2013 Tofte Skov

Efter en pause på ikke mindre end 23 år skulle Rold Skovs Venner den 2. juni igen få oplevelsen af et besøg i Tofte Skov. I 1990 var det under Lindenborgs ejerskab og til fods med revierjæger Peter Knudsen som turleder. Nu ejes stedet af Aage V. Jensens Naturfond og et besøg formidles gennem Vildmosemuseet, ligesom arrangementet forløber som en bustur med indlagte små traveture, alt sammen ledet af faste guider. Mødestedet var af praktiske grunde sat ved Vildmosemuseet, og som ved tidligere lejligheder, var det også denne gang ved Marthins hjælp, at transporten blev klaret i form af to lejede busser. Der havde tilmeldt sig 84 deltagere til turen og da alle var mødt, kørte vi straks ad landevejen ned til Kragelundsporten, hvor vi skulle mødes med dagens guide, Ole Jensen. Turen var ligesom delt op i to dele, og i første omgang går den fra Kragelundsporten mod syd og videre mod vest over Sellegård Bæk til første stop. Undervejs nævner Ole Jensen nogle faktuelle oplysninger om Tofte Skov. At hele området består af gammel havbund, det såkaldte litorinahav, hvilket endnu kan ses i form af gamle klitter. Af egentlige højdepunkter langs østkysten nævner Ole Jensen Mulbjergene, Tofte Bakke og Als Bakke. Der findes 400 stykker kronvildt af den originale slægt samt 175 vildsvin, så alt hvad der foregår her på stedet sker på dyrenes betingelser. Endelig siger han, at alle sitkagraner skal fjernes til fordel for træer, som naturligt hører hjemme i Danmark. Kort efter traveturens start ser vi en vildso og lidt efter en flok grise. Kunne den finde på at angribe os, spørger nogen. Nej, soen angriber kun, hvis vi kommer imellem hende og hendes afkom, siger Ole Jensen. Men det gør vi ikke, for hun holder dem så tæt på sig, at det faktisk ikke kan lade sig gøre. Det gør soen derhenne også, så disse, som er født for en uge siden, vil altså over til hende på den ene eller anden måde. Når vi kommer halvvejs ud til et stort hegn, så skal vi til noget, der er frygteligt svært, især for mændene. Så skal vi tie stille, siger Ole Jensen. Det kan godt være svært, for så har man jo en masse ting, man vil spørge ud om på sådan en tur. Vi skal ned i et lavere stemmeleje, for lidt længere fremme er der en stor åben slette, og der kan vi være heldige, at der går meget vildt. Det er ikke altid, der går noget derude, men jeg skal nok give et praj. På vejen passerer vi et stort område med nogle særdeles flotte ”Sparekasseege”. Iblandt dem er der også nogle døde træer, men de får lov til at blive stående af hensyn til insekterne. Det, som vore insekter virkelig kan li`, det er sådan et træ her, siger Ole Jensen. Hvis man kunne tage det op og ryste det, så ville der komme ca. 150 arter af insekter ud af det. Vi har i Høstemark- og Tofte Skov noget der ligner mellem 5 og 6.000 insektarter. Der er forskere, der kommer langt væk fra, det er København, og lidt længere væk, det er udlandet. De bor herude og den forpligtelse, de så har, er, at den rapport over deres studier som de måtte lave, den skal afleveres i kopi til Aage V. Jensens fonde. Jeg var sidste weekend oppe at gå en tur i Thy, fortsætter Ole Jensen. Men så flotte træer har de ikke i Thy. Når man ser store egetræer i Thy, så har de slet ikke nogen vækst ud til vest. Men de kan have grene, der er 19 m lange ud til øst. Det er fantastisk at se, hvordan træets rødder kan styre, så det kan holde hele vægten på den ene side. Det er simpelthen imponeren¬de at se, hvordan træerne der oppe pga. blæsten kunne have al væksten østover. På vores videre vej stopper vi ved en mindre myretue. Det, som jeg gør nu, det er der kun mig, der må gøre, hvad I så gør bagefter, kan jeg jo ikke tage mig af, indleder Ole Jensen. Det her er kun en meget