2011 Gravlev Sø

Søndag den 16. oktober skulle Rold Skovs Venner atter afprøve den dejlige rute rundt om Gravlev Sø. Det er jo sådan, at mens vi sidste år havde kilderne i Rold Skov som et gennemgående tema, gælder vores tema i indeværende år søerne. Dette betyder så, at vi også er vendt tilbage til nogle af de samme områder, hvilket dog kun har været med til at fremme genkendelsens glæde. Mødestedet var denne gang sat på p-pladsen i bunden af ’Hulvejen’, og da turen var en del af Nordjysk Vandrefestival med Region Nordjylland og Visit Rebild som tovholdere, mødte der da også en del nye ansigter op. Og i modsætning til september måneds våde tur, havde vi denne gang det mest vidunderlige efterårsvejr, som man overhovedet kunne tænke sig. Turen går straks mod nord hvor Helge efter en kort tid stopper op fordi han har fået at vide af Villy og Elly Kjeldsens datter, Lise Lotte, der var med for første gang efter snart 25 års pause, at han ikke går så hurtigt som for 25 år siden. Jeg vil gerne sige til Lise Lotte, at der tager du fejl, siger Helge. Det er i virkeligheden af hensyn til fmd. at jeg går langsommere. Så du ikke hvilken hale, der var med ham til allersidst. Der har du årsagen. (Ja, ja, tør du den bare af min gode mand, det skal nu ikke skille os ad). I skal jo gå hele turen rundt om dalen i dag, fortsætter Helge. Men I skal forestille jer, at der engang slet ikke var en dal her. Stedet her er en del af det midthimmerlandske højland. Bakkerne på begge sider viser hvor toppen engang har været. Sådan så det ud indtil isen smeltede efter sidste istid. Så kom dalen. På visse tidspunkter under afsmeltningen stod dalbunden meget højere end i dag. Det kan man se ovre på Rebild Bakker, hvor der er nogle fuldstændigt vandrette plateauer, og pudsigt nok, så ligger disse i 44 meters højde, i 22 meters højde og i 11 meters højde. Man skal bare huske at dividere med to. Disse er i virkeligheden stadier i dalens udvikling til at komme her ned, hvor den er i dag.Vi fortsætter over broen over Lindenborg Å og gennem en lille lund således at vi kommer frem til en lille samling huse, kaldet Hvolbjerg. Her stopper Helge atter op for at dele sit kendskab til dette område med vore deltagere. Rold Skov er kendt for sine røvere og sine krybskytter, siger han. Det med røvere sluttede stort set omkring 1840 rne. Men der var da stadig røvere. Jeg har kendt en gammel mand, som fortalte, at hans far og onkel var blevet overfaldet på vej hjem til Slettingen, et skovløbersted, der dengang lå i Nørreskoven omtrent ovenfor Lille Blåkilde, og så er vi jo henne i slutningen af 1800 tallet. Men hestene blev bange og sparkede den ene af røverne. De andre røvere så også bange for deres skind. Stak bare af og lod ham, der var blevet sparket, ligge. Han blev først fundet næste dag og var da godt medtaget. Med hensyn til krybskytter forholder det sig anderledes. Det fortsatte langt op i tiden, og det er vel ikke helt overstået endnu. Nu er krybskytter jo sådan nogle, der kommer i bil og har