2011 Juletur Brændeskov

Det blev en ualmindelig hyggelig og dejlig afslutning på dette års efterårssæson, da 51 glade deltagere drog ud på juleturen den 11. december. Alt var med os denne gang. Vejret var efter to overståede orkaner bare dejligt, turlederen var rigtig i fortællehjørnet og det efterfølgende traktement på Røverstuen var i top, helt efter vores eget ønske. Vi havde mødested på torvet i Skørping, hvorfra Helge, (efter at vi denne ene gang om året, med et smil på læben kommanderer folk ind i geleddet for at tælle op), straks førte holdet ud ad Møldrupvej og herfra ind ad stien, der følger jernbanen mod syd. Her stopper vi første gang ud for Sverrighus, hvor Helge indleder dagens fortællinger med at sige: Velkommen i Rold Skov, hvorpå han fortsætter. Det hus, der ligger der, hedder Sverrighus, og Sverrighus var et af de fire huse, der lå her i 1869, da man byggede den jyske længdebane fra Randers til Aalborg. Den åbnede den 18. september 1869, hvor futtoget kom nordfra og kørte forbi Skørping kl. 14.15 med to timers forsinkelse. Jeg stod netop og tænkte på, hvor stort et arbejde, det egentlig var, at bygge den bane. Prøv at se den store dæmning lige her. Det er alt sammen lavet med skovle og hjulborer for at lave banen nogenlunde lige. Det var en nødvendighed her, idet terrænet varierer på begge sider af Skørping. Især ud til Gammel Skørping og hen over Lindenborg ådal. Det var et meget vanskeligt arbejde. Man måtte her tilføre utallige læs jord og sten, og når man kom den næste morgen, var det hele bare forsvundet ned i grunden., idet området i virkeligheden er gammel søbund. Der var endda noget overtro, idet mange af de lokale mente, at det var nogle kæmper, der gik og lavede ravage om natten. Til sidst fik man dog så meget hold på det, at det kunne lade sig gøre at køre ud over dalen. Det var ikke De Danske Statsbaner, men et engelsk aktieselskab, der byggede banen her. Den var ikke den første bane i Danmark. Den første var faktisk nede ved Kiel, idet Danmark jo gik ned til Hamborg indtil 1864. Den næste bane, der kom, var fra København til Roskilde. Så kom længdebanen op gennem Jylland sådan pø om pø, og så endelig i 1869 strækningen fra Randers til Aalborg. Indvielsestoget, med ikke mindre end 236 personer ombord, startede som sagt med to timers forsinkelse og årsagen til det var, at kaptajnen på kongeskibet ikke turde sejle det ind over Hals Barre fordi der var stormvejr, hvorfor skibet lå underdrejet indtil næste morgen. Man havde oprindeligt ønsket at bygge en station i Skørping, og når jeg siger Skørping, så er det Gammel Skørping, fordi der var jo ikke noget Skørping den gang, andet end det, der hedder Gammel Skørping i dag. Men vognmændene i Gammel Skørping ville ikke ha, at der kom noget futtog der, fordi det gav konkurrence. Godsejeren på Thustrup ville gerne have, at banen skulle lægges nærmere ved Thustrup, så han kunne få sine stude ned på markedet i Hamborg. Derfor lagde man en station her lige nord for skoven, og det havde måske også lidt at gøre med, at man betragtede skoven som en fæstningslinje hvis tyskerne skulle komme igen. Den hed Sverriggård. Der lå en stor firlænget købmandsgård der hvor p-pladsen på torvet er i dag, som hed Sverriggård. Så var der skovfogedstedet Hollandshus. Der var Sverrighus, som ligger her, og så var der den nye stationsbygning, som ikke havde to etager den gang. Hvis man ser på stationsbygningen i Ellidshøj, så er den faktisk lige som Skørping station så ud i starten. Tiden gik, og så snuppede man navnet fra Skørping, som så kom til at hedde Skørping Kirkeby fordi kirken lå der oppe. Men så fik man også kirke i Skørping, og så måtte man igen lave navnet om, således at Skørping blev til Gammel Skørping. Navnet passer egentlig udmærket, for Gammel Skørping er jo en gammel by. Som sagt kom toget den 18. september, og ved hver station stod hans