2013 Bjergeskov

Endelig, endelig blev vejret lunere, hvilket da også betød, at der søndag den 14. april mødte hele 86 personer op på Frueskoens p-plads på Buderupholmvej. Hermed fik vi dog et ikke forventet problem, idet halvdelen af pladsen var optaget af noget fældet træ, hvilket så igen betød, at mange måtte holde ude på landevejen. Dette var ikke hensigtsmæssigt, men er hvad der sker. Ingen kunne forudse det og må komme ind under force majeure. Ellers er pladsen jo fin og vi har kunnet være der mange gange før.
Turen skulle denne gang gå gennem Bjergeskov, Skadsholm og Nørreskov, og for første gang var det Bentes tur til at byde velkommen, hvilket hun gjorde på den sædvanlige muntre facon med at ”jamre” lidt over, at hr. turlederen havde ringet og ”brokket” sig, fordi hun ikke kunne sørge for bedre vejr. Det havde han dog ikke behøvet at gøre, for vejret var ganske udmærket. Det var blevet ikke så lidt lunere, og vi fik ikke en dråbe regn. Endelig gjorde Bente opmærksom på, at der endnu var pladser tilbage til turen til Tofte Skov, selvom der allerede var skrevet 50 personer op på listen. (Der kom flere til i løbet af dagen). Som det første trip fører Helge holdet op til det forholdsvis nye udsigtstårn i den nordlige ende af Bjergeskov, også kaldet ”Bjergtårnet”. Ja, siger han, vi skal på tur i dag og det er vel nok, tror jeg, den kønneste tur, man overhovedet kan tage i Rold Skov. Der er så meget smukt og så meget spændende at se på. Specielt for mig, så er det en særlig glæde at skulle vise jer skovens største egetræ. Der er ikke så mange, der kender den fordi den står så afsides, men nu skal vi ned og se på den. Det er vores første rigtige tur med vores nye formand, og selvom jeg ringede forleden dag og gav hende en balle fordi hun ikke har sørget for ordentligt vejr de sidste par gange, så kan jeg se, at hun har taget det til efterretning. Det er straks meget bedre. Nu skal I gå op og se den umådelige gode udsigt der oppe fra tårnet, fortsætter Helge. At vi har fået det tårn, er noget vi kan takke vores statsskovrider, der gør så mange gode ting for skoven og for skovgæsterne, for. Værsgoat gå op og nyde udsigten.Turen fortsætter ned på Ålykkevej, hvorfra man kan se hen mod Teglgårdsmølle. Det var oprindeligt et skovfogedsted og senere et skovløbersted, siger Helge. Så flyttede den gamle skovrider Poul Lorenzens datter og hendes mand herind. Han hed Erik Sander. Han var jægermester. Ved I hvad en jægermester er?, spørger skælmen Helge, hvortil der kommer flere ”gode” forslag. Nej, det ved I ikke, for den titel findes ikke på dansk. I Sverige har man den, men ikke i Danmark. Men Erik Sander gik meget op i adelen og havde et visitkort med skjold på, selvom han ikke var spor adelig, og hans titel var jægermester. En titel, han selv havde givet sig, selvom han ikke havde noget som helst med jagt at gøre. I virkeligheden levede han af at sælge blonder, og havde nogle kufferter med blonderne i. Alt fra de mest fornemme, fine og uendeligt små trusseblonder til blonder til paraplyer og parasoller. Erik Sander var en dejlig original. Jeg blev uvenner med ham, men vi viste det aldrig udadtil. Vi spillede altid rollen når vi var sammen. At vi blev uvenner var jeg egentlig slet ikke klar over, det kom sig bare. Erik Sander skrev et læserbrev, eller flere, i den lokale avis, hvor han nedgjorde Spillemandsmuseet og deres musik. Jeg var den gang formand for Turistforeningen og jeg syntes ikke, at det var korrekt at gøre det. Hvis han var utilfreds, kunne han jo bare gå op og sige det til dem. Han gik især op i om de brugte de rigtige instrumenter. Men så skrev jeg et pænt læserbrev i avisen, at jeg syntes, at han skulle gå op og snakke med dem. Man skulle ikke sværte sin egen rede til. Det skulle jeg aldrig nogen sinde have gjort, så kan I tro, at projektøren blev rettet på mig. Og jeg blev sværtet til. Men som sagt, det viste vi ikke når vi mødtes. F.eks. når jeg kom ned til Anne og Erik for at