rifler med kikkertsigte og hvad ved jeg, med. Men rigtige krybskytter, det har der været frem til omkring 1970. Den sidste af dem boede i et hus, der ligger lige hernede. Hans kone bor der den dag i dag. Han hed William Blicher og var faktisk i familie med Steen Steensen Blicher. Han var en herlig gut. Han var også træskærer og har lavet nogle dejlige ting i træ. Han var god ven med Bundgaard henne fra kalkminerne. Bundgaard har kun hugget noget ind i kalken ovre i Tingbæk et eneste sted, hvor han har skabt en kvindefigur, som han kaldte ’BakkensÅnd’. Men Blicher fik også lov og har også hugget ind i selve klippen i Tingbæk. Han havde nogle ørreddamme hernede, som kromanden fra Rebildhus, Frimuth Engelst, betalte anlægget af. Og så leverede Blicher ørreder til Rebildhus. Om der nogensinde blev skrevet regning på det, ved jeg ikke. Selv om han var krybskytte, og ikke lagde skjul på det, så var han højt agtet her på egnen. Især Frimuth Engelst satte stor pris på ham. Jeg har en dejlig historie om Blicher, fortsætter Helge. Han var en rigtig jyde med et markant ansigt. Han lignede egentlig den kongelige skuespiller Henrik Bentzon lidt, men var endnu mere markant. Blicher blev også gode venner med Poul Reichardt, som sammen med sin familie boede en jul og nytår over på Rold Storkro. Om eftermiddagen gik Poul Reichardt ofte over på den lille kro, som dengang lå ovre ved Tingbæk kalkminer. Der sad han sammen med Blicher og lærte himmerlandsk. Hvordan siger man det og det, spurgte Poul Reichardt hele tiden Blicher, og på den måde øvede han sig i at kunne tale himmerlandsk. De øvrige gæster på Rold Storkro, som ellers selv gerne ville have været i kontakt med Poul Reichardt, syntes, at det var aldeles upassende, at den kendte skuespiller gik over på en beverding og sad og talte med en krybskytte. Det kunne man ikke. Men det kunne Poul Reichardt godt, og jeg synes også, at det var helt rigtigt, slutter Helge. På den videre tur kommer vi gennem et område, hvor der står forholdsvis mange egetræer.Der er ellers ikke så mange ege tilbage i Rold Skov. Årsagen kan skyldes de fremmede tropper, der kom hertil i 1600 tallet, siger Helge. Vi ved, at de nede i skovene ved Mariager fældede 30.000 egetræer. Så tænk, hvor mange der kunne fældes i Rold Skov. Men der kan dog også have været flere andre årsager. Så snart vi kommer på den anden side af dalen, så er der bøg mens vi her altså ser en del eg. Ovre ved Tingbæk kalkminer er der også egetræer. Kalkminen ligger jo faktisk neden under en egeskov, Oplev Krat, som statsskovrider Poul Lorenzen sørgede for blev fredet tilbage i 1920erne. På samme måde som Skindbjerglund, som også er en oprindelig del af Rold Skov fra den gang, den var en egeskov. Disse små lommer af egeskov kan man faktisk finde rundt omkring i en afstand af 20-30 km fra Rold Skov. Det er rester af den oprindelige kæmpeskov, som Rold Skov engang har været og dækket store dele af Østhimmerland. Men Oplev Krat og Skindbjerglund er de flotteste og de største af dem alle.
