2014 Torstedlund Skov

Torstedlund Skov, Flyverstenen og krigergravene. Sådan lød overskriften til forårets sidste tur den 1. juni. Mødestedet var sat ved Aarestrup kirke, hvor Bente på vanlig vis bød velkom¬men til turens 52 deltagere. Hun indledte med at mindes et af vores gode medlemmer, Rikard Andersen, som desværre har gået sin sidste tur med Rold Skovs Venner. Man kan så hertil spørge. Er der mon mere mellem himmel og jord end som så? For i samme øjeblik, som Bente udtalte et ære været Rikards minde, begyndte Aarestrups kirkeklokke at ringe. Det var bare så flot og højtideligt og kunne ligne en tanke fra oven. Bente takker herefter deltagerne, der var med på turen til Sønderjylland. Denne var en stor succes og ikke mindst fordi Marthin og Helge havde lagt et kæmpearbejde i at arrangere den. Da vi har givet Helge fri, er det denne gang Marthin og Per, der skal lede turen, fortsætter hun. Selvom jeg ikke ved, hvad de vil fortælle, tror jeg, at det bliver lige så spændende, som det plejer at være. Bente slutter sine velkomstord med at give ordet til Marthin, således at han kan introducere efterårets første tur til Skagen den 7. september. Som turens første seværdighed skal vi besøge Gråstenen, og da et af vore medlemmer, Elinor Rasmussen, der har boet flere år på egnen, tilbyder at vise os en let vej derud, går vi derfor straks ad Hyldgaardstoften og derfra videre over skolens sportsplads ud på marken, hvor den store sten ligger. Her siger eksformanden:
Gråstenen er speciel på mange måder, og for at forstå hvorfor den ligger her, skal vi tilbage til et gammelt sagn, der siger således: Der boede engang en trold ovre i Rebild Bakker, som med sit hedenske sind ikke kunne fordrage når kirkeklokken her i Aarestrup ringede. En dag, hvor han var rigtig sur, tog han stenen her og kastede den efter kirken. Han var dog ikke helt god til at sigte, idet han ramte nogle få hundrede meter forkert. Men helt uden evner var han alligevel ikke, for Gråstenen ligger nemlig lige præcis i Himmerlands centrum.
Gråstenen er kæmpestor. Meget større end vi ser her. I 1932 gravede den daværende gårdejer en to meter dyb grøft rundt om stenen og det viste sig, at den er hele atten meter i omkreds. Man skønner, at den vejer mellem 100 og 150 tons. Man har tidligere forsøgt at sprænge den bort, hvilket dog heldigvis ikke er lykkedes. På Gråstenens vestside ses en lang række runde huller samt et hul, der er lidt større. Det er såkaldte skåltegn, der hovedsageligt er knyttet til bronzealderen. Disse er vanskelige at tolke, men har bl.a. været tydet som hellige ildtegn eller frugtbarhedssymboler. Eksformanden omtaler også andre kendte sten rundt omkring i landet. Disse er alle sammen det, man kalder ledeblokke, idet de er ført herned med isen, især oppe fra Norge. Så vidt jeg ved, så findes der kun én eneste naturlig stenart i Danmark, nemlig flint. Alle andre sten er kommet hertil med isen, slutter han. Hertil har Marthin at tilføje, at der også findes nogle ganske få forekomster af skifer i Danmark. Der findes et lag af skifer, der går fra Ærtebølle og helt over til Fur. Grundfjeldet går cirka 30 meter nede, hvorfra der enkelte steder stikker skifer op til overfladen. Men dette er ikke noget, der betyder noget som sten, så i praksis har vi altså kun flint som en naturlig stenart i Danmark. Turen fortsætter nu ret mod syd til vi når det nordlige skovbryn af Torstedlund Skov, hvorpå vi følger skovvejen mod vest, indtil vi overfor et skovdige får øje på et specielt bur, hvori der ligger nogle rester af et dødt