2012 Mørkeskov

Også denne gang, søndag den 11. november, var der våde og kedelige udsigter med hensyn til vejret, men også denne gang endte det med at blive det skønneste efterårsvejr kort efter starten fra parkeringspladsen ved Mørkehuset på hovedvej 180. Det var derfor meget flot, at der mødte hele 76 personer op for at være med på turen. Det skulle de heller ikke komme til at fortryde, hverken i form af oplevelser eller andre goder. Allerede på vej op mod Mørkehuset stopper Helge for at fortælle om de smukke lindetræer. Dem kan vi takke statsminister Poul Nyrup Rasmussen for, siger han. I hans regeringstid gav man lige pludselig Statsskovene en hel masse penge som man ikke rigtig vidste, hvad man skulle bruge til. Dette gjaldt også her på Buderupholm Statsskovdistrikt. Her bestemte skovrideren, at de forskellige skovfogeder hver især kunne få lov til at plante nogle store træer hvor det passede dem. Skovfogeden nede på Tveden lod så plante lindetræer her. Lind er der ikke så mange af her, selvom skoven engang var delt mellem lind og eg. Jeg synes, at det var flot, at der skulle plantes lind, for det er et meget smukt træ. Et træ, der kan blive meget gammelt, flere tusind år ligesom eg kan. Lindetræ, som træ betragtet, er elendigt. Det kan ikke bruges til ret meget andet end til billedskærerarbejde og til træben, fordi det er meget blødt i veddet. Så man fældede alt hvad der var af lind, fordi det ikke kunne bruges til noget. Men nu har vi takket være Poul Nyrup Rasmussen fået denne smukke lindeallé. Efter at vi har passeret Mørkehuset stopper Helge igen og siger. Når det hedder Mørkehus, vil jeg tro, at det er her, at skoven er mest mørk, idet den her hedder Mørkeskov. Vi skal gå i tre skove i dag, Mørkeskov, Fællesskov og Vælderskov. Det er sådan, at det store skovdistrikt har fået en masse forskellige navne, således at man ved hvor man skal hen, når der bliver sagt, at I skal til Mørkeskov. Når vi går turen i dag, skal I prøve at se hvor få vejstrækninger, der går ligeud. I vil blive forbavset over, at der praktisk taget ikke er en eneste. En enkelt måske med en smule held, men ellers snor vejene sig af sted, og det er det, der er med til at gøre Rold Skov så vidunderlig. Vi går jo i Statsskoven i dag, vel nok den mest turistprægede del af den. Buderupholm Statsskovdistrikt, nu omdøbt og nedvurderet til Naturstyrelsen Aalborg. Så galt kan det gå, mener Helge om det nye navn. I en meget flot bøgebevoksning stopper vi et sted, hvor træerne er særdeles meget mosbevok¬sede på nordsiden. Er det godt eller dårligt, spørger Helge? Det er godt, bliver der svaret. Jeg var ude at holde foredrag for nogle damer forleden dag, fortsætter Helge. Jeg fortalte et par historier om den gamle skovrider, Jens Hvass, og på et tidspunkt spurgte jeg. Hvor mange af jer kan huske Jens Hvass? Der var total tavshed, indtil der endelig var én, der forsigtigt stak fingeren op. Der kan man altså se, at en mand, der var så toneangivende den gang, og som næsten alle i Danmark kendte for 50 år siden, er der nu ingen, der kan huske. Det er mærkeligt. Derimod kan jeg huske, at den gang jeg