høre om noget, Anne kunne fortælle mig. Så sad Erik Sander ovre i hjørnet med sin monokel, og så snart man kom ind, så faldt monoklen. Det var fuldstændigt ligesom på det kongelige teater: ”Hvad skuer mit øje, er det ikke selveste hr. Qvistorff”. Anne, Anne, find flasken frem. Det var en flaske Armagnak, de havde fået nede i Frankrig med en meget fornem håndskrevet etiket på. Sander var den eneste, der vidste, at jeg godt kunne lide Armagnak. Vi fik så et glas og den smagte virkelig godt. I begyndelsen – efterhånden fik den mere og mere smag af Larsen Cognac. Jo, han var dejlig. Jeg skal lige sige, at der er en kilde bag ved huset, og der bor isfuglen. Nede i engen foran er der noget som man tror, er et skibsværft fra middelalderen. Endnu er der dog ikke nogen, der ved om det er rigtigt, slutter Helge. Den fortsatte tur går nu ud på Skadsholm. Dette er i virkeligheden en ø, siger Helge. I forne tider hvor vandet lå meget højere nede i Lindenborg ådal, som oprindeligt var en fjordarm, der kom oppe fra Limfjorden, var der vand hele vejen rundt om Skadsholm. Det kan man se ovre ved vestsiden, hvor terrænet falder stejlt ned. Man skal helst ikke gå den vej herind. Jeg kan huske, at jeg engang gjorde det med Rold Skovs Venner. Det blev lidt sjovt. Her hvor vi står nu, stod der et hus, der var bygget i norsk stil. Der boede hr. og fru Gjern. Hr. Gjern havde været plantagebestyrer hos ØK ude på Østen, men havde fået en tropesygdom og var derfor taget hjem. De havde taget så ukristeligt mange vidunderlige kunstgenstande, som de havde samlet, med hjem og satte ind i det hus, som de byggede her. Han døde forholdsvis tidligt. Fru Gjern blev meget gammel. Jeg kan huske, da jeg kom her til egnen, da kørte hun i en ’Ford 29’ ned til posthuset. Jeg har været inde at besøge hende, og det var virkelig som at komme i et raritetskabinet med alle de ting der ude fra. Det foregik på sådan en gammeldags engelsk vis. Upstairs - downstairs. Fru Gjern spurgte ikke om man ville have kaffe eller the. Der var kun the. Så kom hun, satte en bakke og tog koppen og ordnede theen så den var helt rigtig. Og så konverserede man. Jeg kan også huske, at hun havde en dåse med småkager. Jeg overlevede, eller rettere, mine tænder overlevede. Det var som at bide i jern. Fru Gjern blev svag fordi hun blev så gammel og kom nogle gange på hospitalet i Skørping, men hun kom dog hjem igen. Hun ville dø i sin rede. En af de hjemmehjælpere, der kom og passede hende, fortalte mig engang, at hun var kommet her en vintermorgen og gik op i fru Gjerns soveværelse, og da lå den gamle dame nede på gulvet. Jamen, fru Gjern, hvor længe har De ligget her? Jeg har ligget her hele natten og efter så lang tid, så synes jeg, at det er en lille smule koldt, svarede fru Gjern. Fru Gjern var datter fra godset Buderupholm. De solgte Buderupholm, men beholdt selv det stykke her og skoven, vi lige har gået i. Statsskoven købte det i 1970erne, men man lod huset forfalde efter at den gamle kone var død. Og så en dag, så brugte man det til en brandøvelse for civilforsvaret, og nu er der overhovedet ikke noget at se efter det mere. Turen går nu rundt langs med Skadsholms gamle kystlinje indtil Helge stopper ovre ved den store eg. Den er da flot, siger han. Og så kommer spørgsmålet: Hvor gammel er den? 400 år, det er den da, og så er vi jo tilbage ved Chr. 4. I forbindelse med den bog, jeg skriver på i øjeblikket, da skulle jeg lige finde ud af, hvor mange orlogsskibe englænderne sejlede af med i 1807. Tænk jer, det var 67 skibe bygget af egetræ. Der er gået mange ege til der. Det ældste egetræ i Danmark, er jo Kongeegen, som er et sted mellem 1.500 og 2.000 år gammel. Den står oppe i Jægerspris Nordskov. Rold Skovs Venner har været på tur derover, og der står jo tre meget store træer, eller rettere sagt, resterne af dem. Kongeegen, Storkeegen og Snoegen. Jeg har lovet Bentes forgænger, at jeg ikke vil nedgøre ham i hele 2013. Han skal kun roses, men nu da han ikke er til stede, kan jeg godt tillade mig at bryde det. Da Rold Skovs Venner var ovre for at se på disse vidunderlige egetræer i Jægerspris Nordskov, var der rundt om Kongeegen lavet et rækværk, så man ikke umiddelbart kan komme ind til den. Så stod vi alle sammen der, og så siger jeg til Per, gå nu ind og klap Kongeegen og fortæl noget om den, det giver jeg dig lov til. Så gik Per derind og han var så stolt, så stolt. Det var så flot at se. Det er måske ros i virkeligheden. Den videre tur fortsætter gennem et terræn, der har fået lov at ligge hen som urørt skov. Hvis der nu er én, der vender sig mod sin sidemand og siger: Det er da et kedeligt stykke skov, det der, det er grimt. Så er det ikke helt ukorrekt, siger Helge. Men i virkeligheden, så er det urskov. Det har aldrig været under forstlig behandling. Stykket op mod Skadsholm har bare fået lov til at passe sig selv, og så kommer det altså til at se sådan ud, hvis jorden ellers er god og det er sådan noget tørvejord som det her jo. Om et øjeblik kommer vi hen til et åbent stykke, hvor vi kan se ned til Lindenborg ådal. Der var engang hvor jeg blev inviteret med på Statsskovens jagter, uden at jeg var jæger. Engang var der en mand med, der virkelig var klædt på som en jæger skal være i grønt tøj og det hele. Jeg spurgte den daværende skovrider, Preben Møller: Hvad er han for en gut? Hvortil Preben Møller svarede. Ja, det er sgu en sjov historie, for han er krybskytte. Jeg har derfor sagt til ham. Nu kan du få lov til at komme med på jagterne, og så vil vi ikke have noget af det andet mere. (Det var selvfølgelig også en måde at løse problemet på. red).På turen hen ad Ålykkevej passerer man også indhegningen med fruesko. Jeg kan se, at der er kommet nyt hegn rundt om, siger Helge. Før var det af træ, men sidste år var der nogen, der brød ind og stjal en masse fruesko, så det har man åbenbart villet prøve at undgå. Helge fortæller herefter om hvordan plantør Brüel fandt dem tilbage i 1884, og om hvordan det gennem årene er gået frem og tilbage med bestanden. I 1950`erne var det helt galt, hvorfor Jens Hvass anbefalede at få fældet nogle af de store træer så blomsterne kunne få mere lys. Det mente man ikke på universitet i København, men til sidst var der så få, at man nødtvunget måtte høre efter hvad han sagde, og allerede året efter var der mange flere. Endelig nævner Helge, at man for nogle år siden har fundet en ny, stor bevoksning med fruesko. (”Jeg ved en blomsterhave, jeg siger ikke mer”). Frit efter Harald Bergstedt, red.Det næste stop sker lige der hvor slugten, kaldet Ålykke går ned mod Lindenborg Å. Helge peger mod sydvest og siger. Det er Nældedalen, der går der, hvilket så også giver inspiration til at fortælle. Bl.a. om den gang han sammen med tidligere skovrider, Preben Møller fandt en stenalderbrønd. Historien gentog sig nogle år senere sammen med Preben Møllers efterfølger, Uffe Laursen, og for at det ikke skal være løgn, så har Rold Skovs Venner efter atter nogle år fundet en tredje brønd. Naturligvis fortæller Helge også historien om da den til tider meget bryske skovrider, Jens Hvass, talte ned til to dommere, der var på vej hen for at se frueskoene, men var stoppet op på vejen for at få sig et lille hvil. Den næste etape mellem Ålykke og Lille Blåkilde følger den dejlige sti oven for LindenborgÅ. Ved starten lover Helge at tie så længe turen varer, men jeg vil lige sige, at det stykke vi nu skal gå igennem, betragter jeg som det smukkeste med gamle egetræer og gamle bøgetræer ogen vej, der snor sig af sted langs med Lindenborg Å. Der er så smukt, så smukt. Læg også mærke til krattet, der kommer op mellem egetræerne. Det er hassel, for når der er eg, så er der også hassel. Ved Lille Blåkilde repeterer Helge forskellen på de tre vigtigste former for kilder, vi har i Rold Skov. Sumpkilder, bassinkilder og strømkilder. I Rold Skov er der i tusindvis af kilder, men kun en eneste strømkilde, og det er netop Lille