2013 Solbjergskovene

Den 12. maj drog Rold Skovs Venner til de dejlige Solbjergskove for 5. gang. Vi har et par gange haft problemer med at finde parkering, men som det dog er sket tidligere, så havde godsejer Poul Svanholm været så venlig, at give os tilladelse til at holde på gårdens store parkeringsplads. Herligt, at der var så god plads, for der mødte hele 74 personer op, fordelt i 42 biler. For engangs skyld havde Helge måttet melde afbud, grundet at det var lige før deadline for en ny stor bog. Denne gang om en historisk talerstol i Terndruplund, hvor så mange koryfæer har talt om grundloven. Den kan alle godt glæde sig til at læse, garanterer denne skribent for. På efterhånden vanlig vis, bød formand Bente velkommen og overgav straks ordet til Marthin Nygaard, der så beredvilligt havde trådt til med kort varsel. Hvis jeg siger noget, som I synes er noget vrøvl, husk så lige at markere, for jeg kan jo ikke huske alt, siger Marthin. Jeg har ikke gået turen igennem, men jeg ved nogenlunde, hvorledes der ser ud her i skoven, og der er da også nogle ting, som jeg kan fortælle lidt om. De, som har været med tidligere, kan sikkert høre, at jeg gentager nogle af Helges historier. Jeg vil også lige sige, at i 2001, hvor vi også var på tur her i Solbjergskovene, da var det også ’Mors dag’. Så på den måde starter det jo godt, og jeg håber, at I har husket det alle sammen. I hvert fald mændene. Vi går nu ud til det østlige skovbryn, hvor vi så vil følge randen af skoven et stykke vej, før vi drager ind i den, slutter Marthin sin introduktion af turen.

Turen starter altså i den søndre del af Ravnborg Skov, og går i starten mod syd af Veddum-vejen, men snart efter drejer vi mod vest ind i områdets lavtliggende områder via to træstammer, der ligger hen over Præstebækken. Dette er et sumpet område, hvilket man dog har kompenseret for ved at lægge knuste skærver ud. Hertil siger Marthin. Det er sådan, at både naturstyrelsen og de fleste skovejere får tilbudt noget knust flint til at lægge ud på skovvejene, og hvis man er opmærksom, så kan man finde søpindsvin imellem det. Når man sorterer materialet i grusgravene, så
kommer der meget materiale af flint og dermed også søpindsvin frem, og her er der et, som vi har fundet lige nu. Vi har en lille dreng med på turen, som jeg har lovet, at han skulle få det første, vi fandt, så nu kan du komme her hen og få det. Det er billigt materiale, og som man ser, så er det også strøet ud her. Det er det også i Rold Skov. Naturstyrelsen har jo lavet en mountainbikebane, der er rigtig mange kilometer lang. De var rigtig glade og fro, så de smed lige en hel masse flint ud over den, og cyklisterne havde da en god dag, for de skulle til at lappe cykler hver 5. km. Så det var en ’succes’, men nu har de så kørt noget stenmel på. Man kan altså finde fossiler inde midt i skoven. Man plejer at sige. En god tur i skoven, det er, at man også kan finde et søpindsvin. Vi fortsætter mod vest og kommer hermed ind i et mere ’rigtigt’ moseområde. Nu er vi så kommet ind i et moseområde, som vi også kalder en sig, siger Marthin. Den vej, vi startede med at gå ned af, var vejen til Veddum, og Veddum var forhen storkeby nr. 1 i hele Himmer¬land. Der blev på et tidspunkt talt over 200 rugende storkepar på én gang i området (omkring 1860), hvilket vil sige mellem 800 og 1.000 individer. Hele området her under Ravnborg er på 500 ha, fortsætter Marthin. Det er 906 td. land eller man kan også sige 5 millioner m2. Godset bliver drevet som skovbrug, der giver en god indtægt. Vi vil komme forbi mange store bøgetræer. Der står