skrev den store bog om Rold Skov med stor hjælp af Hr. Andersen, da fandt vi noget på skovridergården. Et skrift, der var skrevet af skovrider Hintz, der var her indtil 1902. Han fortalte, at når der var skovauktion, så kom alle træskomagerne og opkøbte bøgetræ til at lave træsko af. Det var jo en stor virksomhed her på egnen, at lave træsko. Der står i det gamle skrift, at de træer, som de helst ville have, var dem, der var lav på. Man kan så spørge sig selv hvorfor, men det har vi aldrig fundet noget svar på. Det var nok fordi, der så allerede var for i dem, er der en munter sjæl, der svarer. På vores videre færd op gennem bøgeskoven ser man et ret stort område, der er lagt ud som græs. Det gør man mange steder for at man kan få noget rå- og kronvildt. Men det er nu ikke årsagen her, siger Helge. Det er derimod resterne af en af skovens planteskoler, som man havde flere af rundt omkring i skoven. Bl.a. der, hvor vi holdt jubilæumsfest, og den er der jo som den eneste i Statsskoven endnu. Vi er nu kommet så langt op ad Storedalsvej, at vi kan se en af skovens røde pæle på højre hånd. En pæl, som Helge totalt ”overser”, idet han igen begynder at snakke om lige veje. Det er et tegn på, at det er en skov, der er kommet til i nyere tid, siger han. Ovre øst på i skoven på den anden side af Madum Sø, vil man også kunne se nogle snorlige veje. Det er nemlig af samme årsag, skov, der er plantet engang i 1800 tallet. Ellers følger vejene vandskellene. Når man kørte i gamle dage var det vigtigt, at vejene lå hvor der var fast grund og ikke for meget vand, og derfor følger vejene terrænet. Kommer man ud i den vestlige del af skoven, så er der også lige veje. Det kan man undre sig over, for der har der jo været skov i mange hundrede år. Men det var fordi, de havde en godsejer, der hed Levetzau, som tillige havde Restrup. På den tid landets mest velhavende mand, og han forlangte, at vejene på hans gods skulle være snorlige. De kaldte ham ”General Ligeud”. Ovre i Grib Skov har man også snorlige veje. Det er også underligt, for det er også gammel skov. Årsagen er derovre pga. parforcejagt. Kong Chr. 5., der var så jagtinteresseret, noget han havde lært af ”Solkongen” i Versailles, ville overføre det til Danmark, og forlangte derfor, at vejene i Dyrehaven og Grib Skov skulle være snorlige. Helge kigger hen på den røde pæl og siger. I får mig ikke til at sige noget om den. Men det vil jeg gerne, replicerer fmd. Jeg kan ikke se, hvad der står på pælen herfra hvor jeg står, men jeg ved, hvad der står. Og jeg vil lige sige, at det også er en lille smule jeres pæl, for det er nemlig Rold Skovs Venner, der står bag ved, at den pæl er sat her. Og hvorfor er den så det? Det er den fordi vores kære turleder rundede et skarpt hjørne for fire år siden, og så måtte vi jo gøre noget i den anledning. Vi kan takke vores herlige skovrider, Bendt Egede Andersen, for at han straks var med på idéen og ville finde ud af hvordan man kunne ære Hr. Qvistorff ved at give ham sit eget træ i Rold Skov. Det blev så den flotte douglasgran, der står lige her, siger fmd. og klapper venligt dens bløde bark.

