2013 Skørpingholme

Efter en formidabel god og lang sommer kunne Rold Skovs Venner atter mødes ved Gammel Skørping kirke den 15. september. Turen skulle denne gang gå til Egholm Voldsted og derfra videre gennem de små skove på Skørpingholme, men lige nøjagtigt på denne dag havde vejret besluttet sig til at vise sig fra den mindre pæne, hvilket vil sige våde side. Alligevel mødte der hele 68 voksne og 3 børn op. Det skulle endda vise sig, at børnene var 3. generations Rold Skov Venner. Flot. Som følge af flere bestyrelsesmedlemmers forfald fik eksformanden lov til at byde velkommen, hvorpå han straks overgav ordet til Helge. Denne indledte med at sige. Vi har gennem 25 år haft et særdeles godt forhold til ”Den store mester”. Men det er ligesom, at han indenfor det sidste år har mistet interessen for os. Jeg kan fortælle, at jeg for et par år siden var ude at holde foredrag i Aalborg. Efter foredraget kom der en dame hen til mig og sagde. Jeg tror ikke, at du kan huske mig. (Det kunne jeg heller ikke). Men hun fortalte, at hun havde været ude at gå tur med mig for 20 år siden. Der er én ting, jeg husker, sagde hun, for det regnede og regnede. Og da vi begyndte at gå, sagde du, I skal være glade for at det regner, fordi man kan ikke lugte skoven som på en dag, hvor det regner. Det har jeg aldrig glemt. Turens første stop sker henne ved den centrale grønning lige midt i Gammel Skørping. Det er en meget gammel by og blandt alle disse gamle byer er den en af de ældste, siger Helge. Gammel Skørping har beholdt sit gamle præg. Den er ikke udflyttet. Markerne går direkte ud fra byen her. Hvis man kunne se det fra luften, ville man se det ligesom egerne på et hjul. I har set kirken og derovre ligger forsamlingshuset, det gør man meget ud af her i byen, fortsætter Helge og peger de forskellige huse ud. Der ligger den gamle skole og der ligger den gamle præstegård. Den ejes af læge Svend Ege, som er primus motor her i byen for alle de festligheder, man har med majstang her på bjerget. Hvis jeg husker ret, hed det i forne tider Storkebjerget. Men pointen ved det var, at det var et stort hul i jorden. Ja, faktisk et temmelig dybt hul. Så med himmerlandsk ironi kaldte de det for Storkebjerget. Der ovre ved det nye hus boede smed Jerrik. Han var en institution her i byen. Jeg har en le derhjemme, hvor der står Jerrik på. Se, ovre i præstegården, der boede engang provst Winther. Han var en stor mand, især hans
fødder var utroligt store. Han gik i en frakke, der var for lang. Han var en meget lærd mand. Han gentog altid, hvad han sagde. Man sagde om ham, at han med sine to søndagsgudstjenester var i stand til at afkristne et helt sogn, hvortil der var én, der sagde. Nej, han behøver kun den ene. Der var også dem, der sagde, at når han gik op ad kirkegulvet til gudstjenesten, så var han med sine lange ben i stand til at springe over ti husmænd for at komme hen og hilse på en gårdejer. Man byggede så en kirke inde i det nye Skørping, som jo stjal navnet fra denne by. Skørping hed oprindeligt Sverriggaard. Man lagde jo en jernbanestation på en næsten åben mark, hvor der kun var en gård og to små huse. Gården hed Sverriggaard, så derfor kom stationen også til at hedde Sverriggaard. Det gik forbavsende hurtigt med at der opstod en by, og så stjal man navnet her fra Skørping, og så måtte Skørping tage navneforandring til Skørping Kirkeby. Der var jo ikke nogen kirke i det nye Skørping. Men så i 1914 kom der en kirke. Et af de få steder, hvor kroen kom før kirken. På et senere tidspunkt skiftede man navn igen, således at byen her kom til at hedde Gammel Skørping, hvilket sådan set er et udmærket navn. Da man byggede en ny bolig til provsten inde i Skørping flyttede provst Winther så her fra stedet, og præstegården blev købt af maler Mouritz Nørgaard. Mouritz Nørgaard var måske ikke det mest kristne