2014 Sønderjylland
Tur til Sønderjylland med besøg i Lindet Skov, Draved Skov, Ribe, Det fremskudte dige, Møgeltønder og Tønder samt Gudenåens udspring på vej hjem.
Dette afsnit er skrevet på grundlag af Bentes og Helges notater.
Med Marthin som idémand, arrangør, pilot og meget mere drog Rold Skovs Venner på en herlig tur til Sønderjylland den 3. og 4. maj. På vanlig vis startede turen fra kunstmuseet i Aalborg med opsamling ½ time senere i Haverslev. Her bød Marthin velkommen og gav en kort orientering om dagens program. Bente bød ligeledes velkommen og det siges, at holdet brød spontant ud i morgensang. Godt initiativ. Turen går nu rask sydover alt imens Helge fortæller om alle de spændende skove, der venter på et besøg. Bl.a. Farrisskoven i hvis nærhed Kongeåen har sit udspring. Farrisskoven var engang en af Danmarks største skove, der strakte sig tværs over landet fra Lillebælt og helt ud til Ribe-egnen. Snart går turen gennem en allé af lysegrønne bøgetræer og standser så i Lindet Skov, hvor der var strække-ben-pause, drikkepause og tissepause som Bente udtrykte det.
Lindet Skov
Straks vi stoppede på en lille parkeringsplads, hvorfra der udgik en rød rute, var der så smukt. Nyudsprungen bøg og en intakt og lang langdysse med sten hele vejen rundt. Skoven er så anderledes end Rold Skov. Bøgene er ranke og høje, vejene er mange steder med brede græsklædte rabatter. Indimellem står der egetræer, dejlige gamle ege. Skoven var hårdt ramt af stormen i 1999, mange af de gamle træer faldt, men et sted kunne vi se, hvordan ege, der var plantet af giftelystne, unge mænd for et par hundrede år siden, prydede skoven
mellem bøgene. Ti små ege skulle de plante, hvis de ville giftes, og hvis amtmanden kunne se, at de bar grønne blade efter tre år, fik ungersvenden udstedet en såkaldt ”copulationsattest”, og endelig kunne han blive viet til sin elskede. (Da de omtalte træer står i såkaldte ’Brudgomskobler’ bliver der en vældig diskussion om hvor stort et kobbel er. Et kobbel er ikke et bestemt antal, men bare noget, der er koblet sammen. Enhver bonde ved da, at når man f.eks. koblede køerne sammen, var det et kobbel uanset antallet af køer, red.). Vi kom til Røverkulen, en imponerende jættestue, hvor overliggeren er fjernet, og senere gik vi ad smalle stier tilbage til bussen. Helge havde i bussen fortalt om statsskovrider Poul Lorenzen, der var skovrider i Rold Skov i tyve år. 1. april 1940 blev han skovdirektør, og flyttede til København. Man havde ønsket, at han skulle påtage sig hvervet, da han var en god forhandler, og man frygtede, at skulle tyskerne komme, ville de fælde vore skove. Så ville det være godt at have en diplomat i direktørstolen. Ni dage efter han havde sat sig i stolen, invaderede tyskerne Danmark. Så snart krigen var slut anmodede han om at blive degraderet. Han kunne godt være taget tilbage til Rold Skov, men han syntes, at Jens Hvass gjorde et så godt stykke arbejde, at han i stedet tog Lindet Statsskovdistrikt. På et tidspunkt stopper holdet ved en stor kristtorn, hvilket får Helge til at sige, at han tror, at træer har en form for intelligens. Det kan man bl.a. se på kristtorn, fordi der er pigge på den forneden, men når den kommer op i en vis højde, så dyrene ikke kan nå den, så holder den op med at have pigge. Hertil nævner Marthin en anden ting om kristtorn. Det var først efter 1840, at alle spiste med kniv og gaffel. Der før havde man kun en ske og sin lommekniv. Hvis den ske skulle være rigtig fin, så var den lavet af kristtorn. Denne havde nemlig den reneste hvide farve i veddet og den havde ingen smag i sig selv.