Og var der nogen, der havde fortjent det, så var det denne herre. Vi har haft nogle rekorder i Rold Skovs Venner hvad deltagerantal angår. Første gang, hvor vi havde rigtig mange med, var da vi i 1990 besøgte Tofte Skov på en aftentur med hele 130 deltagere. Så var vi ca. 150 mennesker i alt til vores jubilæum nu i september måned. Det var vi også da Helge fik sit træ. Da vi havde fastsat datoen for afsløringen, sagde skovrideren til mig. Hvis du skaffer 100 mennesker, så sørger jeg for pressen. Det var en aftale, så jeg tænkte. Det skal godt nok ikke være sådan, at
vores del af aftalen ikke bliver opfyldt. Og det blev den så også så godt og vel, for der var som sagt 150 mennesker tilstede. For at festligholde dagen, var der opstillet borde her langs med vejen, hvorpå der stod opskænket hvidvin og lidt godt til munden. Hvad vi ikke havde taget højde for, var, at når der kom en let brise, så dryssede grannålene ned i glassene med hvidvinen. Pyt med det, sagde skovrideren, som ikke er spor vanskelig, vi kalder det bare Gran de Hvidvin. Jeg ved, at Helge blev meget glad og meget rørt over at skulle have en sådan ære. Jeg har hørt ham sige på TV. ’At få sit eget træ i Rold Skov, er en langt større ære, end at få et ridderkors’. Og for os er det en utrolig stor glæde, at have været med til at sætte et varigt minde her i Rold Skov. Der står på dokumentet, at den vil blive bevaret lige så længe som naturen overhovedet tillader det. En douglasgran er jo en konge blandt graner. Forstrådens gran, der står ovre i nærheden af Skovridergården, er også en douglasgran, ligesom en af de allerstørste graner i Skovhaven er det. Jens Hvass, som vi så ofte har hørt om, elskede også douglasgraner. Han har bl.a. bygget Skovtårnet oppe i Vælderskoven af douglasgraner. Husk at fortælle jeres børn og børnebørn hvorfor denne pæl står her, slutter fmd. På den modsatte side af Storedalsvej ligger den lavning, der hedder Troldefaldet. Her stod der engang et af skovens navngivne træer, som var opkaldt efter en tidligere skovfoged ved navn Vier. Jeg tog ikke Vierbøgen med i min bog, ”Navnkundige træer i Rold Skov”, siger Helge. Der var sat hegn rundt om den fordi den næsten ikke kunne mere. Der var en lille dreng, der hed Anders og som var født i 1864. Anders boede ovre i Ersted oghed Kristensen til efternavn. Han fik et job ovre i Lindenborg Ådal på den gård, der hedder Bundgaard. Når han havde været på arbejde på Bundgården og gik hjem til Ersted, kom han her forbi. Jeg har besøgt det lille hus ikke så længe efter, jeg kom her til egnen. Når man kom ind gennem døren, så var gulvet stadig lerstampet. Når knægten kom her forbi Troldefaldet og Vierbøgen, så gyste hen fordi han mente, at der her var nogle ganske farlige ånder og trolde. Troldefaldet er den lavning, man ser her, siger Helge og udpeger stedet. Som vi kan se, er der nu ikke meget tilbage af Vierbøgen. Ifølge legenden var Vier skovfoged her i skoven. Per og jeg har dog aldrig stødt på navnet Vier i skovens gamle annaler. Men jeg tror, at det er rigtigt, for der findes også en vej, der hedder Viergyden, og som vi kommer forbi senere. Fmd. har tidligere hvisket Helge en rettelse i øret. Kom så med den, opfordrer Helge selv. Ok

Jeg skal være den første til at sige. Er der nogen, der ved noget om Rold Skov, og er der nogen, der ved noget om historie i det hele taget, så er det Helge. Men slægtsforsker, det bliver han aldrig, for han ved ikke, at når husmanden ovre i Ersted hed Jens Kristensen, så kom en søn altså til at hedde Jensen på dette tidspunkt. Anders Bundgaard var altså døbt Anders Jensen og ikke Anders Kristensen, som man gør nu om dage, hvor et -sen navn også er et slægtsnavn. Jeg synes, at det var så morsomt, da Helge engang oppe på kirkegården i Gravlev stod skråt bag ved Anders Bundgaards gravsten, hvorpå