2014 Skagen og Råbjerg mile

En flot start på efterårssæsonen 2014, kan man vist roligt sige om vores første tur den 7. september, der forløb som en heldagstur til Skagen, Råbjerg Mile og Dronninglund Storskov. Alt sammen med Helge og Marthin som et godt makkerpar, der trak det store læs. Vejret var ikke det bedste, men heldigvis faldt det meste af regnen mens vi sad i bussen. Modsat vanlig praksis stod første hold denne gang på i Haverslev mens ’aalborgfolkene’ måtte vente på Pendlerpladsen på Universitetsboulevarden (den tidligere Sauersvej). Da alle turens 58 deltagere var samlet, kunne den egentlige tur til Skagen starte, og allerede mens vi endnu kørte i Aalborg indledte Helge underholdningen med at fortælle historier og anekdoter. F.eks. om sejlads på Limfjorden. Også af fremmede tropper. Indimellem historierne, blev der endog serveret kaffe og the. Helge fortæller også om originaler i Hune Mose og om Voldste¬det i Tversted. Så var der blevet tid til en morgendram inden Helge fortsatte med at fortælle anekdoter om Stauning.
På denne måde føltes det som var vi i Skagen på ingen tid, hvor vores chauffør fra Olesens Busser straks kører os hen til Skagen Gamle Plantage eller Byfogedskoven, som den også kaldes. Som første sted stopper Helge ved ”Krøyers Hus”, der i dag er indrettet som kontor for Naturstyrelsen Vendsyssel. Vinkelret på Krøyers Hus ses Skovrider¬gården fra 1831. Vi fortsætter nu ind i Byfogedskoven hvor Helge igen stopper ved mindesmærket for byfoged Ole Christian Lund (1770-1828). Byfoged Lund var en meget markant personlighed med mange embeds-funktioner, såsom borgmester, politimester, dommer og sandflugtskom¬missær. At han også var en mand med hjertet på rette sted fremgår klart
af den historie, som Helge nu fortæller: En vinter strandede et amerikansk skib, men kaptajnen overlevede og blev indkvarteret hos byfoged Lund, der gerne ville have godt selskab. Kaptajnen kunne fortælle om livet i Amerika, bl.a. om negerslaver, og de to mænd blev så gode venner, at de begge var kede af at tage afsked. Kaptajnen ville give Lund en afskedsgave, hvilket Lund dog afslog. Men en dag var der et skib, der gik tæt på kysten og sendte en chalup i land, hvori der sad en kulsort mand. Det var den tidligere negerslave, Jan Leton, der havde et skilt om halsen: ”Til byfoged Lund fra den amerikanske kaptajn med tak for gæstfrihed”. Jan Leton blev byfoged Lunds tjener og har hjulpet ham med at plante Byfogedskoven, der blev grundlagt i 1815. At Jan Leton ikke bare blev tjener men også ven med byfoged Lund fortæller noget om Lunds gode sindelag. De er endog begravet i samme gravsted på Skagen kirkegård. I dag er Byfogedskoven stadig en herlig oase her næsten midt i Skagen by. Vi slutter da også vores besøg med at trave en lille tur rundt i den herlige skov. Ja, netop skov, det tjener nemlig byen og statsskoven til ære, at man har ladet den forblive som skov, og ikke omdannet den til en kedelig bypark. Vi kører nu ud til den store parkeringsplads tæt ved restaurant ’De 2 Have’, hvorfra der kun er et ganske kort stykke vej at gå til Holger Drachmanns grav. Her siger Helge: Den urne, der står derinde, indeholder asken af en meget markant skikkelse, og jeg har en god historie om ham. Men det vil jeg hellere gøre i bussen, så alle kan høre med. Det skal lige bemærkes, at der henne ved parkeringspladsen står en granitsten der angiver, at man er 382 km fra Kruså og
2.457 km fra Rom. Det sidste tal er faktisk den strækning som Rold Skovs Venner samlet har gået indtil nu. Man kan da kun hertil sige: Godt gået. Vel tilbage i bussen fortsætter Helge så sin historie om Drachmann. Denne led ind imellem af depressioner, og han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle komme ud af det. Men så lige pludselig bestemte han og hans kone, Emmy, sig for at rejse til Venedig. Allerede næste dag pakkede de sammen og tog toget til Venedig. Men det var ikke nogen lykke pga. kolera, og Emmy var meget bekymret for at børnene skulle få det, ligesom Holger Drachmann også var sart. Så næste dag besluttede de sig for at flygte. De tog derfor til en lille landsby i Kärnten i Østrig. Der skulle Drachmann så digte, hvilket han gjorde ved at gå ned til floden om formid¬dagen, hvor han sad ved et lille vandfald og skrev på et værk.
