2012 Vedsted Skov – Skørpinglund – Bjergeskov

Så sluttede den forårssæson som den begyndte – i silende regn. Det var derfor flot, at der mødte 41 personer op på parkeringspladsen ved Skørpinghallen søndag den 10. juni for at være med. Og ikke nok med at det var regnvejr. Vores turleder havde også måttet melde sig syg med en kold lungebetændelse, således at fmd. måtte tage over. Alligevel blev det en rigtig god tur, hvilket mange af medlemmerne endda selv gav udtryk for efter turen. Turen skulle denne gang foregå i Vedsted Skov, Skørpinglund og Bjergeskov, med første stop ved Skørping Privathospital. Og da Skørpinghallens indkørsel er flyttet hen til den nye rundkørsel, var det nærliggende at gå tværs over Himmerlandsvej for at følge den skovsti, der går direkte hen til hospitalet. Af hensyn til roen på hospitalsområdet, passerer vi dog næsten igennem før vi skal høre lidt om dets funktion op gennem tiderne. For at forstå baggrunden for at der ligger et hospital lige her, skal vi faktisk tilbage til 1869 da jernbanen kom til Himmerland. På dette tidspunkt fandtes der kun tre ejendomme i Skørpings nærområde: Sverrig¬hus, Sverriggaard og Hollandshus. På forudseende købmænds initiativ begyndte der sig dog snart at udvikle sig den by, som vi i dag kender som Skørping. Der kom vandværk, elværk, bank, telefoncentral og endog en kirke. Medvirkende til byens udvikling var i høj grad også, at ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” i 1906 tog hospitalet her i brug i form af et kvindesanatorium. Nu fik byen også eget apotek.
Man havde en fast tro på, at frisk luft og endog kulde var fremmende for at bekæmpe den frygtede sygdom, hvorfor patienterne hver dag skulle tilbringe nogle timer i en åben liggehal. Gennem patienternes breve ved vi, at stedet derfor snart fik navnet, ”Fryseslottet”. For oppegående patienter, som naturligvis klyngede sig til håbet om at blive helbredt, opstod der også en skik og en tro på, at man ved at kaste en tiøre ind under en sten ude i skoven, måske kunne blive set til i nåde. Det skal vi høre mere om senere. Efterhånden som tuberkulosen blev mere og mere bekæmpet, ændrede man stedet til at være for både mænd og kvinder. Ved 50 års jubilæet i 1956 var der endog indlagt 50 grønlændere. Den sidste patient kunne endelig forlade hospitalet i 1971, hvorpå Aalborg m.fl. amter brugte stedet i nogle år som opholdsted for langtidspatienter på rekreation. Men efterhånden som bevillingerne svandt ind, og man ikke mere sendte patienter her til Skørping, måtte National¬foreningen søge nye veje for at redde økonomien. Man forsøgte i første omgang at sælge til Tvind, hvilket dog vakte så stor lokal modstand, at dette måtte opgives. Efter mange trængsler blev enden på det hele, at området med påstående bygninger blev solgt til et konsortium med henblik på, at stedet skulle drives som privathospi¬tal. Hospitalet anvender dog kun selve hovedbygningen, mens alle andre bygninger er udlejet til andre formål. Vi fortsætter nu det ganske korte stykke vej ad skovvejen, der går hen til Hollandshus, hvorfra vi drejer mod nord hen til Vangsteds Sten. Som vel de fleste bekendt, var det her, at Niels Erik Vandsted blev dræbt efter en mislykket nedkastningsaktion ude ved Madum Sø. Der er også rejst en mindesten for Poul Edwin Kjær Sørensen, der blev henrettet ti dage senere, og én i anledning af 50 året for aktionen. Man kan vel godt sige, at nedkastningspladsen ved Madum Sø var et farligt sted at bruge, man var jo relativt tæt på både radarstationen i Fræer og lytteposten oppe på Sønderkol i Rebild, men til gengæld var den god som landkending. Der er også blevet rejst en ny mindesten ude ved Madum Sø, der omtaler de i alt fire aktioner, der var der på stedet. Alt dette er beskrevet så mesterligt i den nye film om Hvidsten gruppen. Hvis man har set den, skal der ikke bruges mange ord på at fortælle, hvad, det drejede sig om for disse mennesker. Ej heller for folkene her ved Madum Sø. Den videre tur fortsætter op ad Buderupholmvej, men snart efter drejer vi til højre ind i Skørpinglund med det formål, at besøge ”Ønskestenen”. Det er netop denne sten, vi talte om inde ved hospitalet i Skørping. Af en eller anden grund var der blandt patienterne opstået en tro på, at man måske kunne blive helbredt for den frygtede tuberkulose, hvis man kastede en tiøre ind under stenen og måske tillige sendte en bøn ovenud. Og tænk, overtroen lever måske stadig, idet der var flere af deltagerne, der sikrede sig ved at ofre en mønt. Nu er laveste takst dog som bekendt 50 øre. Ønskestenen er i virkeligheden øverste dæksten af en dysse fra yngre stenalder. Der er tale om en såkaldt megalit- eller storstensgrav, som er anlagt i den ældre del af yngre stenalder. Perioden kaldes også tragtbægerkultur, idet man da fremstillede sine lerkar og bægre med en karakteristisk tragtformet hals. Museumsdirektør Peter Riismøller har omtalt den således:
”Ønskestenen, dyssekammer bestående af fem bæresten og en overligger i SV kanten af lav stenhøj. Kammeret fyldt med mindre sten, masser af marksten henkastet på højen. Sti rundt om højen”. Hermed ved vi, at Ønskestenen altså ikke bare er en sten, men at den dækker over noget meget mere interessant. Vi fortsætter turen hen forbi de smukke bronzealderhøje, hvorefter vore to Hanner (altså ikke hanner, men kvinder ved navn Hanne), går fra. Efter en tids vandring kommer vi forbi en langhøj som vi dog ikke kan komme helt tæt på, fordi området er hegnet ind. Det er en anselig langhøj fra yngre stenalder eller bronzealder, der måler ikke mindre end 3x13x30 meter. Man anlagde disse langhøje, enten som en langhøj fra starten eller ved at bygge til allerede eksisterende rundhøje. Da vi når frem til kulbrænder Frode Jensens hus, er vi så heldige, at han går udenfor. Det var derfor nærliggende at spørge ham, om han kunne lokkes til at fortælle lidt om processen med at brænde trækul, hvilket Frode heldigvis sagde ja til. Frode er barnebarn af den navnkundige Kulsvier Søren, og han er tillige 5. generation her i ”Skørpinglund”, som ejendommen også hedder. Frode er dog lidt mere moderne end sine forgængere, idet han laver sit trækul i en stor ovn. Princippet i en sådan ovn er faktisk det samme,
som i de gamle miler, siger han. Det, det drejer sig om, er at bøgekævlerne ikke skal forbrænde, men blot forkulle, således at der stadig er en høj brændværdi tilbage. Alle lytter interesseret på, hvad Frode fortæller, og ikke mindst vores generalsekretær. Han fik endda en særlig forklaring på hvordan han kunne lave sin egen mile derhjemme. Endda ved hjælp af tegninger på jorden. Bare Frode nu ikke bliver konkurreret helt bag ud af dansen. Hvor skal I nu hen? slutter Frode med at spørge. Og svaret var let at give, for intet var mere nærliggende, end at gå hen til den smukke stendysse, kaldet ”Stenstuen”. Ligesom det er tilfældet for Ønskestenen, er denne også en megalitgrav fra yngre stenalder. Men til forskel fra Ønskestenen, er alle 5 bæresten og den store dæksten synlige her. Dyssen har naturligvis været dækket inde i en høj, men det er dejligt at have et så flot eksempel på, hvad der gemmer sig inde i skovens andre stenaldergrave. For engangs skyld kan fmd. ikke lade være med at prale lidt, idet hans billede af Stenstuen pryder forsiden af den historiske årbog, årgang 2011, som udgives af ”Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred”. Nu skal vi bestige et bjerg. Mindre kan vel ikke gøre det, når vi skal op på det højeste punkt i Bjergeskov. Vi skal nemlig besøge Svinehøjene, hvor vi så også agter at holde frokost. Der findes tre Svinehøje, en mindre på nordsiden og to store på henholdsvis 16 og 18 meter i diameter sydsiden af Bjergvej. Vi vælger, at besøge dem på sydsiden. Om disse har Peter Riismøller skrevet således:
”Øverst i Bjergeskoven ligger to store gravhøje kaldet Svinehøje, fordi Buderupholms svin her fik deres ration af tærskeaffald på dage, da sneen dækkede deres olden”. Det viser altså, at højenes navn rækker tilbage til længe før 1826, idet Buderupholm Gods da blev overtaget af den danske stat. Som planlagt holder vi godt nok frokost her, men dog mest i form af stående taffel, idet regnen stadig siler ned. Den videre tur går derfor forholdsvis hurtigt ad Gyvelvej ned til Rebild Kirkevej, hvor vi så drejer mod sydvest indtil vi når frem til søen, hvor vi havde vores mødested på tur 2. Vi følger så den skovvej i Vedsted Skov, der hedder Jægerstien, hvor vi efter en tids vandring stopper ved den gravhøj, der bærer navnet, Vedsted Høj. Her taler vi dog først lidt om det smukke moseområde, vi passerede ved starten af Jægerstien. Det er så smukt, at vores medlem, Ole Andersen, levende kan forestille sig det som et naturskønt svensk landskab. Ja, han kan endda for sit indre syn, se en stor elg stå inde i skovbrynet. Men tilbage til Vedsted Høj, hvilken er et flot eksempel på oldtidens rundhøje. Det er svært at sige om det er højen, der har givet navn til skovparten, eller om det er omvendt. Med andre ord, hvorfor hedder den Vedsted Høj? En munter sjæl mener, at det nok er fordi, den mand, der ligger begravet inde i højen, hed Anders Vedsted. Den lader vi lige stå et øjeblik i mangel af et bedre bud. Nu var der så blot tilbage at tage den lige vandring ned til Himmerlandsvej og dermed var vi snart tilbage ved vort udgangspunkt. Nok var vi våde, men turen var nu ikke så ringe endda.

På trods af, at vi godt kunne have brugt lidt bedre vejr, og på trods af, at vi manglede vores vanlige turleder, så tror vi nok, at alle alligevel havde haft en hyggelig dag og kom hjem en god oplevelse rigere. Ikke nok, at dagens tur hermed var slut, det var vores forårssæson jo så også. Vi ses forhåbentlig alle igen den 16. september.