2014 Lille Berlin

Et bedre efterårsvejr kunne man ikke tænke sig til turen til Bette Berlin den 5. oktober. Det betød da også, at der mødte ikke mindre end 94 voksne og to børn op ved jernbanestationen i Skørping, hvorfra turen skulle starte. Som sædvanligt bød Bente velkommen til både nye og tidligere deltagere, ligesom hun også gav udtryk for, at hun selv var rigtig spændt på turen i dag, fordi den gik et sted hen, hvor hun aldrig havde været før. Bente overgiver nu ordet til Helge, der indleder således: Inden I går vil jeg lige sige. I hørte ”bommerne”. Denne formastelige by har i al dens visdom efter 100 års forløb endelig fået en underføring under banen. Så for mange vil det være sidste gang, at I hørte ”bommerne”. Det har vi grund til at være meget sure over, for der var altid en god undskyldning for at komme for sent. Banen kom i september måned 1869. Indvielsestoget kørte fra Aalborg til Randers og stoppede ved hver eneste station. Det eneste, der lå her på stedet var stationen, en bondegård, Sverriggård, og to mindre huse. Gården er der desværre ikke mere. I Skørpings visdom ragede man den ned og opførte noget grimt i stedet. Vi stopper allerede henne på torvet, hvor Helge fortsætter: Tænk, så byggede de sådan noget i stedet for den gamle gård, der lå her. Da jeg kom hertil var det en købmandsgård og i midten var der en lille butik med sytråd og den slags. Det var Bette Møller, der havde den. Der var sådan en lille dingenot ved døren med en klokke i. Så en dag var der en lille dreng her fra Skørping, der gik ind og sagde: ”Godaw Bette Møller, a sku hanoget sytråd til min mor”. Så fik han sådan én på skrinet. Han skulle ikke kalde ham for Bette Møller. Så gik knejten ud og kom ind igen og sagde: ” Godaw Store Møller, a skuha noget sytråd til min mor”. Lige overfor, hvor der nu er bodega og bager, lå der et langt gult hus, hvor der var en cykelhandler og en barber, kaldet Lynbarberen. (Denne bygning havde oprindeligt været Sverriggaards stald, hvilket tydeligt sås ved nedbrydningen, idet køernes grebning og stenpikket gang stadig lå under stuegulvet, red.). Lynbarberen var så hurtig, at når man hørte bommene gå ned, så kunne han barbere en mand, så han kunne nå toget. På hjørnet af torvet lå boghandelen og på det modsatte hjørne var der hotel. Det har jeg faktisk haft,siger Helge. Ikke den bygning der, for den brændte, men så kom der én mage til. Man siger jo, at når Vorherre bygger en kirke, så bygger Fanden en kro. Men de har aldrig været særlig gudfrygtige i Skørping. Der byggede de kroen først, slutter Helge. Lidt længere oppe ad Jyllandsgade fortsætter Helge: Der boede fiskehandler Thomsen. Fru Thomsen var kogekone og var meget dygtig. Så fik man den geniale idé, at man skulle bygge et ’smukt’ center. Man kan jo også se i andre byer, hvordan det ødelægger hovedgaden, så de små butikker lukker. Vi står overfor den bygning, der tidligere var kommunekontor og senere borgmesterkontor i Skørping. Når man ser på den søndre side af gaden, så er den jo bevaret, og indtil for få år siden var Skørping nok Danmarks bedst bevarede stationsby. Vi er nu nået op til den gamle lægebolig på hjørnet af Smallegade. Byens første læge hed Panduro, det var forfatteren Leif Panduros onkel, fortæller Helge. Senere var det doktor (J.P.) Bartholdy, der boede der. Under krigen havde Bartholdy bil. Det havde statsskovrideren også. Det var de to eneste, og til trods for det, så lykkedes det dem alligevel at støde sammen ude i skoven. Lige ovenfor lægen lå bankdirektørens bolig og lige der overfor boede Porno Hansen, siger Helge med et smil. Vi går et stykke videre og stopper lige overfor Jægersborgvej. Denne fører ned til Egehuset, der