2015 Troldeskoven

”Et gammelt, gulnet dokument på skovridergården Mosskovgaard fortæller om træsko¬magerne tilbage i 1800-tallet, og der vil blive talt en del om træsko på denne tur. Heldigvis ved vi en del om træskomagerne og især om én af dem, der var en formidabel fortæller. Hans søn blev berømt. Det var billedhugger Bundgaard. Turen går til Troldeskoven, hvor Qvistorff sikkert vil fortælle muntre historier om både træsko, skovridere, krybskytter og røvere. Det er ikke nogen lang tur, men vi skal skynde os, for julefrokosten venter på Røverstuen.” Efter en måned med orkanagtige storme skiftende med regn og rusk, blev denne søndag den 8. december da heller ingen undtagelse. I hvert fald hvad regn og rusk angår. Det var derfor flot, at der mødte 55 personer op på parkeringspladsen ved foden af Pumpevejen, hvoraf de 40 endda ønskede at deltage i den efterfølgende julefrokost. Efter den sædvanlige velkomst med efterfølgende optælling indleder Helge turen med at føre holdet op ad Pumpevejen på vej mod Troldeskoven. Han stopper dog på halvvejen ud for det sted, hvor man kan se en række parallelle hulveje. Disse er alle opstået som følge af tidligeretiders færdsel ned mod Skillingbro for der at kunne passere Lindenborg Å. Næste stop sker oppe ved Lerhule Hede, der har navn efter Lerhulehus. En tidligere beboelse, som dog ikke eksisterer mere. Her på stedet finder man også en af Rold Skovs mange nye søer, hvilket får Helge til at fortælle om en anden sø, som man måtte nedlægge da man lavede den nye omfartsvej under jernbanen. Et projekt, som skovrideren ikke var meget for, men han gik med til det, mod at der blev lavet 14 andre søer. De såkaldte Leif-søer, som skovfoged Leif Lyngsø er ekspert i at oprette. Henne ved Hvasstræet, fortæller Helge om ’Kongen af Rold’, som han har tituleret Jens Hvass i en lille bog, han har skrevet om ham. En titel, som greve Hans Ove Schimmelmann oprindelig havde givet Jens Hvass, da han engang skulle tale i Rotaryklubben. Hvasstræet er et af de få træer i Rold Skov, der er opkaldt efter en person, siger Helge, samtidig med at han påpeger hvor flot den er med alle sine ’øjer’ imellem de mange stammer. Efter at det er blevet tilladt at foretage vielser her i skoven, fandt den første vielse af et brude¬par, der begge havde kendt Jens Hvass, netop sted her ved Hvasstræet under medvirken af den lokale præst, føjer Marthin til. Helge prøver nu at finde resterne af Prinsessetræet. Det stod jo ikke langt fra Hvasstræet, men efterhånden er det så godt som umuligt. Der er ikke mere tilbage af det. Til gengæld fortæller han om den forholdsvis lille storm, der tog livet af det, og om at man efterfølgende savede det stykke ud, hvor ’øjet’ havde siddet, for at konservere det. Naturligvis skal vi også høre historien om da kong Frederik ringede til Jens Hvass en tidlig morgen for at spørge, om de tre prinsesser måtte komme på besøg i Rold Skov. En opringning som Jens Hvass tog meget unådigt op fordi han ikke troede på, at det virkelig var kongen, der ringede, men en eller anden, der tog gas på ham. Men det var kongen, der ringede. Ligeledes hører vi historien om det gastronomiske selskab, hvis formand sad uhjælpelig fast i træets forholdsvis lille øje. Kun ved brug af godt med sæbe fik Helge ham omsider lempet ud delle for delle. Henne ved Spættetræet skal vi selvfølgelig høre om Jens Hvass og hans stævnemøde med spætten. Han havde engang haft en gruppe kvinder med på tur her op i Troldeskoven og sagt, at han en gang imellem holdt stævnemøde her. Han håbede, at han havde kunnet forarge dem, men tog så sin stok og gik hen og slog på træet. Og ud kom spætten. Da Helge senere spurgte Jens Hvass om den historie var rigtig, svarede han. Ja, det er den, og den er langt bedre end du tror. Jeg vidste selvfølgelig, at det lige var på den tid, hvor spætten lå derinde. Jeg foldede dog diskret hænderne bag på ryggen og kiggede op sagde. ”Nu må du sgu hjælpe mig”. Så slog jeg på træet, og ud kom spætten og imponerede var de. Jeg foldede så hænderne én gang til og sagde. ”Det skal du sgu have tak for”. (Ja, den Jens Hvass). På vores videre færd kommer vi forbi et meget stort øjetræ. Øjet er så stort, at man bare kan gå igennem det, hvilket Helge opfordrer alle til at gøre for at modvirke engelsk syge. Men det skal være fra øst mod vest, siger han, ellers virker det ikke. Vi stopper næste gang ved nogle træer, der ligesom har en pels bestående af blødt mos. Her fortæller Helge om skovens udseende og udvikling i den tid hvor den har været statsskov. Der ligger bl.a. en beretning nede på Mosskovgård, der fortæller, at når der var auktion på træ, så ville træskomagerne gerne have de træer med ’pels’ på. Det har jeg undret mig over, men har aldrig kunnet få en forklaring på, siger Helge. Den kan formand Marthin imidlertid give. Mosset danner ligesom et ekstra lag uden på træet, således at det også bevarer sin fugtighed i tørre perioder. Og da træ, der har den rigtige fugtighed, er lettere at skære i, er det selvsagt også lettere at bearbejde. Det ku` man da have sagt sig selv, slutter Marthin med et smil på læben. Undervejs har Marthin fortalt om nogle forskellige former for svampe. Men nu er det Helges tur til at fortælle om den store stinksvamp. (Vistnok hans yndlingssvamp, red.). Den er pudsig ved at den danner en ring med hekseæg. Men lige pludselig på en varm eftermiddag, så tager fanden ved disse æg, så de rejser sig og får et format, der har en umiskendelig lighed med en lysten mand, når han er allerflottest. Jens Hvass fortalte gerne historien om den gang, hans kusine skulle til eksamen på Landbohøjskolen. Da hun kom ind til det grønne bord, stod der en bakke med tre forskellige svampe. Hun fortalte længe og detaljeret om de to, men da censor også gerne ville høre om den tredje, den store stinksvamp, blev hun aldeles rød i hovedet, hvortil censor sagde. ”Fuldstændigt rigtigt – bestået”. Nu skal vi hen til Skovtårnet, siger Helge. Her forklarer han om tårnets tilblivelse. Lige i nærheden havde der tidligere stået en bænk, kaldet Grevindens Bænk, hvorfra der var en herlig udsigt ud over landskabet. Men da træerne efterhånden blev større, var det slut med at kunne nyde denne udsigt, hvorfor Jens Hvass efter gentagne opfordringer lod bygge det nuværende tårn. Besøget slutter naturligvis med at alle blev opfordret til at bestige de 54 trin op til toppen af tårnet. Kun få undlod at gøre det. Hermed var vi nået til vendepunktet for dagens tur, hvilket betyder, at vi stort set går samme vej tilbage til udgangspunktet. Undervejs stopper Helge dog lige op for at sige tak for i dag samt ønske god jul til de, som ikke ønskede at deltage i julefrokosten.