jeg og tænkte, hvordan kan jeg nu være sikker på, at spætten er der, selv om det er midt i rugetiden? Jeg satte derfor hænderne om på ryggen og foldede dem, kiggede op og sagde lydløst. ’Nu må du hjælpe mig’. Så slog jeg på træet og ud kom spætten, og imponeret var de. Jeg tog så igen hænderne om på ryggen og sagde uden at nogen hørte det. ’Det skal du sgu have tak for’.
Skovens folk var ofte nogle originaler og særlinge, siger Helge. Som eksempel husker han en gammel kone fra Hobro, som sagde, at hun aldrig havde været andre steder end i Hobro. Kunne du ikke tænke dig at komme til København og se Den lille Havfrue og Livgarden og alle de andre spændende ting, spurgte Helge. ’Hvad skulle jeg dog der’, svarede hun blot. Det siger egentlig noget om den glæde disse mennesker havde ved at bo her på egnen. Man havde ro i sig selv og tid til at snakke sammen. Mange af skovfolkene var tillige nogle fremragende fortællere med sans for humor.
Helge omtaler også de fire ejere af Rold Skov, herunder Statsskoven, der ejer den centrale del lige fra nord til syd, og som er langt den smukkeste del. Der er masser af dyr, omkring 3.000 stykker råvildt og 7-800 stykker kronvildt. Og så er der et utal af seværdigheder. Blandt de mange kilder nævner Helge især Tingbæk kilde, der i mange år leverede vand til Rold Storkro lige indtil en emsig dyrlæge forbød det. Også selvom vandet er renere end vandværksvand. Så er der søene, de dejlige gamle bøge og Røverstuen. Et jordfaldshul, der er 35 m i diameter og 12 m dybt. Det siges jo, at det var her røverne havde deres hule, hvilket man dog ikke vidste ret meget om her på egnen før end Helge begyndte at forske i det. Det viste sig da, at Jeppe Aakjær havde skrevet et værk i tre bind om Steen Steensen Blicher, der hedder ’Steen Steensen Blichers Livstragedie’. I et af bindene fortæller Aakjær om en af Blichers noveller, der hedder ’Bette Fanden’ og deri står hele historien ned til den mindste detalje. I dag er de jo blevet helte, men i virkeligheden var de en flok forbrydere når det kommer til stykket, slutter Helge.
Det er nu blevet tiden til at holde en pause samt nyde en forfriskning i form af ’En lille én til næsen’ samt diverse småkager og pebernødder. Marthin og Bodil havde ellers genoptaget skikken med at servere gløgg på novemberturen, hvilket de dog pga. Marthins uheld måtte undlade at gøre i år. Til gengæld kunne Marthin melde ud, at turen denne gang var gratis for alle.

Trods det hårde vejr beslutter vi, at vi alligevel vil gå en lille tur før frokost, hvilken i første omgang går ad skovvejen mod øst. Her passerer vi en af de efterhånden mange søer i Rold Skov. Helge fortæller, at der er lavet et stort område, der går fra Tveden gennem Luskimose og til Sjørmose. Et virkelig flot område med mose og eng, hvori der går både geder og får og græsser det af.
Turen går nu videre op ad en af de nye skiløjper. Der er også lavet masser af mountainbike- ruter, stier til det ridende folk, ja, selv de der går traveture har fået nye ruter, der er afmærket med gule mærker, siger Helge. Alt imens han gør det kommer der en mountainbiker op ad løjpen. Man skal altid huske at gå til side for en mountainbiker, for de har altid forret – i hvert fald i egen indbildning, slutter Helge.
Vores lille tur er formet som en rundtur, hvorfor vi fortsætter mod nord indtil Helge igen stopper ved et af de få ammunitionsdepoter, der er tilbage i Rold Skov. I dette tilfælde depot nr. 7. Der var engang en mand, der hed Joseph Stalin, siger Helge. Det bevirkede, at der var noget, der hed ’Den Kolde Krig’. Derfor byggede man i 1950`erne sådan nogle depoter til krudt og kugler. Der var mere end 200 af den slags her i Rold Skov. Lige i nærheden ligger der et hus, som var til ledelsen, og længere nede i skoven ligger der et større hus, hvori der var kontorer og den slags. Helge slutter med at fortælle historien om da han snød sig til at komme ind og se hvad der gemte sig inde i disse bunkers. På en af Helges løbeture kom han engang forbi et depot hvor døren stod åben, hvorfor han helt ’uskyldigt’ kunne løbe ind for at spørge om vej. ”Undskyld, jeg er faret vild, hvordan kommer jeg til Rebild Skovhuse”, sagde Helge. ”De skal bare løbe lige ud, Qvistorff, så kommer De hjem”, lød svaret. Sikken et skuespil fra begge sider, men morsomt var det da.
Vi fortsætter herefter rundturen tilbage mod Vedstedskovhus, hvorved vi passerer en sti, der går ned til Røverknolden. Hermed var tiden kommet for Helge til at sige farvel og tak for i dag. En tur, der dog ikke var helt slut for alle, idet vore tre kvindelige bestyrelsesmedlemmer tilbød de, der måtte ønske det, at gå en lille tur med derned. Sikkert en god idé, idet alle vist nok fulgte med. Så var der blot tilbage at gå op i skovhuset for at holde frokost. Kun en lille håndfuld spiste dog deres madpakke her, mens resten tog hjem. Men mon ikke alle, trods de hårde odds fra vejrgudernes side, alligevel havde haft en god