En dag, hvor han var taget af sted og skulle komme hjem til spisetid om aftenen, kom han ikke. Emmy sagde til barnepigen, at hun måtte vente med maden, men børnene tudede og ville have noget at spise, og til sidst gav Emmy sig og gav børnene noget mad, selvom hun godt vidste, at det ikke passede Holger, at børnene ikke spiste med ved bordet. Emmy og barnepigen ventede selv indtil han endelig langt om længe kom hjem. Han styrtede op i det værelse, som han havde, hentede nogle papirer
og styrtede derefter ned i kælderen, hvorefter han skreg lige så højt, han kunne: Emmy, Emmy skynd dig at komme. Da hun kom derned, tog han fat i hende, løftede hende op og drejede hende rundt og råbte: Nu skal du bare høre. Og som det første menneske nogensinde, hørte hun Drachmann komme med de berømte ord i midsommervisen: ”Vi elsker vort land”. På den videre tur passerer vi det grå fyr. Det er ejendommeligt, fordi det er lavet af brunsten. Det blev bygget i 1858 og var Danmarks højeste, siger Helge og fortæller en historie om H.C. Andersen. Året efter var H.C. Andersen i Skagen og var henne at se på fyret her og blev imponeret. Han var kun en eneste dag i Skagen. Et besøg, der blev berømt sidenhen. Hvor der blev skrevet et lille hæfte om besøget i Skagen, som er meget morsomt. Utroligt, at han kunne se så meget i løbet af kun 24 timer. Da han kørte tilbage fra Skagen, foregik det ikke, som da han kørte herop. På vejen herop fra Frederikshavn, da var han kørt i havstokken, hvilket var den hurtigste vej til Skagen den gang. Men på vejen hjem, da tog han ad den sandede vej inde i landet. Han sad da oppe på bukken ved siden af en gammel kusk. H.C. Andersen ville gerne snakke, men kusken var meget fåmælt. På et tidspunkt siger H.C. Andersen så: ”Jeg var så imponeret over det store fyr. Det er vel nok flot. Når jeg kommer tilbage til København, så vil jeg fortælle kongen om det, for han skal op og se det”. Kusken så på H.C. Andersen og rystede på hovedet: ”Kender han kongen?”. ”Ja, sagde H.C. Andersen, jeg kender ham særdeles godt. Jeg skal til frokost med kongen”. Så rystede kusken igen og prikkede på hovedet. ”Så han kender kongen”. Det troede han ikke på. At noget menneske heroppe skulle kende kongen. Nej, den var sgu for langt ude. Så kommer vi til det hvide fyr, der blev taget i brug i 1747, fortsætter Helge. Og så er der endelig det 3. fyr, som er vippefyret, der står derhenne. Det er en kopi, men jeg synes, at det er meget smukt. Det ligner jo nærmest en moderne skulptur. Det første vippefyr blev bygget allerede i 1560 under Frederik 2., men 65 år senere var det blevet for lille, og så byggede man i 1627 et større, der var mage til det, der står derhenne. Vi er nu kommet så langt hen på dagen, at tiden er kommet for at gå på kro. Og hvad kan man gøre andet når man er i Skagen, end at gå på fiskerestaurant, hvilket i praksis vil sige Bodilles Kro. Et rigtigt godt valg, hvor vi fik vi et særdeles dejligt måltid mad, bestående af alt godt fra havet samt mørbradbøf og diverse oste. Her udover kom værtinden, Dorte Jensen, endda selv ind i lokalet for at fortælle om stedets historie og ejerskab. Tak for en god modtagelse. Som næste mål på turen kører vi ud til Sct. Laurentii Kirke. Til daglig kaldet Den tilsandede kirke. Kirkens brug sluttede i 1795, hvor sandflugten blev for stor, siger Helge. Det var Vendsyssels største kirke, hvilket siger noget om hvor stor en by Skagen var før i tiden. Det var den pga. handelen med Norge. Og hvad er der så nedenunder? I 1905 besluttede man sig til at grave ud, og fandt da ud af, at nogle af murene står tilbage i ganske lav højde. Der var ikke andet, men den var meget stor. Da H.C. Andersen var i Skagen og skulle tilbage til Frederikshavn, skulle han selvfølgelig forbi den tilsandede kirke. Han har uden tvivl stillet det samme spørgsmål. Hvad ligger