Hedepigen ligger og kigger over til Ravnkilde og sådan set også Bundgaarden, hvor han blev plejesøn. Helge stod da med hånden på grav¬stenen, hvor der med ret store bogstaver står Anders Jensen Bundgaard, og fortalte, at han hed Anders Kristensen Bundgaard. Det var morsomt, og det mærkelige var, at der ikke var én, der reagerede på det, slutter formanden. På den videre tur kommer vi snart efter forbi Urskoven. Jeg havde altid undret mig over hvorfor det hedder Urskoven, siger Helge. Det fandt jeg aldrig nogen sinde ud af. En af de ting, som var umuligt. Jeg havde spurgt så mange mennesker om hvorfor det hed Urskoven. Men så en dag mens jeg skrev en bog om Jens Hvass, så spurgte jeg ham om hvorfor det hed Urskoven. Og så kom det på hans brovtende måde. ”Ja, det er sgu mig, der har givet den det navn”. Jens Hvass var jo også chef for spejderne i Nordjylland. Hvad hedder det spejderkorps?, spørger Helge. Det Danske Spejderkorps, svarer ØP. Det tager jeg forbehold for, siger Helge. Det er ligesom det der med Anders Kristensen. For Per kommer og retter mig, hvis jeg siger noget forkert i den forbindelse, fordi han har et særligt forhold til de der spejdertusser. Hvad hedder det?, ægger han fmd. Nørrejyske Division, prøver denne. Nej, dit spejderkorps, hvad hedder det? Jeg har aldrig været spejder, men var og er inkarneret FDFer, siger fmd. Som om der skulle være forskel på sådan noget, replicerer Helge. Men, fortsætter han, der skulle være en weekend her i Nordjylland, hvor spejderne skulle ud i skoven. Jens Hvass og hans medkumpaner i bestyrelsen - gamle spejderdrenge - fandt så ud af, at der skulle gøres noget ekstra og være samaritterøvelse. De fandt ud af, at det skulle gøres rigtigt, og så fortalte de børnene, at de skulle ud i urskoven og have blod på sig, og så skulle de kureres. Der blev gjort rigtig meget ud af det, og deraf kommer navnet Urskoven, slutter Helge. Vi passerer Dødemandstræet og fortsætter til Troldeskoven, hvor vi lige stopper op ved Hvasstræet og Helge selvfølgelig fortæller om hvorledes Jens Hvass altid pralede med træets fortræffeligheder – især overfor sjællændere. Han kommer herefter ind på det standende spørgsmål om hvorfor egen forsvandt i Rold Skov. Men nu er der en mand, der hedder Bent Odgaard, som er ansat på Københavns universitet og forsker i skov, fortsætter Helge. Han er den fremmeste forsker, vi har i Danmark mht. hvordan skov er opstået. Han stod også for pollenanalysen i Store Økssø, hvor man fandt ud af hvordan skoven var blevet til, hvordan træerne efterfulgte hinanden og hvornår de kom. Han har skrevet en afhandling for nylig, hvor han fortæller, at årsagen til at bøgen lige pludselig indvandrede i Rold Skov kunne være pga. Den Sorte Død. Den Sorte Død kom ude fra Kina og bredte sig med kamelkaravanerne til Europa. Man mener, at pesten kom her til Danmark i 1349-50 med at norsk skib, der havde været i England. I de følgende år rasede den heftigt, og det antages, at halvdelen af befolkningen døde. Ja, det var så slemt, at hele sogne blev lagt fuldstændigt øde. Da Valdemar Atterdag i 1357 byggede et slot i Randers, var det af materialer fra 11 nedbrudte kirker fra affolkede sogne. Det er heller ikke ukendt her på egnen, for kirken ude ved Tulsted ved Fræer blev også nedtaget efter Den Sorte Død. Der er ingen rester af den tilbage, undtaget kirkegårdsdiget ved Skørping Nykirke, hvortil man tog stenene ude fra det gamle dige. Imellem Skørping og Fræer var der en lille landsby, der hed Estrup, som der heller ikke er nogen spor af i dag efter Den Sorte Død. Den ene gård efter den anden stod tom. Det var således, at man engang havde mange kreaturer i skovene. Bøgen kan ikke lide når der bliver spist af den, hvorimod egen ikke har så meget imod det, og derfor var egen mere fremherskende. Men da der ikke mere