lille myretue. Når vi kommer ind i granskoven er de meget større. Vi har myretuer, der er 1½ m høje, og hvor der er i tusindvis af myrer. Man siger, at en myretue er fire gange så stor under jorden, som den er ovenfor. Hos myrer er det ligesom hos mennesket, det er damen, der bestemmer det hele. Hun sidder bare og gemmer sig og dirigerer tropperne. Hun har arbejdere og hun har krigere. Så der er nogen, der vil arbejde og der er nogen, der vil slås. Og så er der også nogen ligesom mænd, der ikke kan lave en skid. Nu prøver vi at tage en håndfuld, og så vil vi se, om vi kan lokke nogle stykker sammen. Når de så kommer tæt nok sammen, og jeg kører den anden hånd hen over dem, så vil man kunne se, at nogle af dem rejser bagkroppen op. (Ham der, han er noget fræk, siger Ole Jensen om en myre, der er på vej op ad armen, hvorpå han putter den i munden, knaser den og spytter resterne ud). Jeg ved ikke om I kan se det, men når man står sådan, så sætter de deres stråle op. Det er dét, københavnerne kalder tissemyrer. Her kalder vi dem pismyrer. Hvis man har børn og børnebørn med i skoven, så kan man prøve at tage et kaffefilter med ud til sådan en myretue og så køre hånden hen over det, så kan man se, at det bliver helt fugtigt af alle de små stråler. Ole Jensen bliver spurgt om hvordan en myre smager. De smager af citron, siger han. Det er ikke hverken usundt eller noget som helst. Jeg har lært det af vores chauffør engang i sin tid. Æd skidtet, hvis de er for frække. Så hvis der er nogen, der vil have en mundfuld med, så serverer jeg gerne. Vi går nu lidt videre og prøver om vi kan lade være med at snakke for højt, slutter Ole Jensen.
Ude ved sletten er der umiddelbart ikke nogen dyr at se. De ved, at vi er her, så de ligger og trykker sig derude, men vi kan være heldige, at de rejser sig, siger Ole Jensen. Men ellers er det en af de store sletter, som man kan se ude fra landevejen. Det er det stykke, de brændte af i foråret og ilden pludselig løb den forkerte vej, men som nu er blevet helt grønt. Da ilden var slukket blev vi guider spurgt om vi ville med ud at se det. Det var godt nok skammeligt, at vi skulle så meget i avisen, og at vi skulle have sat så mange i gang. Men det var altså skønt, at vi
fik brændt alle de gamle tuer af, så vi kunne få det naturlige græs frem igen. Man var egentlig positiv over for det, der var sket. Det, der skete, det var, at man ikke kunne få ild i skidtet da man startede. Man havde lavet brandbælter hele vejen rundt, men det kunne ikke brænde. Man satte sig så ned og fik en kop kaffe, hvorefter brandlederen kørte igen. Men da han var kommet næsten til Mou blev han ringet op: Du har travlt, du skal her ud. Vinden er vendt, nu brænder det og ilden løber den forkerte vej. Den dag vendte vinden pludseligt, hvilket man også efterfølgende har fået bekræftet af Meteorologisk Institut, samt en fuglekigger, som havde fået lov til at stå oppe i tårnet og kigge ud over mosen. Han kunne ikke forstå, at rovfuglene, der lå ude over mosen, pludselig svævede den ’gale’ vej, hvilket var helt atypisk. Men det var simpelthen vinden, der var drejet. Så i stedet for at brænde, som den skulle, så brændte den op mod træerne her. Man har så nogle folk, man kan ringe efter for at komme og hjælpe til med at slukke, men deres køretøjer kunne ikke komme helt herud, så brandfolkene måtte altså bære deres slange¬stativer det sidste stykke vej. Terrænet kunne simpelthen ikke holde til bilerne længere, og de havde da også et par stykker, som satte sig fast. Så vi kom da både i TV Nord og i andre medier, og det var man lidt trætte af. Der brændte cirka 20 ha, men det var rigtig godt for det område her. Der er blevet ryddet rigtig godt op og der står nu det fineste græs.

