2015 Vedsted Skov

”I dag står turen i træfældningens tegn. Vi ser den herlige og store naturlegeplads Røverknol¬den, som Statsskoven har anlagt til glæde for børnene. Herfra kommer vi til savværket i Vedsted Skov, hvor savene har fuld fart på i anledning af Rold Skovs Venners besøg. Per Nielsen vil fortælle os om det gamle erhverv. Ad smukke skovveje kommer vi til Brænde¬skoven, hvor danmarksmesteren i træfældning, den muntre Preben Palsgaard, vil vise os sin kunnen, og måske er vi heldige at overtale ham til at fælde et stort træ. Forbi de kønne skovløberhuse Bjergmosehus, Kobberkrog og Rebild Hedehus kommer vi tilbage til parkeringspladsen.” Disse var ordene som Helge havde skrevet på indbydelsen til efterårets 2. tur den 11. oktober. En tur, som denne gang skulle udgå fra den store parkeringsplads umiddelbart øst for Rebilds byområde. Ej heller denne gang kom turen til helt at følge programmet, hvilket Helge gør rede for overfor de 58 fremmødte deltagere da vi er nået op til Røverknolden. Vi laver om på det, således at vi efter besøget oppe på det lille savværk, går her tilbage til Røverknolden. Det var meningen, at vi så skulle gå ned i Brændeskoven. Men vi skal et andet sted hen, hvor vi skal møde Preben Palsgaard, som, tror jeg, vil fælde et af de rigtig store træer til ære for Rold Skovs Venner. Preben Palsgaard er jo ikke en ’Hr. hvem som helst’. Han er både danmarks¬mester og Nordisk mester i alt, hvad der har med træfældning at gøre. Helge slutter med at forklare, at vores herlige skovrider, Bendt Egede Andersen, har givet Preben tilladelse til at fælde et træ, og endda vil betale hans løn for at gøre det. (Det bør nok nævnes, at statsskoven selv havde et formål med at fælde træet. Red.). Fra Røverknolden er der jo kun et ganske kort stykke vej at gå op til Vedsted Skovhus, hvor en gruppe entusiaster har fået genopstillet et gammelt savværk i den gamle skovlade. Her bliver vi budt velkommen af Per Nielsen, der indleder besøget med at fortælle om baggrunden for at dette kunne lade sig gøre. Savværket er etableret i samarbejde med Skov- og Natur¬styrelsen, hvorpå vi så kunne starte op i 2010 med at arbejde, siger han. I årene 1880 til 1940 blev der oprettet en del små og større savværker rundt omkring i Himmerland. I særdeleshed rundt omkring de større skove. F. eks. Rold Skov Savværk, Nørlund Savværk samt Solbjerg og Hellum Savværker. Den typiske sav, man anvendte var bloksaven, således at man var fri for at stå i de gamle tømmergrave. Herefter fik man så langtømmersave, som den vi har her. Den kommer fra Rørbæk nede ved Hobro, og har især været anvendt til at skære lange brædder op på. Bloksaven kommer oppe fra Vegger og har været i drift her på stedet siden 2015, slutter Per Nielsen. I anledning af vores besøg havde ’savførerne’ startet begge de gamle skovsave op, således at der nu blev lejlighed til at gå rundt og se disse arbejde og måske tillige få sig en god snak med gutterne om savenes opbygning og funktion. Som nævnt, går vi atter tilbage til Røverknolden. Her omtaler både Helge og Marthin stedet i meget rosende vendinger. Det er en af de mest populære skovlegepladser i hele Nordjylland. For at sikre sig at kunne være her, er der nogen, der kører herned allerede fra morgenstunden, selvom man måske først har et arrangement om eftermiddagen, siger Marthin og fortsætter så med omtale alle de forskellige aktiviteter, der efterhånden er kommet til alt det oprindelige. På Helges forslag bliver der nu afsat et ’frikvarter’, således at alle selv kan gå rundt for at tage herlighederne i øjesyn. Den videre tur går nu ad Himmerlandsvej forbi Rebild Hedehus, hvorefter vi drejer mod nord gennem Vedsted Skov. Her krydser vi Rebild Kirkevej og fortsætter frem til Bundgaardens Kirkevej hvorfra der kun er et ganske kort stykke vej hen til parkeringspladsen