2015 Oplev Krat

”I hele den nordlige del af Rold Skov ligger kalken højt, og her ved Thingbæk blev der brudt kalk gennem generationer. Vi går ind i den gamle egeskov kaldet ”Oplev Krat”. Det er en forholdsvis ukendt, men meget smuk og kuperet del af Rold Skov. Marthin Nygaard vil sikkert fortælle om kalken og dens betydning for egnen. Med på turen har vi Bente Rosenvold, der kan fortælle en masse om skovens energier, og hun har et ganske særligt forhold til netop Oplev Krat. Midt i krattet ligger orangeriet Nandina, som vi skal besøge. De gode værtsfolk Poul Erik Brander og Hanne Hansen vil fortælle om stedet. Vi tager den smukke natursti fra Gravlev tilbage til parkeringspladsen”. Disse var ordene til forårets sidste travetur den 7. juni. Mødestedet var sat ved Oplev Savværk i den lille by Oplev, idet turen denne gang skulle foregå i et for os helt nyt område, med start i den sydlige ende af Oplev Krat. På vanlig vis bød Marthin velkommen til de 69 fremmødte deltagere hvorpå Helge straks indleder turen ved at følge en markvej over til skoven. Undervejs stopper han dog op et par gange. Dels for at fortælle om ege/lindetiden i Danmark, og specielt for at prise de smukke egetræer her i Oplev Krat. De er faktisk flottere end egene i Skindbjerglund, siger han. Det er her i den sydlige del af krattet, hvorunder Thingbæk Kalkminer er beliggende, at man også finder Thingbæk Kilde. Her ved kilden fortæller Marthin om de forskellige former for kridt og kalk som hovedparten af Danmark hviler på. Det er kun på Bornholm, at grundfjeldet når op til overfladen. De ofte flere hundrede meter tykke kridt og kalkforekomster er dannet i en stor fordybning, der var på bunden af det hav, der dækkede kloden for adskillige millioner på siden. Faktisk som i en stor margretheskål, siger Marthin. Og da vi befinder os lige oven for kilden, tager Helge over for at fortælle om da en dyrlæge forbød Jørgen Pedersen på Rold Storkro at servere det dejlige kildevand for sine gæster. Som alle andre blev dyrlægen også budt på en karaffel med kildevand. Man da han på forespørgsel hørte, at det kom direkte ovre fra Thingbæk Kilde, forlangte han at få karaflen med hjem for at få vandet analyseret. Så blev det forbudt, – også selv om vandet i Rold Skovs kilder vist er renere end meget vandværksvand. Vi fortsætter nu turen op over den slette, der fra kildeområdet går op gennem skoven. Her omtaler Helge hvorledes man altid møder mennesker, ligegyldigt hvor man går i Rold Skov. Ikke mindst mountainbikere, som har forret. I hvert fald efter egen indbildning. Men der er nogle steder, hvor folk ikke er kommet så meget, f.eks. her i Oplev Krat. Men det vil også ændre sig meget, idet der lige er blevet lavet nogle 7 km lange stier til publikum. Jeg har bedt Bente om at komme med i dag, fortsætter Helge, fordi Bente er et af de mennesker, som har en helt særlig indstilling og forhold til skoven. Vi har jo en heks her på egnen, der hedder Danny Druehyld. Hun bryder sig ikke om mig, og årsagen er, at jeg ikke kan se alfer. En mand. Der interesserer sig så meget for skoven, og ikke kan se alfer, han er sgu ikke meget værd. Jeg ved ikke om Bente kan se alfer, Men Bente har altså det, at hun kan se en masse ting, som andre ikke er i stand til, slutter Helge og giver ordet til Bente.