majestæt kong Chr. 9., som jo kom nede fra hertugdømmerne og derfor talte et gebrokkent dansk, på bagperronen og talte til folket. Han sagde det samme hvert sted og sluttede talen med at sige: ”Guds fryd og velsignelse til vort kjære Jylland”. Lokomotivet kom fra Skotland og blev kaldt ”Canadieren”. Det var sådan, at lokomotivfører og fyrbøder stod ude i det frie helt uden overdækning. Det må have været en kold omgang om vinteren, men til gengæld kørte de kun 40 km i timen, så det har måske ikke været så slemt alligevel. Det er nok mest fordi, vi er blevet så gamle, at vi også har sat farten ned til 40 km, slutter Helge sin beretning med et smil. Efter en ganske kort vandring stopper vi igen ud for det sted, hvor man stadig kan se den dæmning, man i sin tid lavede for at få jord kørt ind til selve banedæmningen. Det har virkelig været et stort arbejde, siger Helge, men man var jo vant til store opgaver i Nordjylland den gang. Det var nogenlunde samtidigt med at man gravede Frederik VIIs kanal ved Løgstør. Det tog 5 år at fuldføre dette arbejde, idet man her skulle grave i kridt. Der er en mand, som jeg aldrig kan huske hvad hedder, men han har en historie at fortælle, fortsætter Helge, og det gør den pågældende så. – I øjeblikket arbejder jeg med banehistorien mellem Randers og Aalborg. At Svenstrup også fik en station skyldtes sandsynligvis Chr. Zinck, Godthåb Hammerværk, der havde stor interesse i at få en station så nær virksomheden som muligt. Efter sigende rejste Chr. Zinck til København og søgte foretræde for general-direktøren for at forelægge sine synspunkter. Her fremlagde Chr. Zinck de fordele, det ville give for fabrikken, og da det var sket meddelte generaldirektøren: ”Den station kommer til at ligge, hvor det er mest hensigtsmæssigt”. Hertil skal Chr. Zinck have svaret: ”Saa sæjer a tak, for saa kommern te aa leg, hvor a vil ha`en”. Vi går endnu et kort stykke vej ned langs banen før Helge igen stopper op og siger: I skal forestille jer, at den gang banen blev lavet, da var der ingen skov her. Det var hede alt sammen og det hedder da også Teglgårds Hede efter Teglgården, der ligger oppe ved Gammel Skørping. Da Skørping blev til, lå heden helt ind til byen. For at få et indtryk af hvor meget hede der egentlig var, så har hedens maler, Hans Smidth, lavet en tegning ved Madum Sø, hvor man ser ud over den østlige del af Rold Skov. Der er ikke et træ. Det har man også for nyligt fået bevis på, for da man skulle lave grusgraven ude i den østlige del af skoven, skulle man lige kigge, om der var nogle ting fra fortiden, der var spændende. Man fandt da en bronzealderbebyggelse med et hus, som var ikke mindre end 33 m langt. Det siger jo lidt om, at der allerede tilbage i bronzealderen var hede der ude. Det var jo først i slutningen af 1700
tallet, at grev Schimmelmann fandt ud af, at man skulle
have marker i den østlige del af skoven. Han forsøgte, men
det er aldrig nemt at skulle gøde så store områder og få
givtige marker ud af det. Det viste sig da også, at det ikke
duede, hvorfor man gik over til at beplante det med træer i
stedet for, hvilket har vist sig at være fremragende da
jorden derude er utrolig god til grantræer. Noget af det
fineste gran man overhovedet har haft i Danmark var
”Grevens Plantage”, men desværre væltede det hele i