var så mange kreaturer i skoven, så kunne bøgen få lov til at komme op. Det kan være én af årsagerne til at egen forsvandt. En anden årsag var givetvis også, at træerne blev fældet af de fremmede magter, tyskere og svenskere, der besatte Danmark i 1900 tallet og fældede egene, så vi ikke mere havde noget godt egetræ til at bygge Flådens skibe af. Da jeg skrev bogen om Rold Skov, da fortalte samme Bent Odgaard, at pollenanalyserne i Store Økssø havde vist, at det sidste sted, bøgen indvandrede i Danmark, var i Rold Skov, og at det kun var 500 år siden. Men nu har man lavet en fornyet undersøgelse af disse pollen, og der er man nået frem til at det ikke passer, bøgen kom meget tidligere, men gjorde ikke noget væsen af sig. Nu kommer Jørgen, siger Helge pludseligt, (Direktør Jørgen Pedersen, Rold Storkro), så kan jeg få ham til at fortælle om Dødemandstræet. Og ganske rigtigt, Jørgen Pedersen kommer nu med et meget stort hold gæster Jørgen Pedersens historie om Dødemandstræet Til orientering for sine egne gæster indleder Jørgen således. Det er sådan, at vi her i området har en verdensberømt forfatter boende, i hvert fald i Nordjylland. Han hedder Helge Qvistorff, og har skrevet en masse forskellige bøger om skoven og andre ting. Han har også skrevet en lille bog, som hedder ”Navnkundige træer i Rold Skov”. I den bog fortæller han om ca. 30 forskellige træer, som på en eller anden måde har gjort sig bemærket. Enten træerne selv, eller dem, der har plantet dem eller undladt at fælde dem. Der er mange gode historier. En af historierne går på et træ, der hed Dødemandstræet, og det hed det, fordi der var en skovfoged, der havde hængt sig deri ved sin hals i 1933. Mæt af dage, som man siger. Træet stod stadigvæk her i 1970erne da jeg kom hertil. Det var et prægtigt bøgetræ, der hvælvede sig ud over Gravlev Mosegyde. En dag, da jeg kommer gående nede fra kroen ved midnatstid i efterårsferien med et større hold gæster, som skulle op på bålpladsen og have suppe og tempereret rødvin, kommer jeg forbi Dødemandstræet, og lige som jeg er ud for det, så lyder der sådan en underlig rallende lyd oppe fra træet. (Jørgen demonstrerer med en høj rallende lyd). Jeg ved ikke, hvordan I har det med mørke, men jeg har det ikke så godt. Så jeg skyndte mig at stoppe op og samle nogle af mine gæster omkring mig, så jeg kunne føle mig lidt sikker. Vi stod så stille og lyttede, men der skete ikke rigtig mere. En af de mest modige gik så over under træet og stod så og spejdede op i kronen, og pludselig kunne han se et eller andet, der bevægede sig højt oppe med en rød hjemmestrikket hue på. Pludselig var der en stemme, der lød deroppe fra: ”Jørgen, girdu suppe?”. Så var det Helge, der havde sat sig op i træet i god tid forinden, vel vidende, at jeg kom forbi og vel vidende, at jeg er hamrende mørkeræd. Jeg vil bare fortælle, at jeg sagde ja, men det skulle han sgu ikke have haft. Træet er væltet nu, og jeg har gået i de sidste mange år og ventet på, hvad det næste træk måtte blive. Men der har ikke rigtig været nogle, men nu er vi jo også kommet lidt op i alderen, så det kan være, at han er knap så adræt længere. Jørgen Pedersens historie om Kulsvier Soren Har I snakket om Kulsvier Soren her?, spørger Jørgen. Ikke i dag, svarer formanden. Jamen, det er jo den bedste historie i hele skoven, siger Jørgen og fortsætter. I står lige ved et lille hul i jorden, som man nok vil være tilbøjelig til at gå forbi, uden at lægge mærke til, hvad der er af historiske facts omkring det hul. Hullet er lavet af et par kulsviere, som har haft deres spader med og gravet et hul på 3 meter i diameter og så en halv meter i dybden. Så har de samlet en hel masse træ, som de så har stablet op i en rund pyramideform. Måske stod de på et par stubbe, så de kunne nå højt op og lave en flot pyramide. Når de