Der er ikke noget mærkeligt ved energier, vi kender alle sammen til energier, indleder Bente. Vi kender det at komme ind i et rum, hvor der er en eller anden energi, der tiltrækker nogle bestemte mennesker. Vi kender energier når vi træder ind i et hus, hvor vi skal på besøg, eller vi skal ud at købe et hus. Det er den energi, der tiltrækker mennesker. På samme måde, så har skoven og træerne energier, som er meget forskellige. Min oplevelse af lige præcis det her lille krat er, at det indeholder alle energier. Energier, som er meget forskellige. For mig, så handler energier om at få følelser. Helge og Pernille var så flinke at fortælle mig, at jeg kunne godt opgive, at vi skal gå stille rundt i skoven, så jeg vil guide jer igennem på en anden måde. Men I kan gøre det selv. Prøv at gå stille rundt og mærke, hvad der sker i jer.
Så vil I opdage, at nogle steder, så står man og smiler, andre steder vil man opleve, at dér bliver man lidt trist. Nogle steder vil man ligefrem komme til at græde, når man virkelig kommer i kontakt med energierne i skoven. Man vil også finde ud af, at ligesom mennesker har venner og kærester, at vi har nogle træer, der tiltrækker os. Gå hen til de træer, hvis man er rigtig ked af det. Jeg har mit træ, og så kan jeg gå hen og kramme det. Så giver det mig så meget, som var det en god ven, der sad og krammede mig. Lige nu, der går vi i det, jeg kalder min lille ’Snehvidedal’. Det er så fantastisk, der er sådan en ro og glæde. Så kommer harerne springene, og rådyrene og rævene kommer. Når jeg sætter mig kommer de næsten hen til mig. Jeg mangler bare de små dværge her. Næste gang kommer vi hen til et sted, som jeg har brug for at trøste lidt fordi der er en kold energi. Det er ikke fordi der er mere koldt der end andre steder, det har bare brug for lidt glæde. På kortet over dagens tur kan man se, at dette sted markeret som ’Snedronningens Slot’. Her fortsætter Bente med at fortælle. Den her skov får jeg lyst til at give noget varme og noget kærlighed. Jeg har gået med mennesker her, der siger. Hvad er det, der sker her, jeg bliver lige pludselig ked af det? Der er også folk, der begyndte at græde, da de gik igennem her. Men igen, prøv at gå igennem selv og mærk hvad der sker, når I går. Og I må godt sende en masse varme og kærlighed ud til den her snedronning, så hun kan smelte og det kan blive et lykke¬ligt lille stykke skov, og det tror jeg på, at det bliver en dag. På den videre tur tager Bente lige et kort stop på et sted, hun kalder skovens katedral. Det er et meget specielt sted for mig. Det er de træer, jeg kalder for ’Tågehornene’, for her har jeg haft nogle meget specielle oplevelser. Men vi skal først lige gå hen til en stensætning, hvor Helge vil spørge og fortælle om disse sten. Jeg er kommet her mange gange og har tænkt. Hvad er det? Er det en gammel gravhøj eller hvad? Jeg har undret mig meget, men har ikke kunnet finde ud af det. Jeg havde min hund med heroppe en dag, hvor jeg begyndte at rydde lidt op og flytte nogle nedfaldne grene. Men så knurrede min hund for første gang i sit liv, og så stod der en lille tåge. Så jeg måtte holde op, jeg var jo ikke kommet for at ødelægge noget. Jeg ville bare rydde lidt op, så stenene kom mere til sin ret. Lige så snart jeg gjorde det, holdt hunden op med at knurre og tågen forsvandt. Jeg tager tit her herned til den lille stenkreds. Men hvad er det, Helge? Nu tager du over. Jeg er ikke sikker på hvad, det er, men så har vi jo eksperten. Hvad er det for noget Per Andersen?, udfordrer Helge den gamle formand. (Helge vidste det i virkeligheden godt, men det ville jo have været guf, hvis han havde kunnet få ”eksperten” til at kloge sig og sige noget ukorrekt). Jeg er ikke i stand til at sige hvad denne stenkreds er, siger eks. fmd. og henviser til at der ikke er registreret et eneste oldtidsminde her i Oplev Krat. Han nævner de skiftende tidsaldre: Stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid samt hvilke begravelsesskikke man har anvendt i disse perioder. Men for mig at se, har disse sten intet med oldtiden at gøre, men er sikkert spor efter noget nutidigt, slutter den adspurgte ”ekspert” sin vurdering af disse store sten. Helge går nu nogle få skridt hen til en gammel brønd og siger. Lige da jeg så disse sten var jeg da overbevist om, at det var en langdysse. Men da jeg kiggede nærmere på dem, blev jeg enig med mig selv, at det var det ikke, og jeg var ikke i stand til at kunne sige hvad, det var. Og så fandt jeg tilfæl¬digvis denne her brønd, og så taler vi jo gerne middelalder, og den ser jo meget fint konstrueret ud. Vi var så besøg nede på Orangeriet, hvor vi talte om dette sted som vi ikke vidste hvad var. Jeg har spurgt adskillige her på egnen, bl.a. Niels Moes, som ikke anede, at det eksisterede. Men da vi spurgte fru Hanne Brander nede på Orangeriet, kunne hun straks sige: Det ved jeg da godt. Det er resterne af en danse¬pavillon, der var her i skoven. Det var her ungdommen fra Oplev og Gravlev tog ud for at more sig. Så ved du det Andersen, slutter Helge. Lige før vi forlader dette område fortæller Bente om endnu en hændelse. Jeg gik her hver dag med min hund, Eila. Til sidst var hun meget syg og dyrlægen kunne ikke finde ud af hvad, der var i vejen. Og hver gang, vi kom gående her, så skreg lige præcis dette bestemte træ her. Det var kun når vi kom gående her, så jeg tænkte, jeg er nødt til at have nogle mennesker med for at høre det, for ellers tror folk, at nu er jeg helt gak. Efter den sidste tur, jeg gik med Eila, (som om aftenen blev aflivet hjemme i min stue), gik jeg en tur med min anden hund, og da vi kom her til, var træet stille, og jeg har aldrig hørt det hyle siden. Vi sad her til kl. 10 om aftenen og lige pludselig hørte jeg den smukkeste fuglesang. Så sad nattergalen der og jeg fik sagt farvel til Eila mens nattergalen sang for os. Så det træ, det betyder så meget for mig, og jeg har aldrig hørt det hyle siden. Således slutter Bente sine fortællinger om sine helt specielle oplevelser her i Oplev Krat, og nu er det tiden for at tage det sidste stræk ned til Orangeriet Nandina, hvor Hanne Hansen og Poul Erik Brander venter på os. Orangeriet Nandina er et helt specielt og meget spændende sted, hvor man føler sig taget rigtig godt imod. Vores besøg indledes i Orangeriets store drivhus, hvor Hanne fortæller om baggrunden for at hun og Poul Erik kunne skabe en sådan virksomhed, som både omfatter planteskole, orangeri, café, landbrug, juletræer og meget mere. Hanne er faglærer og den kreative part, der samtidigt står for hyggen med hjemmebagt kage til kaffen her i drivhuset. I vores tilfælde blev det dog til kølig hvidvin til Hannes kage. Poul Erik er uddannet gartner og har forsket i træer og buske i fødevare¬ministeriet i omtrent 40 år. Her udover har han hjembragt utallige spændende vækster fra østlige lande, hvor iblandt man måske især kan nævne Japan. Et besøg på Orangeriet omfatter også en rundvisning i den store gamle landbohave med gamle træer, hvilken nu er indplantet med Poul Eriks spændende og eksotiske vækster. Af praktiske grunde blev vore turdeltagere inddelt i to hold, således at Poul Erik viste det ene rundt mens det andet hyggede sig og vice versa. Efter sidste rundvisning tilbød Poul Erik endog, at vore deltagere gerne måtte finde et sted på området for at holde frokostpause inden turen skulle gå tilbage til Oplev. Tak til Hanne og Poul Erik for et både spændende og lærerigt besøg, og ikke mindst – tak for jeres hyggelige og venlige måde at være på. Efter mange og anderledes oplevelser end vanligt tages tilbageturen nu i ét langt stræk. Ud over dagens mange indtryk, havde det at færdes her i Oplev Krat været en oplevelse i sig selv. Sikken en natur med bakker og dybe dale, der overalt var bevokset med store træer af højeste karat. Det var da en afslutning på forårssæsonen, der ville noget.