2012 Nørreskov

Det havde sikkert haft sin virkning, at Rold Skovs Venner sådan kom i avisen, thi på turen den 15. april mødte der ikke mindre end 91 personer op. Medvirkende hertil var måske også, at vi denne gang var velsignet med det skønneste forårsvejr. Ganske vist lidt koldt, men ellers tørt og dejligt. Turen skulle denne gang foregå i Nørreskov og mødestedet var sat ved søen midt på Rebild Kirkevej. (Vi skal åbenbart lære at anføre mødestederne lidt bedre, idet flere deltagere troede, at mødestedet var nede på Havdalspladsen). Efter en kort vandring mod vest ad kastanje-lindealléen indleder Helge med at fortælle om kastanjetræet, herunder om hvorfor det hedder en hestekastanje. Konklusionen må være, at hvis man skal tale ned til noget, så har det noget med heste at gøre, siger han. I dette tilfælde som en modsætning til den ægte kastanje. Helge fortæller også om begge kastanjearters oprindelse ved Middelhavet og om hvordan de efterhånden bredte sig op til vore egne. Til Danmark i begyndelsen af 1700 tallet. Det ved vi helt eksakt gennem Brøndegaard, siger Helge og fortæller om etnobiologen V.J. Brøndegaard og hans store værk ”Folk og Flora” i fire bind. Lind er et fantastisk træ, fortsætter Helge. Det kan bruges til træben og billedskærerarbejde, men som tømmer er det aldeles uegnet. Barken kan også bruges, men det mest spændende ved lindetræet er, at det er så smukt. Helge omtaler også, at Danmark engang mestendels var dækket af eg og lind. I dag har vi kun én oprindelig lindeskov, nemlig Draved Skov nede i Sønderjylland. Lad det være skribenten tilladt at tilføje, at lindetræet også har haft en funktion som brandtræ på gårdene i det gamle landbrugssamfund. I det næste vejkryds fortsætter vi ret mod nord ad Møllevej, hvor Helge snart stopper op for at fortælle om hvorledes man kender forskel på de forskellige granarter. Han viser hvordan man kan kende arten grandis, også kaldet kæmpegran, på nogle blærer på barken, der er fyldt med aromatisk harpiks. Helge nævner som eksempel den store grandis i Skovhaven. Det siges, at det er det største nåletræ i Danmark, men jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt. Der står et mammuttræ ned på Langesø gods på Fyn, som muligvis er større. Lidt længere fremme stopper vi ved et jordfaldshul. Dem er der mange af i denne del af skoven, siger Helge og forklarer hvad et jordfaldshul egentlig er. Nordjylland hviler på kalk, og det er på et lag, der sine steder er flere kilometer tykt. Det sker dog ikke så ofte. Her kan det lige så godt være for 100 som for 1000 år siden. I 1970 erne skete der det, at Danmarks sidste rigtige skovkusk, Frode Gustavsen, kom kørende med hesten Musse, og lige pludseligt forsvandt Musse ned i et hul. Helge ville så gerne se stedet, så da han og Frode tog derud nogle dage senere, spurgte Helge, ”Blev hun ikke forfærdeligt bange?”. ”Næh, hun stod da bare og ventede på, at a skulle ta hende op igen”, svarede Frode. På sine gamle dage begyndte Frode at køre med turister, og aldrig havde han haft det så godt og tjent så mange penge. Han døde for nogle få måneder siden – desværre, slutter Helge.