rådyr. Marthin forklarer, at det er et såkaldt forrådnelsesbur, der er anbragt som et led i naturundervisningen for børnehaver og skoler. Man lægger et trafik¬offer her ind. (Ja, altså dyr, understreger Marthin, da flere deltagere hopper lidt højt over den oplysning). Hvis de ikke var inde i et bur, så ville krondyr og ræve og mus spise dem, fordi det jo er en let adgang til at få kalk. Der går ca. 1½ måned for en grævling, så er den fuldstæn¬dig pillet af med hår og det hele. Bruskdelene ligger der stadigvæk og 3 måneder senere, så er der intet tilbage, slutter Marthin sin lidt morbide forklaring. Vi går nu forbi præstegården og videre ud på Haverslevvej, hvor vi kun skal gå et ganske kort stykke vej til det tidligere skovfogedsted, Hjortespring. Her standser vi ved en stor eg, som i forbindelse med udgivelsen af Helges bog, ”Navnkundige træer i Rold Skov”, blev navngivet ”Johns Eg” af direktøren for Nørlundfonden og Helge i fællesskab. Der er selvfølgelig en baggrund for dette, som eksformanden gerne vil fortælle om. Han vælger dog først at omtale en ret ukendt kilde, der ligger allerlængst mod vest i den del af Torstedlund Skov, der hedder Fruens Skov. I dagens program står der, at vi skal besøge Thekilden, men da jeg for en uges tid siden var herude for at researche, kunne jeg desværre konstatere, at kildeområdet var meget mudret og samtidigt var groet til i ét vildnis, så jeg vil nøjes med at fortælle om den. At kilden kaldes Thekilden skyldes, at fruerne på Torstedlund brugte at lade hente vand til eftermiddagstheen i kilden, hvormed denne del af skoven så også kom til at hedde Fruens Skov. Det siges, at en anden af Nørlunds ejere, kommandør Emil Bluhme, havde gedder gående i kilden, hvorfor den også kaldtes Geddedammen. Kildens vand løbervia Torsted Bæk ud i Sønderup Å. Til denne historie supplerer Marthin med at omtale hvor vigtigt det er, at bruge godt og kalkfrit vand til at lave the af. Det var jo sådan, at man i gamle dage gerne havde brønden midt på gårdspladsen, og blev der regnvejr efter at der var muget ud i stalden, så randt det jo ned i brønden, hvilket vand man så måtte drikke af indtil det igen blev tyndet op med nyt vand. Så altså rent vand til theen uden at der var gylle i det, slutter Marthin. Man kan måske med andre ord sige, at der var flere ”vitaminer” i vandet den gang. Vi er da nogle stykker, der bilder os ind, at vi ikke har taget ret møj skade af det, supplerer eksforman¬den, hvilket udløste megen munterhed. Vi vender nu tilbage til Hjortespring og Johns Eg. Hjortespring blev oprindeligt bygget som et lægehus til den første læge i Aarestrup, men da der ikke var patienter nok, måtte han opgive at have en praksis her. Huset blev derefter anvendt som skovfogedbolig i mange år. Der har bl.a. boet tre generationer af skovfogeder ved navn Nielsen. En af sønnerne ved navn Svend Otto Nielsen, der var født i 1908, blev skolelærer i Skovshoved. Her gik han med ind i modstands¬kampen under dæknavnet ”John”. Han blev en af lederne i gruppen ”Holger Danske” og han var bl.a. med til at organisere jødernes flugt til Sverige. Han boede illegalt hos en norsk dame i København, som i virkeligheden var stikker. Hun angav ham, og John blev taget under en skudveksling i 1943 hvor hans lårben blev knust af en tysk maskingeværsalve. Han blev dømt til døden ved en tysk krigsret og henrettet i Ryvangen den 27. april 1944. I en nekrolog står der: ”Ganske vist kunne han ikke engang stå oprejst ved en mur – han var dog et af de mest oprejste mennesker i det kæmpende Danmark!”

