2014 Thingbæk Kalkmine

Den 2. november drog Rold Skovs Venner til Thingbæk Kalkmine, Oplev Krat, Skillingbro Kilde – og kom tæt på Regan Vest.
“Det var da en formidabel dag i går. 146 deltagere – det må da være rekorden. (Dog kun en tangering. To gange tidligere har vi været lige så mange. Til afsløringen af Helge Qvistorffs Gran i 2008 og til vort 25 års jubilæum i 2012, red.). Altså kan vi glæde os over, at vi stadig er unge og friske trods 27 år på bagen!” Sådan skrev Helge dagen efter turen. På vanlig vis bød Bente velkommen og mindedes sidste måneds tur, hvor en stor flok bare fulgte efter et par, der skulle tilbage til Skørping før tid. Bente glæder sig til en spændende tur og er dybt imponeret over, at der er kommet så mange mennesker til denne tur. Hun byder velkommen til de mange nye ansigter og benytter samtidigt lejligheden til at plædere for juleturen den 14. december. Samme menu og samme pris som sidste år, så mød op, jeg har noget spændende at fortælle jer, opfordrer Bente og overlader ordet til Helge. Efter at have budt velkommen til alle, også de, der har været med før, præsenterer en drillesyg Helge Anette Bruun Hansen her fra Rebildcentret, som har lovet at vise os rundt inde i minen. Vil du have os med?, spørger Helge, hvortil Anette heldigvis siger ja. Vi stopper op lige før indgangen, idet Anette her vil gøre rede for nogle fakta i forbindelse med minens ejerskab. I 1864 (et årstal der også er aktuelt på anden måde lige nu), blev der født en dreng i Ersted, der senere blev kendt som Anders Bundgaard, indleder hun. Han gik ikke meget i skole og han blev faktisk upopulær her på egnen fordi han lavede karikaturer af folk. Som 14 årig tog han til København, hvor han efter nogle år kom på kunstakademiet og blev uddannet i billedhuggerfaget. Han tog på den obligatoriske dannelsesrejse til Rom og Paris, og lavede herefter 150 værker på Københavns nybyggede rådhus. I 1940 købte han 40 år gammel stedet her. Der har været brudt kalk i åbent brud her i området i generationer. Vi er lige gået forbi en kalkovn, der også er fra før minens tid. I 1926 starter Anders Bundgaard så minedrift her sammen med sin søn, og i 1935 finder han på, at han også vil bruge minen til museum og sætter de gipsfigurer, der er forarbejder til hans skulpturer herind. Anders Bundgaard døde i 1937, men minedriften fortsatte ind til 1960 da denne blev urentabel. Der er en vigtig person mere. Det er Carl Johan Bonnesen, som var født i Aalborg og havde en historie nogenlunde parallelt med Anders Bundgaard. Da Bonnesen døde, stod hans eneste datter tilbage med en masse figurer, som hun ville skænke til Aalborg Kommune. Et påtænkt museum i Aalborg blev dog aldrig realiseret, så i 1969 kom alle figurerne herned i minen, slutter Anette sin gennemgang af museets historie. Jeg kan lige tilføje en sjov detalje, siger Helge. Der boede en mand oppe i Ersted. Folkemin¬desamleren Evald Tang Kristensen rejste Jylland tyndt og samlede minder om gamle dage, og har skrevet det ene bind efter det andet. Han besøgte også denne mand oppe i Ersted, og han har sidenhen skrevet, at det var det eneste menneske, han ikke kunne nå til bunds i. Han kunne blive ved hver gang at fortælle og fortælle. Han havde en utrolig hukommelse. Han fortæller, at engang fortalte han et rim på 200 vers udenad. Der er skrevet en del om ham. I det herlige værk: ”Fra Himmerland og Kjær Herred” er der to forskellige artikler om ham. I den ene af dem fortælles det, at han var med i krigen i `48 og havde fået en granatsplint i hovedet, hvilket bevirkede, at han sov på samme tid hver dag. Kl. to om eftermiddagen, så faldt han om og sov til kl. fire. Det var utroligt, hvad han vidste om Rold Skov. Det vi i dag ved om sagnhistorie fra Rold Skov, har vi fra ”Bette Jens”. Hvem var så Bette Jens? Det var såmænd faderen til ham her Anders Bundgaard.
