2013 Hesselholt Skov

Det er som om, at vinteren ingen ende vil tage denne gang. Således heller ikke til vores første forårstur i Hesselholt Skov den 17. marts. Det var derfor flot, at der mødte 44 personer op på parkeringspladsen i Mosskov, selvom der var meget glat fra morgenstunden. Til gengæld var det en meget flot og smukt snepudret Rold Skov, der mødte de modige fremmødte.

Som det jo fremgår af det tidligere skrevne, indleder vi nu et nyt kapitel i Rold Skovs Venners historie, hvorfor det denne gang var Helge, der bød velkommen. Jeg har for første gang fået den ære at byde velkommen, indleder han. Jeg vil gerne sige. Vi har ikke haft nogen palads¬revolution i bestyrelsen, men der er betydelige ændringer, som jeg gerne vil fortælle om. Birgit Eriksen, som har været kasserer i 25 år, er gået på pension, og der er kun tak til hende. I stedet for er Käthe nu blevet hovedkasserer. Knud Andersen, generalsekretær, er gået på pension efter at have gjort det fremragende i ikke mindre end 25 år. Hans hustru, Hanne, er også gået på pension. Hun var sekretær igennem 25 år og har gjort det fremragende. Det vil sige, at de har været med helt fra starten af, og der er kun en stor tak til dem, for de har gjort det så strålende. John Kovshøj, bestyrelsesmedlem, har overtaget sekretærposten. Generalsekretær bliver man først efter lang og tro tjeneste i mange år. Nyt bestyrelsesmedlem er Marthin Nygaard, og ikke mindst er jeg glad for det, fordi Marthin ved utroligt meget om skoven, og ved meget som jeg ikke ved, og kan hjælpe på turene, når jeg pludselig ikke kan finde ud af, hvad jeg skal sige. Og så er der vist egentlig ikke sket mere, så vi går, slutter skælmen Helge. Han stopper dog op allerede straks vi er kommet over til søen og siger. Jeg synes, at det er flot, at I er kommet så mange selvom vejret er som det er. Om området her ved søen, er der det at fortælle: At vi befinder os i det gamle Buderupholm Statsskovdistrikt, som nu hedder Naturstyrelsen Aalborg. At stien rundt om Store Økssø er 2.777 meter lang. At den er 7 meter dyb på det dybeste sted. At der, som de eneste fisk findes nogle små aborrer. Og at man nu kan se sneen ovre på søens modsatte side, fordi man har ryddet skoven med det formål, at kunne genskabe den gamle Store Økssø mose. Endelig skal Helge have ud mellem sidebenene, at der findes personer, som synes, at det var synd at fælde skoven. Der står bl.a. en mand her imellem jer, som overhovedet ikke har forstand på noget som helst. Vi følger søen et lille stykke vej, men drejer snart mod syd langs hegnet ind til mosen. Det er så smukt i dag. Skoven ændrer sig jo fuldstændigt når det sner, siger Helge. Man tænker måske ikke lige over det, men når der er sne, ser man rigtigt hvor høje og slanke granerne er. Dem, der vokser her er sitkagran. En art, der kommer oppe fra det nordvestlige hjørne af Amerika. Jægerne hader sitkagraner fordi de stikker så modbydeligt. Sitkagranen kan også kendes på at barken skaller af fra 20 års alderen.
Et stykke inde i skoven kan man skimte et gammelt træhus,
hvilket får Helge til at tænke på en tidligere skovrider, Poul Lorenzen, som kom her i 1920. Jeg har kendt ham, og når vi går 7 år frem, så har jeg kendt alle de skovridere, der har været her i 100 år. Poul Lorenzen og hans hustru, Minna
Madelund, tog ofte her ud for at drikke te og nyde naturen.
Nede på skovriderkontoret hænger der et fint fotografi af
huset, siger Helge.
