2013 Hesselholt Skov

I dag var vi heldige. Vorherre var med os, i hvert fald hvad vejret angik. Efter en lørdag med silende regn blev vi denne gang, søndag den 10. november, begunstiget med det skønneste efterårsvejr, hvilket da også betød, at der mødte 66 personer op på ”stabelpladsen” for enden af Skovvej i Arden. Her bød Bente velkommen til alle, ikke mindst til flere deltagere, der var kommet helt herop fra Aarhus. Efter nogle betragtninger om at holde mortensaften, overlader hun derefter ordet og ledelsen af turen til Helge. Helge glæder sig også over det gode vejr og at der stadig er løv på træerne midt i november. Marthin har lige fortalt mig, at det nye lag grus her på vejen stammer fra de nedbrudte militærdepoter. Har du noget at tilføje Marthin, spørger Helge. Man har gemt to af den, siger Marthin, én til flagermusene, og én til publikum, som bliver åbnet næste forår, så man kan se, hvad der var i dem. Jeg tror, at der lå cirka 35 her oppe langs vejen. De var fyldt med tæpper og konserves. Der var gentagne indbrud i dem af folk, der troede, at der måske stadig lå krudt og kugler her, hvilket dog var blevet tømt ud for længst. Da turen i dag har noget med krig at gøre, så kom med her over, fortsætter Helge, og går over til et stort hul i jorden. Det er et hul, der er lavet af tyskerne under krigen som et såkaldt flyverskjul, siger han. Man kunne så placere sine biler her, så de engelske flyvere ikke kunne se dem. Dem havde man nogle stykker af rundt omkring i skoven. Helge vender sig nu om til resterne af en kæmpestor bøg. Det er ikke så mange år siden, at den gik ud og fik kronen savet kraftigt ned, altså stynet. Det er ”Kærlighedsbøgen”. Lige her ovre bag ved, der går ”Kærlig¬hedsstien” et temmelig langt stykke vej. Nu er der kommet en hundeskov, men vi prøver, om vi kan komme derover igennem denne. På vejen gennem hundeskoven stopper Helge atter op og siger. I dag skal vi snakke om diger. Om hartkorn. Om Lindenborg. Om én stendysse. Og om moser. Der er en der. Vi har en stats¬skovfoged, Leif Lyngsø, som er meget interesseret i at lave søer, hvor der har været søer i forvejen, men som er groet til i mose eller er drænet bort. Det er et betydeligt antal søer, hanefterhånden har fået lavet, og som er små perler. Én af dem, er den her. Hvis I siger, at det syner ikke af meget af en sø, så må jeg give jer ret. For der er nogle af dem, hvor det ikke er lykkedes, og så retablerer de sig som moser som de oprindeligt var. Det er et billede på, at der har været så utroligt mange moser i Rold Skov. Det viser, hvordan der så ud da Staten overtog skoven. Da var det mosehul på mosehul, og det kommer sig jo af, at regnvandet i Rold Skov kun har et eneste afløb, og det er Lindenborg Å. Alt andet vand kommer op i kilder, og skoven bevarer mange steder vandet inden det kommer ned til kilderne og løber ud i Lindenborg Å. Turen i dag går først og fremmest hen til den måske smukkeste af alle moserne i Rold Skov, nemlig Farsø Mose, slutter Helge. Henne på Kærlighedsstien kommer Helge ind på hvorfor den hedder sådan. Der er måske en lille historie bag ved navnet, jeg ved det ikke, siger han. Men en deltager har fortalt mig en meget plausibel historie om oprindelsen, som jeg gerne vil delagtiggøre jer i. Det er fordi der har ligget en dansepavillon her nede for enden af vejen, og når så spillemændene holdt op med at stryge violinen, så tog de unge mennesker her ud langs stien og hyggede sig og gjorde ved. Deraf navnet.

