2012 Sønderskov – Hesselholt Skov

Så blev det ”hverdag” igen. Søndag den 14. oktober drog Rold Skovs Venner ud på en dejlig efterårstur i områderne omkring Sønderskov og Hesselholt Skov. Trods det, at vejrprofeterne havde truet med at det skulle blive en våd omgang, mødte der alligevel 54 personer op på p¬pladsen i Grøndalen og hvad skete der? Vi fik ikke en dråbe regn på hele turen. Efter velkomsten indledte Helge turen med at gå direkte op til ”den store gravhøj”, men inden vi går helt derind starter han med at sige. Der står i indbydelsen, at formanden sikkert vil fortælle noget om gravhøje, hellekister og stendysser, men det har han bedt mig om at gøre i stedet for. Men jeg ved ikke ret meget om jættestuer og den slags. Jeg er mere interesseret i menneskenes historie. Men det skal selvfølgelig gøres, og for at I overhovedet ikke skal være i tvivl om hvornår sådan noget foregår, startede stenalderen for 6.200 år siden, bronzealderen for 3.800 år siden, jernalderen for 2.500 år siden og vikingetiden for 1.000 år siden. Hvordan ved vi, at det startede for 6.200 år siden? Det ved vi faktisk temmelig sikkert. Jeg vil sige, næsten på årstal. Det er en sjov historie, som jeg selv blev meget overrasket over. Da jeg skrev bogen om Rold Skov, blev jeg gjort opmærksom på, at det er på grund af en plante som vi kender alle sammen. Nemlig lancet-vejbred, der vokser overalt. Når man gennem pollen¬analyser finder pollen af vejbred, er man også sikker på, at der har været agerbrug, idet den hænger uløseligt sammen med agerbrug. Der er det fantastiske ved det hele, at man især i skovene har fået lavet pollenanalyser. Det er ellers meget sjældent og meget kostbart og noget, der tager utrolig lang tid. Man sidder i månedsvis og tæller og tæller og tæller hvad der er af pollen i disse prøver. Her i Jylland har vi måske bare en håndfuld. Men man lavede én i Store Økssø ud fra den betragtning, at pollenet i Store Økssø er fuldstændig uberørt, så hvis man lavede en pollenanalyse her, kunne man finde ud af hvornår træerne var indvandret her i Himmerland. Der kom den meget store overraskelse, at bøgen indvandrede som det allersidste træ for kun 500 år siden. Så kom mennesket og begyndte at lave agerbrug, og ganske kort tid efter de at var kommet, begyndte de at lave deres store gravsteder, kaldet megalitgrave eller storstensgrave. Især her på egnen har vi rigtig mange, og det er heldigt, at de ligger i en skov, således at man ikke har fjernet dem. Især da man begyndte at lave jernbaner tog man overhovedet ikke hensyn til stendysserne, idet man bare tog stenene og knuste dem. Men her har de fået lov at blive, og der er et sted oppe i den nordlige del af skoven, hvor der på bare 1 km2 findes 50 kæmpehøje. Skørping sogn er det sogn i Danmark, der har næstflest kæmpehøje i dag. Ifølge Trap er der 10 langdysser, 161 bevarede høje og 49 der er sløjfede. (Det er ikke rigtigt, siger Helge, der er mange flere). Man sagde gennem mange år at en høj, som den vi står ved her, var lavet af enkeltgravsfolket, der kom hertil fra Sverige og indtog Jylland. Hvis jeg husker ret, så var det i 1896 at en forholdsvis ung historiker fandt frem til det. Det har man godtaget i 100 år indtil en anden historiker satte et stort spørgsmålstegn ved det. I dag er holdningen, at det var ikke rigtigt. I dag er der to muligheder. Enten kom enkeltgravsfolket sydfra og indtog landet, eller også var det bare en ny begravelsesform, som dem der boede her i forvejen indførte. (Det sidste er det helt rigtige. red.). Men enkeltgravsfolkets grave kan I altid kende på, at de ikke er særligt høje, og her i området er der rigtig mange af dem. Og så ligger der en høj derinde, som vi skal ind og se på, slutter Helge. Her inde på Rold Skovs største gravhøj indleder Helge med at sige. Der er huller i den, hvor der har været gravet. Der er en central grav, og så er der grave ude i periferien. Der er i kraft af højens størrelse, at der er det. Jeg har et særligt forhold til denne høj, for da jeg løb mine ture i skoven hver dag, satte jeg mig ofte her op for