var sikre på, at træet var pakket kompakt, så klaskede de hele herligheden til udefra med våde græstørv og stoppede halm ned foroven, som de satte ild til. Så stod de her i fem, seks, syv døgn og passede på, at ilden sved sig ned gennem træet og omdannede det til trækul. De var nødt til at være to, de kunne ikke holde sig vågne så længe, så de skiftevis sov og passede milen. Jeg havde en gammel god ven, som fortalte mig, at hans bedstefar havde været apoteker i Skørping. Den gang han var apoteker, kunne man hos lægen, hvis man havde kulsvidning som hovederhverv, få et gult kort, på hvilket man kunne købe brændevin til nedsat pris på apoteket. Der var, som han sagde, ikke en eneste mand med respekt for sig selv, der ikke havde kulsvidning som hovederhverv. De var ret så tørstige, disse kulsviere. Der er ikke noget at sige til det, når de skulle stå her i kulden og passe på, at varmen blev inde i milen, så var brændevinen en god måde at holde sin egen varme op. Den mest navnkundige kulsvier, vi har haft her på egnen hed Soren. Soren uden streg i øet Jensen. Han var fra Skindbjerglund, og han var i 1931 inviteret til København for at vise københavnerne hvordan man byggede en sådan mile op. Han lavede et pragteksemplar hvorefter man inviterede ham i byen. Han havde givet udtryk for, at han gerne ville se det lokale værtshus, og man vandrede fra værtshus til værtshus med ham, og han begejstring kendte ingen grænser. Endelig på et eller andet tidspunkt, så stak hans velyndere ruten af og sagde, at når du kommer frem til Vesterbro Torv, så skal du holde lidt til venstre, og når du kommer et stykke derudaf, så kan du se Futten. Han kom hjem til Mosskov holdeplads, hvor han skrev et fint lille kort med tak for den store oplevelse, det havde været at være i København. Og for selskabet – så længe det varede. Den samme Soren kommer til staden i 1945, da man genoptog de store dyrskuer nede i Skørping. Det var skuer, der indtil krigens dage havde samlet mange, mange mennesker. De kom fra nær og fjern. De tog hertil på cykler, i hestevogne og i biler, og de fine af dem ankom med toget til Skørping station. I forbindelse med disse dyrskuer havde man også det, der hed offentlige fruentimmere. Disse offentlige fruentimmere stod ofte opmarcheret nede på perronen for det tilfælde, at man havde lavet en god handel og der var lidt i overskud. Så lå der lige overfor stationen Skørping Kro og bag ved kroen var der en krohave med lysthuse, som i krigens dage var vokset godt til med vildvin og havde lavet sådan nogle små lukkede rum, kan man sige. Soren står der nede i juli 1945 og kigger sig omkring, og pludselig får han øje på Else. Else stod der og så så yndig ud. Han går så over og frekventerer hende, og de bliver enige om, at de må nok hellere besøge et af disse små lysthuse. Der sker hverken værre eller bedre, at midt under akten, så synker han sammen af et hjerteslag. Han var blevet en ældre mand. Onde tunger her på egnen påstår, at han så vidt vides er den eneste, der nogen sinde er kommet ridende til Sankt Peter. På begravelsesdagen kommer Else ned til marskan¬diseren på Skørping Torv. Nå, så begravede de Soren, sagde han. Jo, det gjorde de. Har du sendt ham en blomst? Nej, sagde Else, det har jeg ikke, han fik valuta for pengene.

Vi siger tak til Jørgen Pedersen og går nu det lille stykke vej videre hen til det store Øjetræ. På vores sidste tur så vi et nyt øjetræ med et øje, der faktisk var lige så stort som det her, så nu har vi to, siger Helge. I skal gå igennem fra øst mod vest, ellers virker det ikke, men det tar`
engelsk syge, overlagte tæer og tømmermænd og hvad ved
jeg, opfordrer Helge, alt imens han går over på vestsiden for at tage imod deltagerne. Jeg står altid her for at passe på, at der ikke er nogen, der falder når de går igennem, siger Helge.
