2011 Madum Sø

Ja, selvfølgelig slap vi heller ikke for regn på vores første efterårstur den 18. september, idet året 2011 er blevet erklæret for det vådeste år i al den tid, man har ført meteorologiske statistikker. Turen var planlagt som en tur rundt om Madum Sø, hvilket dog måtte ændres da Willestrups del af ruten var lukket land. Til gengæld havde jagtchef Elisabeth Svendsen fra Lindenborg givet os lov til at gå ind i området ved Langmosen. Da turen således var opdelt i to halvdele, og det var rimeligt tørt fra morgenstunden, startede vi vores halve søtur med at gå forbi Madumsøhus ind til Næsgården. Her gik Helge straks ned til søbredden for at fortælle vore 45 ”modige” deltagere noget om søen og de mange historier, der knytter sig til den. Madum Sø var tidligere Himmerlands største sø, men overgås nu af den retablerede Vilsted Sø i Vesthimmerland, indleder han. Madum Sø er en såkaldt lobeliasø efter planten lobelia, som vokser ikke så langt ude i vandet. Det er kun i søer, der er fuldstændigt rene, at der kan være lobelia. Den findes i 3 – 400 forskellige arter. Nede i Afrika har man lobelier, som næsten er træer med en stamme på 4 meter. Her vokser den kun under vand og bliver ikke særligt store. Men de er beviset på, at Madum Sø er meget ren og meget klar. Den er også en næringsfattig sø. Jeg kan huske, at da vi havde de gamle amter var der en af de ansatte, der fortalte mig, at man var meget sure på amtet, fordi børnene fik lov at bade i Madum Sø. De tissede i vandet, og det forurenede søen. Jeg kunne godt se på ham, at han ikke rigtigt forstod, at jeg ikke kunne deltage i hans forargelse. Madum Sø er 9 meter på det dybeste sted. Der er gedder og aborrer, men jeg kan ikke huske om der er brasen. Og fordi søen er meget næringsfattig, så omdannes blade og rester af lobelia og brasenføde, som også er herude, meget langsomt og ligger nede på bunden. Der går jo en historie om at Madum Sø skal være forbundet med Store Blåkilde gennem en underjordisk forbindelse. I forne tider, da jeg var sportsdykker, fik jeg den idé, at spørge min dykkerklub nede i Randers, om der kunne komme 40 mand herop, så vi kunne finde ud af, om der var kildeaktivitet nogen steder nede på bunden. (Det havde vi fået lov til af Hr. Vincents Iuul – ham, som vi ikke har fået lov af i dag). Så vi tog 40 mand, to og to, og svømmede hele søen igennem. Der var én ting, der var helt ejendommeligt. Nede på bunden hvirvlede finnerne det forrådnede materiale op, så det fuldstændigt lignede et vulkanudbrud. Man kunne faktisk forsvinde helt ned i det, hvilket var ret ubehageligt. Det var dog samtidigt en sjov
oplevelse, men vi fandt aldrig nogen steder, hvor der var kildeaktivitet. Men det skal nok være rigtigt, at de to ting står i forbindelse med hinanden gennem et stort underjordisk vandsystem. Da vi havde været igennem de 2/3, kunne jeg lige pludseligt ikke mere og havde ikke kræfter til at komme op til overfladen. Så har man en strop, man kan trække i, så ens redningsvest blæses op hvorved man kommer op til overfladen. Men den var gået ud af indgreb, så efterhånden begyndte jeg at trække mere og mere vand ind. Jeg svømmede sammen med danmarksmesteren i sportsdykning og han kunne godt se, at den var gruelig gal, så jeg tænkte, at nu slår han mig bevidstløs, som man jo gør nogle gange. Men det gjorde han ikke, men fik mig i stedet trukket ind på land. Druknedød er faktisk meget behagelig, fortsætter Helge. Det er ikke behageligt, ikke at kunne trække vejret, men i det øjeblik, hvor kvælstof begynder at gå til hjernen, så bliver man så vidunderligt afslappet. Det var