2012 Nørlund Skov

Det er nu blevet den 13. maj og dermed også rigtigt forår med fuldt udsprungne bøgetræer. Vi skal denne gang på tur i Nørlund Skov og da vi tillige er begunstiget med et herligt forårsvejr, møder der da også hele 77 personer op ved Conradsminde på Torstedlundvej. Turen skal for det meste foregå syd for Rold – Haverslev vejen, dog med en afstikker op til Hornemans grav. Den rækkefølge laver Helge straks om på, idet han indleder turen med at konstatere, at fmd. er dum, hvilket han udleder således: For at gøre historien kort, handler det om at Helge og fmd. skal skrive en fælles artikel til det agtværdige selskab ”Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred”. Artiklen skal handle om Rebildselskabets 100 års jubilæum, ligesom Helge også skal skrive en hel bog om samme emne. Men da fmd. også har skrevet en helt anden artikel til Samfundets årbog, synes han, at Helges navn skal stå først på fællesartiklen, hvilket Helge straks udlægger som om, at fmd. ikke ved, at Q kommer efter A i alfabetet. Helge konkluderer derfor, at fmd. er dum, men det er jeg også selv, føjer han til. Turen i dag er nemlig ikke hensigtsmæssigt planlagt, så vi vender rundt på den for ikke at komme til at gå for meget på asfalt. Dette var i øvrigt fmds. skyld, fordi han ikke havde rettet Helges oplæg til turen. Vi starter altså dagens tur med at gå mod vest ad Sandvej og Gl. Sognevej. Her stopper Helge dog snart op for at fortælle om de skove, hvor vi færdes i dag. I princippet er det tre skove, siger han. Nørlund Skov, Torstedlund Skov og Ersted Skov, hvilke i dag ejes og drives samlet af Nørlundfonden. Nørlund er lidt anderledes end Statsskoven, Lindenborg og Willestrup. Det kommer sig nok af, at man altid har haft penge her i modsætning til de to andre steder. Derfor er skoven bedre bevaret. Hvis man kommer hen i den østre del ned mod Lindenborg Å, så kan man se, at der står gamle egetræer. Det har været nogle velhavende ejere, der har været her. Horneman var den sidste private ejer af Nørlund og Torstedlund godser. Han døde i 1939, og han havde bestemt, at Nørlund efter hans død skulle være en stiftelse, kaldet Nørlundfonden. Denne ejer i øvrigt Danmarks mest moderne savværk. Vi hører første gang om Nørlund omkring år 1400, hvor dronning Margrethe I udstedte en forordning om at befæstede gårde skulle nedbrydes. 100 år senere udtalte et tingsvidne: ”At før det daværende Nørlund blev bygt, da blev det bygt til et røverskjul og ej til et herresæde, og derfor lod dronning Margrethe det nedlægge”. Nørlund nummer to blev bygget i den senere middelalder, men kom til at lide samme kranke skæbne som så mange andre nordjyske herregårde, idet gården blev brændt ned under grevefejden i 1534.
Det Nørlund som vi kender i dag, er opført mellem 1581 og
1597 af den navnkundige Ludvig Munk, som havde været
statholder i Norge. Han var også lensmand på Aalborghus
Slot. Så kom der en hel masse spændende ejere af Nørlund,
men de mest spændende, det var damerne. Dem skal vi høre
om længere henne ad vejen, slutter Helge.
Fra det store vejkryds ved Charlottenlundvejen kan man på
denne årstid faktisk se lige op til Hornemans gravsted, hvorfor
det jo heller ikke tager mange minutter af gå derop. Som nævnt var Georg Alexis Horneman den sidste private ejer af Nørlund gods, og han har altså fundet sit sidste hvilested her sammen med sin hest og to hunde, indleder Helge. Han blev gift anden gang med en pige nede fra Lynderupgaard. Hun havde i sit første ægteskab med Poul Gunnar Juncker, Sorø Ladegård fået en søn, som siden hen skulle blive ret så kendt, nemlig Flemming Juncker på Overgaard.

