2016 Hesselholt Skov

”En rigtig efterårstur i hjertet af Rold Skov. Vi går i statsskoven, og vi skal til Jætternes Baghave med skovens højeste træer. Skovens fornemmeste graner ”douglasgranen” skal vi også høre om. Hvem eller hvad var ”douglas”? På vejen tilbage kommer vi forbi ”Hvass Sø” – opkaldt efter den magtfulde og navnkundige statsskovrider Jens Hvass”.

Dette var den forkortede udgave af indbydelsen til turen den 9. oktober, idet vi ej heller denne gang havde fået tilladelse til at passere grænsen til Lindenborgs skovpart i Rold Østerskov. På trods af denne søndags særdeles våde vejr mødte der alligevel 42 deltagere op for enden af Skovvej i Arden for at være med på turen, hvilken indledes med at eksformanden bliver bedt om at være den, der byder velkommen pga. specielle omstændigheder.
Der er et par ting at sige til dette, siger han. I har sikkert alle bemærket at vores formand ikke er til stede i dag. Årsagen er, at Marthin er kommet ret slemt til skade i en motorcykelulykke med brud på bækkenet, begge hænder og kæben. Marthin er heldigvis ved godt mod, og vi håber alt det bedste for ham, så han kan blive så god som ny igen. Alle der har læst Bentes remindere ved, at vi har måttet ændre lidt på dagens program i forhold til det oprindelige. Her i den sydlige del af skoven er denne, mellem jernbanen i øst og landevejen i vest, delt op i to områder. Mod øst er det Hesselholt Skov og mod vest er det Rold Østerskov. For de fleste er der en usynlig grænse mellem disse skove. En grænse som vi ikke må overskride i dag. Vi skal blive i den del, der er statsskov. Jeg kan jo så være spændt på, om vores turleder kan få
øje på den grænse, men det vil jeg lade være op til ham. Men velkommen til jer alle sammen, jeg overlader jer trygt i Helges hænder, ligesom vi har gjort det i snart 30 år.
Helge indleder så turen ved at gå ad Kærlighedsstien langs skovens sydlige grænse. Vi går tur i Hesselholt Skov, siger han. Holt betyder skov og hessel er ordet for hassel. Den 19. september 1869 kørte toget her forbi for første gang og stoppede ved den lille station, der lå her og hed Hesselholt. Man skiftede så senere navn til Arden. Som jeg husker det, så var Hesselholt Skov den lukkede del af Rold Skov, hvor der ikke kom ret mange mennesker. De eneste var dem, der gik på stien her med det dejlige navn, Kærlighedsstien. Så sent som i går var jeg hernede for at tjekke alt igennem i forbindelse med skovriderens nye travetursbog. Skovrideren indtaler teksten og Helge skriver den ned. Nu var der travetursfolk, løbende, mountainbikere, cyklister og ridende, men tog man her ned da jeg kom til egnen, så man ikke et øje.
Lidt længere fremme på stien stopper vi ved en stor Rold Skov bøg. Jeg kan godt forestille mig, at mangen en køn pige fra Arden har haft mødested med vennen her. Tilbage i tiden var det Villestrup, der havde den sydlige del af skoven. Der var to ejere, men det gik ikke så godt, og så måtte de dele det imellem sig. Den ene var en Hr. Mylius, som fik denne del af skoven. Han måtte flytte fra godset og byggede så en gård, der hedder Thoruphedegård. Der er sikkert mange, der vil vide at der også ligger en gård ovre i Siem Skov, der hedder Thorup Hedegård. I dette område er der etableret en stor grusgrav, hvilket der bliver udtrykt bekymring for af hensyn til grundvandet. Der har for nylig været afholdt et protestmøde, hvor Helge også var inviteret med som gæstetaler. Helge ville dog ikke tale om grusgravning, men gerne om Siem Skov. Det var først da Helge havde sagt ja, at han fandt ud af, at det var Enhedslisten, der var arrangør. Da Helge var færdig med at fortælle om skoven, ville han slutte af med at prale en lille smule. I 1774 kom der en mand ved navn Johan Heinrich nede fra Ahrensburg i Tyskland for at forestå at få heden brækket op til landbrugsjord, siger Helge. Det skulle dog vise sig, at jorden ikke var velegnet landbrug, men var fremragende til at skovbrug. Da jeg var færdig med at fortælle om Johan Heinrich og det der blev til Siem Skov, sluttede jeg med at sige: Åh, jeg glemte vist at nævne hans efternavn. Han hed Johan Heinrich von Qvistorff og det var min tip tipoldefar. Mon ikke Helge atter engang scorede nogle point?