En deltager siger, at han har hørt sige, at det var lige tidligt nok, ilden blev slukket. Hertil svarer Ole Jensen. Man kan sige sådan noget på mange måder. Vi havde en lokal landmand herude vest for mosen. På et tidspunkt gik der ild i hans lade. Så kom naboerne og var meget hjælpsomme. De skubbede en traktor ud, og de skubbede en mejetærsker ud, men så kom han hjulende hen over gårdspladsen: ”Kan I få skubbet det gammel lort ind igen”. Så man kan jo sige, at de også var lidt for tidligt på den. Så alt kan diskuteres, slutter Ole Jensen. Turen går nu den samme vej tilbage til bussen, hvorpå vi i anden omgang kører forbi Peter Knudsens gamle bolig og Zobels ”Jagtslot” ind til Tofte Bakke i kanten af Vildmosen. Også her fortæller Ole Jensen lidt om Tofte Skov og Vildmosen. Bl.a. at det samlede areal for Lille Vildmose udgør 75 km2 hvoraf de 4.000 ha er indhegnet. Det gør man for at beskytte naturen, mens der er fri adgang for alle uden for indhegningen.
Grunden til at jeg holder her, er for at vise jer, der kommer fra Rold, at vi også har nogle flotte bøgetræer her på overgangen mellem Tofte Bakke og højmosen, indleder Ole Jensen. Hvis vi går med solen rundt, så vil vi se, at der på venstre hånd er meget stejlt på overgangen mellem det faste land og højmosen. Det er dernede, hvor vi indtil for cirka tre år siden gik ud på mosen. Det er vi dog holdt op med, for mosen bliver simpelthen trådt ned og ødelagt. Vi er også holdt op med det, fordi vi nu kan sige til folk, at ovre på Portlandmosen, der kan man gå ind og se hvordan den rigtig ser ud. Det, højmosen bl.a. har, det er de store jagtmuligheder. Det var her grev Schimmelmann tog ud, og så havde han sådan en lille troljebane, som han kravlede på, og så kunne køre ud på mosen. Han havde så folk med som kunne trække ham i land. Han holdt her på bakken for at gå på jagt ude i mosen. Mosen er jo også et sted hvor vi har alle de mange bær. Vi har multebær og blåbær og trane¬bær og mange andre. Der er ingen grund til at ødelægge sådan nogle gode bær ved at lave dem i marmelade. De kan jo godt bruges til noget andet, siger Ole Jensen og sætter hånden til munden. Når man laver sådan en rigtig god dram af sådan nogle bær, så bliver der jo alt det, som man sier fra tilbage, og det kan man lave noget tosse godt marmelade af. Det er jo sådan, at når man går på Portlandmosen, så må man have lov at tage til eget forbrug. Selvfølgelig skal man ikke høste et område, men skal man have en kurv med blåbær eller tranebær, så må man tage det. Man går væk fra stien til de steder, hvor de er. Her i skoven har vi det princip, at her tager man ingen ting med ud. Hvis man finder et gevir eller en anden pæn ting, så må man ikke tage det med ud. Men derude må man tage det med hjem, dog må man ikke skære grene af træerne. Der var én, der ringede og spurgte, om han måtte tage nogle dunhammere fordi han skulle lave en speciel dekoration. Det måtte han gerne, men han høstede en strækning på 25 meter, og det var jo ikke meningen. Men som sagt, så var det her Shimmelmann tog ud. Han kom med sin Landrover ned gennem Kongerslev by med sine to jagthunde, der sad bagi. Skytten var selvfølgelig også med herude, og så gik de ellers lystigt til den. Jeg vil sige, at hegnet blev vel nok egentlig lavet for at en enkelt mand og hans nærmeste kunne have et jagtområde. Man kan så sige, at det nyder vi så godt af i dag. Omkring 1900 tallet, da var der ingen vildsvin herinde. De blev tilført udefra i 1906, men har så været herinde bestandigt siden, og der har aldrig været sygdomme. Nu går vi en tur rundt, og man må gerne have lov at gå ned i bunden og mærke hvor vådt der er dernede, men man må ikke gå igennem og gå ud på mosen. Nogle få følger opfordringen, men de fleste bliver dog oppe på det høje terræn. Men uanset hvad man valgte, så fik alle sig en dejlig rundtur gennem det smukke terræn, ligesom man også kunne nyde det gode vejr her, hvor der var fuldstændigt læ for den skarpe blæst. En tur, som tillige blev afsluttet med en hyggelig snak og en lille tår til tørsten.