menneske, man kunne opdrive. Efter at provsten var flyttet herfra, møder han en måneds tid senere maler Nørgaard på gaden i Skørping og stopper ham. Goddag maler Nørgaard, goddag maler Nørgaard. (Provsten gentog jo alt, hvad han sagde. Læs også sådan i det efterfølgende). Nu skal De bare høre. De har jo købt min gamle præstegård, og De skal vide, at oppe på gavlen på første sal, der sidder der et blyindfattet vindue, og De skal vide, at det er meget kostbart. Det kommer tilbage til 1500 tallet. Vil De ikke godt være venlig og pille det ned og bringe det ind i min nye præstegård, for her skal det sidde. Hertil svarede Mouritz Nørgaard, ved De hvad, jeg aner ikke noget om det, jeg har overhovedet ikke lagt mærke til at der sidder et vindue der. Men jeg kan fan.… lyn… love for, at det også bliver siddende. Provst Winther mødte engang maler Nørgaard ovre i forsamlingshuset da dette var en gammel brugsforening. Han havde ikke talt til ham i et par år, men så syntes han åbenbart, at det ikke var rigtigt af en kirkens mand, ikke at tale til sine undersåtter, og så sagde han. Goddag maler Nørgaard. Synes De ikke, at det er forfærdeligt, det der sker nede i Spanien med den spanske borgerkrig? Næh, sagde Mouritz Nørgaard, det synes jeg egentlig ikke, for de myrder alle præsterne, og det synes jeg egentlig er udmærket. Museumsdirektør Peter Riismøller har også boet her i præstegården, slutter Helge. Riismøller var direktør inde på Aalborg Historiske Museum og har skrevet den vidunderlige bog om forholdene her i Østhimmerland, der hedder Sultegrænsen. Jeg kan varmt anbefale den. Han var jo også den, der sagde, at Rebild sammen med Nørre Tranders er de to ældste byer i Nord¬jylland. Jeg ved ikke om det passer. Der forestår nu en lang vandring ad Skørpingholmevej frem til T-krydset ved Holmegaards¬vej, hvorfra der er en meget fin udsigt ud over Lindenborg ådal. I skal forestille jer, at der slet ikke er nogen dal her, men at det fortsætter lige ud, siger Helge. Og det gør det jo stort set når vi kommer 10 km ind i Himmerland ude fra Kattegat. Så har vi det Himmerlandske højland, som strækker sig hele vejen over til Hjarbæk Fjord. Alt hvad der er af den slags dale stammer fra slutningen af istiden for cirka 11.000 år siden. Så kom folk sejlende hertil ad den fjordarm, som det i virkeligheden var. De begyndte så at bosætte sig i Rebild ifølge Peter Riismøller. Hvis man kigger på et kort, kan man nogenlunde se, hvordan det udviklede sig ud fra Rebild, både mod nord og syd. Det her har allerede været marker i stenalderen. Vi er lige gået forbi en kæmpehøj, og dem er der mange af her. Skørping sogn er det sogn i Danmark, der har næstflest kæmpehøje. Det er hovedsageligt fordi der har været meget skov, således at kæmpehøjene har fået lov at ligge. Isen sørgede så for, at der kom en ådal her på slutningen af istiden. Vandet løb da den modsatte vej. I dag løber det jo mod nord, men den gang løb det syd på, og løb ned i Midtjylland og blandede sig med Gudenåens vand. Da vandet så begyndte at løbe den ”rigtige” vej, set med vore øjne, og man var kommet højtop i tiden til middelalderen, begyndte man at bygge møller. Lindenborg Å starter nede syd for Nysom og så løber den 40 km op mod Limfjorden til den del, der hedder Langerak. Den har jo et mærkeligt udspring, fordi den starter på toppen af en bakke. Det er i en kilde, og noget afvandet løber mod syd og bliver til Simested Å, og noget løber mod nord og bliver tilLindenborg Å. De to åer har nøjagtigt det samme lille vandhul som start. Når det kommer her op, så ville det for nogle hundrede år siden have passeret et stort antal vandmøller. Mere end 10, måske nærmere 15. Den første, det kommer til, var Nørvads Mølle, som var der helt til 1916. Den næste, som vi ofte har besøgt, er Rold Mølle. Der står den dag i dag en mindesten dernede. Så kommer vi ind i Rold Skov, hvor åen løber i en kløft, der er 70 m dyb. Der er kun én dal i Danmark, der er dybere og det er Grejsdalen. Turen fortsætter nu helt ned i bunden af Skørpingholmevej hvor Helge atter stopper op for at fortælle. Vi gik lige forbi et lille mørkt hus. Der bor kusinen til eneboeren Peter Ørnebjerg, der havde Ørnebjerghuset i Rebild Bakker. Det ældste hus på egnen. 