For en måneds tid siden var jeg ude i sommerhuset på spidsen af Als Odde, hvor jeg sad og snakkede med en af de lokale gamle mænd. Han spurgte om jeg kendte Flemming Juncker, hvortil jeg kun kunne svare, at jeg havde hilst på ham et par gange. Den gamle mand fortalte, at Juncker altid plejede at svømme over Mariager Fjord fra Ommersyssel til Himmerland. (F.eks. når han skulle på besøg på Lounkærgaard. red.). Der er ikke særligt bredt, men der er meget strøm. Ellers ved jeg ikke noget om ham, slutter Helge. Men det gør ØP. ”Jeg har en teori om at min svigermor er halvsøster til ham.” ”Javel, siger Helge, men det havde du jo sådan set ikke behøvet at gøre offentligt her.” ØP fortsætter, ”Det er sådan, at min svigermor har seks søskende, men hun ligner slet ikke nogen af dem.” Alt folket morer sig højlydt sammen med ØP mens Helge spørger videre. ”Får du så sådan et månedligt udkomme af fonden?” ”Nej, det gør jeg godt nok ikke, men det er en sjov historie”, slutter en grinende ØP. Den fortsatte tur skal herefter foregå ovre i de sydlige dele af Nørlund Skov, men for ikke at komme til at gå alt for langt ude på asfaltvejen, går vi for det første stykke vejs vedkommende den samme vej tilbage ad Gl. Sognevej. Her stopper Helge atter op for at fortælle mere om hvorfor Nørlund Skov ser ud som den gør. Den 13. maj 1805, altså for nøjagtigt 207 år siden, skriver historikeren Laurits Engelstoft om Rold Skov: ”Der er ingen skov tilbage, den er så tynd, at man kan se igennem den. Skoven, der fordum var kendt for sine røvere”. Det er sandt hvad han skriver. Det hele var forhugget. Alt det skov der var østen for Madum Sø var hugget ned, og blev først tilplantet igen omkring 1830. Herovre mod vest var der også forhugget indtil man kom til Nørlund. Der havde man bevaret skoven. Det er derfor, at vi har så meget løvskov her ovre. Nu er der ingen vej udenom, vi er nødt til at krydse Rold – Haverslev vejen og derfra fortsætte mod syd ad Tradsvejen til Ravnkilde. Dog ikke særligt langt før der går en vej ind mod vest til den del af skoven, der kaldes ’Skovarmen’. Som lovet, skal vi også høre om damerne på Nørlund. Dog først efter en udredning af den danske grammatik. Dette kommer sig af, at Helge for nylig har holdt foredrag for to hold lærere, det ene efter det andet, således at Helge for første gang i sit liv måtte tale uafbrudt i fire timer. På et tidspunkt var der en af disse lærere, der brød ind og sagde om en dame, ”at nu er hun jo blevet ældre”. Det var sjovt, siger Helge. Jeg er bare gammel. Jeg troede, at som skolelærer ville man aldrig bruge ordet ældre. Det er jo bare at fortælle, at man er gamlere end gammel. Hvis ordet gammel skal bøjes, så hedder det jo gammel, ældre, ældst. Hvis man er ældre, så er man altså gamlere end gammel. Det troede jeg, at skolelærere vidste. Og nu til damerne, hvilket Helge indleder med at fortælle om sten. Jeg ville skrive en bog om sten. Den skulle handle om Nordjyske sten, men jeg ville dog tage én fra Sjælland med, som står oppe i Frederiksborg Slotspark. Da jeg hørte historien om denne sten sagde jeg, ja, den er god, men den passer bare ikke. Første gang jeg var i Hillerød kørte jeg alligevel hen til slottet og spurgte efter stenen, fik forklaret vejen, og ganske rigtigt, der stod den. Historien om stenen starter her på Nørlund med Ludvig Munk, der ville giftes med den kun 17 årige Ellen Marsvin. Hun ville ikke giftes med en gammel knark på 52, i hvert fald ikke før Nørlund var genopbygget efter branden. Først 18 