Hvornår springer bøgen ud? Det gør den tidligere, ikke bare pga. klimaet, men også fordi man har indført bøgearter andre steder fra, forklarer Helge og fortsætter. Karpaterbøg f.eks., som jo springer ud på et tidligere tidspunkt end vore hjemlige bøge. Når de så kommer herop, siger deres gener, at de skal springe ud på samme tidspunkt som der nede i Karpaterne. Det er uheldigt, for så sker der det, at de urter og blomster, som normalt ville vokse under bøgetræer og give en dejlig forårsbund i skoven bliver skygget ihjel. Vi kan også se, at hvor der er
ege, der er der græs, men går vi over til bøgene, så er der fuldstændigt øde og goldt. Bøgetræet er ikke et venligt træ som egen er. Den skygger alt ihjel. Da jeg var direktør på Rold Storkro, spurgte gæsterne altid. ”Hvornår springer bøgen ud?”. Det kunne jeg jo som københavner ikke vide noget om. Så en dag, da den gamle skovrider Jens Hvass var nede for at spise frokost, spurgte jeg. ”Hvornår springer bøgen egentlig ud?”. Som et billede på hvordan denne mand opførte sig, så kiggede han undrende på mig og sagde. ”Det var dog alligevel det mest ejendommelige spørgsmål, jeg nogensinde er blevet stillet. Bøgen springer ud den 10. maj, det ved sgu da enhver”. Det kan godt være, at det var rigtigt den gang, men der er det altså ikke i dag, slutter Helge. Vi er nu nået ned i Nældedalen hvor Helge omtaler den store douglasgran, som blev fældet i den forgangne uge. Den var blevet anslået til at være 45 meter høj, men var dog ’kun’ 36,5 da den blev målt op efter fældningen. Det får ham til også at fortælle om TV serien ”De Danske Skove”, hvor man gerne ville vise hvordan man fælder et stort træ. Dette skulle foregå i Silkeborg skovene, men stedets skovrider var meget vrangvillig overfor projektet, herunder også til at give køretilladelser. Som den eneste gang var Helge derfor nødsaget til at tage et brev op af lommen, som han havde fra skovdirektøren, og hvori der stod, at TV holdet skulle have hjælp fra distrikterne. Skovrideren ville heller ikke have noget at gøre med hvordan man måler et sådant træ op. I må sende én herover fra København, sagde han, og sådan blev det. Træet blev målt til at være 45,6 meter højt, hvorefter Helge også gerne ville prøve at måle på et andet træ. Han måtte dog sige til den unge mand. ”Jeg kan ikke få toppen med”, hvortil den unge mand svarede. ”Næh, det kunne jeg sgu heller ikke”. ”Hvordan kunne du så sige, at den var 45,6 meter?”, spurgte Helge. ”Det kunne jeg heller ikke, men jeg var da nødt til at sige noget”, svarede han. Dette viser bare hvad Helge så ofte har sagt. ”Alt fjernsyn er styret virkelighed”. Ved eftermålingen viste det sig dog, at træet var lidt højere, end der var blevet sagt, så der var altså ikke nogen, der var blevet snydt i dette tilfælde. Nu vil jeg ikke sige noget det næste lange stykke vej, og jeg betragter det som noget af aller, allerflotteste af Rold Skov, siger Helge. Det er en imponerende sti, vi skal følge. Der er gamle ege og bøge, det er virkelig noget særligt. Vi skal gå hele vejen langs med Lindenborg Ådal til vi kommer hen til Lille Blåkilde. Glæd jer. Og som sagt, så gjort. Vi følger nu den smukke natursti på bakkekammen langs med åen, men Helge følger dog ikke helt sine egne ord. Thi da vi er nået så langt frem, at vi har helt fri udsigt over til åens modsatte side, stopper han alligevel op for at fortælle. Og som noget helt aktuelt nævner han passagerskibet ”Titanic”. Men søsterskibet ”Lusitania” er meget mere interessant, siger han. ”Lusitania” blev torpederet af en tysk ubåd i 1915 under 1. verdenskrig lige syd for Irland. Skibet sank på 18 minutter, så der var mange omkomne, hvoraf mange var amerikanere. Dette var en af årsagerne til at Amerika gik med ind i krigen. Når jeg fortæller alt det her, så er det fordi hele det område, som vi har gået i idag, har tilhørt godset Buderupholm. Den gamle kromand fra