2013 Rebild Bakker – juletur

Så var tiden kommet for dette års sidste tur. Vores traditionelle juletur med efterfølgende julefrokost på Røverstuen. Det var nu blevet søndag den 8. december, og mødestedet var, som så ofte før, fastsat til p-pladsen ved Rebildhus. Men da vejret var en anelse ”strålende” og blæsende, søgte de fremmødte deltagere læ under taget på den nye Infoportal. Her mødte der, trods det ikke alt for gode vejr, alligevel 55 personer op, hvoraf de 48 endda meldte sig til at ville deltage i julefrokosten. Ikke så ringe endda. Turen skulle denne gang foregå i Rebild Nordre Bakker med besøg ved resterne af Timands¬huset, Peter Ørnebjergs hus og Ørnebjergvillaen. Vi stopper dog op allerede da vi er kommet så langt frem, at vi kan se ned til Max Henius buste. Jamen, god morgen. Det er jo en ”herlig” dag, siger Helge og fortsætter: Dernede står der en statue af en mand, der har haft stor betydning for stedet her. Man har anbragt den, så han kunne kigge over mod Amerika. Det er helt bevidst, at man har gjort det. Det var der, han kom fra. Ikke helt fra starten af, da kom han fra Aalborg, men rejste så til Amerika, og der gjorde han det godt. Sammen med en anden dansk-amerikaner tog han hertil og købte en del af Rebild Bakker. Han var præsident for Rebildselskabet i mange år. Så vidt jeg husker, var det i 1935, at han kørte sig ihjel ved et biluheld i Rold Skov. (korrekt, red.). Det var hans far, Isidor Henius, der byggede det nuvæ¬rende Sohngårdsholm Slot i Aalborg. Vi fortsætter lidt længere frem, men stopper så igen på et sted, hvor den forgangne uges orkan har taget flere af de store bøge. Vi har Rold Skov bøge i dag fordi sådan ender de siger Helge. Men da man plejer skoven i dag, så vil man ikke fremover få sådan en mishandlet skov af alle disse dejlige Rold Skov bøge. Det er synd, for der er jo rigtig mange, der er gået til. Især er jeg ked af, at et af de første træer, vi så, også var væltet, for hvis jeg er ude at gå med at hold fra Comwell, der kommer fra København, så stopper jeg altid op der for at fortælle noget som jeg har stjålet fra Jens Hvass, der sagde om Jens Hvass bøgen: Sådan en har I fan… ly…. ikke ovre hos jer. Efter atter en vandring siger Helge. Nu står vi ved Timandshuset. Jeg plejer gerne at fortælle en munter historie om Timanden og hans forældre, og så er der en person, der altid kommer og retter mig. Jeg gider det simpelthen ikke mere, jeg er så træt af ham. Kom her hen og fortæl den, jeg vil ikke rette på dig. Efter flere protester presser Helge eksformanden til at fortælle historien om Skov Kræns begravelse. Denne indleder dog med at fortælle om stedets navn, som oprindeligt var Dybdalshuset samt om denne skovfogedfamilie, der kom ovre fra Klodholm, som var ejet af Lundbæk gods. Vi hører om familiens tre generationer her på stedet: Christen Christensen, kaldet ”Skov Kræn”, Søren Christensen, kaldet ”Skov Soren” og Jens Christian Christensen, kaldet ”Timanden”. Vi får også en forklaring på hvorfor Timan-den fik dette tilnavn. Han havde arbejdet hos en fiskehandler, der hed Niemann. Selvom eksformanden erklærer, at han ikke kan fortælle historien om Skov Kræns begravelse nær så godt som Helge kan, insisterer Helge på at eksformanden skal gøre det. Historien skal dog ikke refereres her, idet den har været beskrevet flere gange i vore turberetninger, ligesom den f.eks. også findes i Helges bog: ”hvor Danmark er lunere” eller i ”Fra Himmerland og Kjær Herred”, årgang 2009. Helge tilføjer, at historien til dels bygger på en dame, der flyttede til Norge. Hun besøgte mig godt 80 år gammel sammen med sin datter og et barnebarn. Datteren havde kontaktet mig fordi den gamle kone så gerne ville fortælle om sin barndom her i Rebild. Da hun ikke havde mere at fortælle, tænkte jeg, hun må da have kendt Timanden, hvorfor jeg sagde: Christense, du må da have kendt Timanden. Der var sådan en drukkenbolt, sådan en original