stormen i 1981. Den fortsatte tur går nu forbi den store p-plads på Møldrupvej og herfra videre mod øst ind til Dragmose. Der er så smukt, når man kommer her om foråret og ser kærulden blomstre, siger Helge. Der har engang ligget et hus her, der hed Dragmosehus. Vi har et fotografi af det, og der er også en historie, som jeg dog ikke lige kan huske. Når vi skal på tur, læser jeg ofte lektier om morgenen. I dag ville jeg vide noget om Skørping, og fandt da i nogle gamle tidsskrifter, der hed ”Lokalhistorie i Skørping kommune”, en artikel, skrevet af en mand, der hedder Vic. Revald. Den er så morsom, for den fortæller om husene i Skørping, det ene efter det andet, og med stort blik for de muntre historier. Jeg tænker, at når der om mange år er én, der vil forske og skrive en stor bog om Skørpings historie, så vil han dykke ned i Vic. Revald, og der få nogle gode historier. Han vil så nok spørge, hvem var den mand? Så vil han måske gå på lokalhisto¬risk samling på Spillemandsmuseet i Rebild og bede om telefonbogen fra 1980. Men der står Vic. Revald ikke, og heller ikke i telefonbogen fra hele Nordjylland. Han vil nemlig aldrig få mulighed for at finde Vic. Revald, for manden eksisterer ikke. Det er ren og skær pseudonym, for det var mig, der skrev de blade, men jeg kunne jo ikke skrive Helge Qvistorff under dem alle sammen og skrev derfor under pseudonym. Når jeg siger, at de er knaldgode, er det ikke fordi jeg har skrevet dem. Jo, det har jeg, men det var rent diktat, for det var den gamle kromand på Rebildhus, Frimuth Engelst, der dikterede. Men han ville ikke have sit navn frem, så vi fandt ud af, at så skulle manden hedde Vic. Revald. Det er der en vis pointe i, for jeg hedder jo også Victor, så derfor Vic. Og jeg hedder også Evald, så derfor Revald. Så den er god nok, slutter Helge. Vi går videre ind til bålhytten, kaldet ”Bitteskoven”, hvor Helge, efter lidt snak om hvorfor billedhuggeren Anders Bundgaard hed Anders Jensen Bundgaard og ikke Christensen Bund¬gaard, indleder med at sige. For fjorten dage siden var der en svensker, der ringede til mig fra Lund. Han skulle sammen med nogle andre her til Rold Skov for at se på kilder og ville gerne møde mig. Det var tre personer, som stod i spidsen for et kildelaug, bestående af omkring 50 mennesker fra hele Sverige, der hvert år rejste rundt i hele verden for at se på kilder. De er på et meget højt niveau, hydrologer, geologer og naturgeografer. Så jeg sagde med det samme. Det er ikke mig, I skal snakke med, for der kan jeg slet ikke være med. Vi skal op på et højere plan. Jeg lovede dog at sende et brev med forslag om hvem de skulle snakke med. Så jeg ringede til den mand, som man mener ved mest om vore kilder i Rold Skov. (Der var nemlig efter en tur blevet sagt til Helge, at han ikke talte sandt, fordi der på et skilt over skovens seværdigheder står, at Lille Blåkilde giver 90 liter vand pr. sekund, mens Helge altid har sagt og skrevet, at den giver 150 l/sek.). Hvad er nu det for noget?, hvorfor står der 90 l/sek., jeg har altid sagt 150 l/sek., spurgte Helge. Hertil blev der svaret. Ja, det har vi sgu alle sammen. Hvorfor skriver I så 90 l/sek.? Det er fordi man mener, at det er det rigtige i dag, lød svaret bare. Helge ringede så til en anden mand, som ved allermest, og han sagde. Ja, nogen gange er der sikkert 150, men da vi sidst målte den, var det 90 l/sek. Så jeg tror såmænd også, at det De har sagt er rigtigt nok. Så vil jeg lige sige, at sådan nogle som den der, er der nogle stykker af i Rold Skov, siger Helge og peger på den lille sø, der er her ved bålhytten. Det er et gammelt mosehul, som er blevet renset op, således at søen er kommet tilbage. Det er den første af de Leif-søer, vi skal se i dag, og hvis nogen skulle spørge, hvad er en Leif-sø?, så er svaret: Det vil jeg ikke sige noget om – endnu. Vi fortsætter derfor turen op gennem Bitteskoven mod endnu to Leif-søer, der ligger lige i den sydlige udkant af Skørping. På vejen kommer vi forbi en stor cypres, hvor Helge spørger om der er nogen, der ved, hvordan man ser forskel på en thuja og en cypres. Og det er der faktisk, idet en dame fortæller, at den, altså toppen, hænger nedad på en cypres, hvilket var til stor moro for folket. Dette får Helge til at omtale, at en deltager engang spurgte ham om hvordan men kender forskel på et han- og et hunpindsvin. Det er noget med at tælle piggene, hvilket deltagerens kone ikke havde syntes, at man kunne gøre overfor