bl.a. nogle meget store bøge i den del af Ravnborg Skov, der ligger på nordsiden af vejen til Hurup. Der ovre står der bøge, der har nået deres maksimale højde, der er cirka 40 meter. Lige her er der en stor klynge af egetræer. Jeg har sjældent set så mange store egetræer, som der er i det område her. Det er faktisk bemærkelsesværdigt, fordi man hele tiden har solgt af dem, idet de er blevet brugt til at lave egefiner af, men også til byggeri. Noget af det, der er rigtig meget af, er ask. Der er desværre kommet noget, der hedder aske¬toptørrer, og det er faktisk det samme som der skete med vores elmetræer. Det er en svamp, der virker som en symbiose mellem asketræet, en bille og så en svamp. De tre ting tilsammen. Og det er såvel på unge som på gamle træer. Det er faktisk træet, der selv lukker af som et forsvar mod denne svampeinfektion. Træet gør det, at det lukker af for tilførselen af væske til de steder, hvor der er svamp og så dør den jo. Man kan sige, at det er en kombination af, at den bliver påført en svamp, der går ind og gør veddet blødt, og så at den selv lukker af. Det er en katastrofe for at sted, hvor man lever af at sælge træ til møbelindustri. Og det gør man her. Hvor askemøbler stadigvæk er noget af det smukkeste, lyst og lækkert træ at se på, og som holder sin lyse farve faktisk i hele sin levetid.. Jeg vil tage fat i det, der hedder elmesygen. Elmesygen kom til Danmark omkring 1920. Den var allerede i Holland i 1919. Den kom fra Østasien, hvor man har nogle elmesorter, der kan tåle de forskellige svampearter. Den måde det hovedsageligt er blevet spredt på her i landet, er, at der er kommet nogle enkelte elmekævler fra Mellemeuropa herop med bark på. Så sker der det, at der er mange skovejere og private træejere, der skynder sig at få fældet deres elme¬træer, og hvad skal man med alt det træ, hvis man ikke har en brændeovn? Ja, man sælger detda. Èn i Sønderjylland køber et læs træ fra Bjerringbro, og én fra Fyn sælger et læs træ til Skagen, og så er det blevet kørt rundt i hele landet. Sådan er elmesygen og sådan er asketop¬tørreren også blevet spredt med de biller og larver, som lige præcis er i barklaget. Så har man elmesyge og syge ask, så skal træet bortskaffes på stedet. Der er ikke en lov for det, men det anbefales stærkt at gøre det. Man har en teori i England om, at elmesygen går op og ned som en sinuskurve med 100 til 150 års mellemrum, siger ØP. Hertil svarer Marthin. Det har man sådan set også i Danmark, for der sker jo det, at nogle af elmetræerne bliver resistente. Det begynder jo nede i Europa med elmesygen, og så er der nogle folk i England, som synes, at det vil være godt, at få noget billigt træ. Svampen har så muteret undervejs og blevet sådan, at der hvor man har resistente træer, er de ikke længere resistente, for nu var det en ny svamp, men i samme familie og af samme art, der kom ind. Det er den, vi kæmper med lige nu. Elmetræ er fint, det lugter sødt, når man brænder det i brændeovnen, men det skal altså brændes på stedet. Nu skal vi prøve at finde en vej videre, siger Marthin, og det betyder, at vi stadig fortsætter vestover indtil vi rammer den grusvej, der kommer direkte oppe fra godset og går ned til den gamle banelinje. Som jeg talte om nede i moseområdet, så er det her, at man har disse meget, meget høje, slanke træer. Prøv at tænk, når sådan et 3 meters lige stykke bøg eller eg bliver solgt til Kina, så indbringer et 3 meters stykke omkring 40.000 kr. Altså hvis det er uden skudskader, fordi man har drevet jagt herinde med hagl. De kan lave finer, der har en tyvendedel millimeters