Går man længere over, fortsætter han, så ligger der den ene
grøft efter den anden ned gennem terrænet. Da jeg kom hertil, var der 45 små egetræsbroer med rækværk hen over dem. Det var alt sammen noget, som Jens Hvass havde lavet. Disse dræningskanaler startede man allerede på i 1865 for at dræne mosen, og man fortsatte også under 2. verdenskrig fordi man skulle have træ – mosen, den var ikke til noget. Der er mere end 40 km af disse gravede grøfter, som nu er blevet brudt af for at genskabe mosen. Jeg tror, det bliver så flot engang. Efter kort tids vandring stopper vi ved en gruppe slanke egetræer. Man forestiller sig gerne, at et egetræ er et stort, lidt forkrøblet træ med en stor krone. Men her kan I se nogle, der er fuldstændig lige, næsten som et grantræ, og det er der penge i, siger Helge. Ovre på Sjælland ligger godset Bregentved, hvor man har plantet eg hvert år i næsten 130 år. For at få dem helt lige gør man det, at man klipper knopperne af stammen meget højt op, så der ikke kommer sidegrene på dem og dermed heller ingen knaster. Så kan man nemlig lave et sådant træ til finer. I Tyskland har de et sted, hvor man kan tage dem i fuld længde og finere dem. Det er altså træer ligesom dem, der står her. Jeg vil tro, at et sådant træ koster cirka 40.000 kr. så der står noget af en formue lige her. Lidt længere fremme ligger der et nyfældet bøgetræ, hvor man tydeligt ser hvordan kernen kan være mørkfarvet. Når det inderste af bøgetræer antager en anden farve, det kan gå hen og blive helt rødt, hvilket oftest er tilfældet ved gamle træer, falder de i værdi. Da Helge lavede den store TV serie om De Danske Skove, snakkede han med skovrideren ovre i Dyrehaven, som har Danmarks ældste og største bøgetræer, plantet af den tyske forstmand von Langen, der kom herop for at sørge for, at der igen kom skov i Danmark. Der var kun 3 % i Danmark, der var skov, i dag er vi oppe på cirka 13 %. Skovrideren ovre i Dyrehaven sagde meget muntert. Det var sgu. et problem med de gamle træer, fordi vi ikke kunne sælge dem pga. misfarvningen, men så fik jeg en idé, i stedet for at kalde dem bøgetræer, så kalder jeg dem for Jægersborg mahogni, og lige pludselig kunne vi ikke bare sælge dem, men kunne få nogle eventyrlige priser for dem. Smart fundet på. Vi er nu så langt fremme, at vi kan se ud over Lille Økssø Mose. Det er en af landets bedst bevarede højmoser, siger Helge. Der er en sø midt ude i den. Der er sjældne planter. Der er multebær, tranebær og der er soldug, en køn lille plante. Vi havde engang her på distriktet en skovfoged, der var noget tvær. En dag, da han kommer forbi mosen om efteråret, står der en kone med sin cykelkurv godt fyldt op med tranebær. Den pågældende skovfoged blev meget vred og skældte den gamle kone ud på det groveste. Hun måtte kun tage til eget forbrug. Der var alt for meget og det kunne sælges. Konen sagde ingen ting til sit forsvar, men tog bare sin cykelkurv og hældte alle tranebærrene ud over ham med ordene. ”Så skal du også have dine bær tilbage, hvis du selv skal bruge dem”. Helge beder nu eksformanden om at fortælle en historie i forbindelse med samme skovfoged, som vistnok havde et lidt anstrengt forhold til Helge: Skovfogeden vidste jo godt, at jeg var formand for Rold Skovs Venner, og engang hvor jeg fik en snak med ham, kom vi ganske naturligt også til at snakke om Helge. Og da var det at han lige pludseligt sagde de bevingede ord: ”Han aner ikke et klap om træer”. Se, den røg jo lige ind på harddisken, og da jeg senere ville skrive en kronik i Aalborg Stiftstidende i anledning af Rold Skovs Venners 10 års jubilæum, var disse ord jo helt fantastiske at indlede med. Men hvad hjertet er fuld af, løber munden jo over med, hvorfor jeg fortsatte: ”Nej, vel er han ikke forstmand, men han kender, om nogen, skovens sjæl helt ind til det allerinderste”. Og så kunne jeg ellers bare fortælle løs om både Helge og hans elskede Rold Skov. På vores videre tur ned gennem skoven passerer vi nogle flotte