Rebildhus, Frimuth Engelst, har fortalt, at malkepigerne på Buderupholm boede i det lille hus, vi kan se ovre på den anden side. Det var den gang et ganske almindeligt himmerlandshus, som blev kaldt for Lusitania fordi der var så mange lus. I dag er huset restaureret særdeles flot og beboes af restauratør, arkitekt mm. Erik Eriksen. Om lidt kommer vi ned til Lille Blåkilde, men jeg fortæller ikke noget dernede fordi der ikke rigtig er plads til det, men den er sammen med Blåhøl de mest vandrige kilder i Nordeuropa, fortsætter Helge. Han fortæller ligeledes om kildetyper, vandmængder, vandtemperaturer og vegetation, og slutter med at fortælle om den lille myg, Atrichopogon, en istidsrelikt, Helge så godt kan lide, fordi den er så lille, at den kun stikker de andre myg. Efter et, som altid, dejligt besøg langs det store kildeområde, som Lille Blåkilde jo egentlig består af, vælger vi at gå ud på broen, der går over åen til Egelund på den modsatte side. Ikke fordi vi skal derover, men for at holde frokost. Selvom vi både er velsignet med sol og tørvejr, er terrænet alligevel endnu for vådt til at sidde behageligt på. Og tænk, efter frokost vil Helge lige pludseligt ikke være turleder. Nu er det din tur, siger han til fmd., nu vil jeg gå nede bagved og hygge mig. Jamen, det må fmd. jo så prøve at gøre efter bedste evne. Den fortsatte tur går som planlagt ind i den nordvestligste del af Nørreskoven, hvor vi følger det gamle hærvejsspor og den smukke hulvej. Herefter går det langs et af vore spændende oldtidsminder, den lange stenrække, op mod skovens højere områder. Naturligvis skal vi stoppe her og høre lidt om denne mystiske stenrække. Stenrækken er nemlig et af Rold Skovs mysterier. Den er 70 meter lang og består af i alt 27 sten. Formodentlig har den haft en religiøs betydning. Stenene peger nemlig mod det sted, hvor solen går op i sydøst på årets korteste dag og går ned i nordvest ved midsommer. I samme område findes der yderligere en kortere stenrække og tre stensætninger. Især er to af disse stensætninger meget markante. Den ene ligger umiddelbart nordvest for den før omtalte stenrække og er ca. 10 meter i diameter og består af 18 hovedstore sten. En mindre stenkreds ligger helt ude i den nordvestligste kant af skoven. Denne er 5 meter i diameter og består af 7 større sten. Det er nærliggende at sammenligne disse oldtidsspor med engelske Stonehenge, omend vores må siges at være i en noget mindre målestok. Vi fortsætter mod højderne indtil vi når op på Bundgårdens kirkevej. Hvad ikke så mange ved, så har dette hjørne af Nørreskov faktisk sit helt eget navn – Ottilielund. Dette ses bl.a. vist på kort i bøgerne ”Min yndlingstur i Rold Skov” af Helge Qvistorff og ”6 ture gennem Danmarks største skov” af Jens Hvass. Ottilielund er efter al sandsynlighed navngivet af Baron, Christian Frideric Juel-Rysensteen til Lundbæk (1779-1842) som en hyldest til sin hustru, Ottilia Christine Becher. Det har jo forholdt sig sådan, at Rold Skov tilbage i tiden udelukkende var ejet af godserne. Ud over de nuværende, Lindenborg, Willestrup og Nørlund, var det også Buderupholm, Lundbæk, Kyø, Restrup og hvad de ellers hedder alle sammen. Efter baronens død i 1842 overtog sønnen, Friherre, Baron, Niels Juel-Rysensteen, Lundbæk, og dermed også, blandt flere andre skovparter, Lundbæk Nørskov. Han var i 1836 blevet gift med Philipine Kjær, og året efter fødtes en datter, som blev navngivet Ottilia efter sin farmor. Vi ved ikke hvornår farmoderen døde, men navnet levede i hvert fald videre. Både gennem den lille pige, men også i det stykke af Rold Skov, som endnu i dag er anført som Ottilielund på visse skovkort. Ifølge folketællingerne 1845 og 1855 havde Niels Juul-Rysensteen og hans hustru, Philipine Kier, ud over Ottilia, 3 sønner og 2 døtre, men det er sikkert Ottilia, som har været yndlings¬datteren. Ottilia var født ca. 1837, og noget kunne tyde