Lidt længere fremme fraviger vi den officielle rute og går ind
over engen til Egebæks Kilde. Vi fik dog lidt skældud af en
lodsejer, som sidste gang endda havde været så flink at
afbryde strømmen til hegnet for os. Den tur vi går i dag
synes jeg er fantastisk, siger Helge. Vi ser fem kilder på
turen, som er vidt forskellige. Jeg tror ikke, at der er noget
andet sted i Danmark, hvor det kan lade sig gøre at gå en tur
på 10 km og se fem så forskellige og store kilder. Denne her
er Egebæks Kilde, og som en kone, der boede her nede på
Møllegården, har fortalt mig, så er der 29 steder inde i kildesøen, hvor vandet kommer op. Der var den gang masser af ørreder, så kvinderne konkurrerede lidt om, hvem der var den dygtigste til at fange dem med hænderne. Til konens ærgrelse var hendes søster dog bedre end hende selv. Ud over at male korn, så tjente mølleren også en skilling ved at lave elektricitet. I begyndelsen ved en turbine, senere fik han en 10 hestes petroleumsmotor. Det var folk fra Gravlev og Oplev, der kom her til møllen for at få malet deres korn. En gang, hvor mølleren var i gang med at hejse kornsække op på loftet fik han sig en slem forskrækkelse. Man havde en rebløkke, der blev slået rundt om snøvsen på sækken, så den kunne trækkes op. Mens han står ved lugen for at trække en sæk op, kigger han tilfældigt ned på gulvet gennem hullet. Der stod Fattig- Niels, som var lidt af en original, grinende med løkken om halsen. Det kunne jo have gået grueligt galt, men han slap altså ved denne lejlighed. Dette er så den første kilde, vi ser. Den giver 110 liter vand pr. sekund. Det er mere postevand end en by som Lemvig bruger af vand. Hvad er årsagen til det? Det er ganske enkelt at her er kridt. Her i den nordlige del af Rold Skov kommer kridtet helt op under overfladen. Tingbæk kalkminer går jo lige ind i den, og ovre ved Skillingbro ses den også helt oppe ved overfladen. Det er fantastisk at tænke sig, at der her ligger kridt i hundredvis af meter ned, og alt sammen skabt af bittesmå dyr, plankton, som dukkede op på et tidspunkt, hvor der var meget varmere end i dag. Det er fantastisk at tænke sig, at der har været så mange, at de har kunnet give så meget kalk. Hvor langt ligger grundfjeldet nede her? Det ligger nok 5.000 meter nede, svarer Helge selv. Her i Danmark er det kun på Bornholm, at det kommer op til overfladen. Det dybeste sted vi har i Danmark er ved Løgstør, hvor det ligger 7.000 meter nede. Jeg skal give jer et eksempel på mængden af plankton. Som ung mand var jeg ude at sejle. Vi sejlede i Stillehavet langs kysten af Mellemamerika, og havde fået at vide, at næste dag ville vi ryge ind i en tyfon. Da jeg om morgenen stod på dækket og kiggede på bjergene, var det ligesom at det hele var flydende, fordi vandet var spejlblankt med et orange skær fra himlen over de knaldsorte bjerge. Da jeg står der, så dukkede der lige pludseligt en ubåd op. Det var ikke nogen ubåd. Det var en blåhval og senere kom der to mere. Når man har set sådan en blåhval og ved, at den udelukkende lever af plankton, altså det samme, som er årsagen til alt det her, så begynder man at forstå, at det største dyr, der nogensinde har levet her på kloden, større end dinosaurerne, det er blåhvalen. Jeg plejer gerne at sige, at den dag, hvor jeg så en kongeørn på 2 meters afstand ovre i Vælderskoven, er den største naturoplevelse, som jeg har haft. Men blåhvalen, det var den allerstørste. Også fordi det var så uventet at se denne ryg, der pludseligt dukkede op af vandet. Vores næste stop sker ved Gravlev Kilde. Gravlev kilde er ikke så gammel, som man måske skulle tro. Det var først da man byggede den nye hovedlandevej vest om Gravlev at kilden pludselig begyndte at springe i et bassin, som var fremkommet ved at tage fyld til at