douglasgraner. Dem kan I også altid kende, ligesom I også altid kan kende sitkagran, indleder Helge. Der er ingen andre, der er der er så brune og har så blød en bark som den. Det er også den, der hedder oregongran og den er fremragende til tømmer. Buderupholm Statsskovdistrikt opstod i 1826, da staten overtog Buderupholms skove, fortsætter han. Og det var godt, at den gjorde det. Det er den smukkeste del af skoven, der går helt fra nord til syd med Lindenborgs skove på begge sider. Det var ikke en særligt velplejet skov, man overtog. Nede på skovridergården kan man se de gamle driftsplaner, som Per og jeg har studeret meget nøje. Det er sjovt at læse om hvordan skoven så ud, da den blev overtaget, fordi der kom snart en skovrider, som blev kaldt Forst¬råden, og han skrev ned hvordan skoven så ud, og man får nærmest det indtryk, at det lidt, der var tilbage af skoven, var en jungle hvor grenene hang ned fra træerne. Det er en helt herlig beskrivelse. Forstråden var her i næsten 50 år som skovrider, hvor han som oftest red rundt på sin lille islænderhest. I den forbindelse fortæller Helge, at han selv har fået foræret en islænderhest på betingelse af, at han skulle ride på den. Det har jeg også gjort – én gang. Men der er f…… højt op, og der er f…… langt ned igen, siger han. Men tilbage til Forstråden. Hans islænder døde og blev begravet lidt øst for skovridergården og der vokser skovens største douglasgran, Forstrådens Gran, som er sat der hvor hesten blev begravet. Det allerførste år efter at staten havde overtaget skoven, var det en skovrider Ahrns fra Lindenborg og hans sønner, som varetog skovens pleje og så kom altså Forstråden. Han gjorde det fremragende og begyndte at plante grantræer og gjorde i det hele taget meget. Herefter kom der en anden skovrider, der hed Hintz. Han var en munter mand, men han kunne ikke sammen med overførsteren, chefen for de jyske statsskove, der boede nede i Aarhus, så det endte med at han rejste herfra og tog over til Helsingør skovdistrikt. Men det er ham, der har plantet alle de store træer i Den Jyske Skovhave. Der iblandt den store kæmpegran, Abies Grandis, som siges at være Danmarks største nåletræ i rumindhold. På vores videre tur er vi nu nået frem til Kremses Bøg. Her fortæller Helge naturligvis lidt om skovfoged Krems og dennes disputter med Jens Hvass, men han går dog snart over til at hylde vores nye formand, Bente. Da jeg fortalte om de nye bestyrelsesmedlemmer og de, der er gået på pension efter 25 år, var der lige et par stykker mere, jeg skulle have nævnt. Vi har fået en ny formand, og det er jeg meget glad for. Den tidligere formand siger, at det er bare fordi, det er et kvindtimmer, og at hun er køn. Det er hun selvfølgelig også. For engangs skyld har manden ret. Jeg er så glad for, at du vil overtage det her, Bente. Din forgænger har gjort det godt i 25 år også, og der er megen tak til ham for de 25 år. Han kan ikke helt undværes, så han er blevet degraderet efter eget ønske til menigt bestyrelsesmedlem. Med hans store viden om hele foretagendet, så er Bente glad for at have ham som sin støtte. ”Han er blevet udnævnt til æresmedlem af Rold Skovs Venner”, føjer Käthe til. Bente har Kurt til sin højre Bente hyldes som ny formand hånd, fortsætter Helge, og så har Bente Per til sin venstre hånd, så det skal nok gå dig godt, og vi vil støtte dig med alt det, vi overhovedet kan. Vi er glade for at du vil påtage dig det ærværdige job, og når vi skal ud at gå næste gang, så er det ikke mig, men Bente, der siger godmorgen og velkommen. Jeg er sådan set også rigtig godt tilpas, siger Bente. Nu er der så blevet lavet nogle ting om her i inderkredsen af Rold Skovs Venner. Én ting, vi heldigvis ikke har lavet om på, det er vores turleder. Ham har vi været så fornuftige at beholde. Det er jeg rigtig, rigtig glad for, og det ved jeg, at det er I også. Skal vi ikke give ham en stor hånd? Det vil jeg gerne have, at du fortsætter med, for det gør du rigtig godt, slutter Bente.