at reflektere over hvad der egentlig findes og hvordan det var foregået. Nogen vil sikkert vide, at jeg i en årrække til jul skrev en bog om et eller andet emne om skoven. Et år tænkte jeg, om jeg skulle lade bogen handle om denne kæmpehøj og dem, der ligger her. Hvordan deres liv havde været. Det ville være logisk at sige, at det er en bronzeal¬derhøj fordi den er så stor. Den er dog ikke så høj i forhold til størrelsen, så jeg vil stadig tro, at det er enkeltgravsfolket, der har stået for denne her. Der er mange bronzealderhøje i Rold Skov. F.eks. er Roldhøj ved Stendalsvej i Rebild en bronzealderhøj, ligesom den anden Roldhøj ude i den østlige del af skoven også er det. Især oppe i den nordlige del af skoven er der masser af dem, bl.a. Svinehøjene og dem ved kulbrænderens hus. Også i Skørpinglund er de rigtig flotte. Helge slutter med at fortælle om hvordan de forskellige træarter indvandrede i Danmark efter istiden. Efterhånden som menneskene kom til og bosatte sig, blev mange skovområder ryddet for at man kunne dyrke jorden. For Rebilds vedkommende for 5.700 år siden. De første spor heraf ses som før omtalt gennem tilstedeværelsen af planten lancet-vejbred og ikke mindst de mange gravminder som Rold Skov er så rig på. Turen fortsætter nu gennem Sønderskoven i sydlig retning, men ikke ret langt før Helge igen stopper op for at fortælle mere om vore forfædres prægtige gravhøje. I New Grange, cirka 40 km nord for Dublin i Irland, ligger der en række kæmpehøje, som er de største i Europa. Kulturen med at lave disse storstensgrave var noget, der fandtes i hele det nordeuropæiske område. Især i det nordvesteuropæiske: Danmark, England, Irland og Bretagne, – især i det keltiske område. Når vi taler om kæmpehøjene oppe ved Dublin, så er det ikke sådan en lille en som den der, siger Helge og peger tilbage på Rold Skovs største gravhøj. Den er 110 m i diameter og er meget høj. Den er også meget flot med store sten hele vejen rundt. Man kan gå ind i den ad en gang, der er så høj, at man kan gå fuldt oprejst. Når man kommer helt ind i det centrale rum, så står man i et rum, hvor der kan stå 30 mennesker. Så går lyset stille og roligt ud mens der ganske svagt spilles noget keltisk musik. Man står nu og venter i en rum tid, og ser så lyset komme i en skakt. Det er symbolet på det lys, der kommer den 23. juni hvert år. Den er bygget så nøjagtigt, at lyset kommer ind ved sommersolhverv og rammer bagvæggen inde i det centrale rum. Det er meget, meget flot.

Ved at bevæge os videre mod syd ad Kabelvej ser vi
pludselig, at man er i fuld gang med at bryde de gamle
ammunitionsdepoter ned. Om disse nutidens
”bronzealderhøje” siger Helge: I mange år var det
hemmelige Nato depoter hvor man havde krudt og kugler
liggende, men nu skal de åbenbart væk. Det var da dejligt,
så er den kolde krig forbi. (Så kan du da ikke mere forvilde
dig der ind, siger fmd. til Helge). Per henviser til, at jeg
altid gerne ville ind og se, hvad der var inde i disse depoter, fortsætter Helge. Så en dag, jeg var ude at løbe i skoven, kom jeg forbi et depot, hvor der udenfor stod nogle vogne med disse ”bomber”. Der var ikke et menneske at se, hvilket jeg syntes var meget underligt. Men så tænkte jeg, her har du en chance for at løbe ind og se, hvad der er i dem. Bunkeren var dog ikke mennesketom, så jeg spurgte meget uskyldigt, vil I ikke godt være venlige og fortælle mig, hvordan jeg kommer til Rebild Skovhuse, hvortil en af dem svarede: Qvistorff, du skal bare løbe lige ud. Vi fortsætter atter et stykke vej sydover før Helge igen stopper op ved et depot og siger. Når jeg sad henne på den store kæmpehøj og filosoferede, så var det også med en vis interesse for hvordan disse mennesker mon levede. I dag ved man meget mere end for bare 30-40 år siden. At deres kultur var langt højere, end vi egentlig var klar over. De var klædt i kjoler i alverdens farver, og man begynder at lave mad, som var raffineret. Det eneste, som man kan sige, er, at deres boliger jo nok ikke levede op til vores standard. Men sidste gang, man fandt et hus