2011 Nørlund skov

Et nyt højdepunkt for Rold Skovs Venner. Det kan man vist roligt sige om besøget 19. juni ved Sortemose i Nørlund Skov. Her havde vi nemlig aldrig været før.
Som så ofte før mødes vi ved skovfogedboligen Conradsminde på Torstedlundvej. Herfra går turen straks mod vest, hvor vi snart efter ser et meget flot eksemplar på skovens prægtige ege. Allerede her stopper Helge op for første gang for at fortælle lidt om Nørlund Gods samt nogle af dets ejere. Nørlund er jo et ældgammelt gods, indleder han. Hele historien starter tilbage i 1400 tallet. Siden da har man skriftlige oplysninger om Nørlund. Det ved vi, fordi hendes majestæt, Dr. Margrete 1. påbød, at Nørlund skulle brydes ned. Hende har jeg det i øvrigt lidt skidt med, fordi jeg har skrevet hendes navn forkert i mine bøger. Jeg holder meget af hende, men jeg har det skidt med hende. Jeg har omtalt hende mange gange, og jeg har hver eneste gang stavet hendes navn forkert. Selvfølgelig spurgte jeg om hvordan man staver til Margrete 1. og så vil I jo sikkert også gøre det. Men der er ingen ’h’ i Margrete 1. Så nu ved I, at det er en fejl, hvis nogen skulle læse i mine bøger. Så går vi op gennem historien, hvor der er mange fine ejere af skovene her. Den største periode er da Levetzau fra Store Restrup har skoven. På det tidspunkt er det et kæmpegods, og han ejer meget, meget store dele af Rold Skov. Det er ham, der kaldtes ’General Ligeud’ fordi han lavede lige veje. Han er begravet oppe i Sønderholm Kirke, og vejen fra Restrup til Sønderholm er også fuldstændig lige. (Helge fortæller nu historien om hans død pga. et tabt væddemål om at forgive kongen, og om hvordan fanden drillede ham ved at lade et hjul falde af hans ligvogn). Den mest berømte beboer her, det var jo nok Ellen Marsvin, som var gift med Ludvig Munk. Han havde været statholder i Norge og boede endda på Akershus i Oslo. Efter at han havde tjent mange penge ved at udnytte befolkningen i Norge, kom Ludvig Munk til Danmark hvor han genopbyggede Nørlund og blev gift med Ellen Marsvin. De fik en datter, der hed Kirsten Munk, og Kirsten blev som 16 årig gift til venstre hånd med Chr. 4. Hun gav ham 12 børn. Men efter at hun havde fået alle disse børn, gik hun hen og forelskede sig i en tysk rhingreve. En dag, hvor Chr.4. skulle ind til hende, så var sovekammerdøren lukket, idet den tyske rhingreve var der i stedet for. Men tænk hvad Chr.4. gjorde. Man kan se det ved selvsyn den dag i dag i slotshaven på Frederiksborg Slot. Her står der en stor sten, hvorpå Chr. 4. har sat både årstallet og datoen for den dag, hvor sovekammerdøren var lukket. Han har ikke været uden humoristisk sans, den Chr. 4. Helges omtale af Ellen Marsvin giver nu anledning til en snak om hendes senere virke på bl.a. Thurø, hvor hun byggede kirken i 1639, og hvor hendes initialer stadig kan ses over døren på våbenhuset: F.E.M.S. Den side af kirkegården på Thurø, der vender ud mod Svendborgsund er i øvrigt så stejl, at kisterne ikke bliver sænket i jorden som normalt, men bliver sat vandret ind fra siden af brinken. Vi fortsætter turen mod vest til vi kommer frem til Nørlund Savværk og bebyggelsen omkring det, hvor et af de ældste huse går helt tilbage til glasværkets tid. Det er nu blevet tid for Helge til at fortælle noget om dette store savværk. I tidligere tider var der mange skelfejder mellem Torstedlund og Nørlund, indleder han. Lige indtil Levetzau fra Restrup købte det hele, og så var det overstået. Men så brændte savværket ovre ved Torstedlund hvorpå han flyttede det her hen på tomten af glasværket Conradsminde. Det har siden udviklet sig til et meget stort savværk. Det mest moderne, der er i Danmark. Det er så stort, at skoven her slet, slet ikke kan levere træ nok, så man skal have træ alle mulige andre steder fra. Det er jo egentlig ikke noget nyt i Nordjylland, for den gang hvor man ikke havde mere træ i Danmark, hvor der faktisk ikke var skov tilbage, da måtte man importere træ fra Norge og Sverige. Masser af fyrretræ kom til Danmark fra det vestligste af Bohuslen eller oppe fra Sydnorge. Aalborg var en kæmpeeksportør af træ. F.eks. siger man, at Amsterdam er bygget på norske fyrrestammer. Det var en stor, stor handel for Nordjylland at sælge træ, der kom fra Norge og Sverige. Men sidenhen blev man klar over, at man måtte gøre noget i Danmark for at få skovene tilbage, og netop Nørlund Skov er et flot eksempel på, hvad der skete den gang.