Jeg havde en god oplevelse i fredags, udbryder Helge. Jeg har fået en ny søster. Jeg anede ikke hendes eksistens. Jeg fik en mail i juni måned, som var meget kryptisk, hvor der var én, der ville fortælle mig noget om min slægt. Jeg overvejede meget om det var spam, og nåede frem til den beslutning, at det var det. Der gik så tre måneder, og så fik jeg et brev fra en Birgitte ovre i København. Hun skrev, at hun havde sendt en mail, men at jeg ikke havde besvaret den. Hun forstod det godt, men hendes mor var efterhånden blevet en gammel dame, og hun ville gerne gøre op med sit liv inden hun gik herfra, og at hun havde noget, hun ville fortælle mig. Birgitte fortalte i et senere brev, at hendes mor på 94 år havde den samme far som jeg. Jeg havde aldrig hørt om hende, jeg anede intet om det. Tænk, at få en søster i min alder. Jeg har så korresponderet med dem og aftalt med datteren, at vi skulle vente til foråret inden jeg tog over til den gamle skrøbelige dame. Det blev aftalt til den 15. marts. Pernille og jeg fløj over til København og skulle til frokost og tog derud til Vanløse. Jeg blev noget overrasket da den gamle dame selv åbnede døren. Rank, velplejet og med et meget smukt ansigt. Fuldstændig frisk og klar i hovedet, og vi havde sådan en hyggelig dag. Lige i det øjeblik, hvor jeg gav hende det første knus, slog det ned i mig, jamen, det er jo ligesom at få den søster, som man har hørt emigrerede til Amerika før man blev født og som man aldrig har set. Det var ligesom, jeg havde kendt hende hele livet. Blod er altså tykkere end vand. Jeg synes virkelig, at det var en af de helt store oplevelser i mit liv. Tænk, at få en søster i sit femoghalvfjerdsindstyvende år. Det er da flot. Hun havde først fortalt sine døtre det for tre år siden. Den ene datter var så begyndt at pukke på hende og sige. Du skal gøre noget ved det, du skal prøve at finde ud af, hvem din far var. Hun fortalte, at hun gik på arbejde i København og gik ned ad Bredgade, hvor der var en kunsthandel, der havde min fars billeder udstillet. Jeg gik altid forbi for at se, hvor lang tid der gik, før billederne blev solgt. De var så søde, både moderen og datteren og vi havde det virkeligt så hyggeligt. På et tidspunkt snakkede hun om én, der havde været i fængsel. ”Det har jeg også været”, sagde Helge. Men jeg fik aldrig fortalt historien, så da jeg kom hjem, tænkte jeg, det var sgu. ikke heldigt, nu går de og spørger hinanden, hvad mon han har været buret inde for? Men så sendte jeg en mail til datteren, at jeg lige ville forklare hvorfor jeg var buret inde. Forklaringen var, at Helges kone var blevet meget frugtsommelig mens de boede i Cambridge i England. Helge havde på samme tid søgt et nyt job nede i Cornwall og havde fået en tidsfrist indtil barnet var født. Det trak imidlertid ud med fødselen, hvorfor Helge fik fristen forlænget flere gange, men tilslut gik den ikke længere, han skulle møde op. Han havde dog kun været i Cornwall i få dage da deres datter blev født, hvilket chefen fejrede med at give champagne. Helge ville selvfølgelig gerne have fri næste dag for at besøge mor og datter, og det fik han også lov til, men kun i én dag. Han måtte derfor køre de 500 km hver vej om natten og blev selvsagt meget træt. For at få noget styrkende stoppede han på vejen tilbage i en lille by og spurgte to betjente om hvor apoteket lå. Der, sagde de og pegede. Helge holdt lige udenfor. Måske ikke så sært begyndte betjentene at spørge til Helges tilstand. De kunne godt se, at han var træt ad h` til, så det endte med at de tog ham med til stationen hvor han fik lov til at sove i detentionen, dog med åben dør. Klokken 10 blev han vækket med et dejligt morgenbord, og som den venlige og høflige mand, Helge er, må han have gjort et godt indtryk, for betjentene sagde til ham. Vi har ringet ned til din chef og sagt, at du har været vidne til et trafikuheld, så nu håber vi, at du finder på en god og dramatisk historie, og ikke siger noget om, at det bare er noget, som vi har lavet. Sådan var England den gang, og nu ved min gamle søster hvorfor, slutter Helge denne utrolige historie.
Vi fortsætter mod syd ad Roldvej frem til den lille sten ved Hummelbækken. Vi har kun ét vandløb i Rold Skov, alt andet vand kommer i kilder, siger Helge. Det er dog ikke helt rigtigt, for der er en lille bæk, som løber her. Den føder Hvass Sø, som vi nu skal hen og besøge. På vejen derover stopper Helge dog ved en lavning, der er resterne af en gammel grusgrav, for at fortælle om det at lære at kende forskel på dyrene i skoven. Da jeg kom hertil vidste jeg godt, at der både var krondyr, rådyr og dådyr, men hvad der var hvad, det anede jeg ikke et klap om, siger han. For at få et krondyr at se, blev jeg anbefalet af Jens Hvass, at sætte mig over på bakken ved Troldefaldet, som skulle være et godt sted. Jeg opgav dog at få et krondyr at se, men en anden gang, da jeg kom gående lige her ved hullet, stod der en kronhjort med sit lam, og lammet diede moderen. Kalven har forhåbentlig ikke diet ved hjorten (hannen), siger Marthin med et glimt i øjet. Det går rigtig godt, griner Helge. Ja, du har stadig noget at lære, siger Marthin igen, hvortil Helge svarer. Altså når jeg fortæller om den bakke og Troldefaldet, så er jeg nødt til at sige, at for enden af bakken står der en meget stor douglasgran, som man pga. min store viden om kalve og hjorte og dådyr osv. har opkaldt, Qvistorffs Gran. Så I kan godt gøre nar, jeg tager mig overhovedet ikke af det. Mon ikke det var dagens muntreste episode?

Apropos dyr og jagt fortæller Helge om en anden munter episode. For mange år siden var jeg privilegeret på den måde, at jeg blev inviteret til med på alle statsskovens jagter. En dag, hvor man var klar til at gå en såt igennem, var der en af jægerne, der sagde. Der har løbet kronvildt over her. Så begyndte alle disse kloge jægere at diskutere om hvor længe siden, det kunne være. Med på jagten var også komtessen fra Lindenborg, Elisabeth Svendsen, der er kendt som en meget stor jæger. Der var så en af jægerne, der tænkte, vi må hellere spørge Elisabeth, så det gjorde han. Hertil svarede hun. Det kan man sgu. da lugte, det er et kvarter siden. Om hun tog gas på dem, ved jeg ikke, men det virkede meget imponerende.
Vi fortsætter nu ad Holtevej og kommer hermed snart frem til
den dejlige bålhytte i nærheden af Hvass Sø. Nu er tiden
kommet til en velfortjent pause og en velfortjent bid brød,
samt ikke mindst, tid til en god snak og et hyggeligt samvær.
Inde ved Hvass Sø fortæller Helge, at den er opkaldt efter den gamle skovrider, Jens Hvass.
Han ville gerne have en sø her, men den gang var man meget
påpasselige i statsskovvæsenet med at bruge penge på den
slags. Men det fandt Jens Hvass ud af at klare, og i dette tilfælde ringede han til civilforsvaret og sagde. I kan få en opgave her i skoven, hvor I kan lære jeres folk hvordan man kan gøre det ene og det andet. Chefen for civilforsvaret var ikke rigtig med på hvad Jens Hvass mente. Jo, sagde Jens Hvass, vi skal have lavet en sø. Det kan I få lov til at gøre, og det skal ikke koste jer en krone. Det gjorde de så, og Jens Hvass fik sin sø ganske gratis. Han plantede senere træer rundt om søen og forsynede dem med skilte ligesom i ’Den Jyske Skovhave’. Søen ligger så tilpas afsides for folk, der kommer nordfra, at der ikke er så mange, der besøger den. Jeg synes, at det er et af de rigtige dejlige steder i skoven. Som så ofte før, fortæller Helge, at Jens Hvass var skovrider her i skoven fra 1940 til 1970. Han afløste Poul Lorenzen, som blev udnævnt til skovdirektør under krigen som følge af sine store diplomatiske evner. I begyndelsen var Helges forhold til Jens Hvass ikke på toppen, vel nok fordi Helge som en høflig hotelmand ydede for lidt verbal modstand, men senere blev de meget fine venner. Endelig fortæller Helge historien om da Jens Hvass og en kammerat skulle forestille at tigge som fattige drenge i København. Da det var Jens Hvass` tur, kom der en pæn ældre herre i diplomatfrakke og med høj hat gående. Både Jens Hvass og hans kammerat fik en 25 øre, men pludselig kom der en mand frem og skældte dem ud med ordene. ”Det gør I aldrig mere, det var kongen”. Jens Hvass var i øvrigt selv meget stolt af, at han havde kendt fire konger og én dronning personligt. Den første, det var ham med 25 øren, kong Christian 9. Vi går nu direkte fra dæmningen ud på Ardenvej og følger denne langs jernbanen mod nord. Herfra går vi til venstre ad Den Grønne Vej ind til Røverstuen. Her fortæller Helge naturligvis om røvernes meritter. Hvordan de trak snore, der var forbundne med sølvklokker, ud over vejen, så de kunne høre når nogen kom forbi. Man vidste ikke så meget om Røverne fra Rold førend skovrider Stougaard fra Lindenborg gjorde Helge opmærksom på, at Jeppe Aakjær havde skrevet noget i et værk, der hedder Steen Steensen Blichers Livstragedie. Heri fortæller han om Blicher og cirka 25 af hans noveller, hvoraf den historiske baggrund for en af disse netop er Røverstuen. Der går mange farverige historier om Røverne fra Rold. Det hele endte dog i en stor retssag, der blev afsluttet i 1844, hvor 79 personer fik en egentlig dom. Heraf skulle de syv offentligt kagstryges og have livsvarigt tugthus, mens 156 blev sendt hjem til deres respektive sogne som strafværdige. De mest berømte af røverne var Bette Fanden, en bare 152 cm høj skrutryg ved navn Johannes Jensen, Lorentz Meyer fra Aalborg og hans forlovede, det offentlige fruentimmer Ane Pernille Andersdatter Storm, Petronillen kaldet. De blev dog alle benådet i 1864. Bette Fanden tog tilbage til sin hjemby, Stenild, hvor hans kone boede på fattiggården.

Lorentz Meyer tog til Aalborg, hvor brændevinsbrænder Harald Jensen tog ham i sit brød. Der gik dog ikke ret længe før han begyndte at stjæle igen, og så var det forhold slut. Nu var der så blot tilbage at tage den sidste vandring tilbage til Mosskov. Vi går atter forbi Kremses Bøg, men denne gang tager vi den smukke skovsti op til Storedalsvej, ad hvilken vi kan komme direkte op til parkeringspladsen. En meget smuk, munter men også kold tur var slut. Det er også lidt pudsigt, at kulderekorden fra marts måned 1987, da forløberen for Rold Skovs Venner startede op, først skulle blive slået her i marts 2013, hvor Rold Skovs Venner har startet en ny æra. Skal vi ikke betragte det som et godt startskud til et fortsat godt virke i mange år?