der mon nede i jorden? Han var så betaget af dette sted, at han gik hjem og skrev et af de længste eventyr, han har skrevet: ”En historie fra klitterne”. Det er historien om Jørgen. Navnet er meget dansk, men Jørgen var ikke dansk. Jørgen var født i Spanien. Hans far skulle til Sankt Petersborg som gesandt, hvorfor familien sejler forbi heroppe. Men skibet strander ude ved østkysten. Alle går til med undtagelse af Jørgen, der bliver optaget i en fattig fisker-familie. Den dreng oplever stort set alt, hvad man kan opleve af dårligdomme. Det er en forfærdelig historie fra start til sidste side. Den stakkels dreng vokser til og bliver anklaget for at være tyv og mange andre ting. Han bliver forelsket, men pigen dør. Der er så meget sorg. Han bliver halvt sindssyg. En dag står han her inde i kirken og lige pludselig bryder helvede løs. Torden og lynild, skybrud, taget falder sammen, en bjælke rammer Jørgen og han dør. I det øjeblik møder han for første gang i sit liv lykken. Så meget, at sidste side i det eventyr ender godt. Så tager H.C. Andersen herfra sammen med den gamle kusk på agestolen, og mens de kører fortalte H.C. Andersen om hvordan han rejste rundt fra land til land. (H.C. Andersen var på 31 udlandsrejser). Den gamle kusk vender sig om mod ham og siger. ”Sig mig engang. Hvorfor farer sådan en gammel én sådan omkring?”. (H.C. Andersen var 54 år gammel). Han svarer så kusken. ”Gammel. Synes De, at jeg er gammel? Hvor gammel tror De da jeg er?”. ”Han er 80”, svarer kusken. H.C. Andersen var jo meget sensibel, så det syntes han sgu ikke var særligt morsomt, men han var dog fair nok til at skrive det ned, slutter Helge.
Den fortsatte tur går nu ind til Råbjerg Mile. Hvis vi skal se på, hvad vi har af naturseværdigheder i Danmark af international karat, så har vi ikke så mange, indleder Helge. Vi har nok en halv snes stykker, og kunne man selv vælge, hvad man synes, der er den største, så er det, set med mit synspunkt, Møns Klint. Men der er også Kongeegen, Europas ældste egetræ. Der er Stevns Klint. Vi har 300 km sandstrand langs den Jyske vestkyst. Vi har kilderne i Rold Skov og så har vi Råbjerg Mile. Jeg har fået et særligt forhold til Råbjerg Mile, fordi, der engang
var en klog mand, der sagde på fjernsynet, Hvis man skal se på verdensrummet, så er antallet af stjerner, planeter og alt hvad der findes derude, dét er der kun en eneste ting på jorden man kan sammenligne med, og det er sand. Hvis man tænker på hvor mange stykker klippe eller andet bare alene i Saturns ringe. Det er milliarder og atter milliarder. Så kan alt dette kun sammenlignes med sand. Ikke kun i Råbjerg Mile, men i hele verden. Men Råbjerg Mile, det er meget sand. I ser ikke nogen sten. De ligger dernede mod vest. For når milen bevæger sig mod øst, så lader den de sten, der har været i sandet ligge. Den bevæ-ger sig 20 m om året mod Kattegat og det vil sige, at den en skønne dag når ud til landevejen, som man så bliver nødsaget til at lægge om. Den 22. juni år 2.122 om formiddagen, så når den Kattegat, slutter Helge med at smil. Til alt dette kan Marthin tilføje følgende: Der er nogle ganske få steder i verden, at det foregår på den her måde. Jeg har oplevet det på Kreta. Det foregår ligesom i et hus med træk i. Når dørene står åbne i begge sider, så suser det igennem huset. Det er sådan set det samme, der sker her. Der er for kort afstand imellem de to kyster til at tingene kan nå at lægge sig rigtigt. Det er altså et fysisk fænomen, der sker her. Også Bente har noget at føje til: Her i år havde Visit Nordjylland en kampagne ovre på Råd¬huspladsen i København. Man kørte sand her fra milen derover, og da de dage så var over-stået, fejede man hele dyngen pænt sammen igen da Råbjerg Mile er fredet. Det ved jeg helt bestemt, for jeg kender én, der har snakket med vognmanden, der kørte med det.
