2014 Vedsted Skov og Skørpinglund

Efter en regnfuld morgen bød turen til Vedsted Skov og Skørpinglund den 6. april faktisk på et behageligt forårsvejr. Overskyet men ellers ganske dejligt. Mødestedet var sat på Skørping¬hallens parkeringsplads, hvor Bente bød velkommen til turens 58 deltagere for straks derefter at videregive ordet til Helge. Før vi begiver os af sted vælger Helge dog at varme holdet op ved at fortælle om et af sine yndlingsofre, nemlig provst Vinther. Bl.a. historien om da provst Vinther bad maleren Mouritz Nørgaard om at bringe et gammelt værdifuldt vindue fra præstegården i Gl. Skørping ind til provstens nye bolig i Skørping, hvortil maler Nørgaard svarede. Det ved jeg sgu ikke noget om, men jeg har købt præstegården og jeg kan garantere Dem for, at det bliver siddende hvor det sidder. Provsten blev fornærmet og talte ikke til Nørgaard i et par år indtil de mødte hinanden i brugsen i Gl. Skørping. Men så syntes provsten åbenbart, at det var ukorrekt ikke at tale til et af sine sognebørn, hvorfor han sagde. Goddag hr. Nørgaard, synes De ikke, at det er forfærdeligt hvad man læser om den spanske borgerkrig? Næh, det synes jeg ikke, svarede Nørgaard, for der står også, at de myrder alle præsterne. Vi går herefter direkte ind til forsiden af Skørping Privathospital, hvilket dog ikke er det oprindelige navn, idet Helge her siger. Vi står nu og beskuer Skørping Kvindetuberkulose¬sanatorium som det så ud da det åbnede i 1906. Det er et imponerende bygningsværk når man tænker på hvor lille Skørping var den gang. Byen var kun 37 år gammel, for da banen kom i 1869 var der ingen by her. Jeg fik engang et vidunderligt fotografi, hvor man ser, at der er en masse arbejdere, stilladser og kraner. Det var fra da man lavede brønden til tuberkulosehospi¬talet. Man gravede da hele 60 meter ned. De sidste 15 meter var i noget porøst kridt, men det lykkedes. Da man åbnede i 1906 var hospitalet et helt kvinderegimente. Der var en overlæge, der var en reservelæge, der var en kandidat og en maskinmester med det herlige navn, Leopold von Kameke. Det var de eneste herrer, der var her, resten var kvinder med en frøken Johnsen som oversygeplejerske. På et tidspunkt skulle reservelægen bo lige over for hende. Det nægtede hun pure. Hun ville ikke have et mandfolk boende i det hus, hvor hun boede. Den første patient var en ung kvinde på 26 år som så blev fulgt af mange, mange flere. Jeg har selv kendt adskillige, som har været her på sanatoriet. Efterhånden begyndte der dog også at komme mænd på hospitalet, men det forholdt sig sådan, at de to køn ikke måtte have kontakt med hinanden. Heller ikke selvom de var gift.
