2015 Skørpinglund

”Vi skal på en smuk og afvekslende tur, hvor vi især skal høre om kulbrænding og kulbræn¬dere. Først går vi gennem Skeldalen og videre ad Bjergvejen til skovens smukkeste stendysse. Området er overordentligt rigt på oldtidsminder. Snart møder vi Frode Jensen, skovens eneste ”rigtige” kulbrænder, der vil fortælle om sin metier. Herfra går turen gennem bøgeskoven i Skørpinglund med de store bronzealderhøje og ”Ønskestenen”. Ad Ørnebakkevej går vi tilbage til parkeringspladsen”. Atter et spændende oplæg til turen den 8. november, men atter engang forløb turen ikke helt som forventet. Startstedet var fastsat ved søen midt på Rebild Kirkevej, hvor der denne gang mødte ikke mindre end 106 voksne og børn op. Under velkomsten nævner Marthin nogle af årets forskellige temaer, som alle drejer sig om, hvad man kan få ud af skoven, I dag handler det om kulsvidning. Noget, der er blevet gjort såvel her i skoven som mange andre steder fra før bronzealderen. ”Det ved jeg ikke noget om”, siger Helge da Marthin har overladt turen i dennes varetægt. ”Jeg er blevet glemsom, men gudskelov skal vi møde en mand, der ved noget om kulbrænding, så det er meget bedre. Vi skal også se på stendysser, tilføjer Helge og indleder så turen ved at gå ned ad Bundgårdens Kirkevej. Som omtalt på sidste tur, består den flotte allé langs vejen skiftevis af kastanjer og lind. Det har man bl.a. gjort af hensyn til hjortevildtet, idet kastanjetræernes nødder indeholder op til 60 % fedt. I det store femgrenede kryds går turen nu til højre frem til Skeldalen og videre ad mindre skovveje op til Gyvelvej. Undervejs fortæller Helge både om naturen og menneskene, der har præget skoven. Herunder ikke mindst om den navnkundige skovrider, Jens Hvass. Vi kommer således frem til Havdalspladsen og fortsætter så mod nord op til Stenstuen. Her havde en formastelig person gemt sig inde i den flotte stendysse, men der var vist ikke rigtig nogen, der troede på, at han var død. I fællesskab fortæller Helge og den ældgamle formand om stendysser og andre oldtidsminder i Rold Skov. Og netop stendysserne hører til den allerældste oldtidsminder, vi har, idet de er fra begyndelsen af yngre stenalder og dermed cirka 6.000 år gamle. Perioden kaldes også bondestenalderen, idet det gamle jægerfolk var blevet mere bofaste hvilket betød, at man begyndte at bygge varige gravminder over sine døde. Disse dysser kaldes megalitgrave eller storstensgrave og består af en kreds af store sten hvorover der så blev lagt meget stor sten som overligger. Ikke så langt fra Stenstuen har vi en anden kendt dysse, kaldet Ønskestenen. Disse dysser har alle været dækket inde i en høj, men i modsætning Stenstuen, der er helt blotlagt, er det kun overliggeren, der er synlig henne ved Ønskestenen. Som næste punkt på dagsordenen skal vi på besøg hos kulbrænder Frode Jensen. Og ikke nok med at vi skal besøge Frode, så har Bodil og Marthin også en ’aldeles uventet overraskelse’ til os. Vi skal have gløgg og æbleskiver. Det er jo efterhånden en mangeårig ’hemmelighed’, at Rold Skovs Venner får gløgg på novemberturen, så det er flot at vores formand og frue fortsat holder denne tradition i hævd. Det var aftalt med Frode Jensen, at han ville fortælle om kunsten at brænde kul, men da Frode desværre var blevet syg, måtte Marthin selv tage over, hvilket han i øvrigt gjorde ganske glimrende. Marthin indleder med at fortælle, at det allerede i bronzealderen var eftertragtet at bruge trækul som brændsel. Det gav ikke meget røg i de ovne, men brugte indendørs, så det var et erhverv at være kulsvier. Mange har prøvet at bruge grillkul, men disse er ikke de samme altid. Nogle er faktisk presset savsmuld, der er blandet med jord og sand. De brænder udmærket, men ved en lav temperatur. Hvis man skal have god varme og noget, der brænder jævnt, så skal man bruge rigtige trækul. Det laver man i miler, hvilket man her i skoven stadig kan se sporene af, siger Marthin. Man bygger en mile op ved at dække brændet af med græstørv, således at der ikke går ild i træet, men kun gløder. Kunsten var, at se på røgen. Så længe den var hvid, var det vanddamp. Når der til sidst kom små blå flammer, var det gas, og så skulle man skynde sig at få det hele slukket. Så var kullene færdige.