tykkelse. Dvs. at det er tyndere end det man skralder af, når man spidser en blyant. Det ruller de ud og sætter på f.eks. spånplader. Finer i gamle dage var sådan noget, der var et par milli¬meter tykt og kunne pudses ned ligesom et gulv, så man kunne lakere det op igen. Jeg er stoppet her, fordi der står nogle træer hvor der vokser vedbend op ad. Normalt kan den kvæle sådan et træ, men disse var allerede meget store, da den begyndte at kravle op, så de skal nok overleve. Egetræer og bøgetræer er i familie med hinanden, fætter og kusine. Egene har et helt fantastisk liv. Der knytter sig over 1.000 forskellige insekter og planter til egetræet. Der er rigtig mange af vores insekter, som er afhængige af egetræet. Bøgetræet er ikke nær så venligt og gavmildt overfor fugle- og dyreliv, som egetræet er. Jeg nævnte på sidste tur en hændelse, som kommer til at ske til Sankt Hans, og det er, at man udsætter eghjorten, som er den største bille, vi har haft. Den sidste blev set nede ved Vejle omkring 1970. Så nu udsætter man eghjorten igen som et europæisk biodiversitetsprojekt. Jeg håber på, at jeg bliver inviteret med til selve udsætningen. Jeg har prøvet at sige til nogen: I må gerne sådan lige. . . . Egetræet kender vi alle sammen. Vi har brugt det til møbler, til byggeri og til skibsbyggeri. Til bygning af et orlogsfartøj som dem, der virkelig spillede en rolle i englandskrigen i begyndelsen af 1800 tallet, gik der over 2.000 egetræer bare til ét skib. Når jeg så siger, at der var 350 orlogsfartøjer, som de snuppede og tog med til England. Hertil kom, at de sænkede en 100 stykker af dem.
Der bliver også brugt egetræ til vintønder, siger en deltager. Ja, det er sådan, at englænderne, de har ligesom danskerne stort set været i krig altid. Bl.a. 100 års krigen med Frankrig helt tilbage i 1500 tallet, som dog ikke varede i 100 år, men ’kun’ i 75 år. Da fik franskmændene et problem på et tidspunkt. Og det var, at al den gode rødvin, som de plejede at tjene penge på at eksportere, det kunne de lige pludselig ikke. Englænderne drak også meget rødvin, så selvom man var i krig, så kunne man jo godt handle, men det blev også stoppet. Så fandt man på kun at bevare det, man kalder ’ånden’ i vinen. Man destillerede den altså og så hældte man den tilbage på vintønden. Det var smart, for så havde man jo kun 10 % af hvad vinen fyldte, og kunne man have rigtig meget vin. Da krigen så var ovre skulle man jo til at finde ud af, hvad men nu skulle bruge destillatet til. Man fandt så ud af, at man havde fået lavet noget af den lifligste drik, der findes og altid har været forbundet med høj cigarføring, og det er jo så cognac. Det kom altså først frem omkring 1550, da man opfandt cognacen i Frankrig. Man kan da sige, at det er en krigshandling, der har gjort, at vi mænd godt kan tage os et glas cognac engang imellem – også piger selvfølgelig! (Ja, pas nu på ikke at få ørerne i maskinen, Marthin, red.), og så kan vi jo tænke på det. Marthin slutter med at fortælle om den lille plante, skovmærke. Tag nogle stykker og put dem i lommen, siger han. Om 10 minutter, så tager I dem op igen og snuser til den dejlige duft. Jeg får lige at vide af én der er kyndig udi det med ånden, fortsætter han. Saml nogle skovmærker, put dem i klar Brøndum, det skal bare trække i 3 dage, så er der snaps til pinse. Vi følger nu den tidligere nævnte grusvej mod sydvest, men stopper atter op da vi er nået frem til den gamle banelinje, hvilket samtidigt er grænsen ind til Sønderskov. Her får eksformanden et nostalgisk tilfælde om den svundne tid, da han kørte med ”Hadsund Peter”. Jeg