Da man byggede hospitalet var det sådan, at hver eneste patient havde sin egen håndvask for at undgå smitte. Og så var der jo det, at de skulle fryse. Jeg har skrevet en bog, som jeg derfor har kaldt ”Fryseslottet”. Man havde nemlig fundet ud af, at det var gavnligt for de tuberkuløse patienter, at de blev ”frosset” ned, hvorfor man lavede de åbne haller i østenden af hovedbyg-ningen, hvor de så skulle ligge uanset hvor hundekoldt, det var. Efterhånden gik det heldigvis ned ad bakke med tuberkulosen, hvorfor der ikke var patienter nok, således at hospitalet stod tomt i et stykke tid. Vi skal være glade for, at Jørgen Enggaard så købte det og har indrettet det så flot som det nu er blevet. Som det sidste nævner Helge, at det flotte tårn, der ses midt på bygningen, i virkeligheden er en udluftningskanal. Vi går herefter over på nordsiden af hospitalet hvor Helge udpeger de forskellige bygninger og nævner, hvad der har været i dem. Derhenne boede oversygeplejerske Johanne Johnsen og reservelægen, som hun måtte acceptere. Overlægeboligen ligger på den anden side af hovedbygningen. Her var der vaskeri og helt mod nord ligger ”Granly”, der både var svinesti og bolig for unge mennesker. Vi går nu den korte vej op til Granly hvor Helge så forsætter sin beskrivelse af hospitalet. Der er mange sten i disse bygninger, siger han. Så det var heldigt, at man havde fået futtog nogle få årtier forinden. De var lavet i Randers og skulle så først transporteres herop, hvorefter de lokale vognmænd havde arbejde i lang tid med at køre sten herud fra stationen. Det var jo ikke bare til selve hospitalet, men også til alle bygningerne ved siden af. Da det stod færdigt, havde hele hospitalet kostet 500.000 kr. i alt.Det gjorde jo så også, at Skørping lige pludselig gik hen og blev mondæn. Èn ting var, at Hermann Bang, Sophus Schandorff og Sophus Bauditz kom her. Men at man så fik sanatorium med overlæge og hele hans stab, det gjorde jo, at man fik en vis anseelse, så på et tidspunkt, så blev man meget finere end de omkringliggende byer. Kromanden på Rebildhus kaldte dem ’de stationsfine’. Apotekeren, stationsforstanderen, postmesteren, statsskovrideren osv. Man havde tenniskonkurrencer om hvem, der var bedst, men det var kun mod byer som Hobro, Hadsund og Aalborg. Derimod ville man ikke spille mod Støvring, der jo også havde fået en jernbanestation. Det var alligevel for langt nede. For en måneds tid siden fandt jeg tilfældigt en mappe med ting, som jeg havde skrevet ned om Skørping og Rebild. Jeg begyndte så at skrive det ind på computer. Jeg har sendt en del af det til en meget god ven, og tænk, han ringede og roste mig for det. Den omtalte ven beder nu om ordet og siger. Jeg vil bare sige, at alle disse små anekdoter og lokale historier, som Helge har samlet og den gang skrevet ned i hånden, stammer helt tilbage fra den tid da han var direktør på Storkroen. Jeg synes, at det er så flot, at Helge som ung direktør, der velsagtens havde nok at gøre med at passe sit hotel, også havde sans for og gav sig tid til at tale med lokalbefolknin¬gen og få deres historier skrevet ned. Det var der ikke andre, der havde gjort, og hvis ikke Helge havde gjort det, så havde det bare været væk for altid. Vi hørte sidste gang om folke¬mindesamleren Evald Tang Kristensen. Helge er altså denne egns folkemindesamler. Og hvad svarer drillepinden til det? Jeg skal prøve, om jeg også kan sige noget pænt om dig! Det sidste naturligvis sagt med en ræv bag øret. Nu var tiden kommet hvor vi skulle til skovs, hvilket vil sige umiddelbart nord for Granly. Straks efter starten går vi et kort stykke vej til venstre for derefter at dreje mod nordvest ad Jægerstien. Vi befinder os i Vedsted Skov, som jo er en del af statsskoven. Lidt længere henne ligger der et gammelt skovløbersted, Vedstedhus, som man kan låne til forskellige arrangementer. Det var også her, at Rold Skovs Venner holdt 25 års jubilæum, indleder Helge og vender sig så mod naturen. Her ser vi nogle af de fineste graner, vi har i Danmark, nemlig douglasgraner. Det var skotten David Douglas, der bragte frø af dem med hjem fra den vestlige del af Nordamerika. Man fandt også