2011 Store Økssø

I dag er det den 13. november, og denne gang skal vi på tur i området omkring Store Økssø. Vi starter fra p-pladsen ved Mosskov Pavillonen, hvorfra Helge straks efter velkomsten fører holdet under banen og videre mod nord langs søen. Dog ikke på den udlagte sti, men oppe på det høje terræn, således at vi kommer forbi den bænk, der står på det allerbedste udsigtspunkt ud over Store Økssø. Lidt længere fremme kommer vi dog ned på den ”normale” sti igen, og da vi er nået frem til broen over den store grøft ved Rebild Skovhuse, stopper Helge her for at fortælle sine første historier. Dette er jo Store Økssø, som jeg har et ganske særligt forhold til, fordi jeg er løbet rundt om den hver eneste dag igennem 25 år. Det var en sand fryd, at gøre det hver dag, indleder han. Store Økssø er 2.777 meter hele vejen rundt. Og så kan man spørge. Hvordan ved du det? Det kan jeg sige, fordi jeg på et tidspunkt løb sammen med en major fra hæren. Han var ikke enig med mig i hvor langt, der er rundt om søen. Så en dag kom han med et halvt løbehjul med en kilometertæller på, og med den nåede han frem til, at der var 2.777 meter. Jeg har tjekket det på Google, og nåede frem til, at der er 2.770, så jeg tror, at han havde ret. Søen er 7 m dyb på det dybeste sted. Det eneste, der er herude, er nogle små aborrer, ikke engang en gedde er der derude. Vandet er rødt fordi der er humussyre i vandet, som kommer fra moserne, der ligger inde bagved, men den er pinlig ren. Store Økssø er en af Danmarks reneste søer, og også en af Danmarks højst liggende søer. Den ligger i en højde af 65 meter. I dag skal vi jo gå turen højt oppe efter danske forhold, fordi den kommer til at ligge i en højde mellem 65 og 100 meter. En mand, der unægtelig har sat sig sine spor her, er skovrider Hvass. Det her er jo smørhullet af Rold Skov. Det er blomsten, I skal gå i. Den dejlige bænk, vi gik forbi der oppe på toppen, er én som Jens Hvass har lavet. Stien rundt om Store Økssø, det er også én, Jens Hvass har lavet. Tidligere var der over de grøfter, vi kan se, når vi kommer ned i mosen, broer med rækværk på. Der var omkring 45 broer. Det var så hyggeligt at gå over de små broer. Så kom der det der 1968 halløj med noget der hed ungdomsoprøret, hvilket betød, at pli ikke længere eksisterede. Jeg tror faktisk, at det var noget man så ned på. Da bøller begyndte at bryde rækværkerne på broerne ned, besluttede Jens Hvass, at der ikke skulle være rækværk længere. Senere skovridere fandt ud af, at der heller ikke skulle være broer, så nu er der ikke en eneste bro tilbage. Går man rundt om Mossø, kan man stadig se disse små broer. Det var jo også her ved Store Økssø, at Jens Hvass fik den idé, at lave Sct. Hansbål ude på søen. Noget man i dag kan se mange andre steder, men den gang var det ikke almindeligt. Da man den dag fik lov til at køre i skoven i bil, kunne der let samles et par tusinde mennesker her nede ved søen, slutter Helge før vi går lidt længere frem langs Hede Knuds gamle marker.