sådan en pæn mand som Helge. Sådan kunne man ikke sige til den pæne mand, sagde hun. Den pågældende deltager kunne dog oplyse, at den opfattelse har hun ikke mere. Den gang man lavede banen, fortsætter Helge, syntes man i hovedstaden Aalborg, at man gerne ville have et trinbræt i Mosskov, så man derfra kunne gå tur i skoven. Så sammen med Den Kongelige Buderupholmske Skovdomæne ansøgte man Rigsdagen om lov til at anlægge en holdeplads. For skoven var det også godt, idet man så lettere kunne få træet kørt væk. Man fik lov til det allerede året efter at banen var lavet. Man byggede en lang lade til at have træet i som jeg stadig kan huske. (Det kan skribenten også, og han har endda sovet i den i forbindelse med et natløb. Den lå i den nordlige ende af p-pladsen ved Mos¬skov Pavillonen). Der kom også et lille traktørsted, og den gamle eneboer i Ørnebjerghuset, Peter Ørnebjerg, har fortalt mig, at han var opvarter ude i traktørstedet. Vi havde dengang en skovrider, der hed Hintz. Han var en munter mand som var her frem til 1902. Han fandt på at lave nogle små plateauer oppe i de gamle bøge hvorfra der var anbragt rebstiger ned til jorden. Man kunne så kravle op på disse plateauer, hvor der var anbragt et lille bord og to smalle bænke samt en kurv med et reb i, som man kunne fire ned til opvarteren. Man kunne så sidde deroppe og få sin frokost eller eftermiddagskaffe. Så manglede man øl eller snaps, firede man blot kurven ned og råbte på opvarteren. Hvordan folk kom ned af stigen efter frokosten er jo nok et andet spørgsmål. Peter Ørnebjerg er sammen med kromanden fra Rebildhus, Frimuth Engelst, Jens Hvass og Poul Lorenzen nogle af de mennesker som jeg har skattet meget, meget højt, siger Helge. Især Peter Ørnebjerg fordi han var den, der vidste allermest om egnen. Han havde virkelig interesseret sig for hvad der foregik og kunne huske det. Jeg kan huske engang hvor Peter sad og fortalte om noget tilbage til slutningen af 1700 tallet. Jeg sagde da til Peter. Jamen, du levede jo ikke den gang, og du fortæller som om det var noget, der foregik i går. Hertil sagde Peter. Det er nu ikke så underligt, for den gang lå Ørnebjerghuset meget afsides, og når vinteren satte ind og der lå sne, så skete der jo ikke noget her. Så jeg sad altid og hørte på når min far fortalte de samme historier. Og jeg kan huske dem fordi det interesserede mig. Min bedstefar fortalte også og når vi taler om ham, er vi jo tilbage i 1700 tallet, så der er ikke spor mærkeligt i det. Han var virkelig et fint menneske, slutter Helge. Vi er nu nået op til de to søer. Helge peger ud over dem og siger. Det er Leif-sø nummer to og det er Leif-sø nummer tre. Går vi rundt i skoven, kan vi nok finde 8-10 stykker mere. Historien bag ved det er, at der i 1980erne kom en ny skovfoged ude på Tøtteruphus, hvor der også var en mose. Han syntes, at der skulle være en sø, og fik så lov af den daværende skov¬rider til at grave mosehullet ud og gøre det større, så der kunne blive en pæn sø ved huset. Det viste sig at fungere godt, hvilket det ikke behøver at gøre, fordi et mosehul har tilbøjelighed til at vokse til igen. Men søen er der stadig den dag i dag. Han blev derfor bidt af det og spurgte om han måtte lave en sø der og der. Det har han så fået lov til, og derfor kalder vi dem med et lille smil for Leif-søer. Han hedder Leif Lyngsø og det er virkelig godt, hvad han har gjort, fordi det har medvirket til at vi har fået så mange åndehuller i Rold Skov. De er spredt over hele skoven, og ikke mindst de mennesker, der bor her i byens udkant, må prise sig lykkelige, fordi deres huse måske er steget med en million kroner – vil jeg tro. Jeg synes, at vi skal prise Leif Lyngsø, fordi han har taget initiativ og fået gennemført dette projekt. I dag er det sådan, at der faktisk er omkring 40 søer i Rold Skov, og nu ved I så hvorfor de nyeste af dem hedder Leif-søerne.