Træ begynder at brænde ved 285 til 300 grader, fortsætter Marthin. Her ved Frode foregår brændingen i en container, der er bygget om. I de 3 til 4 dage, som det varer med at brænde træet til kul, er man nødt til at være der i døgnets 24 timer for at holde øje med at røgen er hvid. Det er hårdt, men der er selvfølgelig hjælpere på ind imellem.

Helge tager nu ordet for at undskylde, at han ikke vidste noget om gløggen. (Mon dog? – red.) Det er fantastisk, at vi igen har en formand, der sammen med fru Bodil arrangerer dette. Jeg synes, at vi skal sige tak for jeres kæmpe dåd med at holde traditionerne i hævd med at berige os med både gløgg og æbleskiver. Så nu skal vi ud at gå i skoven igen. (Stor applaus fra medlemmerne). ’Nej’, replicerer Marthin, idet han finder det relevant først at omtale Helges nye bog om Ørnebjerg. Herom mere lidt senere. Turen fortsætter nu som planlagt langs det nordlige skovbryn til Skørpinglund. Efter en tid stopper Helge atter op for at fortælle. Denne gang om den navnkundige Blære Else, hvis far boede i en jordhule ikke så langt fra Else. Han kom hver dag og fik en mellemmad, skåret af et 8 punds rugbrød, hvorpå han satte sig hen i gyngestolen. Men en dag holdt gyngestolen pludselig op med at gynge, hvortil Else blot sagde: ’Nu er svinet død’. Det var også Else, der gik rundt med en hjulbore i Skørping hvorfra hun solgte forskellige ting. Bl.a. kalvekød, der dog smagte umiskendeligt af kronhjort. Og så solgte hun sig selv for 5 kroner, og i den forbindelse skal vi naturligvis høre historien om da Kulsvier Soren fik et hjerteslag mens han og Else lå ude ved stengærdet i Elses have. ’A tøgges nok han lige pludselig blev så tung’, sagde Else bagefter. Endelig slutter Helge med at fortælle om Kulsvier Sorens begravelse, der med provst Vinters medvirken fik et noget særpræget forløb Inden vi helt forlader stedet, beder den gamle formand emeritus nu om ordet. Jeg vil gerne have lov til at vende tilbage til Helges nye bog fordi jeg har haft lidt med den at gøre, siger han. Jeg kan kun bekræfte Marthins ord. Det er en fantastisk flot bog om den lokalitet i Rebild, der hedder Ørnebjerg, og jeg ved, at det ikke ’bare’ er et stykke lokalhistorie. At det har været hjerteblod for Helge at skrive den. Helge og jeg har haft et godt samarbejde siden 1987, som også har udviklet sig til at omfatte egnens historie. Jeg har efterhånden fået lov til at sætte et ’fingeraftryk’ i flere af Helges bøger, men jeg vil nøjes med at nævne tre. Første gang, jeg blev betroet at læse korrektur, var det af teknisk art, idet Helge i anledning af Him¬merlands Elforsynings 75 års jubilæum skrev bogen. ’Kontakten til Himmerland’, og det med højspænding er jo nok ikke lige Helges spidskompetence. Så var der Helges store værk. ’Rold Skov – Danmarks største’. En spændende opgave, idet vi ad flere omgange boede på Ørslev Kloster og derfra tog på Landsarkivet i Viborg for at samle stof. Her drejede opgaven sig især om at læse gotisk håndskrift. Som den 3. bog er der så den nye om Ørnebjerg, hvor der har været mange spændende opgaver med at finde frem til mange af de personer, der bliver omtalt i bogen. Jamen, hvad hedder den?, spørger Helge. Og her var det så at ’katastrofen’ skete. Det kan jeg pludselig ikke huske, må eksformanden erkende, selvom han prompte havde fået et forslag til bogens titel godkendt af Helge. – Ja, hvad hedder den Helge?, må eksformanden så spørge. Og tænk, nu kunne Helge pludselig heller ikke huske titlen korrekt. Det var bare trælst men alligevel også lidt morsomt, men vi fandt dog lyset ved fælles hjælp og kunne så endelig sige den helt korrekte titel: ”Portræt af Ørnebjerg – almueliv og malerkunst”. Der var nu blot tilbage at vende tilbage til vores udgangspunkt, hvilket vil sige ud til Bude¬rupholmvejen, og derfra op til søen ad Rebild Kirkevej. Helge havde forlods tilbudt, at Rold Skovs Venners medlemmer måtte købe den nye bog til en favørpris. Et tilbud, der i høj grad blev taget godt imod. Der var rigtig mange, der godt vidste, hvad de skulle få resten af deres søndag til at gå med.