Det hus, der ligger derhenne hedder Hedekrogen, og der boede en mand, der hed Hede Knud, siger Helge. Tilbage til tiden omkring krigen havde Rebildhus en isbod, der stod her i hjørnet af Hede Knuds mark. En dag var sønnen fra kroen, Frimuth Engelst, som selv senere gjorde Rebildhus berømt, ude at passe boden. Når der ikke var så meget at lave, fik han tiden til at gå med at spille kort sammen med Hede Knud, Jens Ørnebjerg og en fjerdemand. Lige pludseligt kom der en knøs løbende hen til Hede Knud og sagde: ”Tyren er stukket af!”. Hede Knud lagde bare sine kort, rejste sig op og gik sin vej. Der gik så en times tid før Hede Knud kom tilbage. Han satte bare sig ned og sagde: ”Hvis tur var det til at gi?”. Hede Knud havde også et skydehus stående under en stor gran ude på marken, og det samme havde han ovre i skovbrynet ind til Havemosen. Når han ville have et dyr, sendte han konen og børnene ind i statsskoven for at klappe dyrene ud på marken. Hede Knud var nemlig ikke krybskytte men det man kalder hegnsskytte, hvilket er fuldt lovligt, idet man gerne må skyde dem på sin egen jord. En søndag formiddag, da Hede Knud sad i skydehuset i skovbrynet, kom en skovløberfamilie fra Kyø Skovhus gående over marken, fordi de skulle med søndagstoget fra Mosskov til Aalborg for at besøge familien. Da de gik forbi stedet, hvor Hede Knud sad gemt, sagde datteren, Kirsten Marie, til faderen: ”I kan godt gå i forvejen. Jeg skal lige slå en streg her!” Hun satte sig lige foran hegnsskytten, der sikkert sad og kiggede med stort velbehag, og da Kirsten Marie rejste sig op og rystede de sidste par dråber af sin hvide bag og trak den sorte kjole ned, sagde Hede Knud: ”Du har pesst i min træsko!”. Herrens veje er uransagelige, og af samme årsag skulle vore deltagere trakteres med den traditionelle november-gløgg allerede kort efter turens start. Da det denne gang skal foregå i Grøndalen, drejer vi op mod Hedekrogen lige efter Obels hus. Vi stopper dog lige ved Bette Hedekrog, hvorfra vi også kan se over til Helges tidligere bolig. Her findes der også en ikke særlig velbevaret stendysse, som delvis er gemt i noget buskads. En megalitgrav, der rækker tilbage til tragtbægerkulturen. Det var her de lagde min avis, mindes Helge. Hver dag gik jeg her hen og hentede min Aalborg Stiftstidende, som den jo hed den gang.
Som det ses på billedet, har statsskoven fornyet brændeskuret på bålpladsen i Grøndalen. Der var således grundlag for her at få en hyggelig pause med gløgg og æbleskiver for dagens i alt 66 deltagere, hvilket vort sædvanlige team, Birgit, Karin og Hanne samt vore venner fra hjemmeværnet, Bo Andersen og Michael Eriksen, havde sørget for til fulde. Også det smukke og halvdisede efterårsvejr var medvirkende til at højne en dejlig stemning her på pladsen i en helt stille skov. Tak til gløgg-holdet for jeres indsats.
Den fortsatte tur går ad Kabelvej op til Rold Skovs største gravhøj, hvor Helge beder fmd. om at fortælle om den, hvilket han gør ved først at omtale sten- og bronzealderen, som er de perioder, der har sat de fleste spor i Rold skov. Højen her er den allerstørste kæmpehøj i Rold Skov, idet den måler ikke mindre end 35 m i diameter. Den rummer en central grav, men den har sandsynligvis også flere senere anlagte randgrave. Højen er ikke helt ubeskadiget, idet der flere steder er huller efter stødoptagning eller andre små gravninger, men selve gravene er tilsyneladende urørte og kunne sikkert fortælle en spændende historie. Det må være en stor¬mand, der blev begravet her. Han slutter med at nævne, at Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred dette år har en artikel med, der omtaler oldtidsminderne i Rold Skov. Vi fortsætter nu et stykke vej mod øst, og kommer således igen ned til Obels hus, idet vi skal gå turen langs den nyetablerede Store Økssø Mose. Dette er Økssøhus – eller Obels hus. Mest det sidste, siger Helge. Det var fabrikant Obel, der købte stedet og byggede huset og det er stadig i familiens eje. Oldebarnet flyttede til London og bor meget fornemt lige ned til Themsen. Men de kommer engang imellem og holder sommerferie her. Staten er ikke så glad for at det ligger her, så en tidligere skovrider fik ordnet det således, at staten har forkøbsret på huset, hvis de vil betale lige så meget som