Draved Skov
Fra Lindet Skov gik turen gennem Løgumkloster til Draved Skov. Qvistorff fortalte, at han ofte havde holdt foredrag på den musikorienterede Løgumkloster Højskole. Men det fik en brat ende, da han til et foredrag gav udtryk for, at han syntes, at Carl Nielsens symfonier var noget bras. Draved Skov er skoven over alle skove i Danmark, måske kun med konkurrence fra Jægers¬pris Nordskov. Det er det nærmeste Danmark når til en urskov. Her møder vi naturvejleder Iver Gram, en fremragende og munter fortæller, der tog alle med på tur gennem den fugtige skov, og fugt er jo netop, hvad der er i en urskov. Som et af de få steder vokser lindene her, som de har gjort det i årtusinder. Draved Skov og Kongens Mose er det største sammenhængende område med urørt skov vi har i Danmark. Det ligger på kanten af Abild bakkeø, hvor landskabet mod vest glider over i den flade hedeslette. Skoven var engang helt omgivet af moser og heder, men i dag er der kun Kongens Mose tilbage. Efter at Helge har omtalt det at lave fjernsyn, der er styret virkelighed, siger Iver Gram. Der kan I se, kom der nu en stenaldermand gående, så er det jer der tager fejl, for det er hans vilje, det her. Det er sådan den danske skov så ud. Vi går nemlig i den mest oprindelige del af Draved Skov. Før hen var det faktisk umuligt for offentligheden at komme her, men nu er der blevet lukket op. Det ældste træ, der er herinde, er hasselen, men det er dog kun roden, der er blevet så gammel, det er ikke selve træet. Det er Iver Gram, der har skabt begrebet ’Sort Sol’, når tusinder af stære går til ro i rørskoven og atter går på vingerne om morgenen. Iver Gram kunne også fortælle, at man har set ulven i Draved Skov i går den 2. maj. Vi står nu ved et udsigtstårn med udsigt ud over Kongens Mose. Herfra kan man endda være heldig at se en havørn eller en flok traner. Kongens Mose ligger i ’Russerfennen’. Et område, der har været forsøgt opdyrket ved tvangsarbejde af russiske krigsfanger under 1. verdenskrig. I dag har man dog atter hævet vandstanden for at bringe mosen tilbage til sin oprindelige tilstand. Vores besøg i Draved Skov slutter med, at Iver Gram tager et gruppebillede af hele holdet, der sidder i kanten af skoven og får sig et stykke af Bodils hjemmebagte rabarberkage.
Ribe
Hyggelige Ribe. Vi boede på Hotel Dagmar, Danmarks ældste hotel, og det bærer også præg af ælde. Gulvet i receptionen skråner og buler, så man skulle tro, man var i stormvejr på Atlanten. Sidste år havde gulvet knaget så jammerligt, at noget måtte gøres. Fredningen sagde, at det godt måtte tages op, og der måtte også godt laves et nyt gulv, men det skulle ligge lige så pilskævt som før – og det gør det. I de kringlede gange kan man finde små nicher med hollandske fliser, som alle er uens. Det skyldes, at man brugte disse fliser som ballast i skibene. Når de ankom til Ribe og skulle lastes med varer, blev fliserne bare smidt i land. Så kunne enhver rode i stakken og måske finde nogle, der ikke var gået itu. Fin middag med vine, og turen var all inklusive, så der var ingen, der skulle have pungen op af lommen. Bagefter gik vi tur ned gennem Ribes gamle gyder med Michael Schack. En tur, hvor en iskold vind gik helt ind til benet. Vi kommer forbi den gamle arrest, der nu er lavet om til hotel og café. Formand Bente synes, at det kunne have været skægt, hvis vi havde haft logi der. Hun kan lige se overskriften: Rold Skovs Venner i spjældet. Michael Schack fortalte, at der efter en stor brand i 1580 blev indført ved lov, at der på alle huse skulle hænge stiger og brandhager. Der gik 213 huse og gårde til i alt, hvilket vil sige, at næsten hele bymidten blev lagt i aske. I dag er hele bymidten fredet, og det er det der gør, at vi har alle de smukke bindingsværkshuse stående.Michael Schack omtaler også Ribe Å, hvor man engang har kunnet sejle gennem Ribe til Gram helt over til Vojens. Herfra var der kun 10 km over til et nyt åsystem, således at man kunne fortsætte sejladsen helt over til østkysten Der har været mange såkaldte klostermarker langs med åen, idet munkene fra byens mange klostre havde deres marker her, således at de hver havde et område, hvor de kunne dyrke deres afgrøder. Søndag morgen efter morgenmaden kunne man se folk på vej til Ribe Domkirke. Der var konfirmation, og derfor var der ikke adgang til kirken for turister som os. Konfirmander og unge kvinder i ganske tynde kjoler, der flagrede i den iskolde vind, mens de var på vej over kirketorvet, må have glædet sig ekstra ved at komme ind i den varme kirke.