var skovfogedbolig for Lindenborg indtil for få år siden, hvorefter det blev udstykket til nogle fine boliger. Der boede enkeskovriderinde Fru Lund. Hun indrettede et pensionat da Skørping fik en opblomstring omkring år 1900. Skørping blev da en pensionatsby, hvor folk tog til på ophold. Den fineste var henne ved Fru Lund. Forfatteren Herman Bang boede der adskillige gange. Det samme gjorde Sophus Bauditz og forfatteren Schandorph. Engang mens Herman Bang boede hos Fru Lund, og skrev på romanen ”Ludvigsbakke”, meddelte han, at han havde opgivet at skrive bogen færdig. Han manglede ét bestemt ord, som generalinden i ”Ludvigsbakke” skulle sige, fordi det passede i hendes mund. Nogle dage senere sprang han pludselig op og råbte. ”Jeg har det, jeg har det”, ”Afskydelig skal hun sige”. Ordet afskydelig blev dog rettet til afskyelig i den færdige bog i den tro, at Herman Bang havde skrevet forkert. Det var mere end hans følsomme sind kunne klare. På den fortsatte tur er vi nu kommet så langt frem, at vi har skov på begge sider af vejen. Turen i dag er anderledes end den plejer at være, siger Helge. Vi skal ikke gå så meget i skov som vi plejer. Det har ligget mig meget på sinde, at prøve at undgå, at vi skal gå på asfaltvej, men lidt er vi nødt til det. Skoven derovre på højre hånd tilhører Lindenborg. Frem til omkring 1930 var det mose alt sammen indtil landskabet begyndte at hæve sig. Der ligger den mest vidunderlige troldeskov. Når vi om lidt kommer hen til vejen, der går til Terndrup, så har vi Fræer Purker. Allerede omkring 1920 så den daværende skovrider, Poul Lorenzen, at det var noget fantastisk. Meget mod lensgrevindens ønske fik han det fredet, så det står stort set og passer sig selv. Så hvis man virkelig vil se troldeskov, så er det der, man skal hen. Det er flottere end Troldeskoven ved Rold Storkro, og det er et stort stykke. Selv på en dag, hvor der er højt solskin, er der mørkt derinde. Her kan man se hvordan bøgen dækker for alt sollys, kun 1 til 2 % når ned til jorden. Selvom det kun er for en kort bemærkning skal vi endelig til skovs. Vi går således ind i Fræer Nordre Purker, hvor vi nyder naturen i fulde drag.. Efter en tid stopper Helge op og siger. Vi skal til Bette Berlin. Der er to ting, som Rold Skovs Venner har holdt meget fast på. Den ene er, at vi aldrig går samme tur to gange. Den anden er, at vi aldrig går nogen steder uden at spørge om lov. Det har været meget svært i forbindelse med denne tur, fordi en hel række landmænd har jord der, hvor vi skal gå. Så vi har ringet rundt, og til sidst lykkedes det. Også på sådan en måde, at vi skulle gå en meget spændende hjemtur. Så kom der en mail, at der hvor vi havde fået lov at gå, kunne vi alligevel ikke få lov til det fordi der var jagt. Derfor må vi også gøre noget som vi ellers aldrig gør, tage samme vej tilbage. Men vi er nødt til det, og skal vi være en lille smule positive, så ser vi jo bare det hele fra den anden side. Helge fortsætter nu med forlods at fortælle noget om Bette Berlin. Det hele startede ganske småt i 1943. Der kom bare fem tyskere og satte et lille skur og en lyttepost op. Senere kom der 300 tyskere og hele området blev afspærret. Man satte nu to store lytteposter op på henholdsvis Ejner Estrups og Anders Jensens marker. Disse små skålformede skærme, der kunne drejes rundt, så man kunne fange de engelske flyvere når de fløj hen over Fræer. De lokale anede ikke hvad, der foregik. Hvem i Fræer havde hørt noget om radar? Så kom der håndværkere, som byggede store røde træhuse med sorte tage, således at det fra luften så ud som var det en bondegård. Nede fra Randers kom der et entreprenørfirma og byggede en stor murstensbygning