2013 Store Arden Skov

Da Rold Skovs Venner gennem nu snart 26 år har arrangeret sine ordinære ture i kirketiden, kom dette for engangs skyld til at påvirke ledelsen af turen den 13. oktober, idet vores vanlige turleder, hr. Helge, af private årsager måtte afløses af 1. suppleanten, hr. Marthin Nygaard. Turen skulle denne gang for størstepartens vedkommende foregå i Store Arden Skov med start fra p-pladsen ved Mosskov Pavillonen, hvor der, trods et ret så fugtigt vejr, mødte hele 70 personer op. Straks efter velkomsten indledte Marthin turen med at gå lidt op ad ’turistvejen’ hvorfra der fører et skovspor lige op til ”Den nedstyrtede flyvers plads”. Det pudsige er, at der aldrig er styrtet en flyver ned her. Sandheden er nemlig den, at Jens Hvass i forbindelse med en stor samariterøvelse for spejderne fik en gammel maskine transporteret herud i skoven oppe fra Aalborg lufthavn, mod til gengæld at levere noget træ for transporten. Dette blev en meget realistisk samariterøvelse med masser af blod og dramatik. Et effektfuldt indslag, som spejderne fik en stor oplevelse ud af. Efter øvelsens afslutning blev flyvemaskinen stadig liggende her på pladsen i mange år, men efterhånden blev det meste af den stjålet stump for stump, hvorefter resterne til slut blev kørt væk. Sporene efter samariterøvelsen er altså borte for altid. Men minderne lever i navnet Vi befinder os stadigvæk i Statsskoven, men blot 500 m længere væk, vil vi komme til at gå i Lindenborgs skov, siger Marthin. Næste års tema er 2. verdenskrigs spor i Rold Skov og i landskabet, føjer han til. Vi kommer til at gå helt ned til Arden med nogle stop undervejs. Jeg vil lige sige, at jeg skal bruge Bodil, det er min kone. Det er hende, jeg kysser om morgenen. Vi laver et lille sidespring i forhold til de ture, vi ellers har haft, da efteråret jo er svampetid. Det betyder, at hvis I ser nogle svampe, så skal I lige aflevere dem hos Bodil. Vi vil ikke begynde at klassificere dem med det samme. Det gør vi når turen er slut for dem, der er interesserede. Der er en hel del forskellige svampe på vores rute. Vi kan så ved afslutningen af turen lægge dem op og fortælle lidt om hvilke slags, det er. Også hvad man skal holde fingrene fra. Og især tungen. Vi vil nu fortsætte turen sydover, hvor vi vil møde Per Andersen og fruen, idet Per også har et indlæg om noget, han vil fortælle om. På den videre vej stopper Marthin dog op ved et gammelt dige for at fortælle. Omkring 1760 finder man ud af, at der er for lidt træer i Danmark. Man har bare gået ind og taget det træ, man skulle bruge, og så plantede man ikke noget nyt. Man fik så den tyske forstmand, von Langen, herop, og han sagde: I er nødt til at plante nogle træer i rette lige linjer, og gøre en hel række andre ting. Men I er også nødt til at holde kvæget og de svin, som går i skovene på olden for at spise sig fede, udenfor de nyplantede områder. Her er der så et eksempel på, hvad man gjorde. Man har simpelthen lavet diger med hegn hele vejen rundt. Dette går helt ned til banen, som ligger en god kilometer her fra stedet, og så fortsætter det 8-900 meter rundt. Det gjorde man overalt i landet. Lindenborg gods har altid været i front, når man talte om anlæggelse af skove. Vi går jo nu i Lindenborgs godsområde. Skovbrug er stadigvæk en stor del af Lindenborgs indtægtsgrundlag. Lindenborg er i dag en fond erhvervsmæssigt. Det, de tjener flest penge på, er egentlig ikke træ som sådan. Det er pyntegrønt og så er det jagt. I det her område er der masser af friske klovspor fra krondyr. Vi var herude i går og da så vi krondyr – en 14 ender – med en hel flok hinder. Noget af det, man også kan se på, at der er krondyr og rådyr og dådyr, er ved at se på indhegningen. Der er et almindeligt vildthegn, og så sidder der bare én tråd to meter oppe. Et krondyr kan nemt hoppe 2½ meter, men de kan ikke se den øverste tråd, kun det nederste hegn. Så når de springer, så snubler de, og det skal de bare gøre et par gange, så stopper de med det. Så allerede i 1760´erne, da begyndte man at plante skov, som vi kender det i dag, slutter Marthin her. Marthin fører nu holdet videre langs den vej, der passerer lige vest om Filkes Mose. På et tidspunkt kan man se mosen, men ingen Hanne og Per. Men da mosen har en vis udstrækning

står disse blot lidt længere fremme. Det er således blevet tiden for at høre lidt om hvem denne Filke egentlig var: I 2001 udgav Helge sit pragtværk om Rold Skov, indleder eksformanden. Jeg havde fornøjelsen af at være med til at researche til bogen. I den forbindelse tog vi et par gange op på Ørslev Kloster og boede en uge af gangen, for hver dag at køre ned på Lands¬arkivet i Viborg. Er der noget Helge ikke kan stå for, så er det hvis jeg er efter ham og driller ham, så er han tilpas. Jeg sagde derfor til Helge: Du kan da ikke skrive en bog om Rold Skov uden at vi fortæller hvem Filke var. Den kunne Helge jo så ikke stå for, så engang vi kom her til, så fortalte han, at han da godt vidste hvem Filke var.