Det fremskudte dige
Så satte Marthin gang i bussen på vej til Det fremskudte dige ved Højer. På vejen kørte vi en ganske lille omvej, for at se den store og imponerende ruin af Trøjborg Slot, som både Valdemar Atterdag og dronning Margrete I har haft. I 1854 blev det meste af slottet brudt ned, forstå det, hvem som kan. Ved det fremskudte dige mødte vi Søren Frederiksen, der blandt andet har været godsforvalter på Schackenborg. Meget levende fortalte han om diget og om de storme, der havde gjort, at det var nødvendigt at bygge det i 1981. Det dækker en lang strækning i både Tyskland og Danmark. Søren Frederiksen bød velkommen til det sydvestlige Sønderjylland hvor marskområderne er et vigtigt spisekammer for millioner af trækfugle. Marsken er dannet af fint ler, der er aflejret ovenpå istidens sand. Han fortæller ligeledes om stormfloder og inddigninger. Det fremskudte dige blev bygget efter en voldsom stormflod i 1976, og strækker sig 8 km i Danmark og 4 km i Tyskland. Under en stormflod har det umådelig stor betydning om der er ebbe eller flod, der skifter for hver 12½ time og som betyder en højdeforskel på 1,7-1,8 meter. Vi så stormflodssøjlen, og pludselig spurgte Helge, om nogen vidste, hvem der havde lavet den. ”Det har jeg!” sagde han til alles overraskelse. Og så fortalte han, at da man lavede tv¬serien om ´”De danske Skove”, havde man fået lov til at fælde et stort egetræ i Draved Skov, der skulle være stormflodssøjle. Man havde i dyre domme indkøbt tre stenalderøkser, og en museumsmand og en skovløber fældede træet ved hjælp af dem på to timer. I udsendelsen skulle man naturligvis se, at Helge også kunne bruge en stenalderøkse. Han tog tre hug, og så flækkede han øksen, men det så man ikke på tv. Vi så det lille museum, inden vi kørte til Rudbøl på et af de gamle diger. En prægtig tur, hvor man kunne se ud over vadehavet med en masse bramgæs, ligesom der også var får med små lam overalt. Gårdene lå på små øer i engene kaldet ”verfer”.
Rudbøl
Snart begyndte man at se de stråtækte typiske huse, der har præg af Nordtyskland, og i Rudbøl kunne vi stå med en fod i Danmark og en fod i Tyskland. Da Slesvig i 1920 blev delt mellem Danmark og Tyskland, kom den nye grænse til at løbe tværs gennem Rudbøl og delte derved byen i en dansk og en tysk del. Som noget specielt ligger grænsesten nr. 242, af de grænsesten der markerer den dansk-tyske grænse, nede i vejen i Rudbøl, mens den de øvrige steder står op.
Møgeltønder
Nu fortsatte turen til Møgeltønder med frokost i den smukke have lige overfor Schackenborg Slot. Slottet er bygget i 1664 af Hans Schack og har gennem 11 generationer tilhørt Schack-familien, fortæller Søren Frederiksen. I 1978 blev det overdraget til kongefamilien og i 1993 blev det overtaget af prins Joachim. Der blev ved overtagelsen brugt cirka 26 millioner kroner til istandsættelse af slottet, hvoraf de 12 millioner var samlet ind som en folkegave. Der flages, når prinsen er der, med flag i tre forskellige størrelser. Et splitflag, Kongens flag og et rigsforstanderflag. De fleste huse i Møgeltønder er fra 1700-tallet, fortsætter Søren Frederiksen. Men nordsiden af Slotsgaden har dog været hærget brand, så Slotskroen og de nærmeste huse er fra omkring 1850. Efter frokostpausen gik vi ad hovedgaden med alle de smukke huse til den betagende kirke, der er den næststørste landsbykirke i Danmark – kun overgået af Vestervig Kirke. Her gør Søren Frederiksen opmærksom på kalkmalerierne samt en søjle med navnene på dem, der mistede livet i første verdenskrig. Området var jo tysk, så man måtte kæmpe for en sag, som man ikke selv følte, at man var en del af. Der var rigtig mange med fra Møgeltønder sogn, som endda ikke var ret stort, og som tillige var meget dansksindet.