til lejrens piger. Halvdelen af lejren var faktisk piger. Der blev bygget kæmpemæssige radarskærme på Christian Bossens mark. Der var kommandocentral, køkken-barak, stalde, vaskehuse, udkigstårne, toiletbygninger, vandværk, kølerum, mekanikerværk-sted, kantinebygning, beboelsesbarakker, hestestalde, fængsel og bolig til lejrkommandanten. Det hele blev afspærret, man kunne ikke tage fra Skørping til Fræer, men måtte hele vejen over Gl. Skørping. Mens tyskerne var her, måtte man kun arbejde i marken fra kl. 8 til kl. 5 om aftenen, og man skulle have en passerseddel med. Niels Bossen syntes, at det var meget distraherende, at der lå alle de der flotte tyske piger i næsten ingenting og tog solbad. ”Så var det ikke rigtigt til at komme til at hakke roer”. Vi kommer atter ud af skoven lige overfor Estrup Dam. Her lå der engang en landsby, der hed Estrup, siger Helge. Den gamle museumsinspektør, Peter Riismøller har fortalt, at den blev nedlagt tilbage i middelalderen, da man havde ’Den sorte død’, hvilket betød, at gårdene stod tomme. Kromanden, Frimuth Engelst fik engang den idé, at han ville have ørreder i søen, som jo tilhører Lindenborg. Det skulle foregå ved at egnens sidste krybskytte, William Blicher, der i forvejen havde ørreddamme i Gravlev, skulle avle ørreder her i stor stil. Lensgreven var ikke meget for det, men projektet faldt dog på, at der skulle læsses så meget kalk ud i søen, før det kunne lade sig gøre, at det var for mange penge at bruge på det. Der følger nu en lang vandring ad marker og markveje op mod Fræer, men Helge stopper dog nok engang for at fortælle. Jeg tror, at jeg udviste det, der hedder rettidig omhu med at få nedskrevet historien om Bette Berlin. Det skete i nogle lokalhistoriske skrifter, som jeg udgav den gang. Man vidste ikke så meget om Bette Berlin, som man kunne have gjort. Det er den mere menneskelige beretning om hvordan det havde været i Fræer den gang, der er det interessante. Både i tyskertiden, men også i flygtningelejren. Jeg spurgte flere i Fræer, men der var ingen, der ville fortælle noget. Men det er jo klart, for de havde jo alle sammen været involveret i det på en eller anden måde. Først da Helge pressede en mand, fordi han vidste, at vedkommende havde fået en dom for fraternisering, kom munden på gled. Så begyndte det at åbne op, og så fik jeg også lige pludselig noget at vide fra flere andre i Fræer. Det blev så til en række sider, hvor både jeg og en række andre skriver om Bette Berlin. Lejrens rigtige navn var ”Lindwurm”, eller på dansk Lindorm.

Nede i engen står den største af resterne af Bette Berlin. Det var der, hvor pigerne sad og plottede ind. Det blev kaldt for ”Jagtslottet”. Man måtte selvfølgelig ikke fraternisere med tyskerne, men det skete jo altså alligevel. Man handlede også med dem, men det foregik altid meget gedulgt. På gaden hilste man ikke, men når tyskerne kom med cigaretter, så kunne de få noget god mad i stedet for. Som én sagde. ”Vi havde flæsk og de havde røgelse”. Når der kom nye tyskere til lejren, så kom de ind til Bossen for at købe for 50 øre halm. Det var deres sengeleje. Nogle gange blev telefon¬