Henne ved det tidligere skovfogedsted Skelhus fortæller Helge, at stedet nu bruges til at børn kan komme ud i naturen, hvor der samtidigt også er legeplads og andre ting. Hvis man går ind gennem lågen kommer man også ind til en bevoksning af grantræer hvorfra man tager frø, der sælges til skove overalt i Danmark. Det er den fineste frøbevoksning, der er her i landet. Vores videre tur går nu mod nord, hvor vi lidt længere fremme finder en bevoksning af ranke bøgetræer. Dette er faktisk ikke den gamle Rold Skov, siger Helge. Går I op i Troldeskoven vil I se, at der ikke er et eneste nyt træ under bøgene. Der er så mørkt, at træerne piner deres børn ihjel. Men her ser det anderledes ud. Det er ikke Rold Skov bøge, de er meget mere rette og dækker ikke så meget af som de oprindelige bøge. Jens Hvass var meget irriteret over, at man omkring 1950 sendte nogle forstfolk rundt omkring i landet for at finde ud af hvor mørkt der var i bøgeskovene. Normalt siger man, at 3 % af sollyset når ned til jord-bunden. Man fandt da ud af, at Troldeskoven var den mørkeste bøgeskov i landet. Her nåede kun 1 % af sollyset ned til jorden.
Efter endnu et stykke vej op ad Roldvej slår vi et smut ind til højre, hvor der åbenbarer sig en smuk mose. For 10 år siden ville I ikke synes, at denne mose var noget særligt. Men den er blevet plejet efter alle kunstens regler. Det er noget man gør med moserne her i statsskoven. Først og fremmest Store Økssø Mose, som er ved at blive genoprettet, men også de andre
moser. Denne her hedder Kalvsmosen. Disse moser er en ny ting i Rold Skov som folk kan gå efter og nyde synet af, slutter Helge.
På den fortsatte tur op ad Roldvej stopper vi næste gang oppe ved Skovfogedbøgen. Hvem var den skovfoged? Det er der ingen, der ved. Det kan være skovfogeder generelt. Man kan dog formode, at det har noget med Skelhuset at gøre, svarer Helge sig selv og vender tilbage med at omtale skovens moser. Jeg har læst i de gamle skrifter, der ligger nede på skovridergården, og som går helt tilbage til midten af 1800-tallet. Deri er der omtalt de mange moser, der var i den totalt forfaldne skov. De er så blevet drænet væk gennem årene, men nu retableres de som den vi også ser her. Tænk jer, inden for de seneste år er der kommet 40 nye moser. Da den nye baneunderføring skulle laves i Skørping, henvendte man sig til Bendt Egede Andersen om at man gerne ville have et stykke af statsskoven til dette formål. Statsskoven afgiver ikke jord. Skal de endelig afgive jord, så skal de have dobbelt så meget igen et andet sted. Bendt Egede fik dog en idé og sagde: I må godt få et stykke jord, men så skal I lave 40 søer inde i skoven. Og de gjorde de så. En flot løsning, kan man kun sige.
Vi stopper næste gang ved et stykke med nogle meget flotte graner. En sådan monokultur med træer i lange lige rækker vil dog forsvinde, siger Helge. Allerede i dag bærer skoven præg af at blive ændret til blandingsskov. Omkring 1920 havde man et skænderi i dansk skovbrug om at plante grantræer på dansk vis eller på tysk vis. Det man gjorde i Tyskland var, at lade skoven plante sig selv og forynge sig selv, mens man i Danmark anvendte det, man kalder monokulturer. Alle træer i lige rækker og med samme alder og højde. Man valgte det danske princip. Nu har man så her 100 år senere fundet ud af, at det duer ikke fordi der kommer storme, der bliver meget værre, og så vælter granbevoksningerne fra en ende af. Derfor skal man nu have blandingsskov med træer af alle arter, alle højder og alle aldre. Især er egetræer-ne men også bøg gode til at stå i yderkanten. Jeg kunne dog ønske, at man bare et enkelt sted ville bevare en monokultur, så vore efterkommere kan se hvordan sådan noget så ud.