Mens vi stadig holder pause bliver Ole Jensen spurgt, om dyrebestanden bliver reguleret engang imellem. Jo, det gør den, svarer han. Zobel havde jo selv jagt henne fra det flotte jagtslot. I dag er det Aage V. Jensens fonde, der står for det. Det er en del af de midler, de bruger til at vedligeholde skovdriften og hvad, der ellers er herinde. Der bliver skudt rigtig mange dyr fra. Bestanden skal holdes på ca. 400 krondyr og 150 til 175 vildsvin. Hvis der er mere end det, så kan vi se, at det går ud over selve området. Derfor holder de nogle jagter herude. De har også dem fra Se og Hør, som kommer og holder jagt, og så er vi andre ikke inviteret. Jeg har sovet i samme seng som kronprins Frederik har. Det er jeg stolt af, for det skete oppe på jagtslottet. Jagtslottet rummer en meget, meget flot stue, og i den stue er der alt hvad der hedder fjernsyn og audio-udstyr. Og så er der en af de største samlinger af udstoppede fugle. Hele den ene endevæg består af fugle, som er samlet. Den forsøger man i øjeblikket at få et sted hen, hvor man kan få mere glæde af dem, fordi, der er jo ikke ret mange, der får den at se herinde. Det man betinger sig, det er, at den ikke må skilles ad. Den skal gå et sted hen samlet og det har man svært ved. Så er der et fantastisk flot køkken og nogle flotte badeværelser og soveværelser. Det hele er bare tip top. Det er ligesom på et luksushotel når man er på ferie der inde. Vi har som forening fået lov til at komme derind én gang om året og holde møde, hvor vi så får et vildsvin at spise. Men ellers er det typisk forskere, som kommer og bor her. Og så dem, vi kalder spidserne. Aage V. Jensen fonden kan selvfølgelig komme ind. Men ellers bliver det lånt ud til forskere, der studerer i biller og larver, fugle og træarter. De fleste af dem vælger dog at bo i et telt tæt ved det, som de forsker i. Jagtslottet bliver ikke brugt så meget, men det er rigtig flot, hvilket man også kan se udefra, slutter Ole Jensen. På et spørgsmål om mosens sammensætning, svarer Ole Jensen. Man siger, at dét, der er deri, det er 95 % vand. Når man går på det kan man jo mærke, at det gynger, og man synker også i, hvis man kommer til et sted, hvor der er huller. Vi var en flok frivillige, der for 5-6 år siden havde fået lov til at komme derind en tur. Da vi kom tilbage tre timer senere lige her, skulle vi lige trække vejret. Vi havde alle sammen været i til livet. Jo, mosen er et farligt område. I Store Vildmose har man eksempler på nogen, der er forsvundet i mosen. Det har vi ikke her nede. Vi har en historie om en prinsesse fra Lindenborg, som siges engang at være faldet i. De ulykker, som har fundet sted her, og de folk, som vi ved ligger i mosen, det er en styrke på 12 svenske soldater, som under en krig kom oppe fra Smidie, og ville her ind og tage området. De vidste ikke, at det var en mose, de gik ud i, men inden de kom op på fast land tog mosen dem en efter en. Så der ligger 12 svenske soldater, og så ligger der 2 tyske flyvemaskiner ovre fra Randrup. Men ellers har vi ikke de der grumme historier med at der er forsvundet nogen i mosen. De siger, at hvis man skal passere mosen, så skal man tage en bredskygget hat på. Det er jo ikke fordi man kan reddes af den, men så kan man se, hvor man er forsvundet. Det der med at man går ned i hullerne, det er altså rigtigt. Hvis man gik herude ene før i tiden, så havde