”Filke var i virkeligheden nordmand, og han hed slet ikke Filke, men Fylke, hvilket kom sig af at han kom oppe fra Norge, hvor det, som svarer til vores herreder kaldes fylker. Det var netop på denne måde han havde fået sit navn. Han hed Ludvig, Christian, Frederik, Theodor Fylke. Han var født i 1748 og døde i 1843. Men da man åbenbart ikke kunne sige Fylke på dansk, dette var jo mere norskklingende, blev det derfor til Filke. Fylke var en ret usædvanlig mand, der var gift hele fem gange, og som overlevede samtlige koner. Han blev meget gammel, 95 år, og det pudsige er, at den femte kone døde dagen før ham selv. Han var oprindeligt sømand, kom ud at sejle og blev i øvrigt optaget af pirater ude på østen, hvor han var i ni år til han endelig slap fri. Han kæmpede mod adskillige svenske konger og vistnok også mod andre fjender. Da han kom her til skoven var han først kusk, men han gjorde sit arbejde så godt, at han efterhånden nærmest fik status som overskovfoged. Dette er noget, som man alt sammen kan læse om nede på Landsarkivet i Viborg. Der var det pudsige ved Theodor Fylke, at han kunne håndspålægge. Og på det tidspunkt havde man her på Lindenborg en lensgreve og lensgrevinde, der havde en syg datter på 12 år. Da man hørte at Fylke kunne helbrede, prøvede man at kalde på ham, og han kom faktisk og håndspålagde pigen oppe på selve slottet. Pigen blev helbredt, og som belønning blev Fylke optaget her på Lindenborg, hvor han egentlig ikke skulle lave så meget, blot gå og hygge sig. Han døde i 1843, hvorefter han fik denne mose opkaldt efter sig, hvilken dog af en eller anden årsag kom til at hedde Filkes Mose”.
Det var altså historien om hvem Filke var. Man kan jo nede på
Landsarkivet i Viborg, hvor størstedelen af Lindenborgs
godsarkiv befinder sig, læse om hvem der har været
skovridere, skovfogeder og skovløbere gennem årene. Så nu
ved I altså hvem Filke, eller Fylke, var. Han kom altså oppe
fra Norges land. Nu går vi lidt længere ned ad vejen, historien er nemlig ikke helt slut, men det vil jeg gerne fortælle om næste gang.