Som et vendepunkt passerer vi Lille Sjørmose, der også er en mose, som man har rettet op på. Hvass Sø bliver født af vandet inde fra Lille Sjørmose, siger Helge da vi senere går forbi en lille bæk. Jeg har set, at man er begyndt at rydde op langs med bækken. Hvis man påtænker at lave en sti langs bækken tværs gennem skoven ville det da kun være dejligt.

Ved at gå tværs gennem terrænet kommer vi nu over på Hintzvej. Dette giver selvfølgelig Helge anledning til at fortælle om Hintz, der var skovrider her fra 1886 til 1902. På samme tid blev der ansat en ny overførster i Aarhus, som jo således var Hintz` foresatte. Desværre havde de to mænd det ikke godt med hinanden, hvilket gav anledning til dårligt samarbejde. Helge nævner bl.a. en episode hvor overførster Bruhn skulle på inspektion og havde sat Hintz stævne ved Tøtteruphus på et bestemt tidspunkt. De to mænd gik dog fejl af hinanden, hvilket medførte en tjenstlig påtale til Hintz, selvom overførsteren ej heller selv havde overholdt de aftalte tidspunkter. Skovrider Hintz var meget afholdt her i skoven, og det er ham vi kan takke for at vi har de store graner, deriblandt den man siger, er Danmarks største nåletræ i rumfang ovre i Skovhaven. Vi hører så historien om at Hintz alligevel plantede grantræer, selvom han ikke måtte gøre det for overførsteren. Hintz måtte derfor lade træerne grave op og sætte dem i kasser når der var inspektion. Dette gik selvfølgelig ikke i længden, hvorfor der måtte findes en ny udvej. Hintz fik så den geniale idé, at lade pigen hjemme på gården komme løbende og råbe: Skovrider, skovrider, frokosten står på bordet, og også snapsen. Så var den klaret. Så vi kan altså takke Hintz for alle de flotte graner, vi har i Rold Skov.
Vi passerer nu et af de steder, hvor der i forbindelse med krigen blev anlagt et stort antal ammunitionsdepoter i Rold Skov. For få år siden vedtog man dog, at tiden var kommet for at de skulle væk. Der er kun nogle ganske få bevaret, så man stadig kan se hvordan de så ud. Her fortæller Helge historien om da han helt ’uskyldigt’ løb ind i et depot, hvor døren stod åben, for at spørge om vej. ”Undskyld, jeg er faret vild, hvordan kommer jeg til Rebild Skovhuse”, sagde Helge. ”De skal bare løbe lige ud, Qvistorff, så kommer De hjem”, lød svaret. Alt i alt et skuespil fra begge sider, men morsomt var det da.
Som det nordligste punkt på dagens tur stopper vi næste gang ved Jætternes Baghave. De fleste af træerne her er douglasgraner, siger Helge. De vokser naturligt fra Canada til Mexico. I Amerika kan de blive over 100 m høje. På Silkeborg distrikt har man et par stykker, der er over 50 m og i Skotland har man nogle, der er over 60 m. Douglasgranen er ikke en ædelgran. Det er heller ikke en rigtig gran, men en art helt for sig selv. De kan blive 6-700år gamle. På latin hedder de, Pseudo Tsuga Menziesii Viridis. Menziesii var den mand, der fandt dem i 1791 på en ekspedition til Vancouver, men det var Douglas, der sendte de første frø hjem til England i 1827. Deraf navnet, som vi bruger i al almindelighed.