man en kæp på en 4-5 meter med, så man kunne få fat og komme op ved hjælp af den. Det er jo sådan, at hvis man går i, så skal man have fat i noget fast for at trække sig op. I har nok alle sammen prøvet at ville trække jer op af en grøft ved at tage fat i noget langt græs. Men man kommer ikke op, man trækker græsset ned. Man skal heller ikke gå derud om aftenen. Jeg var ude at gå en aften i Portlandmosen, og når der er mørkt derude, så er der altså mørkt. Jeg havde ikke lys eller noget som helst med. Da jeg var kommet halvvejen ud fik jeg det helt dårligt. Alle de der træer og buske fik fantasien i gang, selv i mørke. Det var ligesom at de grinede af mig. Det var faktisk uhyggeligt og slet ikke sjovt. (Der er ikke noget at sige til, at der var så meget overtro i gamle dage, siger en af deltagerne). Lige overfor pladsen, hvor vi holder pause, er der nogle store bakker. Der har vi Jyllands største grævlingekompleks, siger Ole Jensen. Vi går ikke derind, men det er et meget stort kompleks med masser af udgange. Der er masser af grævlinge her, og det kan man desværre specielt se på landevejene. Man ser dem næsten ikke på anden måde, end at de ligger og er kørt ned. Det er lidt skammeligt, men sådan er livet jo. Ole Jensen bliver også spurgt om mårhunde. Den har aviserne en masse problemer med, siger han. Vi er også opmærksomme på den. Vi har fanget et par stykker, og vi har også lavet et par ”judasmårhunde”. Vi har haft en, der gik her inden for hegnet. Den gik sammen med en gammel so. Vi har set flere gange, at de gik stille og roligt sammen. Men som sådan er det ikke noget, vi rigtigt oplever. Vi ved godt, at de tager rederne ude på balkerne i mosen, men det er ikke et kæmpeproblem. Vi vil ellers gerne have andre dyr. Vi snakker om, at vi skal have elge herud. Det er jo sådan, at det område, vi går i nu, Tofte Skov, det er det største reservat. Så er der Høstemark Skov, som er mindre. Dem vil man have til at hænge sammen med et tredje hegn, sådan at de to stammer ad åre kan gå sammen. Man vil først forsøge at lokke nogle stykker ud i mellemom¬rådet før man lukker dem endeligt sammen. Så det bliver ligesom i Norge og Sverige, hvor der er hegn langs vejene, og så bliver der lavet færiste, som de ikke vil gå over. Der bliver ikke lukket nogen veje af den grund. Man vil ikke genere de lokale beboere. Ny Høstemarkvej bliver dog lagt om, fordi der igen skal være vand i Birkesø. Man har i for¬bindelse med det store LIFE projekt fået 30 mill. fra EU, 10 mill. fra kommunen og så vores forenings arbejdskraft. Man er derfor nødt til at lægge vejene om. Dem ved Tofte Sø vil se, at vejen bliver lagt om. Den vil simpelthen komme til at stå under vand, og det samme vil den asfaltvej, der er mellem Dokkedal og Kongerslev. Det laveste sted skal hæves ca. 4 meter for at blive klar til brug. Der er altså mange projekter i projektet, slutter Ole Jensen. En deltager har fundet et stykke af en opsats, som Ole Jensen viser frem og siger. Man kan se på det stykke her, at musene har haft rigtig stor glæde af det. De tager det kalk, der er deri, det har de brug for til deres organisme. Der er ikke noget, der er spildt i naturen. Der er nogen, der har spurgt efter hvad jeg laver til daglig. Hvis I havde spurgt min chef, så ville han have sagt: ”Det er etsvaar møj”. Men det er sådan, at jeg er ansat ved Tulip og er produktchef for de to fabrikker, der