en eventuel køber, hvis det en dag skal sælges. Helge slutter med at sige, at han og fmd. er ved at blive gamle. Bente er ikke så gammel, men hun ved noget om noget gammelt. Han opfordrer hende derfor til at fortælle om noget gammelt. Og da vi står ved ”Det gamleste Træ”, starter hun med at fortælle om det. Historien går på, at en lille dreng kravlede rundt i det mens faderen stod og kiggede på. De snakkede om at det var det største træ i hele skoven. ”Så er det også det gamleste”, sagde drengen. Og det har det heddet lige siden. Det med at blive gammel, fortsætter Bente, leder så frem til en skæg episode, vi havde i går. Vi havde besøg af et par børn i et par timer. Drengen var ved at fortælle mig, at hans hamster var død. Hvad er den død af?, spurgte jeg, men det vidste han ikke rigtig. Han troede bare, at den var død af ”gammelhed”. Fra Obels hus går vi ind gennem lågen og følger nu den nye vej langs Store Økssø Mose. Vi tager et kort stop for at nyde udsigten, men fortsætter så straks turen længere mod vest før Helge igen fortæller: ”Der hvor Per stoppede og fortalte om gravhøje hedder vejen Ritmestervej og er opkaldt efter en eller anden ritmester, men vi har aldrig fundet ud af, hvem han var. Denne del af skoven hedder Sønderskov. Som jeg tidligere har sagt, så befinder vi os midt i Rold Skov, og så er det besynderligt, at den hedder Sønderskov. Men den hedder Sønderskov fordi den er sønderskoven for Rebilds bønder. Deraf navnet. På den anden side af Rebild hedder skoven Nørreskov”. Tidligere var det sådan, at mange godser ejede et område i Rold Skov. St. Restrup, Lundbæk, Buderupholm, osv. osv. Denne del af skoven ejedes af godset Kyø, som ligger ovre ved Sebbersund. Da drev man kvæg og svin herover for at de kunne gå på olden. De mæskede sig i bog og agern så de blev godt fede til de skulle hjem igen. Men da man så fik mere og mere moderne forhold i landbruget, kunne det ikke svare sig længere, hvorfor man ophørte med den form for drift. Så var skovene lige pludseligt ikke nær så meget værd. Der kom også de såkaldte godsslagtere i begyndelsen af 1800 tallet. Dette skete også på Buderupholm, hvor man ikke længere kunne betale udgifterne og Staten købte det så i 1926. Staten ejer i dag hele den midterste del af Rold Skov lige fra nord til syd. Den gang hed det ”Den kongelige Bude¬rupholmske Skovdomæne”. Senere hed det ”Buderupholm Statsskovdistrikt”. Så kom det for nogle få år siden til at hedde ”Skov og Naturstyrelsen Himmerland” og nu hedder det bare ”Naturstyrelsen Aalborg”. Det er da ikke særligt kønt i forhold til ”Den kongelige Buderup¬holmske Skovdomæne”. Det var da ulige flottere, slutter Helge. Da jeg skrev den store bog om Rold Skov, fortsætter Helge, da skrev jeg bl.a., at der ligger en langdysse lige her henne, og at jeg håbede, at man en dag fælder alle træerne, så man kan stå oppe på langdyssen og få blikket ud over den gamle Store Økssø Mose. Det gjorde man så. Ikke pga. mig, men jeg tænkte slet ikke på, at det her jo er meget flottere. Det ærgrer mig, at jeg aldrig havde skænket det en tanke, at man kan stå her i stedet for. I skal tænke på, at det, der stod her foran var en ringe skov af sitkagran og birk som aldrig rigtig voksede til. Man begyndte at ville udnytte mosen allerede i midten af 1860erne. Man gravede grøfter for at få vandet væk så der kunne plantes træer. Jeg fortalte, at der var 45 broer og så må der jo også have været 45 grøfter. Der var et kæmpearbejde at grave de mange kilometer af grøfter. Helge sætter det i relation til gravearbejdet da man gravede kanalen ved Løgstør. Det har dog været tanken ind imellem, at man skulle retablere den gamle Store Økssø Mose, og det er så det, man er i gang med nu. Mosen er begyndt at indvandre. Det er gået langt bedre, end man havde troet. Da man nåede frem til 1800 tallet var der faktisk ikke træer tilbage i Rold Skov. Der er en mand ved navn Laurits Engelstoft, der rejser gennem skoven i 1805, som skriver: ”Rold Skov er fuldstændigt forhugget, den fortjener ikke navn af skov længere”. Men så var det, at man begyndte at plante grantræer og Rold Skov er fantastisk til grantræer. De vokser godt i den sandede moræne, som vi har her. Hele den østlige del af Rold Skov, som var én stor hede, er plantet til med graner. Når vi kommer