2016 Bjergeskov

Dette er en rigtig forårstur – bøgen er sprunget ud! Først går vi hen til ”Bjergtårnet” med storslået udsigt over Lindenborg Ådal, og derefter fortsætter turen gennem Bjergeskov til Teglgaards Mølle, der gemmer på muntre historier og med lidt held også synet af en isfugl. Skadsholmen, som vi nu skal besøge, er et spændende sted. Der er kæmpestore bøgetræer og også Rold Skovs største eg. Vi skal høre sagnhistorier om bøgetræet og om fru Gjern, der boede her mutters alene i en slags vikingehus. Forude venter Nordeuropas mest vandrige kilde ”Lille Blåkilde”, Othilielund og et stort øjetræ, inden vi går gennem Bjergeskov tilbage til bilerne.
I modsætning til sidste måneds tur, kom turen den 8. maj faktisk til at forløbe som ovenfor beskrevet. Vejret var strålende og da vi ud over de sædvanlige kanaler også havde fået en fin foromtale i Nordjyske, havde alt dette til følge, at der mødte 89 personer op på Frueskoens
parkeringsplads denne søndag morgen. Efter Marthins velkomst indleder Helge turen med at provokere den ældste formand til at fortælle lidt om Ottilielund, altså hvis du kan fatte dig i korthed, føjer han til. Jamen, jeg kan da sige, at Ottilielund er det yderste punkt på turen i dag, hvilket vil sige det det nordvestligste hjørne af Nørreskov. Navnet var stort set gået i glemme-bogen, men findes dog på gamle kort, ligesom tidligere skovrider Jens Hvass har anvendt det i sine turbeskrivelser. Det er jo sådan, at Rold Skov udelukkende har været ejet af de private godser, hvilket bl.a. vil sige Lundbæk. Det er sandsynligvis baron C. F. Juel-Rysensteen der har navngivet denne skovpart som en hyldest til sin hustru. Der er sikkert nogle mænd, der i anledning af Mors Dag har givet sin kone blomster. Baronen gjorde sådan set det samme, bare endnu flottere ved at navngive en skov efter sin kone. Var det kort nok?

Vi går herefter det korte stykke vej hen til ’Bjergtårnet’ hvor alle så får lejlighed til at nyde udsigten ud over det smukke landskab inden vi fortsætter ned til Ålykkevej. Her går vi forbi Teglgaards Mølle før Helge igen stopper op for at fortælle om Bette Fandens Eg. Selvom der gennem årene er flere, der har skrevet om Røverne fra Rold, var der dog ikke nogen, der vidste noget konkret om dem. Dette ville Helge gerne bore noget mere i og kontaktede derfor skovrider Stougaard på Lindenborg, idet denne havde navngivet nogle veje i Rold Østerskov efter dem. Stougaard var dog meget uvillig til at fortælle, lige indtil Helge fik ham blødgjort ved at rose et maleri, der betød meget for Stougaard.
Stougaard fortalte bl.a. at der på Landsarkivet i Viborg findes et værk, som Jeppe Aakjær har skrevet om Steen Steensen Blicher, hvilket en vrangvillig arkivar modstræbende fandt frem til Helge. Værket er i tre bind og hedder ’Steen Steensen Blichers Livstragedie’. Her er der bl.a. en novelle om Røverne fra Rold, hvor Bette Fanden beskrives i detaljer. I dag er røverne jo blevet en slags folkehelte, men i virkeligheden var de en forbandet forbryderbande, siger Helge og fortæller så om de tre piger, hvis eksamensprojekt som bibliotekarer resulterede i bogen, ’Syn for Sagn om Røverne fra Rold’, hvilken var illustreret med Helges tegninger. De fik g-, ren og skær misundelse, slutter Helge.
Da Helge også har omtalt Teglgaards Mølle og nogle af dens tidligere beboere, vil vi spørge om lov til at gå ind til kilden og mølledammen, men da husets nuværende beboer, fotografen Kjeld Thomsen ikke var hjemme, tillod vi os dog at gøre det alligevel.
Man kan tydeligt fornemme, at der her er tale om en holm, siger Helge da vi er nået ud på Skadsholm. Så sent som i 1500-tallet kunne man sejle på den fjordarm, der gik fra Limfjorden og her ned midt i Rold Skov. Skadsholm var tidligere ejet af Buderupholm, som måtte afstå deres jorder i 1826 pga. manglende skatteindtægter, hvorefter Staten overtog området med undtagelse af stedet her, som fortsat blev i Familiens eje. Datteren fra Buderupholm, Agnete Gjern, og hendes mand byggede et hus her næsten i vikingestil. Han døde i 1950`erne, mens hun levede som enke til 1983 i et hus, der var fyldt med antikviteter fra Siam. Hvis man besøgte hende talte man ikke sammen, man konverserede. Efter Fru Gjerns død forfaldt huset mere og mere, indtil man ved en civilforsvarsøvelse brændte det af, slutter Helge.
Marthin vender nu tilbage til at omtale Teglgaards Mølle. Dette sted har ikke altid ligget på tør jord, siger han. Omkring 800-1400-tallet var der vand helt her ind. For et par år siden var der et par amatørarkæologer, der på gamle kort havde set, at området blev kaldt ’Snekkens Dal’. En snekke er et klinkbygget skib, som er bygget på samme måde, som man gjorde i vikingetiden. Dog langt mindre end vikingernes langskibe. Vi ved jo, at vikingerne har været her i området, ligesom det har været befolket siden stenalderen. Man gravede derfor ned og fandt ganske rigtigt nogle efterladenskaber fra disse skibe, men pga. pengemangel blev disse undersøgelser dog stoppet for en tid. Skadsholm har altså også været befolket af vikinger og ikke kun af Fru Gjern, slutter Marthin.
I forbindelse med at Marthin omtaler egetræets fortræffeligheder går vi lige over og beundrer Rold Skovs største eg, der netop står her på Skadsholm. Herfra går turen atter ud på Ålykke-vej, hvor vi stopper næste gang neden for frueskoindhegningen. Man anede ikke, at frueskoen fandtes i Danmark, indtil en ung botaniker fandt den her i 1884, siger Helge. Frueskoen er Danmarks ubetinget største orkide. For 30-35 år siden fandt man ud af, at den også vokser et andet sted her på egnen. Det er også ved Lindenborg Å, men stedet holdes meget hemmeligt for at beskytte den. Der er mange flere planter end her. Jeg har fotograferet én plante med 28 blomster, slutter Helge.
Det var egentlig meningen, at den fortsatte tur nu skulle gå langs Ålykke ud til Slettingens nordvestlige skovbryn for at følge dette hen til Lille Blåkilde. Men som Marthin tidligere har omtalt, er man ved at gøre hele området mere publikumsvenligt, hvorfor man midlertidigt har spærret denne sti af. Vi må derfor følge stien på Slettingens modsatte side og derfra gå direkte ned til Blåkilden. Undervejs fortæller Marthin om Lille Blåkilde og tilbyder endda at alle, der har lyst kan smage på det friske vand. Hermed var det også blevet tiden til at holde den van-lige, hyggelige frokost. Dette måske især i et vejr som i dag.