bygge den nye hovedvej. Der er også spredte væld længere nede i den smalle sidedal, som egentlig er ét stort kildeområde. Alt dette vand er nu ført ned i Lindenborg ådal gennem nogle smukt anlagte snoninger. Ingen kan tro andet, end at sådan har det altid været. Henne på Gravlev kirkegård går vi direkte op til Anders Bundgaards gravsted. Jeg tror, at det er Danmarks mest erotiske gravsted, siger Helge. Da Bundgaard lavede den figur, der ligger oven på gravstenen, kaldte han hende for ’Hedepigen’. Det er også hende, han huggede ind i større målestok i selve kalken i Tingbæk kalkminer, men hvor han kaldte hende for ’BakkensÅnd’. Idéen med Hedepigen her var, at hun skulle ligge her og kigge over i Ravnkilde på den anden side af dalen. Bundgaard blev født i 1864. Han var født Jensen, men tog navnet Bundgaard fordi han var plejebarn ovre på Bundgaard, som ligger ovre ved siden af Ravnkilde. Allerede som dreng sad han og snittede i træ, og var god til det. Han tog til København og arbejdede inde i Svane¬møllen på en beverding, hvor han var keglerejser når kunderne spillede billard. Der begyndte han at lave karikaturer som han skar i kridt. En dag var der en arkitekt, der så det og han sørgede for at Bundgaard kom på skole i København, hvor han udviklede sig som billedhug¬ger. Senere blev han sendt to år på uddannelse i Frankrig. Bundgaard vandt konkurrencen om at lave Danmarks største springvand, nemlig Gefionspringvandet. Han har lavet Cimbrertyren i Aalborg og mange andre ting. Der er et gods nede ved Silkeborg, hvor der i haven også står mange af hans skulpturer, bl.a. Hedepigen. Endelig har Bundgaard været med til at udsmykke Københavns Rådhus, hvor han har lavet en masse billedhuggerarbejde. Min gode ven på Rebildhus, Frimuth Engelst, fortalte en dejlig historie om Gravlev kirke, hvor en gammel mand skulle til gudstjeneste, slutter Helge. Det nedre låsetøj var ikke så godt mere, og lige pludselig kunne han godt mærke, at det pressede sig på, men han syntes ikke, at han kunne være bekendt at rejse sig mens præsten messede. Men da præsten var på vej op på prædikestolen sagde manden til sig selv. Nu kan jeg vist godt lige nå at smutte ud. Men lige som han var på vej ud af døren messede præsten. ”Arme synder, hvor går du hen?” ”A ska` lige ud og pes, men a kommer snart igen”, svarede den gamle mand. På vores videre vej ud af Gravlev vender Helge sig og siger. I går med ryggen til noget, der er så smukt. Og så har vi Gravlev Sø derude med genopstandne svaner og det hele. Det er så smukt, så smukt. Det var en stor skam, at den ikke var der længere da Hedeselskabet drænede den væk i 1896. Men gudskelov fandt man på, at den skulle genoprettes, hvilket ikke var helt let, fordi alle bønderne havde en smal jordlod, så de i gamle dage kunne gå ned over engen for at fiske. Dem skulle man jo gerne have købt op før man kunne gøre det. Men det har man fået gjort og lavet aftaler med de få, som man ikke kunne få lov til at købe af. Søen er i dag næsten lige så stor som oprindeligt, og det er da prægtigt, at der ligger sådan en diamant foran Rebild Bakker. Åen går ikke gennem søen, fordi man mente, at der så ville komme forurening. Om det var i åen eller i søen er jeg ikke klar over, men derfor har man lagt åen udenom, slutter Helge sin lovprisning af denne perle i vort land. Næste stop sker henne ved ruinen af det hus, som engang har været Danny Druehylds bolig. Det så oprindeligt ud som et rigtigt dejligt himmerlandshus, siger Helge, men det forfaldt. Det var billigt at bo her, men det var ikke godt, for det var usundt. Hun bor nu i et fint hus oppe ved Oplev Krat. Danny Druehyld var gift med en professor ved universitet ovre i København, men hun brød sig ikke om alle disse ’fine’ mennesker, så hun flyttede her over