For nogle år siden brændte der store dele af Nørlund Savværk. Det blev efterfølgende bygget op i stærkt fornyet og moderne form. Jeg kan huske, at jeg engang lavede en TV udsendelse her nede fra, og det var imponerende at se, hvor hurtigt det går med at save træ op. Som sagt, så var det på tomten af glasværket Conradsminde, at man byggede dette savværk. Da vi stoppede sidste gang, lagde I sikkert mærke til, at der var en sø bag ved os. Det er en af de mange søer, der er udgravet her med henblik på at man skulle bruge tørv til glasværket. Årsagen til at man lagde glasværket her, var netop, at der var så mange moser med tørv, der kunne bruges som brændsel. Der var et enkelt sted, man kaldte Sortemose, som lå lige syd for Conradsminde. Der skal vi ind nu.
Vi går derfor hen forbi et gammelt og smukt kampestenshus og derfra videre ad et skovspor ind til Sortemose, hvor et særdeles betagende syn møder os. Her indleder Helge med at fortælle om tidligere skovrider, Bent Thorlacius-Ussing, og slutter med at sige. Han gjorde en god ting. Han samlede på glas fra Conradsminde, og de er uhyre sjældne. Disse glas var oftest i en blålig farve. De har et par stykker af dem nede på slottet. Et år producerede de ikke mindre end 400.000 flasker, så der var gang i glasværket her. Det startede i 1834. Det var en mand, der
hed Rasmus Conradsen, som var, hvad man i dag ville kalde iværksætter. Han ville både det ene og det andet, og her blev det til et stort glasværk, som han gav navn efter sig selv – Conradsminde. Han lavede tillige både teglværk, kalkværk og hestestutteri. Der var mange ansat her og der opstod en hel lille by herinde ved Conradsminde. Rasmus Conradsen nåede dog ikke at få meget fornøjelse af sine foretagener, for han døde tre år efter at glasværket var etableret. Det gik herefter en krank skæbne i møde, og i 1857 var det helt slut. Skoven var blevet solgt til andre, og man havde overført glasproduktionen til glasværket i Aalborg. Men for at kunne få tørv, lavede man altså alle disse tørvegrave i en lang række. Sortemose er et meget stort område, men også meget smukt og fuldstændig uberørt, slutter Helge sin omtale af glasproduktionen her i Rold Skov. Turen går nu ad samme vej tilbage til Savværket, hvorfra vi går i en stor bue mod syd og øst frem til ’Nordre Bjerge’. Undervejs stopper Helge dog atter op, denne gang for at fortælle lidt om andre ejere af Nørlund Gods. Først om Georg Alexis Horneman, der stiftede Nørlundfon¬den, hvilken stadig ejer godset den dag i dag. På Hornemans tid var der virkelig format over tingene. Han boede her kun om sommeren. Den 1. november drog han tilbage til København, hvor han havde en villa i Hellerup. Den 1. april tog familien så herover igen sammen med tjenestefolkene, og for at fuldende det hele, så havde de også sommerhus i Blokhus, hvor de tilbragte tre uger om sommeren. En dame, som den gang var ung pige i huset, har fortalt om det. Om formiddagen skulle de være iført lyseblå lærredskjoler med hvide sygeplejeforklæder og hvid kappe. Og om eftermiddagen var de i sorte kjoler med en hvid stiv flip og hvide manchetter. Hertil et lille hvidt forklæde og en fin kappe på hovedet. Horneman bestemte jo, at han ville begraves her i skoven. Der blev rejst en kæmpehøj for ham med en kæmpestor sten på, og her ligger han så begravet sammen med sin hest og sine to hunde. En anden ejer af Nørlund Gods hed Hans Emil Bluhme. Der findes en træruin her i skoven, som stadig kaldes Bluhmes Bøg. Det siges, at træet fik navn efter Bluhme, fordi han en dag i hast måtte kravle op i det, da han blev jaget af et vildsvin. Jeg har skrevet om den i den bog, der hedder Navnkundige træer i Rold Skov. Og så faldt den. Den er stadig stor som den ligger der på jorden, men den kan gøre nytte som et godt levested for skovens insekter. Efter dette stop tager vi nok en tur i en sydøstlig bue over til Træholmvej. Vi er på vej til at se Kalkværket, men før vi går helt derind fortæller Helge om den gamle stødhævert, som i sin tid forsynede glasværkets direktørbolig med vand. Den er meget grim. En stor beton-kolos, indleder han. Hvorfor man lader den blive stående, kan have to årsager. Den ene er, at det vil blive