lidt længere ned i skoven, kommer vi til at gå på en vej, der hedder Hintzvej. Der vil jeg fortælle hvilke problemer det gav, da man gjorde det, slutter Helge. På den videre tur rundt om mosen kommer vi forbi nogle meget flotte og ranke egetræer. Vi vil jo gerne have nogle store og forkrøblede ege med krogede grene, siger Helge, men hvis man får eg fra udlandet som disse, så er de fuldstændigt lige. Dette er ikke oprindelig eg, men plantede træer. Da vi er nået så langt rundt om mosen, som vi skal i dag, vil Helge gerne have bekræftet, om en skeptiker af projektet ikke vil indrømme, at denne etape havde været en dejlig tur. Og det vil han da gerne, også selvom den ”spændende junglesti” rundt om søen er gået tabt. Turen fortsætter mod syd ind i Hesselholt Skov, hvor vi snart stopper ved en af krigstidens ”gravhøje”, ammunitionsdepot nr. 33. Jeg har altid ønsket mig at se, hvad der er inde i sådan en, siger Helge. Så en dag, hvor jeg løb i skoven nede ved hoveddepotet, stod der nogle kasser udenfor med projektiler og andet grej. Der var ingen mennesker at se, men der var lys derinde, og så tænkte jeg. Nu kan du løbe ind og lade som om du er faret vild i skoven. Så jeg løb ind og sagde: ”Undskyld, men vil De ikke godt være venlig og fortælle mig hvordan jeg kommer til Rebild Skovhuse”, hvortil der var en af dem, der svarede: ”Du skal bare løbe ligeud Qvistorff, så kommer du hjem”. På den videre tur er det nu blevet tiden for en frokostpause inden vi igen fortsætter mod syd. Men vi drejer dog snart til højre ad Hintzvej, hvilket får Helge til at fortælle om Hintz og det at plante graner i Rold Skov. Statsskovrider L.F.E. Hintz kom her i 1886 og var her til 1902. Jeg har kendt mennesker her på egnen, der kunne huske Hintz. Han var en meget flink og en meget munter mand. Da jeg skrev bogen om Rold Skov og gik dybt ned i arkiverne på skovridergården, der går helt tilbage til starten i 1826, fandt jeg korrespondancen mellem Hintz og overførster Bruhn i Aarhus. De to mænd kunne virkelig ikke lide hinanden. Der er den ene skrivelse efter den anden, hvor overførster Bruhn, chef for 3. distrikt i Jylland, nedgør Hintz, og Hintz skriver diplomatisk tilbage. Engang går det helt galt, da overførsteren kommer herop. De skal møde hinanden ude på skovfogedstedet Tøtteruphus, og da Hintz desværre kommer 5 minutter for sent, så er overførsteren gået. Så kom der ellers en skrivelse til Hintz, der fortalte ham hvem han var. Han skulle i hvert fald ikke prøve at nedvurdere overførsteren. Han havde at stå der til tiden, når overførsteren kom. Til sidst blev det Hintz for meget, så han flyttede til Helsingør distrikt i stedet for. Jeg har også kendt adskillige, der var børn den gang, og det allerstørste man kunne opleve som barn, det var, hvis man fik lov til at komme hjem til Hintz på skovridergården. Hans børn havde et meget stort dukkehus, og tænk, at have et dukkehus den gang i slutningen af 1800 tallet var ganske enestående. Hintz var ganske interesseret i udenlandske nåletræer. Det er ham, der har plantet alle de store graner, der står inde i Den Jyske Skovhave samt dem som vi skal se om lidt, og som er de allerhøjeste i skoven. Inde i Skovhaven står der efter sigende Danmarks største træ i rummeter, som Hintz har ladet plante. Det var stik imod overførster Bruhns ønske, for han ville kun have, at man skulle plante almindelig europæisk gran. Alle de der eksotiske træer fra USA var ikke noget, man skulle plante. Men det gjorde Hintz alligevel i planteskolen, og når overførsteren kom på inspektion, så sørgede han for at planterne blev taget op og gemt væk. På et tidspunkt var træerne naturligvis blevet så store, at dette ikke længere var muligt. Den muntre Hintz fandt så på at sige til pigen hjemme på skovridergården, at hun skulle vente et bestemt sted på selskabet med overførsteren, Hintz og de andre forstfolk, og når hun så dem, skulle hun komme løbende og råbe: ”Skovrider, skovrider, frokosten står på bordet – og også snapsen!”