Efter en kort vandring stopper vi så igen, så vi kan gøre historien færdig. Jeg vil gerne have lov til at læse slutningen op, selvom det kan være lidt trælst at høre på, siger eksformanden. Sandheden er, at vi aldrig fandt ud af hvem Filke var. Vi gjorde nogle forsøg, men når Helge bliver drillet, så er det noget, han ikke kan stå for. Helge er jo ikke forfatter for ingen ting, så den historie, som jeg lige har genfortalt, den stampede han lige op af jorden. Det skal retfærdigvis siges, at normalt prøver vi så godt som muligt at fortælle sandheden om Rold Skov. Nu læser jeg så op, hvad Helge sagde, da turen den gang var slut: “Men det skægge er. – Jeg aner ikke hvem Filke er. Jeg har aldrig hørt om manden. Den eneste, der kender noget til ham, er formanden. Men jeg var jo nødt til at konstruere et og andet, og jeg er ærlig nok til at sige det. At det var èn stor løgnehistorie”. Eksformanden slutter med nogle betragtninger om at det stadig kunne være spændende at bore i navnet. Der er jo en grund til at området hedder Filkes Mose. Altså må der også have levet en person af samme navn. Nu er området jo sprunget i skov, men det må være meget længe siden, at der her var en mose. Ikke engang på Kort & Matrikelstyrelsens 4 cm kort er lokaliteten angivet mere. Det hele slutter med en munter diskussion om hvad, der kan være op og ned eller forkert og sandt. Nu må vi så videre, men dog varer det ikke længe, før vi kommer frem til et meget stort og flot kastanjetræ. Her siger Marthin: Vi snakkede om, at Lindenborgs store indtægter er jagt, og især på krondyr. Vi står ved en meget flot kastanje, en hestekastanje, kalder vi den. Hvis man lægger mærke til det, så er der ligesom gravet huller rundt omkring den, og vi finder faktisk ikke ret mange kastanjer i forhold til, hvad man gør ved et træ i byen. Det er fordi kastanjer er for kronhjorte det samme, som karameller er for os andre. De går derfor her og sparker rundt for at finde dem. Der er en meget proteinrig indermasse i kastanjen samt energi til krondyrene. Så hvis man bor i et område hvor man ved, at der er krondyr, men aldrig ser dem, så skal man bare samle en hel masse kastanjer og smide dem rundt om huset, så kommer de. Det er en af grundene til, at man lader sådan et pyntetræ/havetræ stå i skovene. I naturstyrel¬sens skove planter man kastanjer langs stier og veje. På samme måde, som man planter alle de forskellige gamle frugtsorter, æbler, blommer og kirsebær. Det gør man af to årsager. Man gør det for at give dyrene en større fødevariation, især vil man gerne holde på krondyrene, men man gør det også for at vi som skovgæster kan samle noget godt at spise, når vi er ude at gå tur i skoven. Hestekastanjen kan godt spises, men den smager ikke godt. I Buderupholms skovdel er der omkring Bjergeskov plantet to store parceller med spiselige kastanjer, som man kan gå ud og samle og tage med hjem, og så varme med godt med smør og salt til. De smager rigtig godt. Jeg skal lige sige, at den spiselige kastanje slet ikke er en kastanje, men er en fætter til bøgen. Frugten ligner jo også fuldstæn¬digt bog, men er bare større. Den fortsatte tur går atter et kort stykke vej mod syd hvorpå vi følger den skovvej, der løber mod øst lige på nordsiden af Hummelbækken. Snart efter hører vi lyden af en hydraulisk lift, hvorfra en mand er i færd med at klippe pyntegrønt. Marthin har haft en god snak med ham dagen før, så han ved godt vi kommer, hvorfor vi hopper over en næsten tørlagt Hummelbæk og stopper lige nedenfor hvor manden arbejder. Her fortæller Marthin om at klippe pyntegrønt af nobilistræerne til det tyske marked. Man har været oppe på at klippe 600 tons bare her i skoven. I dag er man nede på det halve. Man klipper fra midten af september og frem til uge 42. Derefter kan der ikke sælges pyntegrønt i Sydtyskland, fordi man har en regel om, at på alle kirkegårde skal gravene være dækket i uge 42. Man kan få tidlig vinter på de kanter. Manden oppe i kurven klipper alene, fortsætter Marthin, og så kommer der nogle senere på dagen og bundter. Det er en meget stor indtægtskilde. Juletræer er et marked, der er vigende. Man er i Tyskland begyndt at bruge plasticjuletræer på samme måde som i Amerika. Rusland aftager heller ikke så mange mere. Danmark er det land, der har den største produktion af juletræer og pyntegrønt overhovedet. Og i en fantastisk kvalitet. Desværre er der kommet en svampesygdom, som får træerne til at visne hen. De får brune spidser, og så har de ingen værdi. Det er lidt på samme måde, som jeg fortalte om på turen ude ved Svanholm i forbin¬delse med asketoptørrer. Det varme klima gør, at de bliver angrebet af en svampesygdom, så de også tørrer ud og bliver brune og kedelige. Her i skoven klipper man meget lempeligt. Hvis man går ind i statsskoven, så er det stadig¬væk skovløberne, der klipper grenene