Tønder
På turen til Tønder fik vi en overraskelse, da Søren Frederiksens 11-årige datter, Ida, lige pludselig tog mikrofonen i bussen og begyndte at fortælle. Det var som en voksen, der talte. Stor applaus! I Tønder kom seniorredaktør på Jydske Vestkysten, Stig Eeg Sylvest og fortalte levende om stormen i 1976, hvor vandet nogle steder var gået over digerne. Stig Sylvest var da sammen med sin familie ude i deres sommerhus i Emmerlev Klev. Det første, man mærkede til, at der var noget galt, var, at strømmen var væk, og da naboens tag kom flyvende og landede på deres græsplæne, blev de klar over, at det var alvor. Ude ved diget stod vandet næsten helt op til digekanten. Det blæste så kraftigt, at man helt inde i Tønder var nervøse for at vinduerne på redaktionen på torvet skulle blæse ind. Politimesteren besluttede, at Tønder skulle evakueres, men sidst på eftermiddagen kunne aktionen dog afblæses, fordi vinden gik mod nord, således at trykket på digerne mindskedes og vandet faldt. Men der var store skader på digerne med gennembrud flere steder. Vandet havde været oppe i 4,95 meter. Som redaktør på Vestkysten, som avisen hed den gang, havde jeg det problem, at mine kolleger i radioen, på TV og på Jydske Tidende, der udkom søndag morgen, var foran, idet vi allerede var udkommet for denne weekend. Jeg måtte derfor have en historie, der var anderledes, og ringede så til statsminister Anker Jørgensen, som jeg kendte godt gennem ”Junior Chamber”, og bad ham om at komme herned, så han med egne øjne kunne se hvad en stormflod betød. Det ville Anker Jørgensen gerne og fik straks foranledi-get, at han og trafikminister Niels Mathiasen ville komme næste dag. Man blev da klar over, at det nu var strengt nødvendigt at bygge et fremskudt dige, som der havde været talt om siden 1962. Projektet blev vedtaget i Folketinget, og i 1982 stod det nye dige klar til indvielse. Diget har en højde på 7,95 meter og det har aldrig været oversvømmet. Det er også bygget anderledes end de gamle, der var meget stejlere. Stig Sylvest slutter med at fortælle om sine oplevelser som redaktør gennem 46 år. Bl.a. da han blev præsenteret for et medlem af Tønder amtsråd, der sagde: Goddaw Stig og valkom¬men. Og husk så: Du skal ikke skrive, hvad jeg siger. Du skal skrive, hvad jeg mener. Der var stor tak og en belønning til både Søren, Stig og Sørens datter Ida.
Gudenåens og Skjerns Åens udspring
Mættet af de mange indtryk og af gode fortællere var der endnu et punkt på dagsordenen. Detvar udspringet for Gudenåen og Skjern Å. Ad små veje fandt vi frem til Tinnet Krat, hvorfra Danmarks største og Danmarks mest vandrige å begynder. Gudenåen ligger umiddelbart ved parkeringspladsen, og det er et kildevæld, der er starten på det hele. For at komme tilDanmarks mest vandrige Å, skulle man gå en lille tur i et herligt og meget smukt terræn. Åen har sin start i en temmelig stor sø, hvor vandet vælder op fra bunden. Pudsigt, at de starter stort set samme sted, og at den ene løber til Vesterhavet, mens den anden løber til Kattegat.
Turens afslutning
Ved den første afsked i Haverslev var der tak fra både Marthin og Bente til alle der havde bidraget til at det blev en god tur, om ikke andet, så bare det at være med. Lad os dog slutte denne beretning – skrevet med Helges egne ord: ”Marthin Nygaard, arrangør, chauffør og omsorgsvært sammen med fru Bodil, havde lagt et formidabelt arbejde i turen, der var en stor, stor succes. Stor ros til dem”.