Efter nogle betragtninger over Skørpings udvikling på godt og ondt, fortsætter vi vores tur ad nogle små villaveje, og da der endnu er tid tilbage inden frokosten, giver dette Helge lejlighed til at fortælle endnu et par historier. Vi hører først om da Jens Hvass ved genåbningen af Mosskov Pavillonen kom ind ad døren med sin stok hævet i en udstrakt arm og proklamerede: ”Ja, her er jeg så for at kaste glans over forsamlingen”. Jens Hvass var bare Jens Hvass lige til det sidste. Helge fortæller herefter om hvordan en personlighed som Herman Bang åbenbart faldt for byen Skørping, hvor han boede hos enkeskovriderinde Fru Lund, mens han skrev på romanen ”Ludvigsbakke”. Efter at have grublet over en passende formulering om en snobbet dame, kom han på 3. dagen ned i spisestuen, slog ud med armene og sagde: ”Askydelig skal hun blive, den gamle heks”. Ordet afskydelig blev to gange rettet til afskyelig under korrekturen, også i den færdige bog. Det siges, at Herman Bang græd. Naturligvis skal vi også høre om Blære Else, der solgte sig selv for fem kroner. Hun havde engang besøg af den navnkundige Kulsvier Soren, som desværre døde midt under hyggestunden. ”A tøgges nok han bløv saa taang”, sagde Else bagefter. Det var først efter megen over-talelse, at provst Vinter ville begrave Kulsvier Soren efter den historie. Om samme provst Vinter siges i øvrigt, at han i kirken kunne springe over 17 husmænd for at komme til at sige goddag til en gårdejer, ligesom hans prædikener var så lange, at han kunne afkristne et helt sogn på en søndag formiddag. Endelig skal vi høre om tegneren Jess Larsen, som i øvrigt har tegnet Rold Skovs Venners første logo. Han havde det ikke så godt med at administrere sine penge og havde derfor også gæld. På et tidspunkt vandt Jess Larsen et stor tipspræmie på 114.000 kroner, men han kunne ikke få den indløst uden at banken ville tage pengene. Det hjalp Helge og en mand, kaldet Ejnar Tamberskælver, ham så med, hvilket han gav dem hver 5.000 kr. for. Helge tog imod pengene vel vidende, at der ikke ville gå ret lang tid før Jess Larsen var på den igen. Og ganske rigtigt, Jess Larsen bad snart om at låne 500 kr. og da Helge trak de 5.000 op, sagde Jess Larsen bare tak skal du hasom den mest naturlige ting i verden. Nu var tiden så kommet til at køre til Rebild for at hygge os sammen og nyde en dejlig frokost på Røverstuen. Og som sædvanligt var der også flere muntre indslag. Fra Dagmar og Frode fik vi foræret en munter ”julefrokostsang”, ligesom Axel Meilholm, også kaldet ”Musikus”, kom og underholdt. Han havde endda taget ”Ronja Røverdatter” med. En sød ung pige, som præsterede at gå på hænder gennem hele lokalet og tilbage igen. Som sædvanligt gjorde fmd. også status over årets gang, hvorefter hr. generalsekretær Knud Andersen havde æren af at holde tale og derpå overrække Helge en gave fra os alle som en påskønnelse for hans arbejde for Rold Skovs Venner. Helges takketale blev lidt ud over det sædvanlige, idet han samtidigt kunne fremvise et