her i Rold Skov, var det immervæk 33 meter langt. Men hvad var årsagen til at disse mennesker havde så stor en kultur, som de havde? Det var fordi, at når vi kommer frem til jernalderen, så havde de lært det af romerne. Der var mange blandt jernalderfolket, der som soldater havde været nede blandt romerne og der set alle deres idéer og deres måde at leve på. Og så tænker vi jo i Rom og Italien. Men sådan var det ikke. De skulle ikke ret langt væk, før end de var i romerriget. Vi tænker normalt ikke ret meget på, at romerriget lå ikke ret langt syd for den danske grænse. Man havde gennem Rhinen, Weser og Donau som en bue indbundet Europa. Der havde romerne deres grænse. Der findes et ord, der hedder Limes. Dette var deres forsvarsanlæg, hvor de havde deres legioner, hvilket de faktisk havde rundt om hele romerriget. Disse Limes lå altså kun få hundrede km syd for Danmark. Helge fortæller om hvorledes kejser Augustus i år 5 sendte en flåde ned gennem Kattegat for at udfordre de nordligste områder. Netop på grund af denne ekspeditionsstyrke står der på et tempel i Angora, som er det gamle ord for Ankara, ordet Cimbria. Det fortæller hvor man havde været, og Cimbria, det er altså den Cimbriske halvø – Jylland. Dette er den ældste lokalitet, der noget steds i Nordeuropa er omtalt. I år 9 kom romerne i krig ved Teutoburger Wald i Nordtyskland, hvor en tysk officer, der havde været i romersk tjeneste, animerede tyskerne til at imødegå romerne. Dette blev til et kæmpeslag hvor tre legioner, 30.000 mand, gik til. Hærlederen Varus begik selvmord, mens kejseren fortvivlet råbte: Varus, Varus, giv mig mine legioner tilbage.
Gennem mange år vidste man ikke nøjagtigt hvor dette slag havde stået. Man fandt det aldrig før en engelsk officer begyndte at spørge folk omkring Teutoburger Wald, om de aldrig havde fundet nogen skeletrester eller andre ting i jorden. Efterhånden fandt han gennem folks svar ind til at koncentrere sig om Kalkriese ved Osnabruck. Her har man ganske rigtigt fundet mange ting, og man har nu bygget et meget stort og flot museum, der fortæller om slaget ved Kalkriese. Det er pudsigt, at museet i Kalkriese og Lille Vildmosemuseet i Danmark er bygget fuldstændigt ens. Det var dog museet i Kalkriese, der kom først. I relation til nedbrydningen af ammunitionsdepoterne fortæller Karen og Aage Petersens søn, Michael følgende: I 1805 blev der lavet en lov, at al dansk jord er kongens. Man ejer ikke noget, man har det lejet af kongen. Forsvaret kan gøre hvad, de vil, man skal bare genoprette det. Når man ikke bruger bunkerne mere, så skal man fjerne dem, fordi kongen, eller nu dronningen, får sin skov, som hun havde den før man ødelagde den. Derfor skal vi fjerne det, når vi ikke bruger det. Man kunne tydeligt høre, at dette var noget som Michael vidste en hel masse om. Vi fortsætter nu ned mod militærets garageanlæg, men inden vi kommer så langt kommer vi forbi nogle meget store dynger af knust beton fra de nedbrudte bunkere, ligesom alt armeringsjern også er sorteret fra for sig selv. Man må sandelig sige, at der bliver ryddet godt og grundigt op. Om føje år vil naturen have slettet alle spor. Da vi når frem til krydset ved Hintz Vej stopper Helge atter op og siger: Rebildområdet blev som sagt beboet for 5.700 år siden. Da indvandrede de første bosættere, som begyndte at lave agerbrug. Men det er underligt, at det tog 500 år for stenalderfolket at finde ud af at dyrke korn. Det kunne de i Tyskland helt op til den danske grænse i 500 år før det kom her op. Da stenalderfolket kom her til området, kunne de sejle oppe fra Limfjorden og helt ned til RoldStorkro i den fjordarm, der nu hedder Lindenborg Å. Det var et vidunderligt sted at være. Træ var der nok af, både til at bygge huse og til brænde og gærdsel. Der var isfrie kilder og masser af vildfugle og dyr. Elg, urokse, kronhjorte og vildsvin. Men de vandrede videre op gennem hulvejen og begyndte at bygge på det sted, der nu hedder Rebild. Den gamle museumsdirektør Peter Riismøller har engang sagt, at Rebild og Nørre Tranders er de to ældste