Skovfoged Nielsen her i Hjortespring var også modstandsmand og var med til flere nedkast¬ninger ved Nørlund. En dag hvor han efter en jagt kom hjem stod der to tyskere og ventede på ham, men selv om han stod med sit ladte jagtgevær i hånden og lige så let kunne have løftet geværet og ’doubleret’ dem, overgav han sig straks, idet han var klar over, at det ellers ville gå ud over kone og børn. Det var vist ikke så meget pga. nedkastningerne, men mere pga. sin bror, modstandsmanden John, at tyskerne ville have fat i ham, idet John i perioder opholdt sig i Hjortespring. Det var jo begges barndomshjem. Skovfoged Nielsen slap med at blive inter¬neret i Frøslev indtil krigen var slut. Eksformanden slutter med at nævne, at vi jo i år har valgt ’Krigens aftryk i Rold Skov’ som tema, hvilket Johns Eg på en måde også er en del af. Vi vil senere på turen besøge nogle steder, der har en direkte forbindelse, bl.a. stedet hvor et allieret fly blev skudt ned. Til dette vil vores gode medlem Frode Pedersen gerne tilføje følgende. I skovfoged Nielsens tid lå huset langs med vejen her, men det er senere blevet raget ned. Det var først her ude ved Hjortespring at de nedskudte flyvere blev lagt i kister, der var opstillet i en lang række langs med huset. De var blevet kørt her ud i hestevogne inde fra nedstyrtningsstedet før de blev lagt i kister og derefter ført til Aarestrup kirkegård. Frode erindrer også da tyskerne tog skovfoged Nielsen. Jeg gik i skole i Aarestrup sammen med hans søn, Poul, og hentede ham her hver morgen. Men en morgen var det Pouls mor, der kom ud og var meget forgrædt. Hvad var der sket? Poul kommer ikke i dag, sagde hun. Vi fik så at vide nede i skolen, at tyskerne havde taget hans far. Da Poul selvfølgelig var sur på tyskerne ville vi prøve at gøre noget. Vi fandt så ud af, at der jo hang telefontråde langs med vejen. Dem kunne vi klippe over. Poul havde en god saks, og skulle så op på nakken af mig for at kunne nå. Vi vidste godt, at vi skulle holde øje med tyskerne, og så skulle vi løbe ned i en tørvegrav og begynde at rejse tørv, så det tog vi tid på. Så en dag skete det. Poul op på min nakke – klip, klip, klip, og så løb vi alt hvad vi kunne. Saksen blev gemt nede i tørvegraven og ligger sikkert dernede den dag i dag. (Man kan vist godt sige, at de to drenge også udførte en lille modstandskamp, red.). Nu var tiden så kommet, hvor vi skulle ’rigtigt’ til skovs. Turen går nu stik sydøst indtil vi kommer ned til skovvejen, kaldet Linen. Her går vi til venstre og snart viser et lille rundt skilt vej ind til Flyverstenen. Med andre ord, stedet hvor et allieret fly styrtede ned i 1945. Her er det atter Frode Pedersen, der får ordet, idet han som et ’næsten øjenvidne’ var en af de første, der var ude på stedet næste morgen.
Den propel, vi ser her, er resterne af et kæmpestort fly, der
kom fra øst og først kappede toppen af en række
bøgetræer for derefter at knuse en gruppe graner så der
blev dannet en stor åben plads, indleder Frode. Man kan
faktisk stadig se en rende, som den ene vinge pløjede i
jorden. Det værste var at se de dræbte flyvere. Jeg fandt
bl.a. en støvle hvor i der sad en fod. Et andet sted sad der
et medlem af besætningen op ad en træstub. Han var
brændt helt kulsort. Lidt længere henne lå der flere lig
hulter til bulter mellem vragdelene fra flyet. Nogle af dem manglede arme og nogle manglede ben. Det så frygteligt ud.

Det var nok et held, at der lige ud for stenen her kom en tysk soldat og råbte og skreg, at jeg nok var klar over, hvad der skete her. Vi var tre voksne og jeg, da der pludselig kom nogle flere tyskere og stak et gevær i ryggen på de voksne. Da tyskerne kom tænkte jeg, hvad skal jeg gøre? Skal jeg springe ind gennem skoven? Jeg skulle i hvert fald ikke være her. Så blev der råbt til mig. Kom her op, og så løb jeg alt hvad jeg kunne. Da jeg kom ud på Haverslev-Aarestrup vejen, så skulle jeg lige passe på, fordi tyskerne kørte frem og tilbage mellem Haverslev og Oplev og Gravlev. Jeg kom dog godt over vejen, men hvad der skete derefter, husker jeg ikke rigtigt. Da der var gået tre dage blev der givet fri herinde. Men tyskerne ville ikke frem med hvor ligene var. Der gik to år inden man fandt dem ved en tilfældighed. Der var godt nok en ung pige, der var blevet gode venner med en