Lidt længere fremme stopper Helge igen op ud for et af skovens diger. Der har faktisk været diger hele vejen langs med Kærlighedsstien, siger han. Det med at lave diger var noget som
C.D.F. Reventlow fandt på, og han gjorde det fordi skovene i Danmark var i evindelig tilbagegang. Så der måtte gøres et eller andet, og så lavede han den mest restriktive skovlov, som noget land i Europa har. Der var to lande, hvor skovene var fuldstændigt forhuggede, og det var England og Danmark. Loven blev indført den 27. september 1805. Det var ikke udelukkende nogen lykke for skovene, for det siger sig selv, at da loven kom, da skulle skovene hegnes og inddiges som her. Kreaturene måtte ikke længere gå i skovene. Forestil jer, hvad der var af arbejde med at lave diger med skovle rundt om alle skovene i Danmark. Hvis vi bare ser på småskove, så har vi 50.000 i dag, og så er der de store skove. Det var formuer, som det kostede at lave dette. Det kunne man selvfølgelig ikke byde godserne, uden at de fik kompensation, som bestod i, at de måtte fælde noget af skoven mod at resten blev inddiget. Det betød, i forvejen havde man ikke nogen stor skov, og nu blev der endnu mindre pga. skovloven. Men det var et fantastisk øjeblik i de danske skoves historie, fordi med loven så stoppede nedgangen. Der var kun 3 % tilbage, der var skov, men fra da af gik det fremad, og nu er vi oppe på 12-13 %. Jeg tror, at vi inden for de næste 40 år kommer op på 22 %, så der skal plantes meget skov. Gehejmestatsminister C.D.F. Reventlow kender vi jo som ham, der kom med alle de mange love. Han gjorde utroligt meget godt for Danmark. Hvorfor gjorde han nu det med skovene? Hvad interesse havde han i det? Det havde han, fordi han ikke bare var en stor statsminister, men hvad ikke ret mange ved, han var også en stor forstmand. Han har skrevet et stort værk om hvordan man driver skov. Originalen ligger nede på hans gods, Pederstrup, på Lolland, hvor der i dag er museum for slægten Reventlow. Det var så moderne et værk, at der var flere lande, der har brugt det som lærebog for forstfolk. F.eks. et stort land som Frankrig. I Danmark havde man åbenbart ikke så meget tiltro til den, idet den aldrig er blevet udgivet her i landet. Vi vil komme forbi flere diger, så jeg vil komme ind på det der med diger én gang til, slutter Helge for denne gang. Vi er nu nået frem til skovfogedstedet Skelhuset, og som navnet fortæller, ligger dette lige på grænsen mellem Statsskovens og Lindenborgs områder. Det var her skovfoged Krems i sin tid boede, fortæller Helge. Da jeg kom hertil var der fire skovfogeder. På skovridergården var der en skovrider og en sekretær, og så var der 40, der arbejdede ude i skoven. Nu er der 40 nede på skovridergården og to, der arbejder. Uvedkommende kørsel og ridning forbudt, står der på et skilt. Det kommer sig af, at vi går fra Statsskoven og ind på Lindenborgs område. Det pudsige er, at fra vi nu begynder at gå nordpå indtil vi kommer til en vej, der går på tværs, så er der ingen vej, der går fra øst mod vest og forbinder Statsskoven med Lindenborg. Der er en hel stribe her, som er lukket land. Den skovfoged, der boede her, da jeg kom hertil, hed som sagt Krems. Der står et bøgetræ længere inde i skoven, der hedder ”Kremses Bøg”. Det kommer sig af, at skovrider Hvass, denne magtfulde herre, som også var her, da jeg kom, og som også har gjort så utroligt meget godt for skoven, han sagde til Krems, at han skulle fælde den bøg. Den står lige i et vejkryds. Det gik over skovfoged Krems` forstlige ære at gøre det, så det gjorde han ikke. Nogen