i stedet for med sin 11 årige datter og sit københavnske sprog. Man kan godt blive lidt chokeret hvis man forventer at møde en himmerlandsk heks, og hun så taler rent vesterbrokøbenhavnsk. Hun er meget munter og har mange gode historier, men det der med alfer og varulve og den slags, det tror jeg ikke på. Det irriterer hende. Hun synes, at et menneske, der holder så meget af naturen som jeg gør, burde kunne se sådan noget. For de nye, der er med, vil jeg gerne lige illustrere hvordan Danny Druehyld taler. Jeg boede i 25 år helt nede i bunden af Rebild Skovhuse, og en dejlig juli eftermiddag kom der kørende en lille gul postbil ind på parkeringspladsen, og ud triner Danny i sorte gevandter og bare tæer med sortlakerede negle og en stor sort hat. Jeg blev da noget imponeret over at hun kunne køre bil. ”Jamen, har du fået bil Danny”, spurgte jeg. ”Ja, er den ikke flot?”. ”Jo, det er den. Jeg anede ikke, at du kunne kære bil”. ”Det kunne jeg heller ikke. Men ved du hvad, jeg er dumpet 13 gange, og jeg havde købt den, så jeg skulle have det”. ”Da jeg skulle op den 14. gang, så sagde jeg også til ham den motorsagkyndige: Det kan jeg godt sige dig. Hvis jeg ikke får det kørekort den her gang, så får du sådan en røvfuld. Så fik jeg det sgu”. Som vi har gjort det et par gange før, går vi også denne gang hen på den forholdsvis store broover Lindenborg Å for at holde frokost. Og da vejret er helt vidunderligt betyder dette så også at folk virkelig nyder det og rigtig hygger sig. Det er også her ved broen at Helge af hensyn til pladsforholdene henne ved Lille Blåkilde, som er vores næste mål, vælger at fortælle lidt om samspillet mellem kalken og kilderne. Når regnvandet falder, så går det ned gennem kalken, som i virkeligheden er en stenart, der er porøs og meget blød. Fra regnen falder til den kommer ud af en af kilderne går der 50 år. Det ved man fra de amerikanske atomprøvesprængninger på Bikiniøerne, fordi man har målt vandet i Lille Blåkilde, og målt hvor meget radioaktivt nedfald, der var i det. Vi har tre slags kilder, fortsætter Helge. Bassinkilder, som vi har set to af, Egebæks Kilde og Gravlev Kilde. Vi har sumpkilder, som vi vil komme til at se tre af. Men de fineste af dem alle sammen er strømkilder, hvor vandet kommer direkte ud af kalken. Her i Rold Skov findes der blandt tusinder af kilder kun en eneste strømkilde, nemlig Lille Blåkilde, som også er den mest vandrige af alle kilderne sammen med Blåhøl. Der findes en 4. slags kilde, nemlig springkilder. Der findes ikke en springkilde i Danmark. Vi har ganske vist en i Rold Vesterskov, men det er ikke en springkilde, men det, der hedder en artesisk brønd, hvor man har stukket et jernrør ned i jorden hvor vandet står under pres. Vi har en oppe i Dalarne i Sverige. Det har jeg fortalt mange gange, indtil vores kære bestyrel¬sesmedlem, Käthe, kom med et fotografi af springkilden, der viser, at den også bare er et rør, der er stukket ned i jorden, og således også er en artesisk brønd. Når vi går hen til Lille Blåkilde, så vil I se, at der er nogle små bassinkilder. Nogle gange kan man være så heldig at se, at sandet i bunden af dem hvirvles op af trykket fra undergrunden. Vi skal dog lige høre lidt om Lundehuset ovre på åens nordvestside. Per Frederiksen, hvis forældre også boede ovre på bakken ned mod åen, fortæller, at mælkekusken ikke ville køre ned med mælk til Lundehuset fordi vejen var så stejl. Huset har ikke kun heddet Lundehuset, siger Helge. I dag er det arkitekttegnet, fordi Erik Eriksen, der lavede Røverstuen oppe i Rebild, bor der. Det er også ham, der har indrettet Top Karens hus så kønt, som det er gjort. Oprindeligt var det bare et lille hvidt, stråtækt hus ligesom der, hvor heksen boede. I gamle dage boede malkepigerne fra Buderupholm gods