interesse for douglasgranen her i Danmark. Her i Rold Skov var det især skovrider Hintz, der udførte et pionerarbejde med at plante nye granarter. Det er også Hintz, der står bag den flotte allé af douglasgraner nede i silkeborgskovene, slutter Helge. Til alt dette fremviser Marthin en kogle og viser, at disse er let genkendelige fordi den yderste del af dækskællene ligner musehaler. Eksformanden vil også gerne tilføje lidt og siger. Når Helge selv er for beskeden til at sige det, så bør det nævnes, at vi endda har flere navngivne douglasgraner her i Rold Skov. Herunder Forstrådens Gran, Skovriderens Gran og Helge Qvistorffs Gran. Så sig ikke andet, end at douglasgranen er et flot og værdsat træ her i Rold Skov. Vi er nu nået så langt frem på turen, at vi går mod nordøst ad Rebild Kirkevej. På venstre side løber der en gammel hulvej, som vi dog ikke lige kan huske navnet på. (Lad os bare kalde den Kirkevejens Sidevej). Som I kan se, så løber der altså en hulvej her, siger Helge. Jeg er ved at skrive en bog om den mand, der vidste mest om den gamle Rold Skov, nemlig Peter Ørnebjerg Andersen. Jeg havde megen agtelse for Peter Ørnebjerg og så op til ham. Han var eneboer og boede i egnens ældste hus – måske 400 år gammelt. Peter var en meget klog mand. Han var ældste barn ud af 11 søskende og måtte dermed overtage gården efter sin far. Hans bror, Jens, har engang fortalt mig, at Peter var til søndagsgudstjeneste i Gl. Skørping.

(Denne vej hedder Rebild Kirkevej fordi der er ikke nogen kirke i Rebild. Den gamle museumsdirektør, Peter Riismøller, sagde, at de to ældste byer i Nordjylland var Nørre Tranders og Rebild, indskyder Helge). En dag da Peter var i kirke og kørte hjem i hestevogn, så kom Fanden og jagtede ham. Peter kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde her op gennem hulvejen for at prøve at ryste Fanden af, men det lykkedes først lige da han kom ind til Rebild. Peter troede fuldt og fast på det, så det kan vi andre også gøre, slutter Helge.
Vi fortsætter nu ned til Havdalspladsen hvor Rebild Kirkevej munder ud i Buderupholmvej. Her lå der et gammelt hus og der, hvor den endnu synlige vold går rundt, stod der en sten¬sætning, siger Helge. Vi har faktisk et fotografi af det. Her boede Havdalsmanden og hans kone, Pode Hanne. Man var lidt bange for hende, fordi hun kunne trylle og skabe sig om til noget andet. Det fortælles, at hun engang blev skudt i rumpen fordi hun havde tryllet sig om til en hare. Som nævnt i indledningen, skulle turens 2. halvleg foregå i Skørpinglund. Med andre ord, vi skal over på østsiden af Buderupholmvej. Efter en tids vandring standser Helge op og siger. Meget af det, hvor der nu er graner, det var Teglgårds Hede, og Skørping er også bygget på Teglgårds Hede. Jeg synes, at det er et prægtigt stykke natur med alle disse bronzealderhøje, der ligger herinde. Lidt længere nordpå ligger kulsviergården hvor de gennem 5 generationer har været kulbrændere, som det hedder her på egnen. Den mest kendte af dem var Kulbrænder Soren. Han blev så kendt, at han skulle over til en udstilling i Forum i København og lave trækul. Københavnerne tog også den gamle mand med ned i Nyhavn for at han skulle opleve livet der. Kulbrænder Soren var jo også kendt for at være den, der fik en temmelig ejendommelig begravelse. Herom beskriver Helge hvorledes provst Vinther kviede sig ved at begrave ham fordi han var død under et besøg ved Blære Else, der solgte sig selv for 5 kr. Efterfølgende sagde landbetjent Hoby til Else. Jamen Else, det er jo forfærdeligt, hvad kunne der ikke være sket! Aah, der ku` sgu it skie ret møj, svarede Else, for a er over 60 or gammel! Som en sidste tilføjelse nævner Helge, at Soren kunne lave over 2.000 rummeter trækul på et år. Det ved vi fra en beskrivelse som Peter Riismøller har lavet. Det er nu blevet tid til frokostpause, hvilket sker henne i det 5 grenede vejkryds lige nord for bronzealderhøjene. Her benyttede Marthin lejligheden til at give en orientering om turen til Sønderjylland den 3. og 4. maj, hvorpå han delte programmet ud til alle. Der er stadig ledige pladser, så det handler bare om at få sig meldt til, sluttede han.