besværligt at få den ud uden at man synker i. Den anden årsag kan måske være, at man af ren veneration lader den blive stående fordi den er så gammel. Det er jo nok pga. stødhæverten, at man stadig kalder stedet for Kalkværket. Stødhæverten gav vand op til direktørboligen, og det vil sige, at vandet skulle hæves 35 meter. Det kan sådan en stødhævert, som er en ældgammel måde at transportere vand på. Lad os gå derind, slutter Helge. Da Kalkværket er et meget stort kildeområde, skal man se godt efter, og visse steder træde på tuerne for ikke at få en våd sok. Der er da også et mindre hold på 10 personer, der ikke ønsker at tage turen, men vil vente til den største gruppe kommer ud igen. Alle når dog tørskoede og velbeholdne helt frem til den gamle hævert, hvor ØP, som så ofte før, bliver bedt om at forklare hvordan en sådan stødhævert virker. Den virker på den måde, at man skal bruge 10 liter vand for at kunne løfte 1 liter vand, siger han. Det er altså en faktor 10, man taler om. Der sidder så nogle ventiler inde i brøndringene, der forhindrer vandet i at løbe tilbage. Da vandet jo vejer 10 kg. kan det løfte 1 kg., således at det ved næste slag bliver løftet yderligere 1 kg. op, hvorved det til sidst løber over. I dette tilfælde kunne den gamle stødhævert altså løfte vandet hele 35 meter op til den gamle direktørbolig, men det var også noget, der tidligere blev brugt på landet, således at man på den måde altid havde frisk vand til kreaturerne, slutter ØP. Inden vi atter forlader stedet kan Helge ikke undlade, at gøre opmærksom på dets skønhed. Det er jo når alt kommer til alt sådan et sted, hvor man skal gå ned alene en dag, og så bruge god tid til at gå rundt og hygge sig, siger han. Det er vel nok noget af det mest afsides i Rold Skov og sværest at finde, men også noget af det smukkeste, synes jeg. Atter ude på Træholmvej kan vi ikke se det lille hold, der ville vente. Vi må således fortsætte op på ’Den Nedre Vej’ i håb om at de er gået i forvejen. Det var de ikke, for Birthe Bruun melder nu over mobilen, at de sidder et sted og spiser frokost. Hvor det er, ved hun ikke, men siger, at de sagtens selv kan finde tilbage. Tak for at du gjorde en indsats for at give besked, vi andre kunne nu roligt fortsætte vores tur.Den Nedre Vej forløber langs vestsiden af Lindenborg Å, og netop her på skrænten ned mod åen kan man finde småbladet lind, som det eneste sted i Rold Skov, hvor den vokser naturligt. Den er et levn fra lindetiden, der havde sin storhedstid fra for ca. 8.000 år siden og frem til Kristi fødsel. En af skovens tidligere medarbejdere, Karsten Frandsen, er dog ikke helt enig i det spørgsmål og mener, at de kan være plantet af Flemming Juncker, som var skovrider her i et par år, og i øvrigt var svigersøn til Horneman. Hvis det er tilfældet, er vi jo tilbage i 20’erne hvormed de så er ca. 90 år gamle. Men uanset hvad, så er stedet her ganske dejligt. Også til at sidde på skrænten for at tage en frokostpause inden vi fortsætter lidt længere frem, hvor der også står lind. Om disse fortæller Helge: Efter istiden havde vi en periode, der hed ege-lindetiden, hvor eg og lind var domine¬rende her i landet. I dag har vi praktisk taget ingen oprindelig lind. Det kan så diskuteres om disse her er oprindelige, eller om de er plantede. I praksis har vi vel kun ét større sted med oprindelig lind i Danmark, nemlig i Draved Skov i Sønderjylland. Jeg kan fortælle, at da jeg lavede TV serien ’De Danske Skove’, havde vi en udsendelse nede fra Draved Skov, men som oftest er alt på TV tilstræbt virkelighed. Man skal ikke tro på noget som helst, alt er planlagt i forvejen. Da fortalte jeg også en god løgnehistorie. Fordi jeg fortalte, at der inden for arms længde var der 9 forskellige slags træer. Det var ikke rigtigt, der var kun 8. Eg, ask, bøg, hassel, lind, osv. osv. Den niende kunne jeg ikke nå, den stod nogle få cm længere væk, så den blev lige gravet op og sat ind til de andre. Det var en elm. Linden forsvandt da mennesker begyndte at bosætte sig i Danmark. Det er dårligt træ, det kan
