2012 Brændeskoven – jubilæumstur

Søndag den 16. september var der flag på den store parkeringsplads i den østlige udkant af Rebild. Det var der også hele vejen op til Vedstedskovhus. Der var fest i Rold Skov, thi det var netop på denne dag, at Rold Skovs Venner havde valgt at fejre sit 25 års jubilæum. Bestyrelsen havde forberedt denne dag gennem meget lang tid, herunder ikke mindst gennem de seneste to måneder. Dette var alt sammen mundet ud i, at dagen skulle starte med en kort travetur i Brændeskoven, hvorefter der ville være reception i Vedstedskovhus. Til hjælp med sidstnævnte havde vi ’entreret’ med vildtkonsulent Ivar Høst om at han ville stå for menuen i form af en grillstegt dådyrbuk garneret med tilbehør fra Rebildhus. Han havde selv været på Livø for at få den skudt nogle dage før. Bestyrelsen mødte således op i Vedstedskovhus til medbragt kaffe og rundstykker allerede fra morgenstunden. Alle havde forlods haft en opgave med diverse indkøb, forfatning af festsang og kontakter til omverdenen. Nu drejede det sig om at gøre huset klar til vore forhåbentlig mange gæster. Her blev vi da heller ikke skuffede. Allerede ved starten af den korte travetur var der mødt 112 personer op, og det skulle blive til mange flere senere. Et kvalificeret skøn taler om 150 i alt. Helge indleder turen ved at gå forbi Rebildhedehus og derfra fortsætte ind i Brændeskoven. En tur i gammelkendt terræn, men ad helt ’nye’ veje, hvor vi aldrig har gået før. Utroligt, at det stadig kan lade sig gøre efter 25 år. Da turen er kort bliver den også med hyppige stop, og modsat det normale, har Helge denne gang valgt at fortælle nogle små anekdoter fra vore mere end 200 gennemførte ture. Han gør dog en undtagelse, idet han beder formanden om at fortælle den første, idet han siger. Per, jeg synes, at du skal tage den allerførste, for den fortæller jo om hvilken flok amatører, vi er. Historien lyder som følger. For mange år siden faldt jeg i snak med Helges daværende nabo, skovfoged M.B. og sagde da til ham, at det var meget spændende og berigende, at være med Helge Qvistorff på tur. Hertil svarede M.B., til min store overraskelse med de bevingede ord. ”Han aner ikke et klap om træer”. Det var lige en overskrift, jeg kunne bruge til en kronik, jeg følte trang til at skrive om vores turleders formidable evner som fortæller, om Rold Skovs Venner og om Rold Skov med alle dens herlighedsværdier. Men jeg vil dog lige sige. Skulle Helge på turen i dag komme ind på at fortælle noget om træer. Tag det lige med et gran salt! Ved næste stop kalder Helge Esther hen til sig. Esther var i mange år medlem af bestyrelsen og kan mindes, at før vi skulle på den allerførste tur, mens vi endnu gik til undervisning hos Helge under aftenskolen, var der en mand, der ringede til Helge for at spørge, om turen var aflyst på grund af et kraftigt snevejr. Så stopper vi, siger vedkommende. Skal jeg fortælle jer, hvem det var, siger Helge. Ja, råber deltagerne. Nej, råber vedkommende. Helge gjorde det så heller ikke, hvilket var meget venligt, synes i hvert fald denne skribent. Lidt længere fremme er Helge igen på banen med en historie. Da vi ikke kendte hinanden så godt som vi gør nu, og nogle af deltagerne heller ikke var klar over hvor ekstraordinært et religiøst og pænt menneske, jeg er. Tænk, så var der en af deltagerne der spurgte, om jeg kendte forskel på et han- og et hunpindsvin. Jeg må sige, at det gjorde jeg ikke. Men vedkom-mende kunne så fortælle, at det har at gøre med, at man skal tælle piggene, fordi hanpind¬svinet har én mere. Da vedkommende kom hjem til de små stuer i Hasseris, og konen havde nusset om ham, som hun så ofte gør, så gav hun ham sådan en skideballe. Det var velfortjent, idet hun gav udtryk for, at sådan noget kunne man virkelig ikke fortælle den pæne mand. ”Den pæne mand” gentog hun. Hvad siger du så, spørger Helge, hvortil vedkommende svarer: ”Den opfattelse har hun i hvert fald ikke mere”. Stort latterbrøl fra deltagerne. Vi er nu kommet så langt, at vi har haft nogle kig ud over Rebild Skovhuse før Helge stopper næste