Fra Lille Blåkilde fortsætter turen over hen over en lille græsmark til lågen, der fører ind til Ottilielund. Vi stopper ved et flot øjetræ, og med mange nye deltagere med på turen fortæller Helge en historie fra sin tid som direktør på Rold Storkro. Receptionisten havde engang taget fem dobbeltværelser ind som enkeltværelser, hvilket skulle vise sig et være en god idé, idet det var til et gastronomisk selskab, der skulle have seks retter mad med diverse vine, kaffe og natmad. Næste morgen ville de med Helge op til Prinsessetræet, hvor formanden troede, at han kunne kravle gennem øjet, men kom til at sidde uhjælpeligt fast. Efter en tid tabte det øvrige selskab tålmodigheden og ville tilbage og have morgenmad, også med tilbehør. Nu var gode råd dyre, Helge måtte skynde sig ned på hotellet for at hente sæbe, idet han ved hjælp af dette ville prøve at få manden ud delle for delle, hvilket så heldigvis også lykkedes. Da der er et enkelt barn med på turen, giver det Marthin lejlighed til at lade barnet kravle gennem øjet, da det jo kan forhindre eventuelle sygdomme. Men husk, det skal altid være fra øst mod vest, ellers virker det ikke.
Ved den lange stenrække (70 m lang og består af 27 sten, red.) fortæller Marthin, at denne er knyttet til bronzealderen. Det er den tid hvor man satte ord og form på religion. Man fik præster og så at sige et kastesystem. Stencirkler er rituelle pladser mens stenrækker er forløbere til navigation og kalender. Man har stor viden om hvordan samfundsstrukturen var på dette tidspunkt og hvordan man tænkte om at ofre til guderne. Man har fundet ud af, at stedet her er selve ofringsstedet. I bronzealderen var det ypperste, man ofrede, et nyfødt barn. Hvis man kunne være den kvinde, der lå i barselsseng på jævndøgn og det barn blev ofret, så havde man ydet det bedste for samfundet, man kunne.
Turen fortsætter nu op til de store asketræer ved Bundgårdens kirkevej. Det er også her man finder den store langhøj fra bronzealderen, der med en længde på 30 m og en bredde på 9 m er et imponerende bygningsværk. Vi passerer tillige et jordfaldshul, hvilket får Marthin til at give en forklaring på hvordan et sådant kan være opstået. Når grundvandet strømmer trækker det sand og kalk med sig, og så er der nogle steder hvor der bliver en hule, siger han. Så en dag kommer der en mus gående, og det kan være vægt nok til at de hele falder sammen. Det er altså det vand, der strømmer under vore fødder, der underminerer jorden.
Længere fremme standser Marthin ved en kæmpestor douglasgran og siger. Det handler jo meget om skov og træer i Rold Skovs Venner. Det er dejligt, at der altid er nye mennesker med, der gerne vil gå en tur i skoven og høre på sandfærdige ting – og lidt mere vidtløftige.
Digteren Frank Jæger har oversat et portugisisk vers, der netop handler om træet:
”Jeg er varmen paa din arne de kolde vinternætter, den venlige skygge, der skærmer dig mod sommerens sol. Jeg er den bjælke, som opholder dit hus, pladen paa dit bord, den seng hvori du ligger, den baad du bygger. Jeg er skaftet paa dit værktøj, døren for dit hjem, din vugges gænge, din kistefjæl”.
Smukke, smukke ord, Marthin valgte som dagens sidste. Blot var der nu tilbage at tage den sidste tørn ad ’Nederste Bjergvej’ tilbage bilerne. Det blev atter ’alle tiders tur’. Tilbage står måske især de smukke ord om træet. Er det ikke lige nøjagtigt noget sådant, der karakteriserer Rold Skovs Venner? Glæden og respekten for naturen.