nyligt erhvervet maleri oppe fra Ørnebjerghuset, hvor Jens Ørnebjerg sidder for enden af langbordet. Vi har flere gange besøgt stedet, hvor Ørnebjerghuset lå i Rebild Nordre Bakker, og ligesom ved disse lejligheder, fortalte Helge om dette hus og dets beboere, og hvor synd det er, at det ikke eksisterer mere. Helge fortalte ligeledes om den rørende afsked med Peter Ørnebjerg. Han var meget syg og skulle på sygehuset, men Helge havde som så mange andre veget uden om spørgsmålet om at tale om døden, og havde derfor bare sagt: ”Nå Peter, nu smutter vi. Kan du nu have en god bedring. Og så snart du er frisk, så kommer jeg op og besøger dig”. Så kiggede Peter Ørnebjerg alvorligt på Helge og sagde; ”Farvel Qvistorff. Manne tak skal du ha. Du har været egnen en god mand”. Jeg var godt klar over at det var afskeden, men som københavner taler man jo bare forbi, hvorfor jeg svarede; ”Ork Peter, om en uge, så er du hjemme igen, og så kommer jeg op og besøger dig”. Så kiggede Peter Ørnebjerg næsten igennem mig. ”Farvel Qvistorff, og manne tak skal du ha”. Og det var jo det samme som at sige. Jeg ved udmærket godt, hvor det bærer hen. Helge var nede at besøge Peter Ørnebjerg på hospitalet nytårsaften, hvor det så ud som om at sygeplejersken lige var gået ud, for dynen var fuldstændigt glattet ud, og Peter lå lige så hvid i ansigtet som lagenet, og med sine store knoklede hænder oven på dynen. Men ellers var han frisk i øjnene og klar i hovedet, så da Helge efter en god snak gjorde tegn til at ville gå, sagde Peter til ham. ”Qvistorff, vil du ikke gøre mig en tjeneste”? ”Jo, det vil jeg da”. ”Jo, når jeg er død, vil du så ikke godt læse H.C. Andersens ”Grantræet”, for grantræet det er mæ”. Helge forstod det ikke, og forstår stadig ikke, at Peter Ørnebjerg sammenlignede sig selv med et grantræ. For Helge stod Peter Ørnebjerg som et fyrtårn, der rakte op over egnen. Eventyret ”Grantræet” handler jo om et træ, som startede i glans, men som endte uden rigtig at have opnået noget i tilværelsen. Dette må Peter Ørnebjerg åbenbart også have syntes gjaldt for ham selv. Helge mener, at det var lige omvendt. – Det var et ualmindeligt smukt eftermæle som Helge her gav Peter Ørnebjerg. Et eftermæle som utvivlsomt rørte mange, og som da også på ØPs foranledning udløste en stående applaus. Der var herefter blot tilbage at afslutte vort måltid med risalamande og efterfølgende kaffe. Og, selvfølgelig skulle vi da heller ikke glemme vores mandelgaver. Som en efterhånden mangeårig tradition, forgår uddelingen i form af et omvendt lotteri, hvor det gælder om ikke at blive trukket ud. Som ”lykkens gudinde” var det denne gang Kirsten Idskov, der påtog sig hvervet med at fordele vore præmier i form af lækker chokolade fra Frellsen. Hermed var arrangementet slut. Vi kan kun sige, at Røverstuen med Helle i spidsen havde gjort en stor indsats for at vi skulle have en god dag. I det hele taget gik hele turen lige efter bogen, hvilket vi nu kun kan tænke tilbage på med glæde. Tak for denne sæson.