gang. Det første skovløberhus, vi gik forbi ude ved asfaltvejen var Rebildhedehus, siger han. Navnet fortæller os, at vi ikke skal meget mere end 100 år tilbage før end alt det, vi nu er gået igennem var hede. Rebild lå sådan set omgivet af hede. Det næste hus, vi gik forbi, det gule stråtækte hus, var Kobberkrog, og lige her ligger det kønneste af dem alle sammen, Bjergmosehus. Oppe bag ved på bakken ligger en lille sø, og da den ligger temmelig højt, har den fået navnet Bjergmosen. I mange år boede der en skovløber her, og under krigen sørgede Jens Hvass for, at én af dem, der var jagtet af tyskerne, kunne få lov til at bo og gemme sig her. De fleste af jer kender ham sikkert. Det var købmand Vagn Larsen, herreekviperingshandleren fra Aalborg. I dag bruges det til unge mennesker, som ikke altid opfører sig lige ordentligt. De kan så komme her ned og se på alt det smukke og måske få det bedre i sindet. Helge vender sig og kigger ud over det åbne land og siger. Her har I Rebild Skovhuse, som jeg har et særligt forhold til, fordi jeg boede her i 25 år, og det er et vidunderligt sted. Bo Rosbjerg fortæller, at Vagn Larsen blev velhavende og kom til at bo henne i Kyø Skovhus, hvor Bo nu selv bor så vidunderligt i dag, fortsætter Helge. Hvis man skal give et billede af hvor velhavende Vagn Larsen var, så købte han senere Buderupholm og indrettede den så smukt. Min kone og jeg var engang inviteret med til middag. I øvrigt sammen med Aalborgs borgmester, Marius Andersen. Og tænk, der var dækket op med Flora Danica. Meget elegant, man turde dårligt spise. De havde et køkken, som mange har i dag, men som ikke var særligt brugt den gang, nemlig et samtalekøkken. Det stod et bord og en slagbænk, hvor jeg vil tro, at der kunne sidde 20 mennesker. Og der var dækket op til natmaden med juleplatter i rækkefølge efter årstal, startende med den allerførste. Så var man altså noget velhavende. (Ak ja, tiden forandrer sig. I dag er der ingen, der vil have dem. red.). Vi stopper næste gang ved et stort hul, som formodentligt engang har været en grusgrav. Jeg har nogle steder i skoven, som jeg kalder mine hellige steder, siger Helge. Og et af dem, det er lige her. Jeg sad ofte her på toppen af den stejle skrænt, hvor der halvanden meter neden under mig var en rævegrav. At sidde her lige så stille og roligt og se ræveungerne løbe og lege var en stor oplevelse, så jeg holder meget af dette sted. Helge beder nu formanden om at fortælle en løgnehistorie, og det gør han gerne, for det er ikke ham selv, der har fortalt løgnehistorien, men en forfatter med pseudonymet Vic. Revald. Det kommer sig af, at der i Store Arden Skov findes en lokalitet ved navn Filkes Mose, men da der ikke er så meget historisk stof at fortælle om i denne skov, måtte ovennævnte forfatter selv ’opfinde’ historien, der lyder som følger:

”Jeg kan fortælle, at Filke slet ikke hed Filke, men Fylke, hvilket kom sig af at han kom oppe fra Norge, hvor dèt, som svarer til vores herreder kaldes fylker. Det var netop på denne måde han havde fået sit navn. Han hed Theodor Fylke, var født i 1763 og døde i 1845 ca. 83 år gammel. Han var oprindeligt sømand, kom ud at sejle og blev i øvrigt optaget af pirater ude på østen, hvor han var i 9 år til han endelig slap fri. Han kæmpede mod adskillige svenske konger og vistnok også mod andre fjender. Der var det pudsige ved Theodor Fylke, at han kunne håndspålægge. Og på det tidspunkt havde man her på Lindenborg en lensgreve og lensgrevinde, der havde en syg datter på 12 år.

Da man hørte at Fylke kunne helbrede, prøvede man at kalde på ham, og han kom faktisk og håndspålagde pigen oppe på selve slottet. Pigen blev helbredt, og som belønning blev Fylke optaget her på Lindenborg, hvor han egentlig ikke skulle lave så meget, blot gå og hygge sig. Han døde i 1845, hvorefter han fik denne mose opkaldt efter sig, hvilken dog af en eller anden årsag kom til at hedde Filkes Mose”.
Se, det var jo en historie, der ville noget. Og forfatteren? Ja, ud over navnene Victor og Evald, har han tillige et meget kendt navn i Rold Skov sammenhæng.