Dette gjaldt også engang en ung dame, som bagefter spurgte.
”Qvistorff er det rigtigt, at man kan blive gravid af det her?”
Da blev jeg sgu svar skyldig, må jeg indrømme. Hun var
meget køn, føjer han undskyldende til.
Turen går nu direkte hen til den hyggelige bålhytte, kaldet Vælderskov Gården. Her skal vi holde vores frokostpause, og ikke nok med det, her venter Birgit og Hanne også med dette års novembertraktement, bestående af Dr. Nielsens medicin med tilhørende pebernødder og brunkager. En rigtig hyggelig pause, som alle nød i fulde drag, kunne man mærke. Den fortsatte tur går ad et ”nyt” og meget naturskønt skovspor atter op i Troldeskoven, hvor vi denne gang gør stop ved Prinsessetræets gamle vokseplads. Her fortæller Helge naturligvis om træets historie. Hvordan det knækkede lige i øjet under en storm Sankt Hans nat 1994. Han fortæller ligeledes historien om den gang, da de tre daværende prinsesser kom her til Rold Skov og kravlede igennem træets øje. I forbindelse med dette kan fmd. næsten ikke lade være med at fortælle om den gang Helge selv kravlede igennem øjet. Men det var altså da han var mere ung og adræt, føjer fmd. godt nok til. På fmds. opfordring fortæller Helge så om da han selv som direktør på Rold Storkro havde gæster med her op i Troldeskoven, og om hvordan formanden for et gastronomisk selskab pga. vellevned sad fast i øjetræet. Enden på historien blev, at Helge måtte løbe ned på kroen for at få fat i noget brun sæbe, så han ved hjælp af dettes smøreegenskaber kunne få lempet den stakkels mand baglæns ud delle for delle. Det morsomme var, at folk, der kom herop senere ofte spurgte. ”Hvordan kan det være, at det træ skummer sådan?” På ”hjørnet” af Pumpevejen og Mælkevejen finder man i dag en stor åben plads. Her var der indtil stormen i januar 2005 noget af den flotteste bevoksning med graner, siger Helge, men de væltede stort set alle sammen. Området hedder Lerhule Hede. Vi er lige gået forbi et andet område med græs, hvor der engang har ligget et skovløbersted, der hed Lerhule Hus, og som altså har fået navn efter denne hede. Da videnskabsmanden, præsten, professoren, Laurits Engelstoft kørte her forbi i maj måned 1805, skrev han bagefter, at Rold Skov, som fordum var berømt for sin størrelse og for sine røvere, burde knap have navn af skov. Så forhugget var den. Men når skoven hedder Mørkeskov henne ved p-pladsen, så er det jo nok der, skoven har været tættest. Der er også meget der tyder på, at den centrale del af skoven var tæt, mens den var meget nedhugget andre steder. Det var den også her, idet det bare var bakket hede den gang. 1805 var også året hvor vi fik den store skovforordning den 27. september, hvor det blev besluttet af kongen, at skovene skulle indhegnes. Denne skovlov blev i praksis gennemført af statsminister C.D.F. Reventlow. Reventlow var ikke bare med til at få afskaffet stavnsbåndet, han var også en meget stor skovmand. Ovre på Reventlow-Museet i Pederstrup på Lolland, kan man se et digert værk, som han har skrevet om hvordan man dyrker skov. Efter 1805 begyndte skovene atter at blive større i areal. I 1805 var man nede på 3 % af Danmark, der var dækket af skov. I dag er vi kommet op på 13 %. Vi skal op på 25, slutter Helge sine historier for denne gang. Med et svinkeærinde ind gennem Fællesskov går vi nu ned til Mørkehus og herfra videre den korte vej til p-pladsen. Kun én ting kan man sige var ærgerligt i forbindelse med denne tur. Det var ærgerligt for de af vore medlemmer, som vi ved, var på vej, men som vendte om pga. regnen. Det havde atter været en tur af de bedre.