Vi går tilbage af Hintzvej og kommer dermed direkte ned til Kremses Bøg. Thorvald Krems var skovfoged nede på Skelhus. Der går en historie om at Jens Hvass en dag sagde til Krems, at denne ikke havde fældet et træ, som han var blevet bedt om, hvortil Krems svarede: Nej, det går over min forstlige ære at fælde dette træ. Hertil skal Jens Hvass have svaret: Så skal det f… også blive stående og bære Deres navn. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, siger Helge. En dag ringede familien til Krems og spurgte Helge om han ville gå en tur med dem i skoven, så jeg måtte jo finde lidt frem om ham. Jeg har en god ven, der er god til gamle skrifter. Han fandt ud af, at familien var kommet nede fra Østrig. På turen kunne jeg ikke lade være med at blære mig med min kæmpestore viden om Krems. De var imponerede, men jeg var fair nok til at sige, at det var min gode ven, der havde fundet ud af det.
Vi fortsætter nu turen ad ’Den grønne Vej’ hen til Røverstuen, hvor det siges, at røverne skal have haft deres hule. Da jeg kom her til egnen ville jeg finde ud af hvordan historierne om røverne i virkeligheden hang sammen, siger Helge. Jeg fandt da ud af, at Jeppe Aakjær har skrevet et trebindsværk om Steen Steensen Blicher, som hedder ’Steen Steensen Blichers Livstragedie’. I et af bindene fortæller Aakjær om en af Blichers noveller, der hedder ’Bette Fanden’ og deri står hele historien ned til mindste detalje. Helge omtaler så både røvernes navne, udseende og deres meritter, men også deres tilfangetagelse, domme og straffe. I dag er de jo blevet helte, men i virkeligheden var de jo en flok forbrydere når det kommer til stykket, slutter Helge.

Vi fortsætter ad ’Den grønne Vej’ ud til Ardenvej, der løber langs med jernbanen. Her står der også nogle flotte douglasgraner, hvilket får eksformanden til at omtale nogle helt særlige af slagsen som endda har fået deres egne navne, herunder Forstrådens Gran og Helge Qvistorffs Gran. Om sidstnævnte fortæller han så historien om da vi lavede vi en aftale med skovrider Bendt Egede Andersen, om at Helge skulle have sit eget træ her i skoven i anledning af at han havde rund fødselsdag for nogle år siden. Dette blev en festlig dag med fremmøde af hele 150 personer og tilstedeværelse af TV Nord. Skovrideren holdt tale og afslørede så den flotte, over 30 m høje douglasgran, som står lige vest for Troldefaldet. Der var opstillet en række borde hvorpå der i forvejen var skænket 150 glas hvidvin. Disse blev dog alle fyldt med grannåle, idet der blæste en let brise. Det betyder da ikke noget, sagde skovrideren, vi kalder det bare ’Gran de Hvidvin’. Alt i alt blev det en dejlig dag, og dejligt at have en skovrider, der er helt nede på jorden og i nærkontakt med naturen.
Der er nu kun et ganske kort stykke vej hen til Hvass Sø. Denne er resultatet af en af Jens Hvass` geniale ideer. Men på hans tid måtte en skovrider ikke tage en sådan beslutning uden videre fordi der skulle spares. Han henvendte sig derfor til civilforsvaret og tilbød at de måtte lave en øvelse her i skoven samt tage alt det træ, de skulle bruge. Til gengæld skulle de lave en dæmning således at vandet fra Hummelbækken kunne fylde en udgravet sø op. Ligesom i ’Den Jyske Skovhave’ plantede han nogle spændende træer hele vejen rundt samt satte skilte op ved dem, så man kunne se hvilken art det var. Når jeg er ude at holde foredrag spørger jeg nogle gange om hvor mange der kender Jens Hvass, siger Helge. Jeg er forbavset over hvor mange, der ikke rækker hånden i vejret. Han flyttede fra skoven i 1970, så man kan altså se, hvor hurtigt det går med at man er delvist glemt. Jens Hvass var en meget markant skovrider og gjorde utroligt meget for skoven. Han kunne ikke gøre så meget som den nuværende skovrider, men betingelserne var også nogle andre. I dag er der penge til at lave noget for. Helge slutter selv turen af ved at sige. Nu går vi rundt om søen og så er der ikke langt hen til p-pladsen. Jeg vil på Rold Skovs Venners vegne og på formandens og den øvrige bestyrelses vegne sige tak for at I ville gå med i det her ’dejlige vejr’ i dag.
Hermed var en lidt våd, men dejlig tur til ende. Området var velkendt, men med en turleder, der virkelig har noget at fortælle, blev den alligevel en ny oplevelse.