Efter endnu en tids vandring tager Helge igen ordet. Vor
formand skulle engang på fjeldvandring med rygsæk, så han
var nødt til at træne pga. manglende kondi. Han kom her til
Rold Skovs Venner med en rygsæk, hvori der lå en
jernbaneskinne på 18 kg. Du kan lige så godt fortsætte, for
du kender jo historien meget bedre end jeg, siger Helge. Jeg
havde to kolleger på elværket, der havde været på fjeldtur
flere gange, og da de vidste, at jeg færdedes meget her i Rold Skov, inviterede de også mig med på nok en fjeldtur, siger fmd. I Sverige er der lagt faste vandreruter ud. De såkaldte ”Leden”, hvor man tillige kan overnatte på små lejrpladser i faste shelters. Da jeg vidste at mine kolleger var i en god kondi, og da jeg havde fået at vide, at jeg skulle have 18 kg på ryggen, tænkte jeg. Du må hellere træne lidt på vores ture her i skoven. Men da jeg havde pakket rygsækken manglede den en del i at veje de 18 kg, og da det tungeste jo altid skal placeres foroven, fandt jeg en stump jernbaneskinne, jeg havde fra Hadsundbanen, og smed den oveni. Det opdagede Helge desværre, så for hvert kvarter lod han en sygeplejerske tage min puls, hvilket var til stor moro for selskabet. Det var jo sådan set venligt gjort, men jeg tror nu nok, at det mest var for at drille. Hvordan det gik på selve turen skal jeg nok undlade at fortælle her, sluttede formanden. Troede han. For på kraftige opfordringer måtte han også fortælle denne del af historien, men det skal ikke beskrives her, idet det jo ikke er relevant i forhold til vores virke i Rold Skov. Som det sydligste punkt på dagens tur runder vi ”Den Narre Kjald”. Den Nørre Kilde er nok den største og den flotteste af alle Rold Skovs gamle stensatte brønde, siger Helge. Der ligger også to henne ved Grøndalen, ligesom der oppe i Nørreskoven ligger nogle stykker. Vi har en båndoptagelse med en gammel kone, som kunne fortælle om hvordan man i gamle dage gik her over og hentede vand. Der kan stadig stå vand i den, men den har den sikkert været meget flottere end den er i dag, hvor nogle af de øverste sten desværre mangler. Nu går det atter mod nord, og på et tidspunkt kalder Helge på Knud og siger. Det forholder sig således, at vi igennem mange år havde en dygtig sekretær, der hed Knud Andersen. (Men hvis han lige vil lukke ørerne et øjeblik, kunne jeg godt finde på at sige, at det var hans kone, der lavede det meste af arbejdet). Hans kone havde rund fødselsdag, der blev holdt på Rold Storkro, hvor vores formand pludselig fik en genial idé (i sammensværgelse med Helge. red.), og sagde: Helge, vil du ikke godt gøre mig en tjeneste. Nu har Knud været en dygtig sekretær i mange år, vil du ikke godt holde en lille tale og samtidigt degradere ham. Jeg gjorde som formanden havde sagt og holdt en pæn tale og fortalte, at nu havde fmd. fået den geniale idé, at Knud skulle degraderes og ikke længere være sekretær, men i stedet ville hans hustru, Hanne, blive udnævnt til sekretær. Det var jo ikke særligt pænt på en rund fødselsdag. Det var også tydeligt at se, at Knud blev meget beklemt og bleg i ansigtet, men han lyste snart op igen, fordi jeg kunne fortælle ham, at formanden i sin genialitet i stedet for havde udtænkt, at Knud skulle forfremmes og være generalsekretær. Rold Skovs Venner har en generalsekretær. Men Knud, fortsætter Helge. Rold Skovs Venner var på weekendtur på Lovns halvøen, hvor det sydligste punkt hedder Knudshoved, og fmd. havde fra starten sagt, at han ikke ville høre nogen billige bemærkninger om, at der her var noget øde og tomt. Men generalsekretær Knud er ikke sådan at bide skeer med. Fordi, dagen efter kom hævneren nede ved stranden da Knud stoppede op ved en lille tap, der stak ud i fjorden. Da denne ikke havde noget navn, sagde Knud til alle deltagerne: Den har ikke noget navn, men for eftertiden skal den hedde Pers Tap. Det var så den sidste historie ude i skoven. Den fortsatte tur går ad andre ”nye og ukendte” veje til vi atter passerer Bjergmosehus og Kobberkrog. Herfra fortsætter vi mod vest ind mod Rebild, hvor vi drejer op forbi Rebild Efterskole og kommer således ud på Himmelandsvej lige overfor p-pladsen hvor vi startede. Herfra var der en kort tur op til vores faste basis på denne vor jubilæumsdag, Vedstedskovhus.