militærmand nede på Haverslev Kro, så hun vidste en lille smule besked gennem sin kæreste. Han havde en gammel lommebog, hvori han havde sat et kryds, men det passede bare ikke helt rigtigt. Først da en skovarbejder kom gående med sin stok, der pludselig sank ned i jorden, fandt man ud af det, idet stokken lugtede forfærdeligt da han trak den op. Han gik op og meldte det til skovfoged Nielsen i Hjortespring, der så tog kontakt til de forskellige myndigheder. Bl.a. til pastor Davidsen oppe i præstegården samt nogle sprængstofeksperter, da man var bange for, at der også kunne være noget sprængstof gemt. Skovfoged Nielsen fik også fat i nogle folk fra Nørlund Savværk til at grave ligene op. Men han måtte have fat i en stor kasse cigarer, så folkene havde noget at ryge på for at tage den værste stank. Klokken 6 om morgenen var alle ligene gravet op, hvorpå de blev transporteret op til skovfogedboligen for at blive lagt i kiste. Det var det som jeg havde at fortælle, og selvom det er mange år siden, så står det for mig som var det i går, slutter Frode sin gribende beretning, hvilken Marthin da også giver ham en stor tak for under stor applaus. Vi starter nu tilbageturen hvor vi på et tidspunkt kommer forbi en bevoksning, der bærer præg af dyrenes aktivitet. Her har vi et eksempel på dyretrykket, siger Marthin. Man kan se på nogle af de små egetræer, at dyrene går og ’fejer’ hele tiden og ødelægger træerne. De der små, tynde eg og birk og til dels lærk er gode at ’feje’ på, hvorimod gran ikke er ret godt. Der hænger de i fordi der er mange sideskud. Dette er så en skovejers mareridt, fordi det fuldstæn¬digt ødelægger træerne. Vi skal nu gå en halv times tid indtil vi kommer op til et sommerhus, fortsætter Marthin. Så kommer vi ikke ud på landevejen, men kommer til at gå hele turen i skov og på mark. Som på første del af turen, er det atter Elinor Rasmussen, der har anvist en god vej tilbage til Aarestrup, hvilken går fra skovbrynet ad en grusvej ud over markerne og op til Stubberupvej, og derfra videre ad Haverslevvej tilbage til kirken. Som dagens sidste punkt skal vi besøge de 11 flyvergrave inde på kirkegården, hvor det så er eksformandens tur til at fortælle. Denne indleder med at sige. I har allerede hørt om hvordan det gik for sig ude ved Flyverstenen, men jeg vil sige, at det er nyt for mig, og jeg tror også for Helge, at flyverne først blev lagt i kiste, da de var ført ud til Hjorte¬spring. Søndag den 22. juni 1947 blev de så begravet her på Aare¬strup kirkegård ved den største begravelse nogensinde i sognets historie. Det var en enkel og gribende højtidelighed med deltagelse af 600 mennesker fra flere lande samt egnens befolkning, der kom for at vise soldaterne den sidste ære. De 11 kister var hyllet i flag fra hver enkelt flyvers hjemland, og der var masser af blomster fra både ind- og udland. Pastor Davidsen tog i sin bevægende begravelsestale udgangspunkt i Nordal Griegs ord: De gav os det bedste, de havde, de døde ukendte venner. De gav os en dag at bruge, rakt med forkullede hænder.

Men hermed var det desværre ikke slut. I vinteren 1948 kom en engelsk kaptajn og hans chauffør kørende hertil og forlangte, at englænderne skulle graves op for at blive genbegravet efter rang. ”Der gælder ingen rang efter døden. Her i Danmark er der gravfred”, oplyste pastor Davidsen. ”Det er en ordre”, svarede kaptajnen, så en morgen i februar mødtes præsten, tre medlemmer fra menighedsrådet og graveren samt den engelske kaptajn og hans chauffør på Aarestrup kirkegård, således at der i løbet af dagen blev flyttet fire kister. Man kan synes, at dette var helt urimeligt. Hvem var hvem? Kunne man da ikke bare have nøjedes med at flytte gravstenene? Mange mennesker har gennem tiden besøgt denne gravplads, og hvis man endelig skal sige noget godt om denne tragiske hændelse. Så var det godt, at de allierede flyvere fandt deres sidste hvilested på sådan et smukt sted, som Aarestrup kirkegård er. Bente slutter herefter turen af med at sige. Det var så slutningen på vores forårssæson. Jeg vil ønske jer alle sammen en rigtig god sommer og håbe, at I alle dukker op igen til september. Skulle I ikke være heldige, at få plads på turen til Skagen, så er der jo stadig flere gode tilbud. Så igen. Ha` en rigtig god sommer, lød Bentes sidste ord.