Vi er nu gået ind i minen og står ved en figur, som Anders Bundgaard huggede direkte ind i kalken, og som han kaldte ”Bakkens Ånd” og ikke ”Hedepigen”, som den ligner lidt, siger Anette. Der skal være et gammelt Himmerlandsk sagn om en ånd, der lever i undergrunden og passer på værdierne der nede. Jeg ved ikke, om der er eksperter i geologi, fortsætter hun, men man kan se, hvordan kalkstenen er blevet dannet. Dette skete for 65 millioner år siden da der var hav her, hvor vi står nu. Det var lige efter at dinosaurerne og 2/3 af alt liv på jorden var uddøde. Det er den periode, der skiller kridttiden fra kalktiden. Kalken blev dannet ved nogle mikroskopiske planktondyr, som levede i det varme hav, vi havde den gang. Danmark lå den gang længere mod syd, fordi kontinentalpladerne har skubbet sig. Det var altså et varmt hav, hvor disse små organismer levede i kolonier og havde en fælles skal som et hus. Når de så døde faldt skallen ned på bunden og lejrede sig år efter år og blev presset sammen og blev så til kalksten. Man ser nogle mørke striber i kalkvæggen. Disse flintlag blev dannet i perioder, hvor vandet ikke var særligt varmt, og disse små organismer ikke var her. Der skulle være ca. 20 millioner år mellem disse striber, så det har gået langsomt, slutter Anette. Jeg kan lige supplere, siger Helge. Nede på kirkegården i Gravlev ligger pigen der i fuld størrelse. Den ligger og kigger over i Ravnkilde. Hvis I går ned bag ved hende, så vil I se, at rygsøjlen viser nøjagtigt over til Ravnkilde. En model af Hedepigen, som hun kaldes dernede, var der også oppe på Rebildhus, og den gamle kromand, Frimuth Engelst, fortalte engang, at han sad sammen med Bundgaard og at de sad og kiggede på Hedepigen, og så sagde Bundgaard. ”Ja, det er de bedste baller, jeg nogensinde har lavet”. Og så er der det med geologien. Dette er det, der kaldes bryozokalk eller limsten, mens man lige ovre på den anden side af dalen ved Skillingbro, hvor der også var kalkværk, der har man skrivekridt. Der ovre kan man faktisk se de to forskellige kalkformer støde sammen. Skrivekridtet som den fornem¬ste. Et lille hjørne af minen bærer det flotte navn: ”Udvandrergrotten”. Ligesom vi har Rebild Bakker, så skulle de også have noget ovre i København, siger Anette. Der blev samlet penge ind blandt udlandsdanskere overalt i verden. Man valgte så, at der skulle laves et monument af Anders Bundgaard. Dette blev en gravhøj, som indvendigt blev beklædt med marmorfliser hvorpå der var ophængt en række relieffer, som fortæller om udvandringens historie. Det er disse relieffer, der hænger her i kopi. Vi har 600-700 flagermus, der overvintrer her i minen, fortsætter Anette. Vi har 5 forskellige arter herinde, hvoraf de fleste er vandflagermus. De kommer herind i oktober for at lægge sig til at sove og bliver her så til april måned. De indtager ikke føde og foretaget sig ingenting i løbet af vinteren. Det pudsige er, at om foråret, så vågner hannerne først og finder hunnerne og begynder at parre sig men disse stadig sover. Men hunnerne kan dog ikke blive drægtige fordi deres puls er nede