Blåkilde. Sumpkilder kommer typisk op i engdrag, som oftest i hundredvis, der samles i ét løb som f.eks. Ravnkilde eller Kousbækken. Så er der bassinkilderne, og de allerflotteste er Store Blåkilde og Blåhøl. Den fineste slags er strømkilderne, som kommer direkte ud af kalken. Lille Blåkilde har altid været regnet som den mest vandgivende af alle kilderne, men nu er blevet uenighed om hvor meget vand de forskellige kilder egentlig afgiver. Naturgeograf Peter A. Larsen har foretaget nogle målinger, men vil gerne have universitetet til at gå dybere ind i sagen. Endelig nævner Helge, at det er meget ejendommeligt, at vandet der kommer ud af kalken her ved Blåkilde er kalkfattigt, men det noget med iltindholdet i vandet at gøre. Den fortsatte tur går nu langs den smukke hulvej hen til den nordvestligste del af Nørreskov, som tidligere havde sit eget navn, nemlig Ottilielund. Det er nu blevet tiden til en velfortjent frokostpause, hvorefter Marthin demonstrerer hvordan en stor mand kommer gennem et ret så lille øje på et øjetræ. Marthin benytter samtidigt lejligheden til at give nogle praktiske oplysninger mht. turen til Tofte Skov, men snart går han dog over til at fortælle om et besøg i Skindbjerglund. Jeg var derude i torsdags og her så vi nogle stave af bøge- og egekævler, der var banket ned i jorden hvorefter der var lagt sand hele vejen rundt om dem. Der var tre. Vi blev enige om, at det nok var nogle asetro personer, der havde lavet nogle konspirationer med stjernerne og andre ting. Da jeg kom hjem ville jeg undersøge det nærmere og blev så glad, da jeg på Naturstyrelsens hjemmeside kunne se, at der skulle ske noget ude i Skindbjerglund. Det er sådan, at omkring Sankt Hans, gør man det, at man genindfører eghjorten, som er det største insekt, vi har og havde i Danmark. Den sidste, der blev set, var et vildfarent eksemplar i 1970 nede omkring Vejle. Før den tid var de ikke blevet set siden 1953. Eghjorten er et insekt, der ser frygtindgydende ud, det kan blive op til 10 cm stort, og den kan flyve og har et ”gevir” ligesom en kronhjort. Man udsætter 250 larver omkring Sankt Hans, som man har indsamlet forskellige steder rundt om i Europa. De anordninger, som jeg så ude i Skindbjerglund er beregnet til dem. Det er sådan, at larverne graver sig ned under de her bøge- og egekævler og de lever af en sukkerholdig saft, der afgives af veddet under forrådnel¬sesprocessen. Larven kan ligge der i 5 år på samme måde som cikader. Herefter forvandler de sig til eghjorte og lever i én måned med et eneste formål, gæt selv, hvorefter de dør. Og så går der jo så 5 år igen. Jeg tvivler på, at der er nogen her, der har set en levende eghjort i Danmark. Man skal være heldig for at se den, og skal kende det levested, hvor de er. Så om 5 år vil man kunne komme til Skindbjerglund og se eghjorten. Det er endnu et dyr, der bliver indført til Danmark, så nu har vi både eghjorte, ulve og bævere, og elge bliver nok det næste. Mårhunde er jo udsat af private, som desværre er lidt uheldigt, for den tager en del af vores fugle, slutter Marthin sin fremragende beretning fra naturens verden. Turen går nu videre op langs den lange stenrække hvor Helge selvfølgelig også stopper op og siger: Ja, det her er en af Rold Skovs seværdigheder, som man blev opmærksom på for ca. 30 år siden. Som I kan se, så er der en lang række af sten. (27 sten og 70 m lang, red.). Det er oldtid – stenalder. De viser ned til ådalen, hvor man kan se, at der har været en dæmning hen over dalen, formodentlig til en bro, idet der her var en fjord i oldtiden. Man ved ikke, hvad alle de sten, der ligger i en lige række er, men det har et eller andet med solhverv at gøre, netop pga. retningen. Man har ovre ved Myrhøj ved Ertebølle fundet en stenrække, der er endnu mere imponerende end denne her. Men man har aldrig rigtig fundet ud af hvad det er. Marthin har sikkert ret i at der er et eller andet med asetro i det her. Men engang af åre finder man måske ud af det.