har kørt her de hundrede gange, når jeg skulle besøge mine bedsteforældre i Hadsund. Hvis I følger banestien, så vil I se, at der længere fremme står nogle frugttræer. Det har ikke spor med kirsebæregnen at gøre, som Marthin sikkert vil fortælle om senere. Nej, det er simpelthen de æble- og pæreskrog, som folk smed ud af vinduerne, der har spiret og stadig står som frugttræer den dag i dag. Hanne og jeg havde en fantastisk oplevelse for nogle år siden, idet vi tog vore cykler med til Hadsund med rutebilen, og så ellers cyklede hele vejen hjem til Aalborg ad den gamle banesti. Og jeg vil gerne sige, at netop det stykke her igennem Solbjergskovene, at det er det allersmukkeste på hele turen. Efter lidt snak om de nordjyske jernbaner i det hele taget, statsbanen fra Randers til Aalborg blev indviet i 1869, og præcis 100 år senere lukkede Aalborg Privatbaner desværre i 1969, slutter eksformanden med varmt at anbefale, at gå eller cykle en tur, eventuelt bare mellem Veddum og Solbjerg. Turen fortsætter rundt i Sønderskoven hvorved man bl.a. kommer frem til det gamle voldsted, kaldet Gårdsens Vold. I øvrigt et rigtig godt sted for at holde frokostpause. Ligesom man gør i Hyde Park i London, bestiger Marthin et stort stød for at fortælle: Det her er Gårdsens Vold, som antagelig er et voldsted men det er jeg ikke helt enig i. Det er en forhøjning her i skoven og der er en gammel kyst¬vold og noget mose foran. Det antages, at fordi man har noget mose, så er det et voldsted, hvor der har ligget en røverborg. Der har i hvert fald været en befæstet bolig. Jeg kan lige læse op, hvad jeg har fundet: ”Borgen hed ’Trommelholt’ og har med al sandsyn¬lighed ligget her”. I forbindelse med Margrethe 1., der er vi jo tilbage omkring 1400 tallet, hvor hun gjorde op med tidens uorden med vold og røverier rundt omkring. Hun satte hårdt mod hårdt og fik nedlagt alle disse befæstede boliger og borge, der var rundt om i landet. Både for at få inddrevet nogle skatter, men også for at de ikke skulle sidde rundt om og konspirere mod kronen. Det her sted, Trommelholt, blev solgt af biskoppen ovre i Viborg og derefter nedrevet. Der findes nogle vandrehistorier, både fra Skagen, Sæby, ude fra Hals og længere nede fra kysten, at der blev tændt blus for at skibene skulle strande og søfolkene frarøvet deres gods. Vi skal jo huske, at havet engang har gået helt her ind. Det er historier, vi hører alle vegne hvor der er kyster og lidt øde og utilgængeligt. Men det kan da godt være, at der er nogen, der har ernæret sig ved det. Gårdsens Vold er også et sted, hvor der har været syv søstre. Det var de syv største bøge, som havde navne efter Svanholm familiens døtre. De er nu desværre alle borte, den sidste, som bar navnet ’Birgitte’, så Rold Skovs Venner for sidste gang på en tur i 1993. Bakken og hele stedet her er dannet som det man kalder en bundmoræne, hvilket er materiale, som isen har skubbet under sig, og dalene, der er her rundt omkring, er smeltevandsdale hvor materialet er eroderet væk. Der er typisk for området her ude, hvor f.eks. landskabet ude ved Dokkedal er en blanding af bundmoræne og topmoræne, slutter Marthin. Rundturen fortsætter med det formål at gå op gennem Ravnborg Sønderskov af den grusvej, der går direkte op til godset. På et tidspunkt stopper Marthin atter op og siger: Nu nærmer turen sig sin afslutning. Her på falderebet kan jeg lige fortælle om, at man her på stedet kalder egnen for ’Kirsebæregnen’. Det skyldes, at der var en ejer af Wiffertsholm, som hed Kresten Sørensen Testrup. Han havde i 1740 købt Wiffertsholm på auktion. Han talte et