ledningerne klippet, og så var tyskerne ikke så flinke længere. Fru Bossens forældre havde telefoncentralen og da der havde været brugt mastesko, troede man, at vi var involveret. Min far og bror blev sat op ad muren med en maskinpistol i maven, mens huset blev gennemsøgt. Heldigvis var vores mastesko alt for små, hvilket beviste, at det ikke var os. Samme aften kom en af de tyskere, vi kendte. Min altid venlige mor bød ham på kaffe, hvilket min far alligevel syntes var for groft. ”Det ene øjeblik skal man stå op ad muren med en maskinpistol i maven, og det næste byder vi på kaffe”. Den 30. april 1945 gik lejrens flag på halv. Hitler var død, og nogle dage senere lød fredsbud¬skabet om aftenen den 4. maj. Friheden kom som en overraskelse, om end den var ventet, slutter Helge for denne gang. Vi er nu nået op i et lille skovområde ganske tæt på Fræer. Fræer er en gammel by, det siger navnet jo, indleder Helge. Fræer, det er Freja. Dalen, der går fra Rebild ned til Kousbækken er i virkeligheden Hørgdalen, og Hørg på svensk betyder også Freja. Der, hvor man byggede Rebildhus, har der sikkert været et kultsted, og det har der også været i Fræer. Et af Danmarks klenodier, Guldhornene, hænger ovre på Nationelmuseet og lige nedenunder hænger der fem halsringe i guld. De blev fundet her på Fræer Mark i 1889, og var et af de helt store guldfund i Danmark. Helge nævner også, at resterne af Prinsessetræet befinder sig i Spillemandsmuseets magasin her i Fræer. Han fortæller om da det faldt i en storm, hvorefter man savede det stykke med øjet ud for at bevare det. Det skulle så anbringes her i magasinet for at tørre, og her ligger det stadig. Der er ikke sket noget siden, slutter Helge. Efter det sidste korte stykke vej til Fræer går vi direkte ned i engen til resterne af den ene af de to store radarstationer. Den anden lå oppe på bakken på vestsiden af vejen til Skørping, hvor man stadig kan se fundamentet stikke op ad jorden. Efter en tid til at besigtige de tykke mure og kravle op på taget for de mere modige, er det nu blevet tid til en frokostpause. Helge giver folk et valg. Om man vil gøre det her eller gå med op til landevejen for at gøre det. Det blev vist cirka halvdelen hvert sted. Som følge af, at en familie havde meldt fra efter frokosten, havde mange misforstået dette og fulgte derfor bare efter. Med skam at melde, også denne skribent. Holdet blev således halveret, men de lydige fik så til gengæld de måske bedste historier om Bette Berlin. Efter krigens ophør blev lejren i Fræer virkelig stor, idet den nu blev indrettet som flygtningelejr. Lejren voksede til kommunens største by med 3.500 indbyggere, hvorfor det måtte opføres adskillige beboelsesbarakker med tilhørende faciliteter, ligesom der blev opført politibarakker til vagtpersonalet. Det følgende er hentet fra Helges lokalhistoriske skrift: Der kan sikkert fortælles mange historier om, hvordan Fræers unge mænd forsøgte at forcere pigtrådshegnet for at komme ind til pigerne, hvoraf mange var både unge og kønne. Jens Bossen har således fortalt: ”A håer prøwt jen gång å fraternisier, a sku´ kom´ nær wagten han war gå´t, men dæ´ war nær gå´t gålt!”. Pigen havde selvfølgelig sladret, og han havde allerede forceret det første pigtrådshegn, da der kom fem af de CB-betjente, som passede lejren. De havde karabinerne klar, og Jens Bossen trykkede sig så flad mod jorden, som det kunne lade sig gøre. De passerede ham i èn meters afstand uden at se ham. ”Du ka´trow a wår bang!”, sagde han. Det fortaltes også, at et af lejrens børn, en meget veludviklet dreng, var far til ikke mindre end 22 unger, hvilket selvfølgelig er svært at få bekræftet. I 1947 blev de sidste flygtninge overført til Hvorup og senere til Oksbøl. Tilbage var kun de syv, der var begravet på kirkegården ved store begravelser, men de blev senere overflyttet til krigergrave ved Gedsted. Uanset om man havde været på ’hold 1’ eller ’hold 2’, så skulle alle jo forcere vejen tilbage til Skørping. Det er ikke det mest opløftende at gå på en asfaltvej, hvorfor halvdelen af ’hold 2’ da også valgte at gå ind gennem Fræer Nordre Purker. Men uanset det ene eller det andet. Det havde været en stor oplevelse at færdes på et sted, hvor vi aldrig havde gået før.