faktisk en meget flot oplevelse. Den anden dykker havde taget mit blybælte af for lettere at kunne få mig op til overfladen. Bagefter tvang de mig ud igen for at finde det. Formålet var selvfølgelig at jeg ikke skulle være bange for at gå ud for eftertiden. Men jeg tror nu nok, at det var den sidste gang, at jeg var ude at dykke, slutter Helge denne beretning. Og så er der jo den dejlige historie om at der engang lå en borg midt ude i søen, fortsætter han. En dag sendte de tre døtre ude på borgen bud efter præsten, så han kunne berette en død. Men da han kom derud, så han, at det var en gris, der lå i sengen. Præsten blev selvfølgelig forfærdelig vred og brød straks op. Inde fra land kunne man se, hvorledes borgen begyndte at synke i vandet, hvor den altså nu ligger nede på bunden. Jeg kan så godt lide historien om at den sank med tårne og spir og vajende faner, siger Helge. De siger, at fordi søen er så klar, så kan man stadig se de vajende faner. Der boede en mand lige herovre på den anden side, som kaldtes Lun Hans. Han havde set borgen derude adskillige gange, når han havde været ude at fiske. Skal vi ikke også lige fortælle om hvad stedet blev brugt til under krigen, bryder ØP ind. Jo, gør det, svarer Helge, hvorpå ØP tager over. Det var sådan, at når de engelske flyvere kom under krigen, så brugte de Madum Sø som stedfæstningspunkt, og lige sydøst for søen havde de en meget benyttet nedkastningsplads. Den kendte spejderfører fra Aalborg, Niels Erik Vangsted, var med til disse nedkastninger. Til slut gik det galt oppe ved Hollandshus. Da de skulle herfra tilbage til Aalborg røg gruppen ind i en træfning med tyskerne hvorunder Niels Erik Vangsted blev dræbt. Jeg kan tilføje noget nyt til det du fortæller, siger fmd. Ifølge Uffe Westerberg fra Rold Skov Natur- og Kulturcenter skal der være blevet opsat en mindesten ude ved nedkastningspladsen. Jeg har endnu ikke selv set den, men den skulle stå, så den er synlig umiddelbart fra Madum¬søvejen. Helge vil også have fmd. til at fortælle om da han som dreng på sin første weekend her ude på Næsgaarden næsten skar spidsen af sin lillefinger, fordi han skrællede kartofler ligesom nårman snitter en pind. Da var jeg heller ikke for klog, siger fmd. selv. Årsagen til at Helge vil høre denne historie er selvfølgelig, at han så kan komme til at fortælle om kartoffelskrælning med efterfølgende kogning, da vi arbejdede sammen oppe på Ørslev Kloster. På vores videre vej passerer vi Asp Bæk og lidt længere fremme peger Helge ud over land-skabet. Det der ude er Rauf Hede, hvor der var en lille gård. Vi skal måske ikke så mange år tilbage hvor en landmandsfamilie kunne leve af 40 tdr. land. – Var det ikke sådan?, spørger han. En husmand kunne leve af 12, svarer fmd. ham. Jens Lassen, der boede der ude, kunne altså leve af mindre end 40, men alligevel var det ikke helt nok, så for at spæde lidt op gik han også lidt på krybskytteri. Engang han havde været ude at skyde et dyr og kom hjem til gården med dyret, så han, at der kom en bil. Han skyndte sig derfor ind i huset og sagde til konen. Skynd dig ind i sengen og tag dyret med ind under dynen. Hun fik så besked på også at ligge og vånde sig højlydt. Politiassistent Hoby og skovfogeden kom nu ind mens hun lå der og våndede sig mens manden kom ud fra soveværelset med blod på hænderne. Åh, det er træls, nu går den ikke længere og jordemoderen er ikke kommet, sagde han. Og da der gerne kom et barn hvert år i dette hjem, var de to øvrighedspersoner sikre på, at den var god nok, så de gik bare igen. Mig bekendt, blev han aldrig nogensinde taget, siger Helge.