i dette hus. Den gang kaldte man det for Lusitania. Lusitania var et stort passagerskib, som blev torpederet af tyskerne i 1915 ud for den irske kyst, hvilket var indirekte årsag til at amerikanerne gik ind i 1. verdenskrig. Når man døbte det Lusitania efter passagerlineren, var det fordi at der var så mange lus ovre hos malkepigerne, at Lusitania måtte være det rette navn. Det er nu blevet tiden for at gå hen og betragte det omtalte kildeområde ved selvsyn, hvorpå turen går tilbage og ind i den del af Nørreskov, der også kaldes Ottilielund. Straks vi passerer lågen kommer vi til at gå langs en dyb og meget smuk hulvej. Den er flere tusind år gammel og herfra gik der en dæmning over ådalen, derden gang var vandfyldt, siger Helge. Ådalen var den gang en fjordarm til Kattegat, og vandet gik helt ind til hvor Rold Storkro ligger i dag. Og så har I denne her troldeskov, som jo er lige så køn som den ’rigtige’ troldeskov. Det er typisk som Rold Skov har set ud gennem 500 år. Hvis I kigger jer godt for, vil I lægge mærke til, at der er adskillige øjetræer. Helge slutter med at fortælle om bøgens karakteregenskaber, ligesom han også gør det længere fremme om en gruppe ahorn – også kaldet ær. Vores tur fortsætter nu i ét stræk hen forbi Bundgaard og videre til Ravnkilde. Her fortæller Helge om den navnkundige krybskytte Lars Kjær og hans kone Marie, eller Mari, som Lars sagde. Hun var krøbling og gik med krykker, men var et meget fint menneske. Hun læste også i kortene, og mange unge piger her på egnen har været nede hos Marie og blive spået. En dag hvor Lars havde været på dagleje henne på Bundgaard, hvilket han fik 2 kroner for samt mælk i en lille junge, faldt han på trædestenene så noget af mælken løb ud af jungen. Nu var gode råd dyre. Han turde ikke komme hjem til Marie uden en fyldt junge, hvorfor har tog noget af det mest hvide kildevand og blandede det op med mælken. Næste dag, da Lars igen skulle på dagleje sagde Marie. ”Hvor skal du hen?” ”A skal på dagleje”. ”Nej, du skal ikke, for hvis folkene ikke kan give dig noget ordentligt mælk, så skal du ikke arbejde for dem”. Det er så Ravnkilde, som er en sumpkilde hvor vandet kommer op flere steder og bliver til et samlet væld, fortsætter Helge. I vil lægge mærke til den sten, der står allerøverst. Den havde manden nede fra Bundgaard en hvid kop stående bagved. Han gik hver dag her ned og drak en kop vand i troen på, at vandet var helsebringende og ville give ham et godt og langt liv. Jeg har kendt hans kone, som aldrig drak vand. Hun blev 92 og han blev 74. Vores kildetur nærmer sig nu sin afslutning, men lige før vi når Lars Kjærs Hus stopper Helge en sidste gang for at fortælle om endnu en kilde. Vi har indtil nu besøgt fire kilder. Den femte er en kilde, som ikke er særlig stor, vil I se på højre hånd, når vi om lidt går forbi Lars Kjærs Hus. Det er nogle små kildevæld, der løber ned til Kousbækken, der starter ovre i Stendalen i form af en sumpkilde. Statsskovrider Poul Lorenzen, som også var forfatter, har skrevet om et væld, som han kalder Marievæld. Der er ingen, der aner hvor det er. Der er ingen notater om det, men jeg er helt sikker på, at det er det væld, som ligger nede i engen ved Lars Kjærs Hus. Netop fordi konen hed Marie, og fordi Poul Lorenzen havde stor agtelse for Marie. Jeg er helt sikker på, at han har opkaldt en kilde efter Marie. Og så skal I have tak fordi I gik med på turen i dag, slutter Helge, mens han samtidig selv gav udtryk for, at det havde været en dejlig tur. Det fik vi også i høj grad bekræftet da vi henne på parkeringspladsen bad vore deltagere om at udfylde et spørgeskema i forbindelse med at turen havde været en del af Nordjysk Vandrefestival. Skalaen over turens kvalitet gik fra et til fem. Det blev en ren femmer.