400 år gammelt. Hans bror, Jens, boede hos sin søster og svoger, (familien Gudum), i et hus, som vi kommer forbi senere. Peter og Jens Ørnebjerg fik jeg megen kontakt med. Det er de to mennesker, der vidste allermest om skoven og egnen her. Især Peter Ørnebjerg. Jens var lillebroderen. Når de sad i den dejlige stue i Ørnebjerghuset, som var ligesom at komme ind i 1700 tallet. Fuldstæn-digt bevaret. Så var det Jens, der sad for enden af langbordet, fordi man regnede med, at han var den mest begavede. Jeg har haft megen glæde af de to mennesker, og engang jeg gik med Jens herude, så fortalte han mig om vandmøller. Det er derfor, jeg har besluttet mig til at fortælle om vandmøller i dag. For I står faktisk og kigger på stedet for en vandmølle. Hvis Jens ikke havde sagt det, så tror jeg ikke, at der var nogen, der ville vide, at sådan forholdt det sig. Men det I ser her, det er i virkeligheden resterne af en møllesø, så der har altså ligget en vandmølle her. Vi kommer snart ned til Egholm Slot. Om ordet slot er det rigtige, ved jeg ikke, for der er ikke ret meget at se. Men det blev indtaget af dronning Margrethe 1. Det kunne såmænd godt have været nr. 2. Lige nu står vores statsminister og tripper for at vi kan få lov at komme i krig. Hvorfor hun gør det, kan jeg ikke finde ud af, men det gør hun, så Margrethe 2. kunne såmænd også godt komme i krig, men der er dog ingen grund til at indtage Egholm mere. Det var Margrethes opfattelse, at efter at hendes far havde samlet riget, så ville hun af med alle de småhøvdinge, der fandtes overalt. Her på egnen gik det ud over ham, der var på Egholm Slot og det gik ud over ham, der var på Hvarre Slot og Korup Slot og Stubberup Slot. Egholm var efter sigende en røverborg, og når det var kirketid om søndagen, så drog nogle af røverne med høvdingen over i Buderup kirke for at se, hvem af de velhavende gårdmænd, der var i kirke. De skyndte sig så ud til de øvrige. Det er den og den gård, vi skal have i dag. Det syntes Margrethe ikke var rigtigt, så hun indtog borgen her ved at omsko sine heste. Så mens de var på røvertogt, red hendes folk ind i borgen, og da røverne kom tilbage, kunne de kun se, at der var nogen, der havde redet ud, men ikke ind fordi hestene var omskoede. På den måde kunne hendes folk overfalde dem og indtage Egholm Slot. Men hun var god ved Skørping kirke. Hun skænkede meget til kirken, men påbød dem også hver fredag at holde en messe for hende og det har man gjort langt op i tiden. Ikke hver fredag men i hvert fald én gang om året. Om man stadig gør det nu, ved jeg ikke, men for en snes år siden, da blev der i hvert fald én dag holdt gudstjeneste og bedt for Margrethe. Nede i engen går der en lille stump vej mod sydvest, og for enden af den kan man se åen og altså også stedet hvor den omtalte vandmølle må have ligget. Vi må dog samme vej tilbage, så vi kan fortsætte op til Egholm Slot. Undervejs stopper Helge dog op ved en stor sten og siger. Det siges, at Margrethe 1. skal have siddet på denne sten mens hendes folk var inde i borgen for at bekæmpe røverhøvdingen og hans kumpaner. Men det er sikkert nok en skrøne, føjer han dog til. Henne ved Egholm Slot går vi lige op på borgbanken, men da Helge jo har fortalt historien om det, siger han blot. Her har vi så Egholm Slot, og det er jo imponerende. For en snes år siden fandt man et andet slot her. Det kaldte man for Sumpborgen, idet den lå længere nede ved åen. Denne var en forgænger her til Egholm, slutter han.

