2015 Rebild Bakker

”Fra parkeringspladsen går vi ind i Rebild Nationalpark, hvor vi hører om parkens tilblivelse, om sandet og om nogle af dens koryfæer. Videre til Sønderkol med mindelser fra krigens tid. Herfra er der også en betagende udsigt over bakkerne og Rold Skov. Så går vi til Nørrekol og til Hulvejen, og vi hører om bakkernes tilblivelse og om sandflugt. Fra krybskytten Lars Kjærs Hus går vi over heden til Ravnkilde og videre til Ørnebjerg. Her hører vi om den kunstnerkoloni, der lå her omkring begyndelsen af 1900-tallet. Vi bestiger ”bjerget” og ser på ruinerne af kunstnervillaen, ligesom vi ser stedet, hvor egens ældste hus ”Ørnebjergshuset” lå engang. På vejen tilbage til Rebild kommer vi forbi ruinen af ”Timandshuset”. Sådan lød dagens tekst til søndag den 12. april. Altså teksten til tur 2, som skulle gå fra Rebild til Ravnkilde og Ørnebjerg. Men ej heller denne gang kom turen til at forløbe som anført i indbydelsen, idet turen går direkte over til Ravnkildestien i Rebild Nordre bakker. Straks ved starten indleder formand Marthin med at fortælle de 102 fremmødte deltagere lidt om stedets geologi ligesom han også har medbragt nogle fossiler for at anskueliggøre hvilke skabninger, der har levet her på stedet i forhistorisk tid. Lidt længere fremme fortæller Helge om årsagen til at Ravnkildestien har fået det forløb som den har. Den var tænkt som en gave fra Jens Hvass ved indvielsen af Rold Storkro, men for at dele sol og vind lige, måtte han så også lade den fortsætte fra Ravnkilde helt op til Rebildhus.
Terrænet går nu ret stejlt ned til Ravnkilde, hvor Helge igen fortæller. Denne gang om Danny Druehyld og en Sankt Hans aften her ved kilden. Ej heller kan Helge undlade at fortælle om den specielle brug af trædestenene, da disse var garneret af øl og vand. Næste stop sker henne ved den lille bakke hvor kunstnerkolonien her i Rebild lå gennem 17½ år. Kolonien bestod af en lang række af tidens kunstnere, men det var Anders Bundgaard, der ligesom svævede over dem alle. Det er svært at se, hvor stor bakkeknuden Ørnebjerg egentlig
er, man kan faktisk gå lige forbi uden at opdage det. Man har tidligere brugt de gamle navne Sibjerg og Simun, om hvilke den gamle eneboer, Peter Ørnebjerg, kunne fortælle Helge, at disse simpelthen betød Søbjerget og Sømundingen. Oppe ved tomten af Ørnebjerghuset fortæller Helge om Peter Ørnebjerg og dennes familie samt om det helt specielle forhold, han nåede at få til Peter. Det var nu tiden for at holde frokost, hvilket sker på skrænten ned til Nørre Dybdal, hvor der er dejligt læ i strålende solskinsvejr. Et herligt sted med ældgamle bøge og ældgamle faldne bøgetræer. Således vederkvæget på legeme og sjæl fortsætter rundturen ’på bjerget’ hen til mindestenen for kunstneren Hans Nikolaj Hansen, der lod sine børn døbe Hjejle, fordi hjejlen var hans yndlingsfugl. Hans Nikolaj Hansen købte hele Ørnebjerg efter tiden i kunstnerkolonien. Helge fortæller, at han var meget velhavende fordi han giftede sig med Ebba Ruben, der var datter af en af landets rigeste familier med store fabrikker i Danmark og Norge. Hans Nikolaj Hansen opførte således en meget stor villa, kaldet Ørnebjergvillaen, der var tegnet af hans søn. Her udspillede der sig et rigt liv i selskab med mange berømtheder. Men det blev dog kun til seks år for Hans Nikolaj Hansens vedkommende, hvorefter børnene overtog huset. Også herefter var der besøg af mange berømtheder, men desværre brændte hele herligheden ned ved en pyromanbrand i 1945.

For at illustrere hvor stor Ørnebjergvillaen egentlig var, beder Helge deltagerne om at sige fra, hvis de ikke ønsker at være med på et foto til Helges kommende bog om Ørnebjerg. Der er dog ingen, der siger fra. Hvem vil ikke gerne være med i Helges bøger? Vi følger stien, der passerer Timandshuset. Dog uden at gå helt derhen, men selvfølgelig skal vi høre den sælsomme historie om Skov-Kræns ligbegængelse. Efter alt dette slutter formand Marthin så turen af. Men lad Helges ord være de sidste her i beskrivelsen: ”Det var faktisk en rigtig dejlig tur”.