på cirka ti slag. Det er først når de vågner op og kommer ud og igen begynder at tage føde til sig, at de bliver drægtige med bare én unge. Sommeren igennem er de separeret fra hannerne, og så om efteråret starter det hele forfra. I ved nok, at de navigerer ved hjælp af ekkobølger, således at de kan flyve rundt uden at ramme noget, slutter Anette. Vi fortsætter nu vores vandring rundt i minen mens Anette fortæller om de forskellige gips¬modeller af både Anders Bundgaards og Bonnesens figurer, og måske lidt pudsigt, den sidste figur, der står lige ved nødudgangen, er af Bonnesen og ikke af Anders Bundgaard, som ellers er den, der har skabt grundlaget for det alt sammen. Efter en spændende rundgang i Thingbæk Kalkmine, hvor der på visse steder næsten føles som at være i en katedral, mødes vi atter ude i det frie. Her tager Bente ordet og giver udtryk for et spændende besøg. Samtidigt giver hun Anette en stor tak for rundvisningen og overrækker på Rold Skovs Venners vegne en kurv med diverse gode sager i. Det kunne jo være, at du skal hygge dig og se ”1864” i fjernsynet, (altså om krigen i 1864), slutter Bente. Anette har dog vist ikke nået at følge med endnu. På den videre tur skal vi på en rundtur i Oplev krat, men inden afgangen gør Marthin opmærksom på, at der er gløgg og æbleskiver til alle som afslutning på dagens tur. Så gør lige plads i maven, føjer han til. Vores første stop sker allerede henne ved Thingbæk Kilde. Helge fortæller, at kildens vand har været brugt som læskedrik på Rold Storkro. Men kun til en dag, hvor dyrlægen var på besøg og også blev budt på en flaske kildevand. Hvor kommer det fra?, spurgte dyrlægen. Det kommer ovre fra kilden i Thingbæk. Har du fået lov til det?, fortsatte dyrlægen. Jeg skal ikke have noget og jeg vil gerne have den karaffel der med, sagde han. Så blev det forbudt. Jeg er nødt til at stoppe der, hvor der er noget at fortælle, siger Helge, da han igen stopper efter nogle få skridt. På et tidspunkt var det læge Ole Nielsen, der havde minen, og han havde hørt om, at der var en ekstra mine, der var blevet lukket til. Man vidste ikke hvor det var, men der var meget, der tydede på, at det kunne være her. Der var ligesom at der gik en vej ind. Ole besluttede sig for at sted, hvor man skulle begynde at grave. Der blev gravet meget med store maskiner, og så en dag, hvor Ole og hans kone, Hanne, var hernede, så gik der lige pludselig hul. Man havde fundet indgangen til minen. De lavede hullet større, og Ole kravlede ind med en kraftig lommelygte og så, at der var en stor, stor mine. Næsten lige så stor som den anden. Man havde overhovedet ikke forventet, at det var sådan. Så sænkede Hanne en flaske Gammel Dansk ned til ham, så han kunne få sig sådan én som indvielse af den nye mine. Han fik senere lavet den gang, der går mellem den gamle og den nye mine. Det er imponerende, at der lå sådan et kæmpestort rum, som der faktisk ikke var nogen, der anede noget om.. Der er det pudsige ved Thingbæk Kalkminer, at man ikke ved så meget om dem, selvom det ikke er så forfærdeligt mange år siden, at de blev gravet ud.

På den videre tur op gennem den åbne slette midt i skoven stopper Helge halvvejs oppe for at drille, idet han ’truer’ med at vi skal ud på en 17 km lang tur gennem Oplev, Ersted og Røde Mølle, fordi den markvej, som han ville have brugt, ikke er der mere. Men jeg har ombestemt mig, så vi laver turen lidt anderledes, føjer han formildende til og begynder at fortælle. I 1927 blev Oplev Krat fredet. Det var en af de første fredninger her på egnen. Rebild Bakker blev fredet i 1912. Der er det pudsige, at folk, der har jord, ofte ikke er meget for en fredning, men i dette tilfælde var det manden selv, der havde bedt om at få skoven fredet. Og det var altså Anders Bundgaard. Jeg tror godt, jeg ved hvorfor. Det var fordi at der i 1920 kom en ny skovrider, der hed Poul Lorenzen, som havde meget historisk indsigt og interesserede sig meget for historien her på egnen, og for den oprindelige Rold Skov. Han har givetvis sagt til Bundgaard: Du skal frede det her, for det skal bevares. Når det er fredet, så er det først og fremmest fordi det er egeskov. Tilmed en flot egeskov. Hvis man læser fredningskendelsen, så er det meget restriktivt. Man må ikke fælde ege, og hassel, der vokser under egene, skal skæres ned hvert 7. år. Hvis der kommer nåletræer, så skal de omgående væk og der må ikke drives jagt i skoven. Derfor er det så velbevaret som det er. Det er et sted hvor der kommer meget få mennesker, og jeg må med skam sige – jeg var her for første gang i går, og jeg blev vildt imponeret slutter Helge sin lovprisning af Oplev Krat. Vi fortsætter videre op og kommer forbi en lille bålplads, hvorfra det går endnu stejlere op. På et tidspunkt stopper Helge dog for at fortælle om en oplevelse i Thingbæk Kalkmine. Jeg var formand for turistforeningen og vi skulle lave en ny brochure for egnen. Vi skulle så have en flot pige og en smart fyr til at gå rundt dernede og blive fotograferet. Jeg ringede til Ole Nielsen og sagde. Vi skal have fotograferet dernede og der kommer disse mennesker. Ole sagde så. Jeg ligger bare nøglen under måtten, så kan du selv gå ind, du ved jo hvor kontakten til lyset sidder. Jeg kom i god tid, gik ind og tændte lyset og gik rundt inde i minen. Inde ved Cimbrertyren gik lyset lige pludseligt ud. Jeg har aldrig oplevet noget så sort. Jeg tænkte, hvad gør du nu, fordi, på vejen ud stod der jo Bonnesens skulpturer på stolper, og jeg kunne jo vælte sådan en. Så jeg var nødt til at søge over til væggen og så gå ganske stille. Men det mærkelige var, at jeg lige pludseligt kunne høre en vindmotor gå i gang. Det var ejendomme¬ligt, men det var heller ikke en vindmotor. Det var flagermus, der lige pludseligt kom ned forbi mig. Det var ejendommeligt, men jeg væltede ikke noget, slutter Helge. Ude ved det østlige skovbryn med udsigt over til Rebild Bakker, fortæller Helge om bakkernes gradvise tilblivelse fra da dalbunden stod højere end i dag. Man kan også ane, at den bøgeskov, der stod oppe på toppen, nu næsten er helt væk, idet man har besluttet at skære den ned, så lyngen kan komme tilbage. Vi følger stadig det østlige skovbryn, og snart kommer vi til et sted med en lang, lang bænk. Med andre ord, lige stedet til at holde frokost. Efter rundturen i Oplev Krat går vi atter forbi Rebildcentret ogfortsætter ud mod Skillingbro Kilde. Herfra følger vi kildens løb ned til Lindenborg Å. Et sted, hvor der også findes tre kilder ovre på østsiden. Om disse fortæller Helge. Det var helt tilfældigt, da jeg en dag gik for Rold Storkro og ville gå ned her langs åen, at jeg kom forbi de tre kilder. Jeg havde aldrig hørt om dem. Den ene er meget stor. Jeg har kaldt den for ”Den ukendte kilde”. Der er andre, der kalder den ”Qvistorffs hemmelige kilde”. Om lidt kommer vi til Røde Mølle, hvor der var mølle langt op i tiden, fortsætter Helge. Han nævner ligeledes andre møller, der har været her ved åen. Fra der, hvor Lindenborg Å starter syd for Nysom og løber mod nord, skal man ikke gå ret langt før man kommer til Nørvads Mølle som den første. Dernæst lå Rold Mølle her indtil 1848. Så kommer Springkilden og derefter Røde Mølle. Så var der Møllegården henne ved Thingbæk. På den anden side lå Skillingbro Mølle og ovre ved Rebild Bakker lå Kogers Mølle ved Kousbækken. Man kan stadig se en jordvold, der hvor møllen var. Her fortæller Helge også historien om hvorledes mølleren på Thingbæk Mølle lå i med konen på Kogers Mølle, en historie, der endte særdeles tragisk. Lidt længere oppe kommer Egebæks Mølle, der var i funktion helt frem til 1935. Her producerede man også elektricitet til egnen. Måske har der også været en mølle ovre ved Ravnkilde, og så er der Teglgårds Mølle oppe ved Bjergeskov. Skråt overfor ligger Buderup Mølle. Det var den sidste mølle, der var i drift. Så sent som under krigen gav møllen strøm til savværket. Endelig ligger der en mølle oppe ved Egholm Slot. Det er altså hele 12 møller, der har ligget på denne korte strækning af Lindenborg Å. Helge nævner også, at han havde bedt Bente Rosenvold om at gå med på turen i dag. Hun er en mere moderne og måske også en lidt blidere udgave af Heksen fra Rold, Dannie Druehyld. Hvis hun kunne have været med, ville hun kunne have fortælle noget om den energi, man kan finde oppe i Oplev Krat. Spørgsmålet er så om man tror på sådan noget. Jeg gør det ikke, og dog, så gør jeg alligevel. Der er jo mere mellem himmel og jord end som så.Sluttelig supplerer Marthin med at fortælle om hvorfor Lindenborg Å er meget ren. Det skyldes to ting, dels at åen i høj grad fødes af kilder, og dels at der er meget lidt afledning fra landbruget. Regnvandet er 50 år om at nå ned gennem kalken før det kommer ud i kilderne,hvilket bevirker, at Lindenborg Å er den reneste å i Europa. Den fortsatte tur skal nu gå hen forbi Regan Vest. Helge stopper dog lidt forinden for at fortælle om den. Den består af en minegang, der er 800 m lang. 60 m under toppen ligger selve anlægget, som består af to ringe ved siden af hinanden samt to ringe nedenunder dem. Så der er fire ringe i alt. Der kan bo 300 mennesker derinde, og der er alt. Der er et stort cafeteria. Der er hotelkøkken. Der er et lille hospital. Det hele er selvforsynende. Selv i en atomkrig, hvis det ikke lige er en fuldtræffer, så kan man være herinde i flere måneder. Selv hvis der er radioaktivitet bliver luften renset herinde. Vandet bliver regenereret og kan bruges igen, så man kan bo fuldstændig isoleret derinde. Det er overtaget af Aalborg Historiske Museum, og tanken er, at det skal åbnes, men jeg tror, at det har lange udsigter, fordi der skal laves nødudgange og elevatorer. Der er én nødudgang i dag, der går 60 m op. Der er en jerntrappe i den ene side og så er der en speciel ’beholder’, som man kan sidde i og blive hejst op. Men nu går vi forbi, og så kan I selv kigge derind, slutter Helge. Nu skal vi have gløgg, tiden løber, så vi går straks tilbage til kalkminen, føjer han dog til. Så det gør man så i ét stræk. Desværre havde vi et uheld, idet et af vore trofaste medlemmer faldt og slog sit hoved ret slemt og måtte syes med tre sting inde på skadestuen. Men ellers havde vi en meget hyggelig afslutning på dagen, idet Bodil og Marthin og deres hjælpere nu var klar med gløgg til alle. Uden for minen er der borde og bænke, således at man her både kunne nyde det gode vejr, få sig en god snak og altså også lidt godt til både hals og mave. Fin tur og fin afslutning på dagen kan man kun sige.