2016 Skørpingholme

”Dette er en tur, vi aldrig tidligere har gået, men først skal vi besøge den historiske og smukke kirke, ligesom vi skal se og høre om ”Helligkorskilde”, der var Jyllands mest besøgte helligkilde. Nu går vi ad den nye cykelrute over Skørpingholme til Lindenborg Å og videre til Vaseholmen og Støvring. På vejen tilbage drejer vi af mod voldstedet Egholm Slot med fæle historier om røvere i Rold Skov og om dronning Margrete 1. Herfra fortsætter vi gennem bøgeskoven på Skørpingholme forbi et gammelt savværk, inden vi kommer tilbage til kirken i Gammel Skørping”.
Ej heller denne gang kom turen til at forløbe som ovenfor beskrevet, men nærmest i omvendt rækkefølge, ligesom vores vanlige turleder ej heller var med denne gang. For engangs skyld havde Helge taget ferie og overladt ledelsen til Marthin, hvilket Marthin i øvrigt klarede med bravur. Jeg har fået æren af at være turleder i dag ud over at være formand, siger Marthin da han byder velkommen. Vi skal ned på Birkholmene, til Lindenborg Å og til Egholm borgruin. Vi slutter så igen her ved kirken, hvor vi skal høre om Helligkilden.

Første stop sker allerede ved et nedbrændt bindingsværkshus et par hundrede meter fra kirken, hvilket får Marthin til at omtale udtrykket, ’over stok og sten’. Det kommer af, at når man før hen kalkede sit hus, så syldsten, stolper og murværk bare blev kalket over. I 1700-tallet da man fik tjære, som fiskerne brugte til at tjære deres garn med, var der en dygtig arkitekt, som fandt på at pynte på disse hvide huse, således at alt træværk efter kongelig forordning skulle males sort med tjære fra kongens magasiner. Derfor har vi fået traditionen for at bindingsværk bliver malet sort i stokken. Så nu kalker man ikke længere ’over stok og sten’.
Nu startet den lange vandring ned mod Lindenborg Å med første stop på hjørnet af Skørping-holmevej og Holmegårdsvej. Vi står faktisk på kanten af ådalen og altså også på kanten af hvor Rold Skov engang har gået til, siger Marthin. Der har været mange vadesteder over Lindenborg Å. Et af dem har været lige her nede for enden af vejen. Et af de helt store var nede ved Lille Blåkilde og et andet ved Skillingbro. Vi er på vej ned i en egeskov, hvilket der ikke er ret meget tilbage af i Rold Skov. Det er der så her i kanten af ådalen og f.eks. også ude i Skindbjerglund. Her kan man tillige møde den citrongule Pirol. Der er i øjeblikket 6-7 reder derude.
Vi går ikke direkte ned til Lindenborg Å, men går ad Holmegårdsvej ned til Holmegården. Her fortæller Marthin en rørende historie om en polsk soldat, der var involveret i den tyske hær under krigen, hvilken bl.a. var udstationeret her i Skørping. Soldaten fandt kærligheden til en datter her på gården i krigens slutning. Han vidste ikke lige hvordan han skulle komme i kontakt med hende, men fandt så ud af, at tyskerne måtte konfiskere cykler og heste. Men det var ikke det, der var grunden til at han sammen med et par kammerater tog herud, men det var for at møde pigen. De vidste dog ikke, at egnens modstandsgruppe havde gemt sig her i laden, så da der kom sådan nogle unge tyskere, flygtede denne over hals og hoved. Tyskerne gik hen
for at se på heste bare for at komme til at snakke med pigen. Men de tog dog ingen heste eller cykler og gik så hele vejen tilbage til Skørping.
På et tidspunkt skete der jo det, at tyskerne manglede soldater til andre fronter. Det ville han ikke, så han deserterede med fare for at blive skudt på stedet, hvorfor han tog her ud og spurgte om han måtte have lov til at være desertør her. Det satte gården i lidt af et dilemma. For der var så modstandsfolk i den ene side af gården og en desertør i den anden. Han blev dog holdt skjult og efter krigen blev han gift med pigen og arbejdede som bonde her på gården. I 1950`erne fik han dansk statsborgerskab og har siden været en meget afholdt person i Skørping, slutter Marthin denne kærlighedshistorie.
Fra Holmegården er der ikke langt ind til et gammelt savværk. Marthin beder Per om at fortælle lidt om det, men denne kan dog kun sige, at det bare er ét af mange små savværker, der har været rundt omkring på egnen. Man kan f.eks. også nævne savværket oppe ved Vedsted Skovhus, som Rold Skovs Venner besøgte og så i drift sidste år. Vi taler om begyndelsen af 1900-tallet, fortsætter Marthin. Den gang havde man ikke så gode transportmuligheder, så bygningsmaterialerne skulle produceres i nærheden af det sted, hvor de skulle bruges. Værket her har været drevet af en dieselmotor, forsynet med remtræk ud til saven. Det har været en ekstremt farlig arbejdsplads med fritliggende savklinger og remme.
Med Marthins beskrivelse af savværket her, kan man synes, at dette har været forholdsvis primitivt set med nutidens øjne, fortsætter Per. Men det var dog en stor forbedring i forhold til de såkaldte savhuller, hvor der stod en mand nede i hullet og en anden ovenfor, således at de kunne save tømmeret op med lange skovsave. Han nævner igen Vedsted Skovhus, som har en indendørs bloksav og en langtømmersav uden for, hvilket har været en kæmpestor forbedring i forhold til da man stod i et hul og savede med håndkraft.