på, at hun forblev ugift, idet hun stadig bar sit fødenavn – baronesse Ottilia Juul-Rysensteen, da hun i 1910 skænkede en stor lysekrone til Bislev Kirke. For mange mennesker er Rold Skov bare Rold Skov. Men de, som kender skoven lidt bedre ved godt, at den stadig er delt op på flere ejerskaber, og at de forskellige områder har hver deres egne navne. Således også det lille område Ottilielund i Nørreskoven. Herefter må vi tage nok en tørn hvor det bare går opad til vi passerer Langerumhus. Og netop det at passere er vigtigt, hvilket deltagerne får en forklaring på i form af historien om da vi for mange år siden havde holdt for tæt under en gløggseance. Beboeren, en kvindelig skovløber, havde klaget til sin skovfoged, skovfogeden klagede til skovrideren og skovrideren klagede til formanden for Rold Skovs Venner. De to sidstnævnte skiltes dog i fuld enighed og forståelse, og Rold Skovs Venner har endda siden besøgt ham på hans domicil i Fussingø. Som det sidste besøg for denne gang beslutter vi, at vi lige går en tur hen omkring Vedsted¬skovhus, hvor vi skal holde jubilæum til efteråret. Her tager Helge ordet igen og siger, at han glemte at nævne, at Danmarks største lind står ved Lundbæk Landbrugsskole og at Danmarks største kastanje står ved Vor Frue Kirke i København. Den blev plantet af Holberg, og da man engang spurgte ham, hvorfor han havde plantet den, sagde han, at han havde plantet den ”som trøst mod ensomhed og snusfornuft”. Egentlig en ganske sjov formulering. På opfordring fra en deltager fortæller Helge også historien om engang, Jens Hvass blev sat på plads ude i Nældedalen. Han var kommet kørende igennem Nældedalen sammen med sin gode ven, kongelig skuespiller Henrik Bentzon og med skovfogedelev Døssing siddende på bagsædet. Det var på en meget varm dag, hvor de skulle derud fordi Jens Hvass skulle tælle fruesko. Da de kommer kørende ser Jens Hvass, at der står to herrer og hviler sig op ad de store graner alt imens de tørrer sveden af panden. Faktisk ligesom man ser Tuborgmanden. Jens Hvass kører hen til dem, stikker hånden ud og siger: ”Hvem er I?”. Manden svarede: ”Jeg hedder sådan og sådan og jeg er dommer i Nibe, og det er min gode kollega, der hedder sådan og sådan og er dommer i Løgstør”. ”Hvad laver I her?”, spurgte Jens Hvass på sin lidt bryske måde. ”Ja, vi skal ud og se den berømte fruesko”. ”Nå, så er I sgu på rette vej, det er den vej der”, sagde den magtfulde skovrider, hvorefter den ene af de to mænd spurgte: ”Undskyld, er De ikke skovrider Hvass?”. ”Jo, sagde Jens Hvass, det er jeg”. ”Ja, det tænkte jeg nok. Jeg kunne heller ikke forestille mig, at der var nogen anden, der kunne tillade sig, at tale til folk på den måde”, replicerede dommeren sarkastisk. En anden sag er så, at Jens Hvass faktisk godt kunne lide, når der var nogen, der turde tale ham imod. Helge mindes også da Mosskov Pavillonen skulle indvies efter at ligget stille i mange år. Det skete ved en frokost, hvor Jens Hvass også var inviteret. Han havde ikke været her i skoven i mange år fordi han var blevet uvenner med sin efterfølger, men da der nu var kommet en ny skovrider, syntes han åbenbart, at han godt ville komme. Helge sad inde i vinkelstuen og kunne ikke se døren, men lige pludseligt gik alle stemmer i stå, nu måtte han være der. Og ganske rigtigt, nu stod den gamle mand i døren med den ene hånd på håndtaget, mens han i den anden holdt sin stok ud i strakt arm og ventede på, at alle så på ham. Så sagde han: ”Ja, så er jeg her for at kaste glans over forsamlingen”. Han havde format, slutter Helge. Turen var hermed slut. Dog kun næsten, for vi mangler jo lige at gå gennem Vedsted Skov tilbage til vore biler. Inden vi når så langt stopper Helge dog op en sidste gang for at sige de mange deltagere tak for en dejlig dag. Men mon ikke, det lige skulle have været omvendt. Thi atter engang havde han gjort vore ture til en god oplevelse.