tid senere, da Jens Hvass og Krems kom forbi træet, sagde Hvass. Jeg sagde, at De skulle fælde den bøg, hvortil Krems svarede. Det vil jeg ikke. Nå, sagde Jens Hvass, så skal den fan…. lyn… også blive stående, og så skal den opkaldes efter Dem, og derfor hedder den Kremses Bøg, slutter Helge. Til alt dette har eksformanden lige en bemærkning. De fleste af jer har sikkert ”Naturguiden Himmerland”, siger han. Vi har den ære, at vores turleders billede er på forsiden. Det var lige nøjagtigt ved Kremses Bøg, han blev fotograferet. Vi er nu nået frem til den østre ende af Farsø Mose. Jeg holder meget af at kigge på kort, siger Helge. Ud fra det kan man godt se, hvor der kan være smukt. Engang så jeg, at der var noget, der hedder Farsø Mose, så jeg kørte herned og gik herind. Det er smukt når I ser det nu, men når man kommer ovre fra den anden side, så går man højt oppe, og så ligger den der lige pludseligt nede foran én. Helge fortæller nu om den gang han havde en disput med den gamle lensgreve på Lindenborg om hvilket sted i skoven der var smukkest. For at være flink, sagde Helge. Det er Farsø Mose. Den kender jeg ikke, sagde lensgreven. Jamen, det er da i Deres skov, sagde Helge og gik ud for at hente et kort. Nåh, sagde lensgreven så. De mener Faaresø Mose. Det var Geodætisk Institut, der havde ændret navnet til Farsø Mose, som den altså hedder i dag. Et års tid senere var Helge til et foredrag, hvor en skolelærer fra Vesthimmerland fortalte, at man i gamle dage drev kvæget helt herover i Rold Skov for at græsse. Vi har faktisk beviset, sagde han, for der findes et sted i Rold Skov, der hedder Farsø Mose. Helge nænnede ikke at fortælle ham den rette sammenhæng. Helge nævner også, at de højeste graner, der overlevede novemberstormen i 1981 netop stod her ved Farsø Mose. Sammen med kæmpegranen i Skovhaven havde den allerstørste af dem heldigvis overlevet, men da Helge kom tilbage et års tid senere, havde man desværre fældet den. Hvorfor gør man sådan noget?, spørger Helge og føjer til. Der står et andet lille træ ovre i Jægerspris Nordskov. En eg, der hedder Kongeegen. Den er ”kun” 14 meter i omkreds. Den står også lige ud til en mose. Da vi jo befinder os i Rold Østerskov får dette sikkert Helge til at fortælle om den gang, han prøvede at finde ud af historien om røverne i Rold Skov. Der var ikke rigtig nogen, der vidste noget. Men en dag var der en, der sagde, at der nede i Lindenborgs skov var nogle veje, der havde fået navn efter dem, hvilket også viste sig at være rigtigt. Helge kontaktede derfor skovrideren på Lindenborg, Stougaard, som dog sagde, at det vidste han ikke rigtigt noget om. Mens Stougaard et øjeblik var ude af kontoret, fik Helge øje på et litografi af en skovsø, som han roste i høje toner da Stougaard kom tilbage. Det fik Stougaard til at ændre holdning. Helge blev nu inviteret med ind i privaten for at se det originale billede og få historien om hvordan Stougaard og hans kone havde erhvervet det. Og bedst af alt, lige pludselig vidste Stougaard det hele og kunne henvise til Jeppe Aakjær, som bl.a. har skrevet om røverne fra Rold i værket, ”Steen Steensen Blichers Livstragedie”. Her får man ikke bare oplyst deres navne, men også hvordan de så ud. Jeg går med kort i dag fordi jeg gerne vil finde nogle diger, siger Helge lidt længere fremme på ruten og fortæller historien om den gang en oberst belærte ham om, at hvis der er divergens mellem kortet og terrænet, så er det altid terrænet, der er det rigtige. Det der med at lave diger, det skulle man også gøre her oppe i Rold Skov, men