Vi står nu på et sted, hvor Marthin omtaler de forskellige naturtyper. Vi har egeskoven til den ene side og engen med masser af dunhammere til den anden. Vi kan også se en bakke med skov ovre på den anden side af åen. Der har været et stort åbent farvand her for kun 8-900 år siden, siger Marthin og fortsætter. Området har skiftevis været et vådområde og tørt land op gennem tiden, og nu skal vi så til at rykke os igen pga. klimaforandringerne. Det er der ikke noget unaturligt i, idet der har været hele 50 istider i jordens historie.
Vi står stadig på Birkholmene og leder efter en bro, så vi kan komme over åen. Marthin beder nu deltagerne om at holde øje med vores hjemmeside og tjekke deres mails, idet vi har nogle problemer med at måtte færdes på Lindenborgs arealer. Vi har derfor lavet en ny og anden tur, når vi starter igen til september, siger han.
Vi må atter gå igennem et sumpet område, hvilket betyder, at det foregår i gåsegang. Men nu er vi så igen kommet op på en holm, hvor der både er tørt og meget hyggeligt med flotte træer rundt omkring. Med andre ord, lige stedet for at holde frokost.
Marthin meddeler, at han efter forslag fra et æresmedlem vil forsøge at arrangere en større tur til Rhinen næste år, kaldet ’Rhinen i Flammer’. Vi forsøger at lave den, så det bliver ’alt inkluderet’, hvilket dog ikke indebærer alkohol. Det bliver i august måned. Der vil også blive nogle gåture i Rold Skovs Vennners regi og jeg prøver at få en forstfuldmægtig fra det tyske forstvæsen til at komme. I september vil der fremkomme en pris, som vil være i nærheden af 5.000 kroner. Bente tilføjer, at hun synes, at det lyder rigtig spændende og opfordrer samtidigt nye deltagere til at give os deres mail-adresse, så de kan få en direkte indbydelse, både til denne tur og alle vore øvrige arrangementer.
Ved et gammelt udgået træ, fortæller Marthin lidt om svampe. Disse angriber især skadede og svækkede træer. De mange tøndersvampe, som vi ser her, er kun frugten, selve svampen befinder sig inde i træet og gør gavn ved at rådske træet til glæde for insekterne, og gør det let for en spætte at hakke et redehul.
Vi er nu nået frem til Egholm Slot (Castrum Curia). Curia er soklen af den borg, der var her, siger Marthin. Den første borg, som var af træ, lå på en banke lidt herfra, og her har der været en stenborg. I senmiddelalderen var landet meget i opløsning. De enkelte konger, grever og baroner sloges og slog hinden ihjel for et godt ord. I 1380`erne var borgen blevet overtaget af et røvervæsen. Disse røvere tog i kirke om søndagen for at se, hvem af stormændene, der sad her, så de kunne tage ud at røve hvor der ikke var nogen hjemme. Efter at Margrethe 1. havde overtaget magten i Danmark, ønskede hun dette uvæsen stoppet, hvorfor hun sendte tropper ind i borgen med omvendte sko på hestene. De hjemvendte røvere anede derfor ikke uråd, hvormed det var let for tropperne at slå dem ned. Borgen blev herefter nedbrudt, hvorpå Margrethe forærede stenene til klosteret i Aalborg, imod at der skulle holdes messe for hende hver fredag.

Den historie har vi hørt før, men som noget nyt siger Marthin, at vi har haft fire dronninger i Danmark ved navn Margrethe. Margrethe 1. var i virkeligheden Margrethe 3., idet Margrete Fredkulla, der havde været gift med kong Niels, var den første. Så har vi Margrete Sambiria, kaldet Sprænghest, enke efter kong Christoffer 1. som den anden. Med andre ord, så er vores dronning Margrethe i virkelig-heden Margrethe den 4. Det var da lidt sjovt.
Der venter nu en ret lang vandring tilbage til Gammel Skørping, hvor vi alle, som sidste punkt på dagsordenen går ind til Helligkilden inde på kirkegården. Her fortæller Marthin om kirkens og kildens historie. Kilden har altid været en helligkilde, idet vandet havde en helbredende kraft for stort set alt hvis man vaskede sig i det Sct. Hans nat. Dette udviklede sig efterhånden til såkaldte kildemarkeder med alskens gøgl og handel, især af pottemagere idet man fik skabt den tro, at vandet kun havde helbredende kraft hvis det kom i en helt ny potte. Omkring 1890 blev dette leben dog for meget for myndighe-derne, som bestemte, at alt dette gøgl skulle høre op. Endelig nævner Marthin, at der i mange år altid var grønne pletter på murene inde i kirken fordi grundvandsspejlet har stået meget højere end i dag. Det har man nu drænet væk, således at både kirken og brønden er blevet tørlagte. Det var så slut for i dag. (Og dermed også slut på forårssæson 2016, red.). Ha` en rigtig dejlig sommer. Håber at se jer igen til september, men husk lige at holde øje med vores hjemmeside for at se hvor turen går hen, slutter Marthin for denne gang.