meget bredt vesthimmerlandsk sprog. Jeg ved, at der er nogen her, der kender til den dialekt. Jeg vil ikke prøve på overhovedet at komme i nærheden af den. Der var altså auktion over Willestrup, og de fine herrer rundt omkring fra i landet, som jo talte pænt, formfuldt, adeligt, københavnsk og lignende, de havde fået deres heste på stald og fået deres tjenestefolk indlogeret. Men Kresten Sørensen Testrup kom bare i en almindelig bondevogn, og sad selv på bukken sammen med kusken og karlen. Der var ikke nogen plads i stalden til hestene og der var ikke nogen plads til karlen inde i folkestuen, så han sad nede i gården. Så startede auktionen, og Kresten Sørensen Testrup bød også, men de andre herrer var alt for fine til at byde med sådan en sølle mand, det kom fra landet. Så han fik stort set lov til at byde som han havde lyst, og fik så også ejendommen. Da buddet var faldet spurgte dommeren: ”Kan du stille kaution?” Kresten Sørensen Testrup kiggede på ham: ”Det tror a ikke bliver nødvendigt”, hvorpå han gik hen og åbnede vinduet og råbte ned til karlen: ”Kan du ikke lige komme op med det bette røde skrin!” Det gjorde han og så afregnede Kresten Sørensen Testrup kontant og købte Willestrup for en slik. Så forstummede enhver tale om, at det var en sølle mand ude fra Vesthimmerland. Kresten Sørensen Testrup gjorde meget godt for egnen. Han fik den idé at tilplante en del af sit gods med kirsebærtræer, og han fik også andre til at gøre det. Produktionen af bær blev efterhånden så stor, at der var basis for at oprette Hornbechs fabrikker i Hadsund, hvor der blev produceret både marmelade og kirsebærvin. Hertil siger Ole Christiansen, at hans morfar var formand på Hornbechs fabrikker. Fortæl om det opfordrer Marthin. Jeg er i hele min barndom kommet i Hadsund ligesom Per Andersen, der også i utallige år har været på ferie hos sine bedsteforældre i Hadsund. Men det var først senere her igennem Rold Skovs Venner, at vi fandt ud af hvem hinanden var, og vores baggrund i Hadsund. Jeg ved en masse om Hornbechs fabrikker, men det er desværre først i de senere år, jeg har samlet materiale sammen om det. De lavede en masse frugtvin men også noget rom. De lavede en solbærrom, der hed ’Den Sorte Ravn’ eller ’The Black Raven’ i den engelske udgave. De lavede også en kirsebærvin, der hed ’Den Grå Kok’ som var rigtig, rigtig god. Det specielle ved den, det var, at der var blandet knuste kerner med ind i processen, hvilket gav en helt særlig smag, slutter Ole. Nu tager ØP ordet. For at vende tilbage til Kresten Sørensen Testrup, så har han også skrevet nogle fantastiske bøger om knaberslægterne, som man kan finde på nettet. Han var en stor historiker. Han ligger begravet i et meget flot gravsted på en kirkegård lige syd for Farsø. Jeg kan ikke lige huske hvor det er. (Testrup kirkegård, red.). Alt dette bringer os sådan set til afslutning, siger Marthin. Vi kan lige sige, at betydningen af falderebet kommer fra det Kgl. Teater. Det var en snor, der var spændt ud ved kanten af scenen. Da man ikke brugte særligt meget lys på scenen og skuespillerne ofte ikke kunne se kanten, så havde de en snor, de kunne mærke, som blev kaldt falderebet. Nu afslutter vi helt. Jeg siger, der er stadigvæk pladser på Tofte-turen. Der er 66 tilmeldte og alle, der har tilmeldt sig er med på listen. Tak for i dag, slutter Marthin, som til gengæld får en meget stor applaus. Det var også velfortjent. Marthin havde gjort det godt, og hvor er det godt, at der er nogen, der er klar til at tage over, når vi gamle veteraner af den ene eller anden grund får forfald. Stor tak for det.