beboelser i hele Nordjylland. Så begyndte man at fælde mere skov og lave marker, og I står netop så langt som markerne gik den gang. Ikke så langt herfra ligger der en lille høj inde på Lindenborgs område, og det er den sydligste høj når man kommer nordfra. Det fortæller os, at efter den høj, så er der ingen kæmpehøje i Rold Skov før end vi kommer helt ned i den sydlige del. Hele det midterste område, lige fra øst til vest, har været skov fra Arilds dage. I skal forestille jer, at den kile, der ligesom en smal trekant går ned til Store Økssø oppe fra Lindenborg ådal, den har altså fortsat et godt stykke vej her ned i stenalderen. Vi går nu til venstre ad Hintz Vej frem til sidesporet ind til Jætternes Baghave. Det er her vi skal ind for at holde frokost, men først nævner Helge lige hvorfor området hedder som det gør. I gamle dage sagde vi altid nede ved de store graner, men så spurgte man skovarbejderne: Hvad skal vi kalde det? Der var da to af dem, der kom med det fremragende navn – Jætternes Baghave. Og flottere kan det da ikke være. På den videre tur passerer vi et område, som Helge synes, minder meget om Grib Skov. Her findes der også en såkaldt Leif-sø, men dog en af de få, hvor det ikke er lykkedes. Den er helt klart ved at blive til mose igen. Turen går herefter direkte hen til Kremses Bøg. Vi har tidligere omtalt, at den er blevet stærkt beskåret fordi den ikke havde det så godt. Operationen er åbenbart lykkedes, idet der nu heldigvis skyder kraftige skud frem overalt. Her ved det gamle træ fortæller Helge selvfølgelig historien hvordan skovfoged Krems, der boede nede i Skelhuset, og skovrider Hvass ikke kunne blive enige om at fælde dette træ. Jens Hvass gav flere ordrer om at fælde det, men Thorvald Krems kunne ikke nænne at gøre det. Tilslut gav skovrideren sig, men så skal den også hedde Kremses Bøg for evigt, sagde han. De to mænd kunne nemlig i virkeligheden godt lide hinanden. Fra Kremses Bøg går vi ned ad ”Den grønne Vej” for på den måde at komme ”baglæns” ind til Røverstuen, idet det dybe hul tager sig meget flottere ud, set fra denne side. Til glæde for nye deltagere fortæller Helge selvfølgelig om hvor¬ledes et sådant jordfaldshul er opstået. Han undlader dog ikke at gøre opmærksom op, at der er visse personer indenfor videnskaben, der mener, at det er opstået i form af en forkastning. Plus vores formand, siger han med en slet skjult ironi. Det kan vi jo så ”skændes” om til evig tid, men derfor er historien om røvernes meritter ikke mindre god, hvilken Helge da heller ikke undlader at slutte med mens vi endnu befinder os på dette sted. Turen skal nu fortsætte ad små skovveje op mod Store Økssø og den genskabte Store Økssø Mose, som vi agter at passere vesten om. Men lige som vi drejer fra den faste grusvej møder der os et usædvanligt syn. Imod os kommer der en halv snes hestekøretøjer, som har træf her i Rold Skov i anledning af ”Hestens Dag”. Et rigtig dejligt og hyggeligt syn. På et passende sted med god udsigt ud over mosen fortæller Helge om hvorledes området så ud med mange træer indtil for få år siden. Man begyndte at fjerne mosen allerede i 1865 og fortsatte helt op til og med 2. verdenskrig med at beplante den. I dag er man så i gang med at genskabe mosen, og jeg synes, at det bliver så smukt, siger Helge. Og selvfølgelig skal Helge også her ”hakke” lidt i fmd., fordi han er af en lidt anden mening. Ikke fordi, jeg ikke kan se, at det bliver smukt, så lad os mødes og se på det om 100 år, svarer fmd. Det jeg mener, er, at turen rundt om Store Økssø ikke er helt så spændende og ”jungleagtig”, som da man gik på smalle stier hen over 45 små broer og træernes grene på visse steder nærmest svirpede hen ad bukserne. Det var så de sidste oplevelser, fortællinger og ”skærmydsler” for denne gang. Der var nu blot tilbage at vandre op ad Ritmestervej og ned ad Kabelvej før vi atter var tilbage ved vores udgangspunkt. Og atter engang syntes vi, at det havde været alle tiders tur. Er der noget med, at vi har det som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld?