2012 Sønderskov

På trods af regn under det meste af turen, blev dette års første tur den 18. marts alligevel en dejlig oplevelse. Det var flot, at der mødte hele 68 personer op i Grøndalen for at være med til at starte vores jubilæumssæson op. Og det var flot, at Nordjyske Stiftstidende, repræsenteret af Søren Skov og fotograf Lars Pauli, mødte op for at lave en artikel med Rold Skovs Venner til avisens fritidstillæg, kaldet Friii. Efter at have budt velkommen til alle går vi straks det korte stykke vej hen til Hedekrogen. Her fortæller Helge om hvorledes stenalderfolket kom og bosatte sig her i området. Hvordan de kom fra Lindenborg ådal, vandrede op over det nuværende Rebild og fortsatte et stykke vej ned i Sønderskoven. Peter Riismøller har engang sagt, at Rebild antageligvis er den ældste eller næstældste bebyggelse i Nordjylland. Helge fortæller ligeledes om hvordan man på markerne her i Rebild Skovhuse stadig kan finde nogle meget fornemme eksemplarer af sten¬alderfolkets redskaber som f.eks. glatslebne stenøkser. Huset vi står ved lige her hedder ”Bette Hedekrog”, mens selve ejendommen ”Hedekrog” ligger inde bag ved, fortsætter Helge. Det giver ham så også lejlighed til at fortælle om den navnkundige ”Hede Knud”. Hvordan denne drev jagt som hegnskytte ved at lade familien jage dyrene ud af skoven så han kunne skyde dem på sine egne marker, hvilket var fuldt lovligt. Når børnene havde kammerater med hjem, og de derfor var mange til at spise, sagde Hede Knud altid: Spar nu på kartoflerne børn, kød har vi nok af. Som et andet tegn på at stedet her er et gammelt stenalderområde, nævner Helge også den stendysse, der står skråt overfor Hedekrogen. Det kan måske være sjovt for Søren Skov at vide, at den gang, jeg boede her i Rebild Skovhuse, da fastholdt jeg hårdnakket, at min avis hver dag skulle lægges her på stendyssen. Så kunne jeg gå herover og hente den. Så var der ligesom et bånd til gamle tider. Det næste stop sker allerede på vejen over til Tøtteruphus, hvor Helge fortæller om den første såkaldte ”Leif-sø”, idet vi netop kan se over til denne. Da Leif Lyngsø som ung skovfoged havde fået lov til at lave denne sø, blev han helt optaget af det, og jeg tror, at der efterhånden er kommet ti til tolv stykker af dem her i skoven. Det er dog ikke så lige en sag at genoprette gamle mosehuller, men det har han gjort, og i langt de fleste tilfælde er det lykkedes for ham. Da vi herfra vejen også kan se ud over Hede Knuds gamle marker, inspirerer det Helge til lige at fortælle historien om konen, der pest i Hede Knuds træsko. Da vi passerer Tøtteruphus omtaler Helge en af stedets tidligere beboere, skovfoged Larsen, der var en meget rar og venlig mand. Der var dog en enkelt gang, hvor han blev vred. Selv om det ikke var hendes arbejde, var hans kone alligevel så flink at feje gulvet i elevernes stue. Men da hun engang smed støvet ind i kakkelovnen, eksploderede denne med et brag. Blandt fejeskarnet var der nemlig også rester af krudt, som eleverne havde spildt på gulvet, når de skulle lave patroner, som man jo selv gjorde den gang. Vi fortsætter herpå op til en gammel stenlagt brønd, kaldet ”Den narre Kjald”, som sagtens kan være op til 6-700 år gammel. Brønden er bygget tragtformet og sat som et kræmmerhus med den spidse ende nedad. Man kan også stadigvæk se resterne af en stentrappe, som har været anlagt således at man kunne gå ned til vandspejlet inde i brønden. Vi har mange af sådanne brønde i skoven, men der er ingen tvivl om, at denne her er den flotteste af dem alle, siger Helge. Det har taget lang tid for datidens mennesker at hente vand her, så vandet blev genbrugt og genbrugt indtil det til sidst blev brugt til at vaske fødder med. Helge fortæller også, at engang han var ude at gå med skovrider Preben Møller oppe i Nørreskoven, sagde Preben Møller lige pludseligt: ”Der er en kjål”, og ganske rigtigt, det var der. Den er også stor og den er ligeledes afmærket i dag. Vi kommer sikkert til af se to brønde mere, som ligger inde i skoven ikke ret langt fra Grøndalen, hvor vi holder i dag, slutter Helge. Ruten går nu samme vej tilbage indtil vi når frem til ”Larsens Lind”. Et træ, som er sat til minde om føromtalte skovfoged Larsen, men som desværre har måttet plantes om flere gange, dels pga. storm og dels pga. hærværk. Her drejer vi mod øst og kommer således atter forbi en Leif-sø inden det går mod syd langs med jernbanen. Da vi har passeret de to små skovløberhuse, Arnebakkehus og Mosskovhus, nævner Helge, at fmd. lige har skrevet en artikel om jernbanens oprettelse i 1869 op gennem Himmerland og dermed også gennem Rold Skov. Fortæl om det opfordrer Helge. Da man byggede det sidste stykke af den jyske længdebane fra Randers til Aalborg, blev de nævnte huse bygget som ingeniørboliger. Det var et engelsk firma, der havde opgaven, og det var ikke uden problemet at udføre dette stykke arbejde. Især var det næsten uoverkommeligt at passere Lindenborg ådal. Man måtte fylde i tusindvis af læs jord på inden dæmningen var stabil nok til at køre på. Gamle folk rystede også på hovedet, for alle vidste jo at mosen var ”bundløs”. Det viste sig da også, at da banen blev udbygget som dobbeltsporet, og man da foretog nogle boreprøver, at den gamle dæmning på visse steder ”flyder” på op til 8 m dynd. Af flere årsager valgte man en lidt vestligere trace, og her gjorde man noget smart, idet man borede rør ned til fast bund, firede sprængstof ned og sprængte dyndet ud til siden så det faste fyld kunne falde ned, hvilket naturligvis medførte en kortere ”sætningstid”. Både jernbanen og den i 1850`erne anlagte hovedlandevej 10 (nu 180) har haft stor betydning for Rold Skov. Før den tid var det både besværligt og langsommeligt at passere skoven. Der var således grundlag for det røvervælde, som vitterligt fandt sted. Røverne fra Rold er ikke bare en skrøne. Efter røvervældets ophør ligger der en stor retssag på ikke mindre end 10.000 håndskrevne sider på Landsarkivet i Viborg, kaldet ”Den store kommissionssag”. Her blev de 79 af delinkventerne straks fængslet. Syv af disse blev dømt til offentlig kagstrygning, mens 156 blev sendt hjem til deres respektive sogne som strafværdige. Statsskovdistrikt Buderupholm havde lige fra starten stor interesse i at få anlagt den nye bane, idet en sådan ville være til stor gavn for at kunne afsætte produkterne. Selvom der fra starten skulle være stationer i Hesselholt (nuværende Arden) og Sverriggaard (nuværende Skørping), ønskede man også anlagt et trinbræt i Mosskov, der jo som bekendt ligger strategisk midt i skoven. Her betalte man endda for at få anlagt et sidespor. Dette medførte med tiden, at der på auktionsdagene opstod et sandt folkeliv med liv og glade dage, som efterhånden udviklede sig til at Mosskov blev et stort turistmål.
Der er nu kun et ganske kort stykke vej hen til Arnebakken. Helge indleder her med at fortælle om de to krybskytter, Artolleristen og Lars Kjær. De var direkte modsætninger, Lars var meget stor og sagde ikke ret meget, hvorimod Artolleristen var meget lille og snakkede hele tiden. Det var Artolleristen, der overfor dommeren i Terndrup påstod, at alle de dyr, der var hvide i røven, var hans, ligesom han engang snød en skovfoged, som var lige ved at tage ham på fersk
gerning, ved at smøre sig ind i blod fra dyret og fyre et ekstra skud af, hvorfor skovfogeden skyndte sig at hente doktor Bartholdy. Men da de kom tilbage, var både dyr og Artolleristen pist væk. Det var også Artolleristen, der hængte skroget fra en skudt ræv op på dørhåndtaget ind til Jagtslottet ovre i Vestskoven fordi han mente, at man skulle være nøjsom og at greven også skulle have noget. Det her er altså Arnebakken, fortsætter Helge og fortæller historien om da den 90 år gamle, tidligere skovrider Poul Lorenzen kom på besøg hos skovrider Preben Møller. Poul Lorenzen ville gerne se afdeling 142, som han selv havde plantet til med bøg som ung, og da de kom her forbi tænkte den historisk interesserede Preben Møller, mon Poul Lorenzen kan give en forklaring på hvem Arne var. Det har ikke med nogen Arne at gøre, svarede Poul Lorenzen, det navn går så langt tilbage, at Rold Skov ikke var en bøgeskov, men en egeskov. Så navnet kommer ikke af Arne men af agern, så bakken hedder i virkeligheden Agernbakken. Ude ved afdeling 142 undskyldte Poul Lorenzen, at han fældede en lille tåre. Men her står jeg med beviset på hvor gammel jeg er og modbeviser det gamle ord om at en forstmand aldrig ser resultatet af sit arbejde. Men det modbeviser jeg nu, for det første jeg gjorde, da jeg kom her, var at lade dette areal tilplante med bøg. Sluttelig fortæller Helge historien om da Poul Lorenzen, til stor forundring for tilhørerne, indledte et foredrag om Rold Skov på sin egen helt specielle måde, nemlig med ordet – Røv. Dermed fortæller jeg Dem, at jeg ikke bare er jyde, men himmerlænding. Jeg er født her i Rold Skov, hvor min far var skovrider under lensgrevskabet. Vi boede i Thorup Hedegaard helt ude østpå i skoven, og selvom min far var skovrider, var vi ikke særligt velhavende. Den gang, da jeg var dreng, var der kun et eneste ord for den del af kroppen, og det var røv. Så det er egentlig bare det, jeg ville fortælle Dem. Jeg siger det stadig og dermed beviser jeg, at jeg er himmerlænding. – En flot indledning af den fine, gamle mand. Turens næste etape går nu op over Arnebakken og derfra videre ad stien mellem Havemosen og Store Økssø indtil vi når frem til ”Det gamleste Træ” lige nedenfor Økssøhus. Hvad betyder navnet Store Økssø, spørger Helge, og svarer selv, det kan betyde Store Oksesø eller Store Øjesø, og begge dele kan passe ganske udmærket. (I Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis af 14. januar 1869 kaldes søen for Oxsø. – red.). Helge fortæller herefter om hvorledes forskellige godser, såsom Overklit, Lundbæk og Kyø ejede visse områder af Rold Skov, bl.a. med det formål at kunne sende deres dyr på olden. Oprindeligt i form af både bog og agern, men af en eller anden grund, som vi ikke rigtig kender, forsvandt egen og så kom bøgen ind i stedet for omkring 500 år siden. Rold Skov er det sidste sted i Danmark at bøgen indvandrede. Det har man fundet ud af ved at lave pollenanalyser fra Store Økssø. Deraf har man nøjagtigt kunnet få at vide, hvornår forskellige tæer har indtaget skoven, og har så også kunnet udlede, at det kun er 500 år siden, at bøgen kom her til Rold Skov. Store Økssø er 7-8 m dyb, vandet er rødt af humussyre men fuldstændigt rent, fortsætter Helge. Jeg så den anden dag, at der skulle være både gedder, aborrer og en 3. slags fisk i Store Økssø. Men det tror jeg ikke på. Jeg har dykket meget i den sø, og jeg har aldrig set andet end nogle små aborrer. Søen er meget næringsfattig. Sluttelig omtaler Helge tidligere skovrider Jens Hvass og hvordan denne fandt på at lave Sct. Hans bål ude på søen og samtidigt gav folk tilladelse til at køre i skoven på denne ene aften. Da vi som sagt står under Det gamleste Træ, og da regnen stadig siler ned, kan vi sådan set lige så godt spise vores medbragte mad her. Det må jo så blive stående taffel, er der en munter sjæl, der siger. Nogle fandt dog ud af det alligevel. Ved at følge den ”gamle” sti videre mod vest kommer vi snart til en låge, der fører os ind langs nordsiden af den retablerede Store Økssø mose. Som altid, stopper Helge op her for at udtrykke sin begejstring over dette projekt. Han pointerer samtidigt, at den tidligere skovrider, Jens Hvass kun fortrød én ting i sine mange år som skovrider, nemlig dræningen af højmosen ved Store Økssø, der blev gennemført som et beskæftigelsesprojekt under 2. verdenskrig. Længst mod vest munder stien ud i Ritmestervej, hvor turen nu går til højre, eller med andre ord, atter mod nord. Og som så ofte før, vender Helge tilbage til det standende spørgsmål. Hvilken skov er størst i Danmark? Om Rold Skov fortæller han indledningsvis. Oprindeligt hed skoven ”Den kongelige Buderupholmske Skovdomæne”, senere hed den ”Buderupholm Statsskovdistrikt”, så ”Skov- og Naturstyrelsen Himmerland” og nu ”Naturstyrelsen Aalborg”. Staten ejer den centrale del af skoven fra nord til syd med Lindenborg Gods på begge sider, hvilket har den største del af skoven. Nørlund Gods har en stor del af skoven og Willestrup har en mindre del. Så kommer spørgsmålet. Er Rold Skov Danmarks største skov? Hvis man tager et leksikon fra begyndelsen af 1900 tallet, så vil der heri stå: Rold Skov er et skovkompleks og Grib Skov er Danmarks største skov. Det var korrekt den gang, men siden hen er Rold Skov vokset til og er i dag én stor samlet skov. Helge fortæller nu om en pudsig hændelse, som han var involveret i da han lavede TV serien, ”De Danske Skove”. I Grib Skov var det aftalt med skovrider Lars Toksvig, at han og Helge skulle sidde ude på et bålsted og skændes om hvilken skov, der var den største. Rold Skov eller Grib Skov. De kunne naturligvis ikke blive enige, hvorfor Helge skulle ringe til areal¬kontoret i Vejle. Og så kom chokket, for det var hverken Rold Skov eller Grib Skov. Det var Silkeborgskovene. Det var dog ikke rigtigt den gang, tilføjer Helge. For arealkontoret sagde, at hvis der kun var 100 m mellem to områder, så blev det regnet som en helhed. Men i dag er det nok Silkeborgskovene sammen med de store plantager mod syd og vest, hvis man er meget nøjeregnende. Men det er ikke en samlet skov. Det er stadig et skovkompleks, som Rold Skov var det i begyndelsen af 1900 tallet. Derfor kan vi slå to røde streger under facit og sige, at Rold Skov er Danmarks største. Det er også her langs Ritmestervej, vi finder skovens største gravhøj, som ligger vis-à-vis en række høje fra enkeltgravsfolket på den modsatte side af vejen. Også her beder Helge fmd. om at fortælle. Denne gang om skovens mange forskellige former for gravminder, som vore fjerne forfædre efterlod sig. Jeg havde egentlig troet, at vi havde stoppet ved stendyssen overfor Hedekrogen, indleder han. Ikke fordi den er særlig velbevaret, idet den er beskadiget ved at anlægge vejen og delvis er sprængt af trærødder. Til gengæld er den meget gammel, idet det er en megalitgrav fra den periode i stenalderen, som kaldes tragtbægerkulturen pga. at man fremstillede sine lerkar og bægre med en karakteristisk tragtformet hals. Med tiden blev disse stendysser større og større og udviklede sig efterhånden til store jættestuer, men fra omkring 2.800 f. Kr. gik man dog over til enkeltmandsbegravelser, idet man begravede de døde i almindelige jordfæstegrave, der blev dækket af en lav, bred høj. Denne periode kaldes enkeltgravskulturen, og det er netop sådanne høje, vi ser her. Vender vi os mod vestsiden af Ritmestervej, ser vi Rold Skovs allerstørste kæmpehøj, idet denne måler ikke mindre end 35 meter i diameter og er 2½ meter høj. Det er svært at sige hvor gammel, den er. Er det stenalder eller bronzealder? Går man ind på kulturarvstyrelsens hjemmeside, Fund og fortidsminder, står der med hensyn til alder bare ét ord: Oldtid. Højen rummer en central grav, men den har sandsynligvis også flere senere anlagte randgrave. Den er ikke helt ubeskadiget, idet der flere steder er huller efter stødoptagning og andre små grav¬ninger, mens selve gravene tilsyneladende er urørte og sikkert kunne fortælle en spændende historie. Det må være en stormand, der blev begravet her. På det sted hvor Ritmestervej krydser den noget større Skørpingvej ligger det føromtalte skovløbersted, Klodholm. Her tilspørger Helge alt folket! Er der stemning for at stoppe pga. vejret, eller skal vi fortsætte? Der var ingen tvivl, vi skulle fortsætte. Lige nord for Klodholm er den tidligere tjenestejord nu udlagt som lejrplads. Et af de steder, hvorfra Helge har gode minder og som han kalder sine hellige, og hvor man stadig kan se to rækker træer, hvis kroner engang rakte fuldstændigt sammen. Da jeg var direktør på Rold Storkro, blev jeg ringet op af et stort firma, som ville komme med en snes mennesker, der kom fra hele verden, siger Helge. Det var lige meget hvad det kostede, det skulle bare være noget helt særligt. Jeg tog dem med på tur i skoven, og da vi kom hertil var der dækket op på et langt bord inde mellem de to rækker træer med hvide duge og kandelabre. Kokkene stod med høje kokkehuer og pigerne, der skulle servere, var i folkedragter. Jeg siger jer, det gjorde lykke. Som det næstsidste besøg går vi nu op til Kyø Skovhus, på hvis område man endnu kan se sporene af ældgamle stenaldermarker med digevoldinger rundt om. Fantastisk, at stenalderbondens virke endnu kan spores, og endnu et godt bevis på, at han meget tidligt slog sig ned i Rebild-området. Dermed var turen næsten slut. Vi skal blot tilbage til Klodholm og derfra retur til Grøndalen, men som lovet, skal vi da lige et smut ind omkring den gamle middelalderbrønd, som findes her på stedet. Her sagde Helge tak for turen, og tak til deltagerne fordi de gik med. Det var sandelig også flot, at der var så mange, der trodsede vejret og alligevel ville være med. Det kan kun blive bedre næste gang. Ikke turen, ej heller den flotte artikel, der blev bragt i avisens tillæg, Friii den følgende fredag, men vejret.