ned med lange stager, mens man her gør det fra en lift. Meget af høsten af pyntegrønt i Danmark foregår også ved, at grossisterne fra de forskellige lande sender folk herop og høster. Det er sådan, at priserne er meget pressede, så det er folk fra østlandene, de sender herop og klipper til en lavere løn. Når man går her i skoven, kan man tydeligt se, at det er en blanding af produktion og jagt. Vi har set nogle parceller, hvor der har været dyrket juletræer, og her er der altså et område, hvor man producerer pyntegrønt. Men der står også nogle kæmpestore bøge med en lav vækst under, hvilket er ideelt for at krondyrene kan gå og gemme sig. Ellers ville vores færdsel i skoven trænge dem væk, så de først kunne fouragere om aftenen og om natten. Det er sket de fleste steder i vore skove i Danmark. Ellers er både kronvildt, rådyr og dådyr et dagsaktivt dyr og til åbent landskab normalt. Det er nu blevet tiden til at holde frokostpause henne ved en anden lille mose, som kaldes Tørvemosen, hvilket antyder, at man her engang har kunnet grave tørv. Her ligger der tillige nogle træstammer, som er velegnede til at sidde på. På den videre tur nordover opfordrer Marthin til at tage det roligt og nyde det smukke skov¬billede, nyde at det ikke regner og nyde dagen og skoven i det hele taget. Vi har talt om, at det hele falmer og der kommer farver, fortsætter han. Det er sukkerstofferne, der trækker ind gennem grenene og helt ned i roden. Derfor starter det med hvor der er allermest sukker, og det er så i grønkornene i bladene. Eg og bøg er i familie med hinanden, fætter og kusine, og der er i alt 12-1400 forskellige varianter. Avnbøg er ikke en bøg, den ligner bare. Hertil siger et medlem, at den er med i birkefamilien. (Gyldendals åbne encyklopædi skriver således: ”Avnbøg, Carpinus, slægt af løvfældende skovtræer i hasselfamilien, som ifølge den nyeste forskning regnes for at være en del af birkefamilien”, red.). Der udspinder sig også en stor diskussion, om et af egetræerne her, er en stilkeg eller af en anden art. (Den art, der kaldes vintereg, er i hvert fald også ret almindelig i vore skove. Stilk¬egen er karakteriseret ved, at dens agern sidder på lange stilke. De to arter kan let krydses, så det kan være svært at fastslå, til hvilken art et givent træ tilhører, red.). Endelig nævnes også den nordamerikanske rødeg, før den lange debat ebber ud. Turen nærmer sig snart efter sin afslutning, hvilket giver Marthin anledning til at sige: Vi er nu lige udenfor Lindenborgs skovdistrikt og står nu i naturstyrelsens. Man kan altid se forskel på hvor man egentlig er, fordi i statsskovene, der bruger man ’Fredensborgrød’ maling til markering og grønne skilte. Ved indgangen til de private skove har man de små grønne, buede skilte, hvorpå reglerne står. I store træk er det sådan, at man kun må være der fra solopgang til solnedgang, eller fra kl. 7 morgen til kl. 8 aften om sommeren. Så er der det, at man kun må gå på anlagte veje og stier. Hvis man skal udenfor disse, må man kun træde ét skridt ind. Man må heller ikke tage noget som helst med sig ud.
I statsskovene må man have lov til at gå overalt på alle tidspunkter af døgnet. Hvis der er boliger, skal man dog holde sig 50 meter væk. Det samme gælder også for driftsbygninger. Så er det sådan, at man må have lov til at sanke brænde uden sankekort, forstået på den måde, at man må tage ét stykke i den ene hånd og ét stykke i den anden hånd. Man må ikke holde det i sin favn, kun ét stykke i hver hånd. Man kan jo så til gengæld komme 1.000 gange. Men de svampe, nødder og frugter, der er i statsskovene, dem må man tage til eget
forbrug, hvilket vil sige nogle få kilo. Jeg har dog set, at i Langdal Plantage oppe ved Tranum er der noget meget flot mos, som man kan købe i forretningerne her til jul. Der har statsskoven en produktion af det. En af skovfolkene, som jeg talte med en dag, fortalte, at en dag han kom forbi, så var der en dame, der var i gang med at samle den ene kasse mos efter den anden og stable dem ind i sin bil. Han talte selvfølgelig med hende og hun forklarede ham, at det simpelthen var så godt et område med så flot noget mos. Han tog så lige bilens nummer, hvorefter hun fik besøg af statsskovens samler. Det gav hende en påtale samt en regning på 1.000 kr. for mos. Det har været en god tur og dejligt, at jeg også kunne få noget viden slutter Marthin sit sidste indlæg. Der var nu også kun en ganske kort vej ned til bilerne, og som lovet på turen, samler Bodil her et stort hold svampeinteresserede medlemmer henne i et roligt hjørne af p-pladsen længst mod nord. Også et fint tiltag og en fin service, at Rold Skovs Venner nu kan undervise folk i hvad der er godt og skidt udi svampeplukningens mysterier. Skribenten tror på, at alle eleverne stadig har helbredet i behold, så de også kan møde op på næste tur i november.