2016 Thorstedlund Skov

”Vi mødes ved det smukke, gamle Nørlund Slot, der rummer så megen sagnhistorie, og hvor dronning Margrethe, Christian IV, Ellen Marsvin og Kirsten Munk er en del af historien. Turen går til dalen kaldet ”Vintønden”, hvor sagnene fortæller om drabelige stridigheder mellem godserne Nørlund og Thorstedlund. Herfra går vi gennem den herlige Thorstedlund Skov til ”Flyverstenen”, der også har en drabelig historie at fortælle.
På vejen tilbage skal vi høre om grantræets sagnhistorie, og snart efter passerer vi Nørlund Savværk. Her lå tidligere glasværket Conradsminde, og så går turen tilbage til parkerings-pladsen ved Nørlund Slot”.
Det var da en sæsonstart, der ville noget. Ikke mindre end 115 personer mødte der op på parkeringspladsen ved Nørlund Slot den 13. marts. Og tænk, både ruten og programmet kom nogenlunde til at forløbe som beskrevet i indbydelsen, dog med en vist nok utilsigtet omvej op til Flyverstenen. På vanlig vis byder Marthin velkommen og siger. Årets tema er sagn, tro og overtro. Turene vil være på den sædvanlige længde på cirka 10.000 skridt, hvilke vi i dag skal afslutte ovre i haven her ved Nørlund.

Marthin overlader herefter turen til Helge, som straks fører holdet hen til den lille plads hvor Kildehuset lå frem til 1977. Herfra går turen op mod Vintønden, men snart efter gør Marthin opmærksom på nogle særdeles flotte, knaldrøde svampe, kaldet Judasøre. Lidt længere fremme stopper Helge ud for et af skovens mange diger. Disse blev anlagt for at holde svin og kreaturer ude af skovene. Det er sådan, at Fredskovsforordningen af 1805 bestemte, at alle skove i Danmark skulle inddiges. Dette lykkedes ikke alle steder, men på Nørlund var man startet allerede i 1700-tallet. Her i skoven er der ikke mindre end 25 km diger. I 1805 havde Danmark kun 3 % af sit areal dækket af skov. I dag er vi oppe på 12-13 %. Målet er at komme op på 25 % inden for de næste 50 år, slutter Helge.
Lidt længere fremme går vi ind til venstre til godsejer Hornemans grav. Der har egentlig ikke været skrevet så meget om Nørlund, men nu har forfatteren Hans Bjørn fra Terndrup skrevet en bog om Nørlund, så nu ved vi meget mere end hidtil, indleder Helge. Horneman er kendt som ham, der omdannede Nørlund til en fond, men hans forgænger Hans Bluhme var langt mere farverig. Han havde som søofficer deltaget i nogle slag. Han var meget berejst til både Sydamerika og Dansk Vestindien. Han blev optaget i den franske hær og fik æreslegionens ridderkors. Bluhme blev ældgammel efter datidens forhold – 93 år. Helge vender nu tilbage til Horneman og spørger en af eksformændene. Var det hans hund eller hans hest, han blev begravet med? Begge dele, svarer den adspurgte, to hunde og én hest.
Selvom Vintønden måske ikke syner af så meget, er den et markant skel her i skoven, idet dette vandløb danner skel mellem Ravnkilde og Aarestrup sogne, og i gamle dage mellem godserne Nørlund og Torstedlund. Det har givet anledning til utallige skelfejder op gennem tiderne, fortæller Helge. Man kunne da høre de pågældende ejere gå på hver sin side og råbe om reb og ret skel, idet man i datiden brugte lange reb til at måle terrænet op. 11. november
1628, slynger Helge pludseligt ud. Og hvorfor så det? Jo, det er den dato, der står på en sten, som Chr. IV har sat op. Vi skal tilbage til Ludvig Munks og Ellen Marsvins datter, Kirsten Munk, der blev gift med Chr. IV til venstre hånd. De havde et fantastisk liv sammen. Hun var gravid altid, idet Chr. IV var meget elskovslysten. De var gift i 16 år, men hun blev åbenbart træt af ham, idet hun inviterede en tysk Rhingreve ind i sovekammeret i stedet for. Derfor satte Chr. IV denne sten med datoen for den dag, hun lukkede døren for ham. Alligevel sendte han bud til hende da han lå på sit dødsleje, så hun kunne komme og sige farvel til ham, men hun nåede det ikke. Før vi fortsætter vores tur slutter Helge med at læse op fra hvad folkemin-desamleren Evald Tang Kristensen har skrevet om de gamle skelfejder.
Efter en tids vandring er det Marthins tur til at fortælle nogle sagn om grantræer. Disse blev indført i tiden omkring skovforordningen, siger han. De vokser godt i Danmark, men priserne er i bund, så der er ikke så stor interesse for dem, som der har været. Blandt flere anekdoter om graner nævner Marthin, at duften af dem kan være et varsel om både død og graviditet. Et andet sagn siger, at den harpiks, der flyder fra træet om sommeren ikke må berøres, da det kan være materie fra bylder eller andre sygdomme.