Da alle atter er samlet i bussen var der igen kaffe og hjemmebagt kage på programmet. Ikke så ringe at få noget at styrke sig på inden hjemturen skal starte. Dog ikke direkte, idet dagens sidste udfordring var at bestige Knøsen i Dronninglund Storskov.
Turen følger kystvejen til Ålbæk og Frederikshavn og herfra forbi Voergaard og Dorf direkte ind i skoven. Undervejs fortæller Helge om hvordan den velhavende rigsgreve og malteserridder
Oberbech-Clausen i sin tid købte Voergaard. Oberbech-Clausen, der havde skabt sig en formue i Frankrig blev endnu mere velhavende, idet han giftede sig med enken efter en fransk greve. Efter grevindens død ville Oberbech-Clausen gerne tilbage til Danmark, og fandt da frem til Voergaard, som på det tidspunkt var meget forsømt. Han satte nu slottet fuldstændigt i stand, ligesom han også havde medbragt ikke mindre end 17 jernbanevogne, fyldte med antikviteter og kostbarheder. Da Oberbech-Clausen også var malteserridder bestemte han, at nordfløjen ved særlige lejligheder kan benyttes af ordenens medlemmer. Voergaard slot har i øvrigt også været ejet af Stygge Krumpen og senere af Ingeborg Skeel. Lidt længere fremme passerer vi først Øster Dorf og lidt senere Dorf Kirkeby. Her fortæller Helge lidt om stedets vind- vandmølle, hvor der i den tilhørende møllegård er indrettet et lille museum. Nu er der ikke langt til Vendsyssels højdepunkt, Knøsen. Der er egentlig ikke så langt at gå fra landevejen og op på Knøsen, blot 800 meter, til gengæld er det bare opad og opad, idet Knøsen ligger 136 m over havets overflade. Dronninglund Storskov er dog et dejligt område at færdes i, og tager man det stille og roligt er her ekstra skønt i den fugtige skov med alle dens dufte og farver. Helt oppe på toppen fortæller Helge, at Dronninglund Stor¬skov engang har hørt sammen med Rold Skov, idet lensgreve Schimmelmann ejede både Dronninglund slot og skoven her. Han blev dog frataget begge dele efter krigen for sin omgang med tyskerne. En meget hård dom. Jeg kan huske, at Jens Hvass sagde, at det var justitsmord. Det havde han slet ikke fortjent for det han havde gjort. Vel nede ved bussen var der sandelig atter en belønning i form af en spids til næsen. Om det var for strabadserne ved at gå op på Knøsen, eller det var en hjertestyrkning til at køre hjem på, må stå hen i det uvisse. Men uanset hvad var det ikke så ringe endda. Som de sidste ord for denne gang, var der tak for turen fra Helge samt tak fra Bente til både Marthin og Helge for indsatsen. Helt fortjent, for de gjorde det godt. Og så var det ellers bare med at komme ud i regnvejret da bussen nåede til Aalborg. Sluserne stod da fuldt åbne, men turen var reddet, næsten i tørvejr, og kunne ikke mere ’gå i vasken’.