2014 Rebild Bakker

Årets sidste tur, juleturen til Rebild oprandt søndag den 14. december, hvor der tillige skulle ske noget spændende, men herom senere. Som så ofte før skulle vi også denne gang på tur i rebildområdet med efterfølgende frokost på Røverstuen. Og sikken en tilslutning. Der mødte
hele 104 personer op ved Rebildporten og efter Bentes velkomst og efterfølgende optælling, ville 96 af dem endda være med til den traditionelle frokost, herunder en ingeniørgruppe på 27, som efter aftale med Bente også ville være med. Efter et kort stop på parkeringspladsen går Helge ind gennem portalen til Nationalparken, hvor han igen stopper op for at fortælle om stedets bygninger. Dette er Hyldgaardsminde, som oprindeligt var en fattig skovarbejderbolig. Der boede en mand, som hed Per Hyldgaard. Der går en meget sørgelig historie om ham. Han var ude i skoven med sin makker, og uheldigvis faldt et træ forkert, så det faldt ned over makkeren og kløvede hans hoved i to dele. Det var ikke rart at se på, så Per Hyldgaard stod lidt og tænkte på, hvad han skulle gøre. Han tog så makkerens hoved mellem sine hænder og klemte det sammen. Når han senere fortalte om det, så lød historien sådan. ”A holdt det, og a holdt det i tow timer og han kom sig sgu.” Helge nævner også Top Karens Hus, hvor den gamle kone havde et lille traktørsted. Det er det blevet igen, og det er så rart og hyggeligt indrettet. Jeg kan varmt anbefale det. Længere fremme ligger Blokhuset. Jeg vil først fortælle historien om da jeg var museumsinspektør for det senere. Det var ikke så heldigt. Oppe ved Blokhuset siger Helge. Jeg har været museumsinspektør ved dette foretagende. Jeg var selv meget imponeret, for det var uden at have forstand på det. Det var i det gamle Blokhus med alle de vidunderlige ting, som var i det. Og så en nat, så brændte det, og alt gik til. Men de var heldigvis forsikret, så man fik et nyt Blokhus ovre fra Amerika. Det blev rejst her på to dage af amerikanske håndværkere. Men man havde ikke noget til at sætte i det, og så skulle man have en ny museumsinspektør, og der kunne man ikke bruge mig. Man skulle ha` en rigtig èn. Man spurgte adskillige museumsinspektører, om de ikke ville være inspektør her. Det ville de da meget gerne. Lige indtil, de fik at vide, at de ikke fik noget for det. Så kom de til mig og sagde. Helge, vil du ikke godt. De gav mig dog en tur over til Midtvesten for at jeg skulle tage over for at snakke med dansk-amerikanerne der. Disse sagde, at jeg skulle skrive en ønskeseddel, så jeg skrev en lang, lang èn og tænkte, så får vi nok en del af tingene. Vi fik hver eneste ting, der stod på sedlen, heriblandt en gammel, oprindelig prærievogn. Men nu er jeg blevet degraderet. Jeg er ikke museumsinspektør mere, slutter Helge. Vi fortsætter op mod Sønderkol men stopper ved et kæmpestort bøgetræ. Som man kan se, dækker træet stedet her fuldstændigt til, siger Helge. Det er jo bøgens natur, at afskærme, så andre træer ikke kan få fodfæste. Det har vi et fantastisk eksempel på her. Der er helt mørkt når man står herinde om sommeren og der er lukket af for solen. Det er en af de helt flotte Roldskovbøge med en snes stammer, der kommer op fra samme rod. Jeg vil antage, at den er 250-300 år gammel. Jeg havde gået forbi her utallige gange, men havde aldrig lagt mærke til den. Jeg har endda skrevet en bog om navnkundige træer i Rold Skov. Det er så et af mine nederlag, for jeg har ikke skrevet om denne. Men en dag, hvor jeg snakkede med vore dejlige statsskovrider, Bendt Egede Andersen, drøftede vi, hvad den skulle hedde og vi fandt frem til, at den skal hedde ”Udvandrerbøgen”. Den er så flot, slutter Helge. Lidt længere fremme passerer vi stedet hvor tyskerne havde deres lyttepost under 2. verdens¬krig. På et eller andet tidspunkt må der have været en feldwebel, der arbejdede med sten, siger Helge. Som man kan se, så har han bl.a. brolagt indgangen til lytteposten. Tyskerne boede nede på Rebildhus hos Frimuth Engelst, som bagefter sagde, at de såmænd var flinke nok. Det bevirkede i hvert fald, at han og Bette Møller, der var manufakturhandler i Skørping, hvert år under krigen, den 4. juli gik ned på festpladsen og plantede et lille dansk og amerikansk flag, og så sang de en af vore kønne danske sange. Så var der holdt rebildfest. Det stod tyskerne heroppe og så på, men de sagde ikke noget, de skulle jo trods alt bo nede hos Frimuth. Og det var også årsagen til, at en af de mest kendte af frihedskæmperne, ”John”, boede i skjul på Rebildhus. Han var søn af skovfogeden ovre i Nørlund Skov. (Rold Skovs Venner besøgte Johns Eg i juni måned, red.). Vi havde den gang en statsskovrider, der hed Jens Hvass. En dag fortalte han om det her, og sagde. Ja, det var mig, der indtog den. Den 5. maj om morgenen tog jeg mine spidsbukser og mine ridestøvler på, og så red jeg op og indtog lytteposten. Ridendes til hest. Han fortalte ofte en historie dobbelt med to selvstændige sætninger, slutter Helge og tilføjer. Jeg er desværre nødt til at gå, fordi jeg har noget jeg skal ordne, så nu kan Marthin og du (pa) overtage turen. Hertil svarer eksformanden. OK, jeg kan ikke ligefrem få mig selv til at sige tak. Atter et nederlag, for det lød til på selskabet, at det var sidstnævnte, der fik sejren. Før vi helt forlader lytteposten har eksformanden lidt mere at fortælle. Han opfordrer derfor til, at alle går med helt ud til den nordlige brink. Her kan I se, at der ligger en sten et stykke nede ad skråningen, siger han. Det er også en sten, der har en historie i forbindelse med lytteposten. Den har ligger der nede i mange år uden at der var nogen, der tog særlig notits af den. Men en dag var der et par drenge, (drenge har det jo med at ville udforske tingene), der kom til at mærke, at der inde under stenen var nogle inskriptioner. De var dog fornuftige nok til at henvende sig på rette sted. Helge var med herude og man fik så vendt stenen rundt, og det viste sig sandelig, at den også kom oppe fra lytteposten. En eller anden soldat har sikkert fordrevet tiden med at indhugge et relief af en stålhjelm og en tekst med følgende ordlyd. ”Zum Andenken – Flug-Wache Rebild 1940”. Stenen er jo et minde fra en tid, som vi gerne ville have været foruden, så en eller anden har sikkert givet den et spark, så den er rullet ned ad skråningen.

Turen går nu helt op på Sønderkol, hvilket sted er det
højeste punkt i Rebild Bakker. Marthin nævner også et
andet højdepunkt ovre i Vælderskov, hvor Jens Hvass i sin tid byggede et udsigtstårn. Det er en oplevelse, at gå op i det tårn, for det er bygget sådan at det svajer, så det skulle I prøve at gøre en anden dag, siger han. I forbindelse med åbningen af Nationalparken blev der skrevet en sang lige her på det sted, hvor vi nu står. Jeg kan ikke lige huske forfatterens navn (Jeppe Aakjær, red.), men det var en sang, vi alle kender: ”Ole sad på en knold og sang”. Den er skrevet til den lejlighed som en udvandrersang. Det er der nok mange, der ikke tror på, men jeg har det på skrift, så på en af turene til næste år, hvor vi kommer her forbi, da skal vi synge den. Det vi står på, er også Danmarks eneste højslette, fortsætter Marthin. Bakkerne er dannet ved erosion og er det, man kalder falske bakker. Det er èn stor aflejring af sand fra forrige istid. Det er sand, der er skubbet op fra to sider. Nu er man begyndt at renovere dem. De var groet ganske til i bøg, krat og gyvel gennem mange år. Det er lidt forunderligt, at heder og lyngbak¬ker er menneskeskabte. Det er et resultat af svedjebrug i stenalderen. Så nu bevarer vi heder og moser for at man skal kunne se dem som et stykke oprindeligt natur – som er menneske¬skabt, føjer Marthin til. Allaget har holdt den Jyske hede hen i flere hundrede år, indtil tyskerne kom hertil i 1700 tallet for at opdyrke denne og hele vejen herop. Rebild Bakker og Rold Skov var det sidste rigtige mørke Jylland, når vi snakker midten af 1800 tallet. Der var ikke noget, som hed lov og ret her. Det var voldens og geværets vold og magt, siger Marthin og slutter med at nævne navnene på flere af de andre højdepunkter her i området. Den fortsatte tur går nu nedad og nedad, lige indtil vi kommer ned til Hedevejen. Da alle er velbeholdne nede siger Marthin, at han havde troet at alle havde nydt udsigten. Det kunne han dog godt glemme. Vinteren er nemlig så småt ved at melde sig, så alle havde haft nok at gøre med bare at holde balancen. Hvis man lægger mærke til det, kan man her se, hvordan allaget er skyld i at danne et hedelandskab med lyngbakker, føjer han til før vi går videre ad Hedevej indtil vi møder Skovvej i Store Stendal. Vi er gået over et strømløb, som hedder Kovadsbækken, men hvis man er lokal så hedder den Kovrsbækken, siger Marthin her. Lige nu og en måned frem har vi mulighed for at fange havørreder fra Grønland, som kommer herop og gyder. Man kan gå ned henne ved broen over hulvejen og se, at de gyder og slår med halen. Henne ved Ravnkilde kan man endda se, at de ”krabber” over vejen i kildevældet. Her i skoven har der været en hel del bunkere, som har været en del af beredskabet efter 2. verdenskrig, fortsætter Marthin. Nu har man så ikke brug for de bunkere mere, så de er blevet fjernet på nær fire. Vi står faktisk på resterne af dem, fordi man har brugt den knuste beton som vejfyld her i skoven, hvilket man også vil gøre fremover. Der ligger endnu to store bjerge af knust beton tilbage. Vi vil nu fortsætte vor tur gennem Stendalen, hvor vi et sted vil se nogle flade plateauer. Det var der, kulsvierne her i skoven holdt til, slutter Marthin. Vi er nu nået så langt frem, at vi står nedenfor stedet, hvor kulsvierne havde deres plads. Man kan ikke sige, at de ligefrem havde et lav, siger Marthin, men det var indenfor et område på 300-400 m, at de lavede deres miler og brændte kul. Man hjalp hinanden i nogen udstrækning, men ikke for meget. Man var jo konkurrenter. Det var mere fordi det var et erhverv, man skulle holde ved lige for at tjene penge. Det tog rigtig meget af skoven så der blev bart mange steder. Det er også én af grundene til, at Rebild Bakker ikke er fyldt op med træer. Nu går vi stille op mod Rebild, fortsætter han. Vi går hen til spejderhytten ved Stendalsvej, hvor vi drejer til venstre. Dette får ØP til at få et nostalgisk tilfælde, hvilket så igen får Marthin til at gøre rede for hvor de forskellige spejdergrup¬per og FDF hovedsageligt har deres hytter. Halvvejs oppe ad vejen gør vi lige stop ud for Roldhøj. Altså gravhøjen og ikke det galleri, som Chris Moes i sin tid byggede inde i Rebild ved siden af Spillemandsmuseet. Dette fortæller eksformanden lidt om, ligesom han også nævner, at der har været holdt mindeaften for Chris Moes ovre i det nye Rebildcenter i anledning af dennes 100 års dag. Nu var der så blot tilbage at tage det sidste stræk op til Røverstuen. Frokosten venter.