det lykkedes aldrig rigtigt. Der var ingen, der rigtigt kontrollerede det her ovre. Der var en sag kørende i 1920´erne i Skindbjerglund, som den gang var ejet af Lindenborg, hvor man gør opmærksom på, at skoven ikke er blevet indhegnet. Det ville også have været et kæmpearbejde. Tænk sig, at skulle lave dige hele vejen rundt om Rold Skov. Man gjorde det allerede på Chr. 5. s tid ovre i Dyrehaven i Jægersborg Skov. Chr. 5. havde som ung været nede hos Solkongen i Frankrig og havde lært hvordan man begærdede sig, når man var helt til tops. Han havde været på parforcejagt, hvor man med hunde jagtede dyrene indtil de ikke kunne løbe længere. Så kom den højeste blandt jægerne og gav dem dødsstødet med sin hirschfænger (lang jagtkniv). Chr. 5. ville også have sådan en skov til parforcejagt og inddrog Dyrehaven til dette formål, og lagde lange lige veje ud, så man kunne se dyrene og ride efter dem. En dag, hvor der var faldet et stykke vildt, kom hans majestæt med sin hirschfænger for at give dyret dødsstødet. Men dyret gav ikke ævred op. Det huggede hovedet tilbage og stak geviret ind i Chr. 5. så han fik en blodforgiftning og døde. Trofæet hænger ovre på Rosenborg af det rådyr, som havde stukket ham. Men for at have skoven helt for sig selv, så beordrede han Sjællandske bønder, at de skulle ”Levere enebærris til Dyrehavens indelukkelse”. Dyrehaven er stadig indhegnet med enebærris, men når disse skal fornyes, så får man dem nu oppe fra Norge, slutter Helge.

Lidt ud over det sædvanlige, stopper Helge op ved et område med graner. Jeg vil såmænd bare vise jer dette, for det står for mig som det rigtige Rold Skov, siger han. Det er så flot et stykke nåleskov. Men husk, at grantræer ikke hører til i Danmark og har aldrig gjort det. De kom hertil med den tyske forstmand, von Langen, da vi stort set ikke havde noget skov i Danmark, og von Langen sørgede for at plante Danmark til med tyske træer, Europæisk rødgran. Tidligere var der ikke grantræer i Danmark. Undtagen da man fandt et par kogler og en grangren, da man gravede en brønd ud nede på Øm Kloster. Så der har altså været nogle ganske få eksemplarer, f.eks. i sådan en klosterhave. Den fortsatte tur går stadig mod nord. Har I lagt mærke til, at vi er gået opad længe, spørger Helge. De højeste punkter i Rold Skov er henholdsvis der og der, siger han, og peger på to forhøjninger i terrænet på hver 113 meter. Det højeste punkt i Himmerland er Rold Bavnehøj på 116 meter, der ligger lige syd for landsbyen Rold. Det kan I læse ved at kigge på begge steder. Men det er ikke rigtigt, for det højeste sted i Himmerland er ikke Rold Bavnehøj, men en høj, der ligger længere nordpå bare 200 meter fra Rold Skov, som er 60 centimeter højere. Når vi taler om gravhøje, så er der bare ikke nogen her. Og hvorfor er der ikke det, spørger Helge. Det er fordi, at der aldrig har boet mennesker lige her. Historien er jo, at Rold Skov blev bosat, koloniseret oppe nordfra fra Lindenborg ådal, der dengang var en fjordarm, af stenalderbonden, der søgte mod syd. Vi har jo Rebild Skovhuse, denne tunge af marker, der går ned midt i Rold Skov til Store Økssø, hvor der også er masser af kæmpehøje. Så fortsatte de et stykke længere mod syd, og så sluttede det. Cirka 1½ km syd for Store Økssø ligger den sidste stendysse. Så er der ikke flere, ikke før vi kommer til Arden og Rold. Det vil sige, at stykket fra den sidste stendysse, og altså hele den tur, vi har gået, det har været skov siden Arilds tid og har aldrig været under plov. Det er da en ganske dejlig tanke. Kunne I tænke jer at se