. Vi er nået så langt op ad Hintzvej, at vi kan se ind i Jætternes Baghave. De træer her er som sagt de højeste i Rold Skov, siger Helge. På et tidspunkt skulle man give dem navn, og da den daværende skovrider spurgte skovens folk om ikke de kunne komme med forslag til et navn på stedet, var der et par af dem, der kom med et fantastisk godt navn. De kaldte det Jætternes Baghave. Naturligvis skal vi også helt ind imellem de over 40 meter høje træer for at fornemme hvor høje de er. De højeste graner i Danmark, som står nede ved Silkeborg, er over 50 meter høje. Men skal man se på verdensplan så er det ikke engang halvt så højt som et træ kan blive, forklarer Helge, hvorefter fmd. beder ham om at få ordet. De træer vi står imellem er dem, der hedder douglasgraner. De er bl.a. nemme at kende på, at barken er meget blød. Den er nærmest ligesom kork at røre ved. Douglasgranerne er nok nogle af de fornemste graner, vi har i Rold Skov. De er så fornemme, at vi i hvert fald har to, der har fået navn. Den ene er ”Forstrådens Gran”, som står på den anden side af Møldrupvej lige over for indkørslen til skovridergården. Om den anden skal jeg først lige sige, at Helge tidligere talte om at blive gammel, så det er ikke nogen hemmelighed, at både han og jeg for længst har rundet de 70 år. I anledning af at Helge blev 70 år, fik douglasgran nr. to i Rold Skov et navn. Det er også en meget stor og flot douglasgran, som er over 30 meter høj. Den står ovre i nærheden af Troldefaldet, og har fået navnet ”Helge Qvistorffs gran”. Jeg vil nok sige, at det må være noget af en hædersbevisning at få. Men jeg vil også sige, at alle vi Rold Skovs Venner også har en lille andel i den, for det var på Rold Skovs Venners foranledning, at statsskovvæsenet bestemte, at lige nøjagtigt den gran skulle bære Helges navn, og på det medfølgende dokument står der bl.a., at de vil hæge om den til ”evig tid”. Herligt. Vi er nu nået til dagens yderpunkt og går derfor samme vej tilbage men fortsætter ad Hintzvej helt ned til KremsBøg. Da vi kom forbi i maj måned, så vi at den stod meget stærkt beskåret, hvilket sikkert var gjort for at redde den, idet stammen ikke har det så godt på den vestlige side. Men vi kunne da heldigvis konstatere, at der var sprunget frisk løv ud fra de overskårne grene. Naturligvis skal vi også denne gang høre historien om at træet fik dette navn, fordi skovfoged Thorvald Nielsen Krems ikke efterkom Jens Hvass ordre om at fælde det. ”Ulydigheden” havde stået på længe da Krems syntes, at det ville være synd og skam at gøre det. Begge de to herrer var lige stejle, men omsider gav skovrideren sig. Til gengæld bestemte han, at træet i al evighed skulle hedde Krems` Bøg. Skovrider Hvass og skovfoged Krems kunne nemlig i vir¬keligheden godt lide hinanden. Vi kan nu vælge at gå direkte mod nordøst tilbage til Mosskov. Helge synes dag, at vi lige skal tage en runde til Røverstuen, så det gør vi. Det her er så Røverstuen, hvor røverne fra Rold havde deres hule, siger han. Herfra havde de så snore der gik tværs over et gammelt vejspor igennem Rold Skov, og når der så kom et hestekøretøj med fornemme folk og kørte over snoren ringede der en klokke nede i hulen, således at røverne kunne fare op og overfalde dem. Jeg tror ikke på det, siger Helge med et smil. De optrådte i en bande på ikke mindre end 235 personer omkring 1830. Den mest berømte er ”Bette Fanden”. En lille skrutryg på 152 cm. Hans rigtige navn var Johannes Jensen. Han var født i 1801 og levede til 1870. Til sidst blev det myndighederne for meget. 79 af dem blev idømt straffe, der ville noget. Det være sig kagstrygning og livsvarigt tugthus, mens 156 blev sendt hjem til deres egne sogne som strafværdige. Også Johannes Jensen blev dømt til offentlig kagstrygning på torvet i Aalborg, hvilket betød, at han skulle have 27 slag på de bare rygstykker med hasselkæppe, der havde stået i saltlage natten over. Han blev herefter indsat til livsvarigt tugthus på Holmen i København, hvorfra han dog blev benådet i 1864. Johannes Jensen tog tilbage til Himmerland og boede resten af sin tid på fattiggården i Stenild sammen med sin kone. Historien om røverbanden er ægte nok, mens Røverstuen i virkeligheden er et jordfaldshul, forklarer Helge, ligesom han sluttelig også forklarer hvordan et sådant opstår. Herefter var der blot tilbage at gå den direkte vej tilbage til Mosskov ad Roldvej og Storedalsvej. Turen havde ikke været længere end så mange andre, men den kom alligevel til at fylde meget, forstået på den måde, at den havde været utrolig givtig i form af åndelig føde.