Rauf Hede er omtalt i det fantastiske værk, der hedder ’De jyders land’. Det var min gode ven fra Rebildhus, Frimuth Engelst, der fortalte mig om De jyders land. Frimuth kom jo fra København, men havde taget Jylland til sig, ligesom jeg har. Frimuth sagde, at jeg skulle læse De jyders land, skrevet af Achton Friis med de mest vidunderlige tegninger af den fynske maler, Johannes Larsen. De rejste Jylland tyndt, hvor Achton Friis skrev og Johannes Larsen tegnede. Achton Friis skriver om Rauf Hede, at de er rejst så meget i Jylland, men de vildeste heder, de nogen sinde havde set, var her. Hvornår taler vi om?, spørger Helge. Det er omkring år 1900, svarer han selv. Det var da hede alt sammen. Vi vil komme til at se noget af den om et øjeblik. Vi stopper dog lige op ved en nu tørlagt grøft, hvor Helge i forbindelse med spørgsmålet om Madum Søs afløb siger. Fra gammel tid har der været et afløb her. Det var dog kun i nogle ganske få år, hvor vandet stod meget højt, at der løb vand ud her. Men ellers passer Madum Sø sig selv. Madum Sø er jo en hulning i terrænet og er antageligvis et såkaldt dødishul, hvor der har ligget en stor isklump. Den har sikkert ligget her i mange hundrede år efter at isen begyndte at smelte for ca. 11.000 år siden og har så efterladt denne fordybning. For en snes år siden sank vandstanden i Madum Sø næsten en hel meter. En masse af dem, der holder fanen højt med hensyn til miljøet fortalte jo hvor forfærdeligt det var med opvarmning osv., indtil jeg fandt et gammelt skrift fra 1856, hvor der fortælles om, at det år havde vandstanden i Madum Sø været meget, meget lav, uden at man kunne forklare hvorfor. Det var måske bare noget, der skete engang imellem. Vores næste stop sker henne ved en meget stor og flot, mangestammet Roldskovbøg. Helge bemærker her, at vi er gået gennem en masse olden på vores vej. Bøgen kom til Danmark for
6.000 år siden, siger han. Den gjorde ikke noget væsentligt af sig før end for 2.000 år siden. Det kan måles af to ting. Den ene er, at menneskene groft udnyttede egen, så bøgens største konkurrent stort set forsvandt, og så kunne bøgen få plads. Men dem, der var allerbedst til at sørge for at bøgen blev rigtig udbredt i Danmark, det var svinene. Når man sender sine svin på olden, så de kan spise bog, så roder de samtidigt en masse af dem ned i jorden. Og i modsætning til andre kreaturer, så spiser svinene ikke de nye bøgeskud, så de var i høj grad med til at give bøgen en opblomstring i Danmark. Da vi nåede frem til 1890, var 50 % af alle træer i Danmark bøg. I dag er det kun 16 %. Så var der den glorværdige periode, hvor alle de store, H.C. Andersen, Grundtvig, Christian Winther og især Øhlenschlæger betragtede bøgetræet som noget helt særligt dansk. Jeg kan ikke lide ham for det, men det gav gennemslagskraft, og i dag betragter vi vel nok bøgen som Danmarks nationaltræ. Men jeg er meget uenig, det er egetræet, der er Danmarks nationaltræ. I Poul Thomsens tid på DR-TV var der en afstemning. Der var seks personer, der skulle tale godt for de forskellige træer. Poul Thomsen ringede og spurgte om jeg ikke ville være med. Det ville jeg godt, men på betingelse af, at jeg fik lov at tale for egetræet. Det kunne jeg dog ikke få lov til, for det havde han allerede aftalt med Bjørn Døssing fra organisationen ’Plant et Træ’. Jeg sagde så, at så vil jeg tale på betingelse af, at jeg får lov til at sige, at egen er Danmarks nationaltræ, men hvis egen ikke er det, så er det linden. Linden og egen har vokset sammen i Danmark i langt længere tid end bøgen har. Linde¬egeskoven er uden tvivl den allersmukkeste skov, vi har haft i Danmark. Der findes en lille lindeskov nede ved Draved i Sønderjylland, som er det eneste sted i Danmark, man betragter som urskov. Bøg er et meget udbredt træ, i modsætning til de andre høje træer, vi har her i Europa, men i modsætning til alle de andre, så kan bøgen også vokse på den sydlige halvkugle. Der findes kun 8-9 arter af bøg, og én af dem er den antarktiske sydbøg. Den vokser helt nede mod syd i Sydamerika – og ude i Den Jyske Skovhave. Bøg er jo et fremragende træ, både som tømmer og ikke mindst til træsko. Jeg kan huske, at da jeg og min gode ven arbejdede på bogen om Rold Skov, læste vi i en meget tidligere statsskovriders notater hvordan skoven havde set ud, da Staten overtog den i 1826. Han skriver da det pudsige, at når de har skovauktion, så vælger træskomændene de bøge ud, som har et stort lag af mos. Af en eller anden årsag var disse åbenbart de bedste til at lave træsko af. Nu skal jeg fortælle dig noget, der vil interessere dig, siger Helge til en deltager. ”Bøgens hanblomster, de kommer i rakler. Hunblomsterne, de sidder to eller tre sammen. De