hvor Helge har aftalt at mødes med Preben Palsgaard. Denne vej er tillige skovens næstmest befærdede vej, siger Marthin, idet den jo også fører ned til Lille Blåkilde. Han omtaler ligeledes den flotte allé, der er plantet langs vejen, og hvor hvert andet træ er en kastanje. Det har man bl.a. gjort af hensyn til hjortevildtet, idet træets nødder indeholder op til 60 % fedt. For at tilpasse tiden har vi taget en lille omvej, og da der stadig er tid tilbage kan vi passende benytte denne til at holde frokost. Men som et sikkert tegn på at mødetiden nu er inde, hører vi Preben prøvestarte sin motorsav, men inden han går i aktion, samles vi lige for at høre ham fortælle om livet i skoven. Han fortæller om hvorledes skovmaskinerne er blevet større og større og mere og mere effektive. Da jeg startede her i skoven var vi over 30 mand foruden en planteskole. Nu er vi fem, og jeg er den eneste tilbage, der vælter træer. Men stadigvæk er skoven Danmarks bedste arbejdsplads, siger Preben. Der er ikke noget, der slår årstidernes skiften. Selvfølgelig er arbejdet tungt. Man kommer til at ligne en hest bagefter, men det er et rigtigt godt sted at være. Prebens arbejde består i at vælte de store træer, idet maskinerne ikke kan tage nogen, der er over 60 cm tykke. Han skal bl.a. også ud for at skære fri foran maskinerne efter de store stormfald. Helge supplerer med at fortælle om hvordan Preben klarede at fælde et stort træ, der var til fare for at vælte ned i Helges hus. Træet stod så tæt på, at det ikke bare var sådan lige til at fælde, men Preben klarede det ved at kravle op og skære det ned stykke for stykke. Nærmest som en koalabjørn, siger Helge. Jeg vil nu tage jer med hen til et træ af en rimelig størrelse, som jeg har fundet længere oppe i skoven, fortsætter Preben. Det er et træ, som skal bruges til en klods til at lave en ny røver af oppe på knolden. Min bror, Erik, har lavet en røverkælling, men hun er rådnet væk, så vi skal have lavet en ny. Med Preben i spidsen går vi nu i samlet trop ad kirkevejen op til Ørnebakke¬vej, hvor det udvalgte træ står. Som det vel er de fleste bekendt, starter man for at fælde sådan et stort træ med at lave et såkaldt forhug, hvilket vil sige, at man skærer en kile ud af stammen på den side, som træet skal falde. Det er der ikke nogen risiko ved, så det gør Preben mens alle står i en ring rundt omkring ham. Men af sikkerhedsmæssige grunde bliver folk bedt om at gå om bag træet mens Preben giver det dødsstødet ved at save hele vejen rundt. Det er vist ikke nødvendigt at nævne, at det faldt nøjagtigt som det skulle lige mellem to andre træer.

Alt dette får Helge til at fortælle om en lignende oplevelse. I forbindelse med at TV Nord ville lave en portrætudsendelse om Helge, blev han bedt om bare at møde op i skoven. Helge frygtede at han skulle skyde et dyr, men da han så Preben Palsgaard komme sig i møde, blev han klar over, hvad der skulle ske. Helge blev nøje instrueret af Preben om hvad han skulle gøre for at fælde et træ, og fik også at vide, at det skulle falde indenfor 1 meter til hver side fra det udpegede sted. Kan du ikke vise det mere nøjagtigt, sagde Helge, hvad
Preben så gjorde ved at slå en pind i jorden. Men det kan du ikke, sagde Preben. Det kan jeg godt, skal vi vædde? Det gjorde vi så, en flaske Gl. Dansk. Og hvad skete der? Han slog pinden i jorden, svarer Preben med et lunt glimt i øjet. Hermed var dagens program til ende. Dog ikke helt, som en flot gestus overfor Rold Skovs Venner tilbyder Preben at skære en skive ud af træet til alle, som måtte ønske det. Der er vist ikke mange, der kan prale af, at have fået et så stort og flot stykke Rold Skov med hjem til minde om en god dag i skoven. At det så måske kunne være lidt tungt at bære trofæet tilbage til vore biler, er jo en anden sag helt uden betydning.