år senere stod det pompøse bygningsværk færdig, men da var han for længst blevet gift med sin skønjomfru. Men heldigvis gik han hen og døde, hvorpå hun arvede det hele. Hun var en meget dygtig godssamler. F.eks. var hun den største godsejer på Fyn, men også på Sjælland og i Skåne havde hun godser. Ludvig Munk og Ellen Marsvin havde en datter, Kirsten Munk, som 17 år gammel blev gift til venstre hånd med Chr. 4. Han var meget forelsket i hende. Så forelsket, at hun stort set uafbrudt var gravid og fødte ham ikke mindre end 12 børn. Efter nogle år blev forholdet mere anspændt. Kirsten Munk fik sig en tysk rhingreve som elsker og mortensaften 1628 drejede hun nøglen til sovekammeret for kongen. Chr. 4. blev så ked af det, at han beordrede, at der skulle opsættes en mindesten med datoen indhugget i Frederiksborg Slotspark. Er det ikke en fantastisk historie, han har sgu ikke været helt almindelig, siger Helge. Jeg synes, at det var godt gået. At kongen var blevet hanrej, ramte ham så hårdt, at det kom til et egentlig brud imellem dem. Også til egentlige retssager, hvorved Kirsten blev spærret inde og fik husarrest på Boller ved Horsens og Rosenvold ved Juelsminde. På Nørlund står en imponerende barokseng med guld, gesvejsninger og himmel. Den er næsten blasfemisk overdådig. Det er ’Kirsten Munks seng’. Problemet er bare, at den tilhører en senere stilperiode og blev først lavet 100 år efter hendes død, så Kirsten Munk har aldrig haft fornøjelsen af at sove i den. Det var to spændende damer på Nørlund. Der var også en tredje i 1700 tallet. Det var Jørgen Mørchs enke. Hende kan I læse om i ’Bettefanden’ af St. St. Blicher, hvor han gør tykt nar af hende som det mest ugudelige, kedelige kvindtimmer, man kan opdrive. Senere var det Christian Frederik Levetzau, også kaldet ’General Ligeud’, der ejede Nørlund og Torstedlund samt stamhuset St. Restrup, hvor han boede. Han var en af tidens største godssamlere og rangerede lige under kongen. Han lod også bygge Christian 8.s palæ. Det ene af de fire palæer på Amalienborg, hvor der nu er museum. (Jeg blev meget overrasket, da jeg var der for ikke så længe siden og kom ind i Frederik 9.s arbejdsværelse, idet der på væggen hang et af min fars malerier. Det var jeg lidt imponeret over). Levetzau blev kaldt ’General Ligeud’ fordi han forlangte, at godsets veje skulle være snorlige. Det kan man se oppe på St. Restrup, men også her i Nørlund Skov. Da han døde og skulle begraves blandede Fanden sig i ligtoget så hestene ikke kunne trække vognen op over bakken ved Sønderholm, men en snarrådig mand sagde til kusken, at han skulle tage et hjul af vognen, hvorefter Fanden selv måtte lægge ryg til og agere ’fjerde hjul’. Efter Levetzaus død drev hans enke godset i nogle år hvorefter det overgik til en fjern slægtning, kammerherre Iver Rosenkrantz-Levetzau. Under en rejse til København indlod denne sig i en sammensværgelse mod kong Christian 7. Han fik det lod, at han skulle dræbe kongen ved hjælp af gift, og det gjorde han ved at give kongen en kop chokolade, som han havde hældt giften i. Men uheldigvis for kammerherren havde kongen bemærket, hvad han havde gjort, og bød ham i stedet selv at drikke chokoladen, hvilket han måtte gøre. Vel vidende, hvad der ville ske, skyndte han sig ud til sin vogn, og lod kusken køre nat og dag for at nå hjem til Restrup. Da han ankom, var der endnu liv i ham, men han døde, inden han kom i seng. Sørgeligt som nemesis kan ramme én selv. Vi kunne ikke have valgt et bedre sted for at