udvikler sig fra frøskål til bog. Hunblomsterne stritter opad som ungpigebryster mens hanraklerne hænger nedad”. Dette emne var sikkert heller ikke uinteressant for Helge selv, thi han vender senere tilbage til spørgsmålet. Bøg kan blive 300 år gammel. Undtagen Rold Skov bøgen, der kan blive en halv gang ældre. Bøge, der har stået udsat eller er blevet mishandlet af mennesker, dem man kalder stævnings¬træer, hvor der kommer mange stammer op fra samme rod, kan blive meget gamle. Oppe i Troldeskoven findes der bøgetræer, som er 450 år gamle. Til slut fortæller Helge en historie om bøgene ovre i Dyrehaven på Sjælland. Engang imellem er man nødt til at fælde nogle af dem af sikkerhedsgrunde. Skovrideren var dog ked af, at de var svære at sælge, for der er det ved bøg, at når de bliver gamle, så har de en rød kerne, og så kan man ikke sælge dem. Han fandt dog på en genial løsning. I stedet for at kalde dem for bøgetræer fra Dyrehaven, kaldte han dem Jægersborg mahogni. Nu gik de som varmt brød, og nu kunne han lige pludselig sætte priserne op. Som vort næste besøg skal vi nu fortsætte turen mod Rauf Hede. Vi er dog kun gået et ganske kort stykke vej før Helge stopper for at tage emnet om bøgens frugter op igen. En deltager har nemlig sagt til ham. Da du sagde det der med raklerne og frugterne, da havde jeg sådan en lyst til at sige, om det der med ungpigebrysterne, der stak opad og andet, der hang nedad. At nogle gange, så er det altså omvendt. Hvorfor var det nu så morsomt? Da vi når ud på asfaltvejen ved søens nordvestligste punkt, drejer vi til højre hen mod Rauf. Vi skal dog ikke gå ret langt før vi kan se heden på vores venstre hånd. Og selvfølgelig skal vi også helt derind, så vi kan skue ud over det smukke landskab mens Helge vender tilbage til at fortælle om Achton Friis og De jyders land. Han var født i 1871 og døde i 1939. Han havde været polarforsker og havde været med på Danmarksekspeditionen til Nordøstgrønland i begyndelsen af 1900 tallet. Senere sejlede han sammen med Johannes Larsen rundt til alle de danske øer og skrev så værket De danskes øer og ét, der hedder Danmarks store øer. Og så er der De jyders land, hvor de rejste Jylland rundt. Achton Friis skrev ned mens Johannes Larsen lavede tuschtegninger af naturen. Ud over at skrive ned, lavede Achton Friis også nogle helt vidunderlige blyantsportrætter af de mennesker, de mødte på deres vej. Jeg kan varmt anbefale jer at gå på biblioteket og låne De jyders land. Det er et vidunderligt værk. Det er et stort forbillede for mig. Han skriver her om Rauf Hede, som jo den gang var meget større, og givetvis havde meget mere lyng, end der er i dag: ”Nordligere går denne strækning over i den prægtige Rav Hede. Ligesom den endnu nordligere strækning, der kaldes Fræer Purker, hører disse til de ejendommeligste hedearealer i vort land. Den sidste er en blanding af en lynghede og sumpet mose bevokset med enebær, bævreasp, birkeris og spredte skovfyr. Et dansk urtidslandskab af høj rang. I de senere år er en del af dette terræn beplantet med nåletræer. Men der er dog en så stor strækning levnet på hen ved 400 tdr. land, at man endnu får et fuldtro billede af hvordan dette mærkelige stykke natur har artet sig før mennesker greb ind. Sådan omtrent må landet have set ud nogle hundrede år efter at bræen havde forladt det.” Det er det, I står og ser på her, siger Helge næsten med andagt i stemmen. Som følge af, at vi denne gang ikke kan gå hele Madum Sø rundt, må vi altså den samme vej tilbage. Vi nærmer os tillige tidspunktet omkring middag, hvor de gode meteorologer har spået et udbredt regnvejr. Det går dog lidt endnu, hvorfor Helge stopper endnu engang for at fortælle, hvad der skulle vise sig at blive dagens sidste historie. Den er beskrevet i Helges bog, ’hvor Danmark er lunere’ og handler om en dreng, som skulle passe får på Hellum Hede. Drengen tjente hos nogle gamle folk der var både grisede og overtroiske, med det resultat, at han også fik en hjord i hovedbunden at passe. Efter et besøg hos sin faster i Dollerup, hvor han var blevet vasket og kæmmet, gjorde de gamle folk nar af ham, fordi han nu vaskede og kæmmede sig hver dag. Herefter begynder regnen nu at tage til for alvor, og da vi når tilbage til vores udgangspunkt siler den ned. Vi sætter det derfor til afstemning, om vi også skal gå ind til Langmosen, eller vi skal stoppe for i dag. Da nogle af deltagerne allerede er stoppet af sig selv, andre gerne vil stoppe, mens kun nogle få vil fortsætte, vælger vi at sige tak for i dag. Vel nok også en klog disposition, thi under køreturen hjem stod regnen nærmest ned i tove, hvilket dog ikke kunne ændre på, at den gennemførte del af turen havde været både god og spændende.