Vi fortsætter vores tur mod nord, og kommer hermed ind i skoven. Det her, det er sådan en dejlig lille skov her på Skørpingholme, siger Helge. For mig ligner den meget Skindbjerglund, for her er den jo også præget af egetræer. Det er ellers ikke noget, man ser i Rold Skov undtagen dem, der er plantede, men her vokser de naturligt, og det er da et flot stykke oprindeligt dansk natur. Turen i dag er ikke lang, fortsætter han, så der kommer et spørgsmål med hensyn til frokost. Kan eksformanden hjælpe mig med hvornår det skal være? Det er en befaling. Så befaler jeg, siger eksformanden, at når vi passerer savværket lidt længere fremme, så standser vi der og beder folket finde deres madpakker frem for at nyde indholdet af disse. Javel, siger Helge bare, hvorpå vi atter fortsætter vores tur. Helge stopper dog snart ved en gruppe egetræer, om hvilke han siger. De er mange penge værd. Oprindeligt var det en skovfoged under Buderupholm Statsskovdistrikt, Peter Andersen, der ejede skoven her, fortsætter han. Senere var det hans søn, Adolf, som overtog den. I dag bor datteren, Oda, der er omkring 90 år, i det kønne, gamle stråtækte hus, som vi kommer forbi om lidt. Vi skal tilbage til slutningen af 20erne, da man oprettede det savværk, som vi kommer forbi om lidt. En deltager, Hans Erik, som har boet i møllegården ovre ved søen, hvor vi var nede at se stedet, hvor den engang har været, fortæller, at tilbage i 70erne brugte man stadig savværket, som stadig står næsten intakt. Skoven ejes i dag af Jens Stevn. Han har en betydelig skov ovre ved Terndrup på det sted der kaldes Ejstrup. Han har også skove andre steder, bl.a. en helt ude i Kaukasus i Georgien. (Rold Skovs Venner besøgte Jens Stevn på Bredal skovplanteskole ved Siem den 15. oktober 2006, red.). Så er vi kommet længere ind i skoven, siger Käthe, som er denne turs mikrofonholder. Jeg lovede at fortælle jer en opbyggelig historie om Peter Ørnebjerg og Ørnebjerghuset, fortsætter Helge. Det var som sagt det ældste hus på egnen, og selve stuen med slagbænken og Ørnebjergbordet og tøsebænken, det var fuldstændigt, som det oprindeligt havde set ud. Det var et helt museum. Da Peter Ørnebjerg døde, så kom broderen Jens ud til mig og sagde. Helge, vil du ikke godt gå op og lave en tegning af Ørnebjergstuen, så vi kan se, hvordan den så ud. Jeg lavede så en akvarel af det, og det er jeg glad for. Til glæde for nye deltagere fortæller Helge nu historien om hvordan han satte sin dykkerhjelm til salg gennem en internetauktion. Hvordan den blev budt op i mange penge, og efterfølgende hvordan han gennem samme auktionsfirma pludselig så et maleri af Ørnebjergstuen, som var malet af Mouritz Nørgaard. Helge ringede straks ind og sagde. Det maleri skal jeg ha` og jeg er ligeglad med, hvad det koster. Og så fik jeg det endda for 700 kr., siger en stolt Helge. Så nu har jeg både en akvarel og et maleri af Mouritz Nørgaard af Ørnebjergstuen. Som en sidste bemærkning for denne gang siger Helge, at han en dag vil tage hen og besøge Oda i nr. 6. Så får jeg måske nogle historier om Peter og Jens, som jeg kan skrive ned.
Der er nu ikke langt hen til savværket, og da vejret var ret
så fugtigt, var det rigtig hyggeligt at gå ind i det store
brændeskur og nyde vores frokost. Efter en velfortjent
pause går turen herefter ud af skoven og videre forbi
Holmegården.
Her stopper Helge op for at fortælle en sidste gang ude i
terrænet. Det regner. Han vil egentlig gøre omtalen af
vandmøllerne langs Lindenborg Å færdig, men først vender
han dog lige tilbage til Peter Ørnebjerg. Da eneboeren Peter
Ørnebjerg døde, da sagde man, at der i Peters papirer stod, at jeg skulle arve Ørnebjergbordet, slagbænken og tøsebænken. Jeg har afleveret slagbænken og tøsebænken til Spillemandsmuseet, men jeg har beholdt Ørnebjergbordet indtil videre. Jeg har sådan en dejlig stue, hvor jeg sidder og skriver, højt til loftet og mange reoler, og der står Ørnebjergbordet. Når jeg skriver på en bog, står alle de bøger, jeg skal bruge for at researche, på Peters bord. Så jeg har nær tilknytning til familien.