holde frokost, end under det store bøgetræ, som bærer det lidt særprægede navn, ’Fransiscobøgen’. Skovens folk har fortalt Helge, at der engang har været en slags hytte oppe i det store træ, der blev brugt som skydeplatform. For at komme derop, havde man banket gamle harvetænder af jern ind i stammen som trin. På et tidspunkt skulle ’Fransiscobøgen’ have været fældet, og skovens folk havde fået lov til at få den som brænde. Men der var ingen der ville have den, fordi man var bange for, at der stadigvæk sad rester af harvetænderne inde i veddet, som ville ødelægge deres motorsave. Det reddede heldigvis livet på det flotte træ. Vi holder nu en velfortjent pause, men før vi atter går videre, gør Helge opmærksom på, at vi faktisk befinder os lige ved et af skovens mange diger. I al almindelighed forbinder man det at inddige skovene med C.D.F. Reventlow, der stod bag fredskovsforordningen af 1805, hvilken bl.a. påbød, at alle Danmarks skove skulle indhegnes. Der er ikke så mange, der er klar over, at Reventlow, der gjorde så meget godt på andre områder, også var så stor en skovmand, at han har skrevet et digert værk om hvordan man driver skov. En lærebog, som blev brugt både i Danmark og andre lande. Den ligger på hans gods, Pederstrup, nede på Lolland.

Man blev altså påbudt at inddige skovene, hvilket man ser i mange skove, ved at der går et stort dige i udkanten af skoven. Det gælder ikke mindst her på distriktet, og der er et lige her, siger Helge. Der er bare det pudsige ved det, at det ikke er fra 1805 og årene derefter. Det tog jo lang tid før man blev færdige med at lave dem, og nogle steder nåede man det aldrig. Her er de lavet allerede i 1700 tallet, så man var altså forud og indså, at man ikke kunne have kreaturerne gående i skoven fordi de ødelagde opvæksten. Her på Nørlund har vi ikke mindre end 25 km af disse diger. Det er meget imponerende, og nogle steder er de meget høje og flotte, meget højere end her, slutter Helge.
For at komme videre skal vi tilbage til den skovvej, der kaldes Holmskovbakkevej. Her starter der nu en rask travetur mod vest indtil vi næsten når ud til skovbrynet. Herfra går vi atter mod øst, men denne gang ad Koldgårdsvejen. Vi skal nemlig, som det sidste gøremål i dag, besøge Manepælen. Ifølge gamle sagn er denne spiddet gennem en heks, så man kunne være sikker på at hun blev dernede. Der er ikke så mange af den slags manepæle i Danmark, men man har dog fundet nogle, siger Helge. Også nogle, der er originale. Det er denne ikke, når den engang imellem ikke kan længere, så kommer der en ny. Der er også nogen, der har sagt, at den heks, der ligger her, havde hul i kroppen fordi der var en natravn, der var fløjet igennem hende. Den slags troede man jo på helt op i midten af 1800 tallet. Foruden manepælen her, så har vi jo også i Rold Skov de såkaldte ’drøskåst’, hvor man kastede en sten eller en gren på steder hvor f.eks. en selvmorder havde hængt sig. Helge bliver spurgt om de nærmere omstændigheder ved at mane, hvilket man i mange tilfælde gjorde ved at lade præsten mane en genganger ned i jorden, hvorefter man ofte slog en pæl ned på stedet, så man var sikker på, at vedkommende blev der. Der var nu blot tilbage, at gå det sidste stykke vej ud til Tradsvejen, svinge til venstre og så tage turen ad denne og Torstedlundvej tilbage til startstedet ved Conradsminde. Af en eller anden grund synes man ofte, at den aktuelle tur havde været god lidt ud over det sædvanlige. Sådan føltes det glædeligvis også denne gang.