oppe i Rebild som de kaldte Timanden, kan du huske ham? Hun kiggede underligt på mig og sagde: Hvad mener du? Det var sådan en drukkenbolt, de kaldte for Timanden, gentog jeg. Ja, sagde Christense, det er ham a sidder og fortæller om, det var min far. Det var ikke særligt heldigt, tilføjer Helge, men hun sendte mig et billede af Timandshuset. Jeg anede ikke, at det eksisterede, så det har vi. Hun sendte mig også Timandens dåbsattest. Det var jeg lidt skuffet over, jeg ville hellere have haft hans dødsattest. Skal vi ikke høre historien om Timandsvej, spørger ØP. Når Helge har fortalt den historie om Timanden, siger eksformanden, så har han ofte sluttet af med at sige: Og vi ved, at Timanden flyttede til Hadsund, for der nede er der en vej, der hedder Timandsvej. Når vi så er gået herfra, så har jeg sagt til Helge: Helge for f. det har intet med hinanden at gøre, for jeg ved godt hvorfor Timandsvej hedder Timandsvej. Men det gav mig jo blod på tanden og basis for at skrive en god historie. Både om Timandsfamilien og om baggrunden for navnet Timands¬vej. Spørgsmålet var så bare. Hvad blev der af Timanden? For at gøre en lang historie kort, så havde jeg fat i alle de ældste folk her i Rebild samt i graver Peter Aldahl i Gammel Skørping. Alle kunne godt huske eller havde hørt om Timanden, men ingen vidste hvor han var blevet af. Da Helge for mange år siden jo havde haft besøg af Timandens datter, Christense, var der måske en chance i Norge. Først i Bergen, hvor Helge huskede, de boede. Så i Drammen, hvor de i virkeligheden boede. Christense måtte selvsagt være død for længst, men hendes datter, Ellen Ødegård, kunne fortælle, at hendes bedstefar flyttede til Aalborg og der fik arbejde hos gartner Th. Sauer og at han døde i 1937 ude på alderdomshjemmet på Annebergvej. Eksformanden slutter med ganske kort at fortælle, at navnet Timandsvej i Hadsund ganske enkelt er kommet af, at den oprindelige grusvej gik op til et skovområde, der var ejet af et timandskonsortium. Ligesom historien om Skov Kræns begravelse, kan man også læse om eftersøgningen af Timanden samt om baggrunden for navnet Timandsvej i ”Fra Himmerland og Kjær Herred, 2009”. Ved I hvorfor jeg bad Per om at fortælle om Timandshuset og Timanden, siger Helge. Det var fordi jeg startede med at sige, at historierne skulle være korte. – Bop, bop, bop. På vores videre vej stopper Helge ved en lavning i terrænet og siger. Jeg gjorde jo det, at jeg besøgte nogle af de gamle og få historier af dem. Og bl.a. besøgte jeg en mand, der hed Peter Ørnebjerg, som har fortalt mig mange ting. Jeg vil af hensyn til den gamle formand ikke gå ned igennem lavningen som jeg plejer, men vil fortsætte direkte op til Ørnebjerghuset. Her oppe siger Helge: Her lå Ørnebjerghuset. Det ældste hus på egnen, antageligt 400 år gammelt. Peter Ørnebjerg var den, der vidste mest om Rold Skov, men jeg fik aldrig lov til at komme ind i huset. Når jeg bankede på, åbnede Peter døren og sagde det samme hver gang: ”Goddaw Qviiistorff, hva vil du?”. Vi sad altid udenfor i alt slags vejr. Først på den allersidste dag, som Peter levede, kom jeg ind i huset, men det vil jeg fortælle om nede på Røverstuen. Efter Peters død gjorde statsskoven det, som man også gør på godserne, hvis man vil af med et hus, så lader man det bare forfalde, og så rager man det ned. At man kunne rage egnens ældste hus ned, tjener ikke nogen til ros, føjer Helge til. Inden vi slutter helt her ved Ørnebjerhusets gamle plads, vender Helge sig mod vest og siger. Det yderste stykke af Ørnebjerget blev i gamle dage kaldt Sibjerg og lige nedenfor lå Simund. Den gamle kromand, Frimuth Engelst vidste godt, hvorfor det hed Sibjerg, men spurgte så en dag Peter Ørnebjerg om hvem Simon egentlig var. Der er ikke nogen Simon, navnet betyder Sømundingen og Sibjerg betyder Søbjerget, kunne Peter fortælle. Egentlig ganske logisk, når begge dele lå placeret lige ovenfor Gravlev Sø.