kører i Aalborg og Svenstrup. Det får jeg min tid til at gå med, og det kan godt være ret stressende. Når jeg så har været på sådan en tur her ude, så er det væk, og det er uanset om jeg har folk med eller jeg går ene, det er min måde at stresse af på. Jeg accepterer ikke at stress kommer tæt på mig. Min tilknytning til området er, at jeg er født her oppe i Kongerslev. Jeg bor selv nord for fjorden nu. Jeg bliver ikke rigtig vendelbo, for jeg kan ikke finde en brugt Massey Ferguson til at stå hjemme i haven. Så rigtig accepteret bliver jeg nok aldrig. Omkring Massey Fergu¬son. Det er jo sådan, at i højmosen, som er 6 m dyb på det dybeste. Der kan man tage prøver og bringe dem op til overfladen, og så kan man faktisk se, hvad der er sket gennem tiderne. En af de ting, man kan se, det er faktisk det tidspunkt, hvor Folkevognen blev hvermandseje og Massey Ferguson kom til landet. Det kan man se af, at blyforureningen stiger kolossalt. Man kan se, at forureningen i Danmark stiger jævnt uden at give problemer, men så lige pludseligt i 50erne stiger den stejlt. Det var da vi fik alle disse folkevogne og landmændene får en Massey Ferguson i stedet for heste. Så det kan mosen også bruges til. Men derudover, så er det sådan, at min far og mor, hvoraf kun min mor lever endnu, havde arbejde i mosen. Min far var ansat på Pindstrup Mosebrug og har lavet alle de tog, der ligger og kører derude. Min mor arbejdede for private lodsejere med at vende tørv. Tørv er af en størrelse omtrent som en mursten, og er dem man bruger privat, mens dem man bruger industrielt hedder klyner. De er godt 60 cm lange, 20 cm på den ene led og 30 på den anden.

De blev gravet op med maskiner og var selvfølgelig våde. De var dyngvåde. De blev så stillet skråt op ad hinanden og hvert år i sommerferien kunne vi skoleelever få arbejde derude. Vi fik helt op til 4 kr. i timen og gik så med krum ryg hele dagen. Det er derfor man har denne facon på maven, siger Ole Jensen med at glimt i øjet. Hvis vi blev bidt af en hugorm, så havde vi en lang pind med et hvidt flag på, som vi viftede med. Så kunne formanden se os og kom så på en traktor med stole på og kørte os til lægen inde i Kongerslev, hvor man så lige fik et skud af et eller andet. Man tog det ikke så alvorligt, for hugormebid, det fik vi alle sammen, der gik i mosen. Vi gik så der ude og tjente vores penge. Jeg tjente til min første knallert derude. Og lige siden den gang har jeg mærkeligt nok gået derude. Jeg elsker at se alt det, der sker og alt hvad der er derude. For mig er en solsort, som jeg kan diskutere med om hvis et jordbær er, det er lige så meget natur som kongeørnen er. Ja, sådan sluttede Ole Jensen sine mange og spændende fortællinger om og fra et pragtfuldt stykke af Danmarks natur. Der var nu blot tilbage at stige på vore busser og køre tilbage til Kragelundsporten, hvor vi i sandhed sige Ole Jensen oprigtigt tak for en god og berigende tur.

Vel tilbage ved Vildmosemuseet var tiden så kommet til at indtage vores medbragte frokost. Godt nok var vinden både skarp og kølig her ude i det åbne land, men alle finder sig dog en lun plads ved den østre gavl. Alle hygger sig og snakken går. Men alt må jo have en ende og snart må formand Bente takke af for en vellykket forårssæson. Håber, at vi alle må ses igen til september, var hendes sidste ord. Ord, som vi alle vist godt kan bakke op.