Turen fortsætter til vi kommer frem til den nordlige ende af Charlottenlundvej. Her svinger vi til højre ad asfaltvejen, Torstedlundvej, men drejer så atter ind i skoven i nordlig retning. Her fortæller Helge om sine tidligere oplevelser her i Nørlund Skov. Alt dette vil en af turens deltagere, Jørn Qvist, gerne supplere op. Min far arbejdede herinde i 37 år. Som dreng har jeg også selv været med på klapjagter. Skovrideren var en bøs herre. Man havde i mange år klippet julegrønt inde på Charlottenlundmarken. Min mors og fars nabo havde så en søndag eftermiddag gået herind sammen med sin kone og samlet nogle af de grene, der lå tilbage. Men så kom skovrideren og truede ham med alverdens ulykker. Der gik så nogle dage indtil skovrideren mødte min far. Han ville høre hvad naboen var for en karl. Min far sagde, at han var en flink mand. Jamen, så kan du sige til ham, at hvis han aldrig gør det mere, så slipper han for videre tiltale.
Jeg kan også fortælle en anden historie. Min far havde en bror, der havde en hest. Der lå nogle store granrødder som de kunne bruge til dekorationer. Vi kørte så selv herind i biler, det gik jo nok. Vi havde en spade og en sav med og jeg var den første, der gik tilbage med en spade i hånden. Så kom skovrideren op ad vejen. Han så bøs ud og han havde allerede hånden nede i lommen efter blokken. Men lige da han skulle til at blæse sig op, dukkede min far så også op. Nåh, er det bare jer, sagde han. Der var ellers ikke nogen, der skulle komme ind i hans skov, uden de fik besked om at holde sig væk.
Helge fortæller om hvor svært det var, at få lov til at tage folk med her ind i skoven. Skovri-deren hadede folk i skoven. Samme skovrider var engang med på jagt i Statsskoven. Pludselig kom sekretæren fra skovridergården farende og meddelte at Nørlund brændte, hvorefter Nørlunds skovrider for af sted i sin Saab. Da jagten blev genoptaget efter frokost kom Saab´en tilbage, ud stod skovrideren og alle spurgte: Hvad er der sket? Hvor meget er der brændt? Åh, det var bare ladebygningen, svarede han og fortsatte sin jagt.
Dette får Jørn Qvist til at erindre om, at den pågældende skovrider trods alt blev mildere på sine gamle dage. Min far og hans makker var et år med til at læsse juletræer på en tysk lastbil, fortsætter han. Den ene var oppe i læsset og min far stod og smed juletræer op. Det var sådan, at når de tyske chauffører kom op for at hente juletræer, så havde de altid en flaske snaps eller to med. De havde så holdt en pause og fået en enkelt snaps. Så siger ham oppe i læsset. ”Gu` ved hvad skovrideren ville have sagt, hvis han vidste, at vi stod og drak brændevin her?”. Ovre bag ved lastbilen var der pludselig en stemme, der sagde. ”Giv mig en med”. Han var
kommet listende uden at de havde opdaget det. Så han var da flink ind imellem, slutter Jørn Qvist.
Vi har nu rundet det nordligste punkt på dagens tur og er på vej hen til Flyverstenen. Her omtaler Marthin de tre slags hjorte, vi har i Rold Skov. Vi har en lille bestand af dåhjorte. Så har vi krondyr. En meget stor, livskraftig bestand, især her i Nørlund og i Rold Vesterskov. Der er i alt mellem 6 og 800 krondyr i området. Så er der rådyr og dem er der rigtig mange af. Man kender ikke det nøjagtige antal, men jeg vil gætte på et par tusinde. Totalt i Danmark
ligger vi på 7 – 8000 rådyr. Marthin slutter med at nævne de fem elgkalve, vi har fået ude i
Lille Vildmose.

Oppe ved Flyverstenen fortæller Helge om den tragiske begivenhed, der fandt sted den 20. april 1945. Den propel, vi ser her, er resterne af et stort fly, der blev skudt ned her på stedet. Tyskerne spærrede hurtigt stedet af og ville ikke frigive ligene af de 11 dræbte flyvere, men gravede dem blot selv ned i skovbunden. Først efter nogen tid fandt man stedet, da en af skovens folk kom gående og hans stok pludselig forsvandt ned i jorden. Ligene blev så gravet op og lagt i kiste og efterfølgende begravet på Aarestrup kirkegård. Dette var dog ikke tilfredsstillende for de engelske myndigheder. Soldaterne lå ikke i rangorden, hvorfor de atter engang måtte graves op for at få den rigtige placering. Mon der var nogen der kunne se, hvem der var hvem, men gravstedet står stadig som et smukt minde inde på kirkegården.
Det var nu tiden til at holde en velfortjent frokost, hvorpå turen fortsætter ned ad Mastemose-vej med stop ud for Nørlund Savværk. Savværket er det mest moderne i Danmark, fortæller Marthin, selv høvlspåner og savsmuld bliver sorteret i fire sorteringer.
Atter tilbage ved Nørlund Slot skal vores tur afsluttes i slotshaven inde bag ved slottet. Her fortæller Marthin om hasselbuskens utallige anvendelsesmuligheder. Det være sig lige fra tøndebånd over flitsbuer til afstraffelsesmiddel i form af ris til piskning. Den såkaldte kagstrygning. Som det allersidste nævner han noget om tro og overtro i forbindelse med at spise hasselnødder. Nødderne er også særdeles gode til bare at knække halvt for så at trække vinteren over i brændevin, slutter Marthin sine historier for denne gang.
Hermed var sæsonstarten 2016 bragt til ende. En formidabel start, der vil blive husket længe. Der er stadig liv og grøde i gamle Rold Skovs Venner trods sine snart 30 år på bagen.