Vi er nu på vej hen imod Ørnebjergvillaen, men midt i det hele finder vi en mindesten. Det er svært at se, hvad der står på den. Men der står ’Hans Nikolaj Hansen 1853-1923’, og så er der en hjejle, siger Helge. Hans Nikolaj Hansen var så glad for hedens fugl, hjejlen, at han lod sine børn døbe Hjejle. Hans Nikolaj Hansen kom gennem sit ægteskab med Ella Ruben til mange penge og var i mellemtiden blevet en meget anerkendt maler. Hans konkurrent var Laurits Tuxen, hvilken dog nåede noget længere op end Hans Nikolaj Hansen gjorde. Tuxen malede bl.a. den kongelige familie, den
russiske kejserfamilie og selveste dronning Victoria. Da Hans Nikolaj Hansen havde fået alle disse mange penge, så købte han hele Ørnebjerget. Han havde været med i den kunstnerkoloni, som billedhugger Bundgaard havde taget initiativ til, og som lå lige her neden for Ørnebjerg. Det var 14 kunstnere, der oprettede aktieselskab. Det var et ganske lille beskedent hus med køjesenge, og der kunne de så komme og male. På et tidspunkt kunne de ikke blive enige om huslejen, og i 1917 købte Hans Nikolaj Hansen så Ørnebjerg og byggede en pragtvilla her oppe på toppen, og dermed var det sket med Ørne¬bjergkolonien. Engang ville jeg gerne vide noget mere om disse kunstnere, så jeg skrev over til Hans Nikolaj Hansens søn, Bernt Hjejle, om han ikke ville fortælle mig noget, fordi jeg havde været henne og se på Pragtvillaen osv. Så kom der et meget karsk brev tilbage, at det var meget ukorrekt, at jeg omtalte hans forældres sommerhus som en pragtvilla. Begreberne var åbenbart noget anderledes i det Sjællandske end her i Himmerland. Men nu vil vi gå hen og se hvor stort det egentlig var, slutter Helge. Som I kan se, så er dette, som Bernt Hjejle sagde, en ”ganske lille” sag, siger Helge da vi er nået hen til ruinen af Ørnebjergvillaen. Men efter lokale forhold, så var det meget stort. Bernt Hjejle havde jo en af disse store patriciervillaer lige ud til Øresund, så for ham var det jo ikke noget særligt. Vi har fotografier af det, men ikke nogen af det indefra – desværre. Efter at det var blevet brudt ned, så lå der en kæmpestor vintønde her udenfor. Per har sat mig i forbindel¬se med en mand inde i Aalborg, som havde et fotografi af denne vintønde, så det var dejligt også at få det. Huset blev bygget i 1917, men da Hans Nikolaj Hansen døde i 1923, fik han ikke meget fornøjelse af det, men familien havde det da lige ind til 5. maj 1945. Da brændte det hele. Helge mener ikke, at han kan tillade sig at omtale de nærmere omstændigheder, men derved mistede egnen jo Ørnebjergvillaen for stedse. Som det sidste nævner Helge, at vi nu er ude på Sibjerg, og at dette navn selvfølgelig er pga. søen, der ligger nedenfor. Den kunne Hans Nikolaj Hansen ikke se, for den var der ikke den gang, idet den var blevet drænet bort i 1896. Til gengæld var der ikke så mange træer som der er nu, så man kunne da se helt over til Gravlev ovre på den anden side af søen. Hermed var vores forholdsvis korte tur til ende. Der var således blot tilbage at gå direkte ned på Røverstu¬en i Rebild, så vi der kunne hygge os sammen over et godt måltid mad. Med formand Bente i tronstolen blev vi efterhånden alle bænkede på Røverstuen, og som det første bidrag til underholdningen kom vores gode ven Axel Meilholm, også kaldet Musikus, for at spille og synge for os. Herunder naturligvis slagsangen: ”Hvor skal vi hen til sommer”. Herefter var det Helges tur til at fortælle den lovede historie om Peter Ørnebjerg. Han indleder med at sige: Da jeg kom her til egnen en oktoberdag i 1967 som ung direktør på Rold Storkro, var der indbudt til reception. Der kom selvfølgelig en masse fine folk i nålestribet tøj, men kromanden på Rebildhus, Frimuth Engelst, kom sammen med to vejrbidte mænd, Peter og Jens Ørnebjerg, der talte et sprog, som jeg ikke forstod et ord af. De skulle senere blive mine meget gode venner. Disse brødre havde en meget stor viden om Rold Skov, især Peter. Alt sammen ting, som ingen andre vidste noget om, men som jeg gennem dem fik lejlighed til at skrive ned. Som Helge fortalte oppe ved Ørnebjerghuset, fik han aldrig lov til at komme indenfor. Først på en dag, hvor Frimuth Engelst og Helge kørte op til Peter for at høre noget om krybskytteri, var der noget, der var anderledes. Hvad der aldrig før var set, var der fuldt af biler udenfor, så Frimuth gik derfor bare ind og Helge fulgte efter. Nu kunne Helge da få lejlighed til at se Ørnebjergstuen med alt dens inventar. Det var så smukt – et fuldstændigt billede på 1700 tals almue, siger Helge. Helge fortæller nu om at Peter var blevet alvorligt syg og lå i sengen. Denne meget rørende historie om Peters død kan læses i beretningen for juleturen 2011 og skal derfor ikke gentages her. Da Peter var død blev Helge bedt om at lave et billede af Ørnebjergstuen, hvilket han da også gjorde med glæde. En smuk akvarel, som Helge nu viser frem. Peter Ørnebjergs bror, Jens Ørnebjerg, sagde ligeledes til Helge, at Peter havde bestemt, at Helge skulle arve Ørnebjergbordet, slagbænken og tøsebænken. Slagbænken og tøsebænken har Helge overladt til Spillemandsmuseet, hvorimod bordet står i Helges skrivestue og bliver anvendt til lægge de bøger frem på, som han bruger som research når han skriver på en ny bog. Helge fortæller også historien om hvordan han satte sin dykkerhjelm til salg gennem en inter¬netauktion, hvilken blev budt op i mange penge. Og efterfølgende om hvordan han gennem samme auktionsfirme pludselig så et maleri af Ørnebjergstuen, der var malet af Mouritz Nør¬gaard. Det billede skal jeg have og jeg er ligeglad med, hvad det koster, erklærede Helge. Han fik det for 700 kroner. Så nu har jeg både en akvarel og et maleri af Ørnebjergstuen, siger Helge og viser begge dele frem. Det er faktisk lidt af et kuriosum, at disse to billeder er tegnet og malet fra nøjagtig samme vinkel og supplerer hinanden fantastisk godt. Tilsammen et sandt lokalhistorisk klenodie, som efter skribentens mening aldrig må skille ad. Herefter var tiden inde til at nyde vores mad. Der er kommet nye værter på Røverstuen, men alt er nogenlunde ved det gamle. Omgivelserne, hyggen og samværet er det samme som altid. Efter en passende tid var øjeblikket kommet, hvor vi gerne ville bringe Helge en stor tak for alle de oplevelser, vi har modtaget igennem året. En opgave, som det denne gang var Käthes opgave at føre ud i livet. Ikke bare i form af en gave, men som tillige var ledsaget af følgende alternative turberetning:

”Søndag morgen den anden i anden. Efter form-andens velkomstord storkede turlederen af sted med sin rudel af skovænder efter sig i gåsegang mod den nærmeste Leif sø. Her var en hel naturgeografisk oplevelse i vente. Udover de sædvanlige danske landænder var der besøg fra Kina. Et par navnkundige Pekingænder snadrede med et par Berberænder, som kun vanskeligt kunne gøre sig forståelige, da et ørnenæb havde forkortet deres munddele – de havde været for næbbede! Pludselig dukkede der en Tjekkisk and op – en Bøhm-and: de elsker at forskrække deres publikum. Der var også et par avisænder og papænder, de sidste var lidt flossede i kanten efter mødet med en søm-and. En enkelt gummiand blev holdt udenfor det gode selskab – den var ikke fertil! Man forstår godt det store fremmøde i søen, for kosten var fortræffelig: Et skilt ved bredden med 3 Michelin-stjerner viste, at det var førsteklasses Annemad – lige noget for det søde liv, – og til kålhøgen var et udvalg af blæretang – pyntet op med lidt papegøjetang. Plantevæksten var i øvrigt meget varieret, storkenæb, harefod, præstekraver, hønsetarm og torskemund – lidt farligere planter, løvetand og tigerlilje passede på en lille krukkedild. Da pausen nu nærmede sig, så vi os om efter de siddepladser som bænkebiderne havde efterladt, og kunne så smide brødkrummer ud til fuglene. Et par franske vin-duer kurrede med et par indiske hin-duer, vist nok på det gamle sprog Urdu`. Stærene var så tamme at de kunne håndfodres, der var både grå – og grøn stær, en enkelt stær var så let til bens, så den blev straks kaldt Fred Astaire. Tæt ved hørtes spætternes næb banke mod træstammerne, der var både grønspætter og rødspætter og stor- og små spættede arter. Så var der pause. Svalebajerne og lommelærkerne kom frem. Svalebajerne havde Bismag, men det var et særkende for Mosekonens bryg. Og muldvarpen kom op for at fylde mynter og pengeurt i pengekatten, som bare behøvede at vise sig. Den tidligere form-and var i stødet, han underholdt med historier om polkagrise og choko¬ladefrøer og sko-vridere, som kom på arbejde når skovbunden var for fugtig, det havde måske været bedre at starte med en støvleknægt, som også kunne sparke lidt til stormskaderne. Inden vi brød op advarede form-anden om de mange stærekasser, politiet var i færd med at sætte op. De kunne godt give lyn-grisene kattepine når de blev overraskede over disse blink¬fyr så bilen kunne gærdesmutte i et vejsvin)g. Inden vi skulle gå hver til sit snakkede vi om fremtidens naturpleje. Der var jo udsat kloakdyr i vandløbene – de såkaldte Bæ-vere, – og med den øgede brug at skoven som rekreativt område, hvor både skovløbere, sko-vridere, mountainbikere (for øvrigt et ganske mærkeligt navn for cyklister i det danske fladland), medfører et større slid og større forurening, burde man her i juletiden foreslå indførsel af Rens-dyr. – Så kunne skovene saneres så Julemanden kunne komme frem.”
Efter en kort gennemgang af årets begivenheder, havde eksformanden fået til opgave også at lede dette års gavespil med ikke mindre end hele syv præmier. Disse bestod af seks eksempla¬rer af Helges nyeste bog, ”En historisk Talerstol” samt en gave fra Røverstuen, bestående af to flasker Røverøl. Som lykkens gudinde valgte vi også denne gang Kirsten Idskov, der skulle vise sig at være en endog særdeles munter medhjælper. Tak for det. Der var nu blot tilbage at nyde vores kaffe og det fortsatte samvær. Vi kan vist godt tillade os at sige, at vi atter har haft et spændende år med mange gode arrangementer. Vi tillader os også at sige, at vi har et super godt program klar til 2014. På gensyn den 9. marts.