allersydligste stendysse, spørger Helge. Men, men, men. Vi kom desværre til at gå forbi stendyssen, som vi internt kalder Skeldyssen, fordi den ligger lige på skellet mellem Lindenborgs og Statsskovens områder. I stedet vælger vi at holde en velfortjent frokostpause da vi når frem til skovvejen, der kaldes Kratvej. Vi har således passeret denne turs nordligste punkt og fortsætter nu mod sydøst frem til vejen, der benævnes ved navnet Kabelvej. Her fortæller Helge historien om da døren ind til skovens største militærdepot stod åben, hvorfor han benyttede lejligheden til at løbe derind og spørge om vej. Qvistorff, De skal bare løbe ligeud, så kommer De hjem, blev der svaret. Den gode Qvistorff blev altså ikke opfattet lige så uskyldig som han lod. Uden for depotet havde der stået nogle trækvogne med kasser på, hvori der lå ”bomber”. Da Helge syntes, at det var forkert, så ringede han til den ansvarlige leder og sagde sådan og sådan, for det kunne jo være, at der kom nogen forbi, der ikke var så flinke som Helge. Næste dag ringede manden dog tilbage til Helge med følgende besked. Qvistorff, det var ikke helt så alvorligt, som jeg troede, fordi det der stod udenfor, det var bare attrapper. Helge har vist ikke helt glemt, at vi kom til at gå forbi stendyssen, for han slutter med at sige. Jeg synes, at jeg har haft besvær med at finde vej denne gang. Men på en måde er det helt befriende. Den gamle statsskovrider Poul Lorenzen skriver et sted. ”Rold Skov er det eneste sted i Danmark, hvor man har privilegiet, at kunne få lov til at gå vild”. Men jeg tror, at vi er på sporet, føjer Helge dog til. (Det ved han nu alt om på dette sted, red.). Efter atter et stykke vej kommer vi forbi Jætternes Baghave. Dette dejlige ord, siger Helge. Det var skovrideren, der syntes, at dette område skulle have et navn og opfordrede derfor skovarbejderne til at komme med forslag. De kom så med forslaget, Jætterne Baghave, der altså er blevet det officielle navn. Helge opfordrer vore deltagere til lige at gå ind for at se på de store træer. De højeste er på vej til 50 m, siger han. Vi går altså nu på Hintz Vej og for enden af den kommer vi frem til Kremses Bøg. Selvom vi for længst er ude af Lindenborgs område, vælger Helge alligevel at fortælle lidt om godsets ejerskab gennem de seneste 250 år, nemlig slægten Schimmelmann, hvoraf den første, skat¬mester Heinrich Carl Schimmelmann, kom til Danmark i 1762, efter at have tjent en betydelig formue hjemme i Tyskland. Da Helge og Käthe åbenbart har noget hemmeligt for, beder Helge eksformanden om at føre holdet videre frem. Det gør vi ved at fortsætte ad ”Den grønne Vej”, der ligesom går bag om Røverstuen. Vi stopper selvfølgelig op her, så de, der ikke har været her før, kan se og høre lidt om røverne og alt deres væsen. Samtidigt gav dette stop Bente lejlighed til omtale næste måneds juletur samt opfordre folk til at deltage i den. Der var nu blot tilbage at fortsætte ned til vejen langs jern¬banen og videre ad denne til Hvass Sø. Vi stopper lige op for at nyde det smukke syn af en hel blank sø, omkranset af træer klædt i efterårets allersmukkeste farver. Men noget venter. Det er 5 år siden at Birgit og Hanne sidst serverede gløgg i den dejlige bålhytte, der ligger lige ved søen. Nu har Käthe overtaget dette traktement, som denne gang bestod af diverse bittere, juice, småkager samt flødeboller. En god og hyggelig afslutning på en dejlig tur. Der var blot tilbage at gå hen til vore biler, hvilket folk så gjorde pø om pø, efterhånden som de selv fik lyst til at slutte turen helt af.