Hertil supplerer Marthin: Når vi kommer op på vejen her oven for, så har vi en langdysse, som har nøjagtig samme orientering. Langdysserne var lagt sådan, at det ved vinter- og sommersolhverv passede med solens op- og nedgang på hver sin side. Man har også en stor cirkel her nede bag ved, som man formoder, har været en rituel plads. Lige her henne på venstre side af stien ligger der en stor trædesten med nogle mindre sten rundt om. Der har man fundet nogle dna spor af blod, men det er ikke nærmere bestemt, om det er menneske¬eller dyreblod. Det mener man er en lille ofringsplads. Ud over Ertebølle, så ligger der også oppe i Tingskoven nogle lignende ting, (Rold Skovs Venner var der i 2003, red.), og det gør der også i Lejre ved Roskilde. Til slut nævner Marthin nogle eksempler på hvorledes koordinaterne rammer nogle kendte punkter. Bl.a. lige nord for Göteborg, hvor der er hugget riller ind i klippesiden, samt Stone-henge i England. Så man mener altså, at det har noget med stjerner og pejlinger og religiøse ting at gøre, slutter han. Oppe ved vejen til Nældedalen står der en gruppe flotte asketræer. Det er et af de få steder i Rold Skov hvor der er ask – et meget smukt træ, siger Helge. I modsætning til andre træer, så beholder asken jo sin lysegrønne farve sommeren igennem. Asken var jo et yndet træ tilbage i oldtiden, hvor man betragtede asken som verdenstræet, og det er en dejlig historie. Verdenstræet Yggdrasil var et kæmpetræ hvis rødder gik ned til nogle livgivende kilder i jorden mens kronen dannede selve himmelhvælvet. Yggdrasil ville ryste sin stamme og fra grenene ville der falde nektar ned. Men en dag ville det hele gå amok med jordskælv og vulkanudbrud. Masser af mennesker ville gå til, men når det var overstået, så ville der opstå en ny og bedre verden. Normalt skal asken jo have vand. Ude i Skindbjerglund kan man se, at den næsten står i vand, men det ved de her ikke noget om, de klarer sig fint alligevel. Der er et sted her i skoven, hvor jeg altid er i tvivl om hvilken vej, jeg skal gå. Det er lige her henne i det store vejkryds, så nu må vi se, om vi kommer i den rigtige retning. Retningen var nu god nok, først et stykke op ad Bundgårdens Kirkevej og så til venstre hen mod proveniensforsøgene. Det er det sidste sted i Danmark hvor den sorte stork havde rede indtil begyndelsen af 1950`erne. Jeg tror ikke, at den er kommet tilbage, hvad siger Marthin? Jo, det er den, der er sorte storke i Lille Vildmose, svarer denne. Og så har turen jo hele tiden været i bjergeskov, fordi meget af den ligger så højt, fortsætter Helge. Den vej, der går her er sådan en lille bjergvej, som snart fører os hen til proveniensforsøgene, og hvad betyder så proveniens? Det betyder herkomst. Når vi kommer derhen, vil I se, at man har plantet forskellige slags bøg for at se hvordan de vokser i forhold til hinanden, og hvilke, der vokser bedst i Rold Skov, og dermed også se, hvordan de vokser i forhold til roldskovbøgen. Henne ved proveniensforsøgene kan man ikke mere komme helt tæt på træerne, idet disse nu er blevet hegnet ind. Men nu ved I hvor det er, og så kan I jo planke den, siger Helge. Men jeg kan fortælle, at der er tydelig forskel på hvor hurtigt træerne vokser. Den langsomste, det er roldskovbøgen, der heller ikke bliver til et lige træ. Den hurtigste er karpaterbøgen. Ja, så er det bare at gå tilbage til bilerne, og nu spørger jeg formanden, om hun vil gå i spidsen og føre os tilbage til bilerne, slutter Helge for denne gang. Nej, det vil jeg ikke, siger Bente med et smil, for så får I bare en endnu længere tur. Jamen, så vil vi da gerne gå med dig, lyder det fra flere af deltagerne. Dejligt at høre, for det fortæller jo kun, at det havde været en dejlig dag med gode oplevelser, som man sagtens kunne bruge endnu flere af.