Vi indleder nu tilbageturen til Skørping hvilket vil sige, at da vi når frem til stien, der går ind til Ønskestenen overlader Helge pludselig turen til en uforberedt eksformand. Det må du ikke Helge, men vedkommende må nødtvunget gøre det og kan da også fortælle lidt. Ønskestenen er i virkeligheden den øverste dæksten af en dysse fra yngre stenalder, som regnes fra cirka år
4.000 til 1.700 før Kr. Yngre stenalder kaldes også bondestenalderen, idet man fra at være et omstrejfende jægerfolk blev mere bofaste og begyndte at dyrke jorden. Der er altså tale om en såkaldt megalit- eller storstensgrav, som er anlagt i den ældre del af yngre stenalder. Vi har et andet eksempel i den flotte dysse, kaldet ’Stenstuen’, lige nord for Skørpinglund, forskellen er blot, at højen over Stenstuen er helt bortgravet. Ønskestenen er måske et af de allermest kendte oldtidsminder i Rold Skov, fordi der i sin tid blandt patienterne på Sanatoriet i Skørping var opstået en tro på, at man måske kunne blive helbredt for den frygtede tuberkulose, hvis man kastede en tiøre ind under stenen og måske tillige sendte en lille bøn ovenud. I visse tilfælde har man da lov til at tro på, at det var ønsket og bønnen, der virkede. Dagens næstsidste etape fortsætter nu ad samme skovsti indtil vi rammer Buderupholmvej næsten lige over for mindestenene for træfningen ved Hollandshus. På vores sidste tur i marts måned besøgte vi mindestenen ude ved Madum Sø, og denne gang skal vi så høre lidt om da det gik galt, da tyskerne forfulgte og nedkæmpede gruppen her ved Hollandshus. Der har i mange år stået en mindesten for Niels Erik Vangsted, der blev dræbt på stedet, mens andre af gruppens medlemmer nåede at flygte ind i skoven. Dog ikke Poul Edvin Kjær Sørensen, der blev taget til fange og henrettet 10 dage senere. På 50 års dagen for træfningen blev der også opsat en mindesten for Poul Kjær ligesom der blev rejst en stor sten med følgende tekst: ”Minde om 17 – 18 august1943 da 12 modstandsfolk under transport med nedkastede våben modtaget ved Madum Sø på dette sted blev standset og nedkæmpet af den tyske besættelses¬magt. Rejst på 50 års dagen”. Vi passerer sikkert alle jævnligt forbi stedet her, men engang imellem gør det dog ikke noget, lige at stoppe op og tænke over, at nogen gav deres liv for at andre nu gennem snart 70 år har kunnet leve i frihed. Alt dette giver selvfølgelig også stof til eftertanke. ØP nævner, at Niels Erik Vangsted var KFUM spejder ligesom ham selv, og at hans forældre kendte Poul Kjærs forældre og derfor var meget berørt da han blev henrettet. Et medlem nævner, at Poul Kjær blev skudt den 28. august, hvorefter det var sket med samarbejdspolitikken fra den 29. august 1943. Tyskerne stillede os også overfor en masse krav. Bl.a. skulle vi selv skyde modstandsfolkene, men da var vi alligevel kommet så langt, at dét ville vi ikke. Det her har altså også sammenhæng med, at det var sket med samarbejdspolitikken, slutter han. Hermed var programmet til ende for denne gang. Der var nu blot igen at gå tilbage til vore biler, hvilket de fleste gjorde ved atter engang at gå ind gennem hospitalet. Trods en turleder, der pludselig strejkede, blev det da vist ikke så ringe en tur endda.