ikke bruges til ret meget andet end til billedskærerarbejde. Det er meget blødt i veddet og er derfor også godt til træben. Det gik overhovedet sådan i hele Europa. Vi har kun ét sted, hvor vi har en stor lindeskov. Det er nede i Polen og det kan vi faktisk takke Hermann Göring for. Han var meget jagtinteresseret, og da han så dette store område med alle disse lindetræer, sagde han, at de skulle bevares. Her skulle man have den europæiske bison. Det var kun ganske få eksemplarer, han fik sat ud, men i dag har vi en stor stamme af europæiske bisoner nede i Polen. Så han gjorde trods alt noget godt. Turen fortsætter mod nord, men jo længere vi kommer op ad ’Den Nedre Vej’, desto stejlere bliver den, hvilket yderligere tager til da vi drejer mod vest ad ’Nordre Brovej’. Vi får dog et ’pust’, idet Helge får øje på en stor lind og siger. Dette dernede er småbladet lind, også kaldet skovlind. Om storbladet lind er et oprindeligt dansk træ, ved vi ikke. Men på øen Æbelø, der ligger lige nord for Fyn, står der en gammel storbladet lind, som man mener, er oprindelig. Der står en lille sten nedenunder, hvorpå der står ’Fredet’. Æbelø er et fantastisk sted med en stor, gammel skov. I dag er det Aage V. Jensens fonde, der ejer Æbelø, så der vil sikkert blive lavet ekskursioner derover. Man kan godt gå derover, men man skal så gå gennem vandet. Der er et par km og vandet går lidt op på benene, så man er godt træt når man når derover. Ellers kan man køre med en traktor med store hjul, der har en vogn spændt bagefter sig. Jeg kan varmt anbefale den tur. Efter dette ’pust’ er vi snart fremme ved krydset ved ’Mastemosevej’, men nu er en deltager desværre gået sukkerkold, hvorfor Helge må hente sin bil og lade fmd. overtage resten af turen. Denne fortsætter ad ’Linien’, idet vi som dagens næste og sidste gøremål skal besøge Flyverstenen. Da ikke alle har været her før, skal vi naturligvis høre lidt om årsagen til at den står her. Som der står på stenen, var det i en af de allersidste dage under 2. verdenskrig, sågar på Hitlers fødselsdag, at der blev skudt en allieret flyver ned her i denne del af skoven. Det var sådan, at man ganske nøje kunne følge retningen, som flyveren var kommet af, idet træerne var kappet af længere og længere ned. Det rygtedes jo hurtigt her på egnen, at der var sket en nedstyrtning her inde i skoven, så morgenen efter strømmede folk fra Aarestrup og omegn herind. Det fortælles, at det var et ganske forfærdeligt syn, der mødte folk. De fleste af flyverne var meget forbrændte. Mange var tillige lemlæstede og havde mistet arme og ben, mens andre hang oppe i træerne i deres faldskærme. Der gik dog ikke ret lang tid før tyskerne kom og jog civilbefolkningen væk, hvorefter de så havde samlet ligene sammen og bare begravet dem i et hul. Efter krigens afslutning fandt man stedet fordi en af skovens folk tilfældigvis stak sin stok ned i jorden, og da han trak den op, var der ikke nogen tvivl om hvad den lugtede af. De 11 omkomne flyvere skulle selvfølgelig have en anstændig begravelse inde på Aarestrup kirkegård, hvor der stadig står 11 hvide gravsten på rad og række. Hermed var det dog ikke slut, for til stor forundring for mange, forlangte de engelske myndigheder, at kisterne skulle graves op fordi flyverne ikke lå i rangorden. Dette var helt urimeligt at gøre, for ingen kunne faktisk se, hvem der var hvem. Men de stakkels mennesker nåede altså at blive begravet ikke mindre end 3 gange. Det er godsets folk, der senere tog initiativ til at rejse denne mindesten hvor nedstyrtningen havde fundet sted. Det er den originale propel, der er anbragt på stenen. Vi hørte tidligere på dagen Helge fortælle, at godsejer Horneman blev begravet et andet sted i skoven. Her var det også godset folk, der havde rejst en stor mindesten. Med dette var programmet til ende for denne gang. Der var blot tilbage at tage den ’lige vej’ ad Linien og Mastemosevej tilbage til udgangspunktet. Vores tur skulle ifølge programmet foregå i Nørlund Skov, hvilket i dag er den fælles betegnelse for den vestligste del af Rold Skov. Men faktisk havde vi bevæget os allermest rundt i Ersted og Torstedlund skovene, og da begge er spændende og smukke naturområder, blev denne vores tur også en god oplevelse. Hermed var det så blevet tiden til en sommerpause. På gensyn den 18. september.