Og så er der det med vandmøller. Nede i Lindenborg ådal, der lå Stubberupgaard. Og så er der Røde Mølle, som næsten eksisterer i dag. Går man hen mod Rold Storkro, var der Thingbæk Mølle ovre ved Thingbæk Kalkminer. Der var Skillingbro Mølle lige neden for Rold Storkro, og der var Kogers Mølle henne ved Kousbækken. Måske har der også ligget en mølle ved Ravnkilde og helt ude nordpå i skoven, der lå Teglgaards Mølle. Mølledammen er der endnu. Så kommer Buderupholm Mølle, som sådan set er der stadigvæk. Når I kører forbi i svinget nede ved kirken, kan I se, at den ligger ovre ved skoven til højre. Og så kom endelig Egholm Mølle her. Så det var mange møller. Nu siger jeg ikke mere før end vi kommer op til kirken, slutter Helge. Vel oppe i kirken indleder Helge med at fortælle træk af kirkens historie. Den er bygget i 1100 tallet med bare kor og skib og er dermed fra romansk tid. I dronning Margrethe 1.s tid blev der bygget tårn og et kapel, som nu danner sideskib til kirken. Under sideskibets østmur er der et væld, som giver vand til Hellig Kors Kilde ude på kirkegården, hvorfor muren altid er grøn, uanset hvor mange gange man har kalket den over. Dronning Margrethe gav også i 1392 Skørping kirke et Hellig Kors alter, hvor der hver fredag skulle holdes en messe, fordi det var den dag, da Jesus blev korsfæstet. På samme tid blev skibets nordvæg smykket med kalkmalerier af frelserens lidelsesgang i to buerækker. Endelig nævner Helge, at ligesom i så mange andre af vore gamle kirker, bliver våbenhuset benyttet som indgang. Ude på kirkegårdens østside ses Hellig Kors Kilde. Det var her folk kom rejsende til Sankt Hans nat for at blive overøst med kildens hellige vand. Men efterhånden udviklede det sig til gøgl, cirkus og drukkenskab, hvorfor herredsfogeden i 1892 forbød kildemarkedet og kilden blev kastet til. I 1924 blev kilden dog genåbnet ved samarbejde mellem menighedsrådet og Historisk Samfund for Aalborg amt. Den gamle stensætning var bevaret, men blev da forhøjet og en sten med indskriften ”Hellig Kors Kilde” blev sat ind. Der var en fagligt uddannet mand, der i slutningen af 1800 tallet var oppe at se på, om der var noget om snakken med kildens helbredende egenskaber. Han kunne godt se, at der i våbenhu¬set hang krykker og andre efterladenskaber fra de mennesker, der var blevet heldbredt. Han sagde dog på meget humoristisk vis: Jeg kan ikke dokumentere, om vandet er helbredende eller ej, men almuen bliver da i det mindste vasket denne ene gang om året. Jeg var engang oppe i Skørping og tale med en gammel dame, som fortalte mig om hvem, der boede i hvert eneste hus på Skørping hovedgade, fortsætter Helge. Mens jeg talte med hende, så jeg lige pludselig, at der inde i soveværelset hang et underligt billede på væggen. Jeg spurgte om jeg godt lige måtte gå derind for at se det, og spurgte selvfølgelig om hvad det var. Jamen det er da ”kjålen” (kilden), svarede hun. Og det var Hellig Kors Kilde som den oprindelig så ud. Jeg har gengivet det i en af mine bøger. Det var bare en træramme forsynet med en vippearm, således at man kunne hive spanden op og ned med denne. Men alt i alt, så synes jeg, at den ændring af farverne, man har foretaget i vore dage, er lykkedes særdeles godt i kirken her, som jo hedder Skørping Kirke og ikke Gammel Skørping Kirke i modsætning til Skørping Nykirke, slutter Helge sine fortællinger for i dag. Det er dog ikke helt slut, for ØP spørger Helge. Ved du hvad de to kors ovre på væggen der betyder? Nej, svarer Helge. Det er indvielseskors. Hver gang man har restaureret en kirke, så lavede man sådan et kors. Så det er indvielseskors fra før reformationen i 1536. Dette var så dagens sidste ord. Turen havde ikke været en af de længste pga. vejret, men til gengæld havde den budt på meget spændende viden og mange spændende historier. Og det var jo ikke så ringe endda.