2015 Vælderskoven

Fra Vælderskoven følger vi stien langs østsiden af Lindenborg Ådal og Kovsbækken, indtil vi kommer til den smukke Ravnkilde, hvor der er mulighed for at drikke af det kælderkolde,friske og velsmagende kildevand. Vi skal høre om vandmøller, for Lindenborg Ådal er ”vandøllernes paradis”. Turen fortsætter til Lille Blåkilde, der er den største af de fem store kilder, vi vil se på turen. Nu går vi over på den anden side af åen forbi Gravlev Sø og til den kønne kirkeby Gravlev, som Steen Steensen Blicher omtalte så rosende. På vejen tilbage til bilerne ser vi de sidste to af turens kilder. Det er vand, der er temaet for denne tur.” Sådan lød ordene til efterårets første tur den 13. september, der udgik fra parkeringspladsen på Rebildvej mellem Rold Storkro og Lars Kjærs Hus. Om det var fordi det var den 13. skal være usagt, men dagen bød i hvert fald på silende regn fra morgenstunden. Dette fik Marthin dog vendt til noget positivt, idet han under velkomsten sagde, at dette var nøje planlagt fordi dagens tema netop var vand. Det bevirkede dog, at der ’kun’ var 36 med på turen. Vi starter turen ved lige at gå over på sydsiden af hulvejen hvor Kovsbækken strømmer frem som følge af presset fra Vælderskovbakken. Navnet skyldes en tidligere møller ved navn Koger, men bækken kaldes også Kovadsbækken, idet der tidligere har været et vadested hvor køerne kunne komme over, siger Helge. Tilbage på ruten om søen slår vi lige et slag op omkring Lars Kjærs Hus, hvor vi naturligvis skal høre om da Lars fik det 3. hold tænder. Men det er især fordi der neden for bakken ses et væld af kilder, som kaldes Marivæld. Sikkert fordi Lars Kjærs kone, Marie, der var dårligt gående, magtede at gå herned for at hente vand til de daglige fornødenheder. På den videre vej hen mod Ravnkilde stopper Helge op for at gøre opmærksom på hvor smukt landskabet egentlig er. Det er ren bronzealder, siger han. Helt henne ved kilden fortæller Knud Andersen om et hold kursister, som engang kom her forbi i ulidelig sommervarme og opdagede, at en nådig sjæl havde placeret en række øl og vand i hele kildens bredde. Dette skete for 28 år siden og var det hold, som senere blev til Rold Skovs Venner. Da alle er kommet tørskoet over kilden på de udlagte trædesten fortæller Helge om nogle tidligere beboere henne på Bundgården, Jacob Mouritzen Bundgaard og hans kone, Ellen Bundgaard. Jacob Bundgaard gik hver dag her hen til Ravnkilde og drak en kop vand for helbredets skyld. Han blev 74 år, mens hans kone, der aldrig drak vand, blev 92. Da Helge stopper næste gang, er vi nået hen til den forhøjning i terrænet lige neden for Ørne¬bjerg, der afslører, at det var her kunstnerkolonien, kaldet Ørnebjergkolonien i sin tid lå. Her havde 14 kunstnere dannet et aktieselskab, hvilket eksisterede i flere år indtil disse atter gik hver til sit. Herefter købte den velhavende kunstner, Hans Nikolaj Hansen hele Ørnebjerg og byggede den store villa oppe på toppen, som vi så ofte har besøgt ruinen af. Helge nævner også, at han gennem længere tid har arbejdet på en ny bog om netop Ørnebjerg og dets beboere. Eneboeren Peter Ørnebjerg og Hans Nikolaj Hansen. Helge kan dog ikke lige huske bogens titel, men det er der én i selskabet der kan. Den skal hedde, ”Ørnebjerg – almueliv og malerkunst”, siger vedkommende.

Der følger nu en lidt længere etape gennem Bundgaard og herfra videre over åbent land frem til den del af Nørreskov, som også kaldes Ottilielund. Her går vi et lille stykke vej op i skoven for at holde frokostpause, idet der her ligger nogle faldne bøge, som nu danner nogle gode siddepladser. Blandt de levende er der et flot øjetræ, som er lige til at kravle igennem. Men man skal huske at gøre det fra øst mod vest, ellers virker det ikke, siger Helge. Da vi på den videre tur er nået frem til det sted, hvor gangbroen fører over åen, fortæller Marthin, at man i gamle dage måtte færges over den langt bredere ådal. I den forbindelse fortæller han også om, hvorledes de gamle hulveje er opstået ved at slide terrænet ned. Først til fods, senere til hest og endelig til vogns, hvorved der hver gang blev fjernet lidt jord.
Og tænk, både turlederen og eksformanden formaster sig nu til bare at sætte sig hen på gangbroen, mens de lader Marthin føre holdet det korte stykke vej hen til Lille Blåkilde, som er en af de vandrigeste i området. Kilden kaldes en strømkilde, idet vandet fra mange huller strømmer direkte ud af kalken. På sin vej ned mod åen samles vandet efterhånden i et stortbassin, inden det endelig fortsætter ud i Lindenborg Å. Der følger nu en lang vandring tilbage mod Gravlev, hvor vi skal se og høre om endnu to kilder. Vi tager dog et lille stop
ved ruinen af huset, hvor heksen Danny Druehyld havde sin første bolig, da hun kom her til egnen. Nu er der ikke meget tilbage, om føje år vil naturen nok selv have ryddet op. Som den første passerer vi Gravlev Kilde, som er meget vandrig. Helge siger, at Ll. Blåkilde, Gravlev Kilde og Blåhøl, som ligger længere mod nord, er de kilder, som skiftes til at være de største. Længere fremme kommer vi forbi afløbet fra Egebæk Kilde. Med en afstrømning på 30 liter i sekundet har kilden tidligere leveret vand til Egebæk Mølle, som senere blev ændret til at være elektricitetsværk for Gravlev og Oplev. Nu var der så blot tilbage at tage den sidste tørn hen over engen tilbage til vore biler. Om end det havde været en fugtig tur, havde det alligevel været en dejlig tur, og det havde ikke mindst været dejligt et gense hinanden efter den lange sommerpause. På gensyn i oktober.