2011 Hesselholt Skov

Der blev sat rekord på turen til Hesselholt Skov den 15. maj, idet holdet var det mindste ”i mands minde”. Forklaringen var dog ganske enkel. Dels var det en meget stor konfirmationssøndag, og dels havde vore meteorologer truet med en endog særdeles kraftig dagsregn. Helt så galt kom det da heldigvis ikke til at gå, kun en enkelt stor byge under turen. Mødestedet var sat på bålpladsen for enden af Skovvej i Arden. Herfra er der direkte adgang ind i ’Hundeskoven’, hvor vi som dagens første gøremål skulle se ’Sortemosesøerne’. Disse er to gamle moser, som Statsskoven har genoprettet. Og som så ofte før, indleder Helge turen med at give en vis person en balle for manglende disciplin. Ganske vist i forblommede vendinger, men alligevel. Det her er Sortemosesøerne, siger Helge. Det var mosehuller indtil for nogle få år siden. Men skovfoged Leif Lyngsø er meget opsat på at retablere de gamle moser som de var engang. Jeg tror, at det efterhånden er blevet til hele 12 søer. Sådan set er der jo ikke meget andet at sige til det, end at der engang i slutningen af 1800 tallet fandt et mord sted her. Liget var blevet kastet ud i mosen, men man fandt det med en løkke om halsen. Politiet blev naturligvis sat på opgaven, og der var stor ståhej og omtale i aviserne, indtil museumsfolk fandt ud af, at det sandsynligvis var sket for 1000 år siden. Lige her inde ligger et af skovens huse, fortsætter han. Statsskoven har ca. 40 huse hvor dels skovens folk bor, mens andre af dem er lejet ud. Herovre bor Preben Palsgaard, som er ikke bare danmarksmester, men nordisk mester i træfældning. Preben Palsgaard er en flink fyr og utrolig stærk. Vi har haft fornøjelsen af ham adskillige gange, når der er træer, vi ikke kan fælde fordi de står for tæt på husene. Så kommer Preben med alt sit udstyr og klatrer op i træet og begynder at save grenene af oppefra, for således at gøre træet klar til fældning uden at det gør skade. Da Helge nu gør anstalt til at gå hen langs søerne, stopper fmd. ham fordi han ved, at vi har en dame med, som også har boet i det omtalte hus. Hun hedder Vibeke Buus og er opvokset hos sin mormor og morfar, skovløber Christian Hansen. Vibeke fortæller, at de i hendes barndom ikke havde fryser eller køleskab, så når hendes mormor lavede is af fløde og æg, kom de det i en mælkespand og gik så over i mosen og slog hul i isen og satte mælkespanden ned. Så var der dejlig hjemmelavet is om søndagen.
Hvis man tager turen rundt om Sortemosesøerne står de meget flotte, men visse steder er de dog ved at vokse til igen. Så man skal på den igen, hvis man ikke skal opgive, at der skal være en sø her, siger Helge. Fra Hundeskoven bevæger vi os nu helt ind i Hesselholt Skov. Og netop navnet Hesselholt får Helge til at komme med nogle betragtninger over nogle navneforandringer. Det oprindelige navn for sognet var Arden, men så kom banen mellem Aalborg og Randers i 1869, hvor man her på stedet anlagde en
station, som man kaldte Hesselholt. Men da stedets oprindelige navn jo var Arden, omdøbte man også stationen til Arden, og den by, der opstod omkring stationen kom så også til at hedde Arden. Så nu er der tre steder, der hedder Arden, nemlig Store Arden, Lille Arden og stationsbyen Arden. Snart efter er vi fremme ved stien ind til Hvass Sø. Men før vi tager turen rundt fortæller Helge lidt om denne perle i Rold Skov. Søen er opkaldt efter statsskovrider Jens Hvass, født i 1898 og død i 1996. En stor magtfuld skovrider, indleder Helge. Den gamle skovdirektør Krarup sagde engang til den unge Jens Hvass mens han endnu ikke var blevet skovrider. De skulle tage til Jylland, for der ovre er en skovrider konge. Her på Sjælland regner de dem sgu ikke for noget som helst. Så det gjorde Jens Hvass, og han blev kongen af Rold. Jens Hvass lavede denne sø. Den er lavet ved at opdæmme en lille bæk nede i den anden ende. I modsætning til i dag, hvor en skovrider administrerer en masse penge til at gøre godt med for publikum, kunne man ikke den gang bare lave en sådan sø. Hvordan kunne man så udhule et så stort område som søen udgør? Det koster da penge! Men Jens Hvass vidste godt hvordan men skulle klare en sådan sag, så han ringede til civilforsvaret og sagde. I skal ud og lave en øvelse i Rold Skov. Så tag nogle traktorer med, og rigeligt med folk, og så skal I vise, hvordan man kan tømme et område for jord og flytte det et andet sted hen som en dæmning, for der vil jeg have en sø. Civilstyrelsen var med på idéen, så det gjorde de. Den kostede ikke en krone at få lavet. Nu går vi turen rundt om søen, der er så smukt, slutter Helge. Der er plantet nogle spændende træer hele vejen rundt, og på nogle af dem står der navne ligesom inde i Skovhaven. Det ser vi bl.a. et sted, hvor der er plantet et par mammuttræer. Hvis det går godt, og det gør det næppe, for mammuttræer vokser ikke ret godt i Rold Skov, men skulle det lykkes at få nogle af dem til at vokse sig store, så har man mulighed for at få et træ, der kan blive 4.000 år gammelt, og kan blive så stort, at man kan lave en portal hvorigennem der kan køre en bil. Det er et meget flot træ, siger Helge og fortsætter. Engang hvor Rold Skovs Venner var på tur til Sjælland, stoppede vi ved Langesø Gods på Fyn for at se deres mammuttræ, som er blevet kæmpestort. Har jeg ret, siger han og kigger på fmd., der kun kan nikke bekræftende. Da vi kort efter besøget ved Hvass Sø passerer Hummelbæk tilkendegiver Helge, at der kun findes ét vandløb i Rold Skov. Det er dog en sandhed med modifikationer, siger han. For der er også en ganske lille bæk. Det er den I ser her, men den er jo ikke noget at skrive hjem om. Det er jo fantastisk, at man har så stor en skov, hvor der kun er ét vandløb. Det kommer sig af, at alt vandet kommer op i kilder, som for de allerflestes vedkommende løber ud i LindenborgÅ. Det gør, at Lindenborg Å hurtigt bliver meget stor og meget hurtig. Helge omtaler herpå det omkringliggende terræn. Bl.a. at der lige inde bag ved har ligget en stor grusgrav, hvor han, efter et mislykket forsøg ovre ved Troldefaldet, for første gang så kronvildt her i Rold Skov. Helge omtaler ligeledes stedets beplantning og siger, at man hen ad vejen vil gå mere over til blandingsskov, hvor man så vil fælde de hugstmodne træer i form af plukhugst. Han vil dog håbe, at man vil lade nogle områder stå tilbage med f.eks. ene graner, så vore efterkommere også kan se, hvordan Rold Skov har set ud engang. Vi stopper næste gang ved Kremses Bøg, som til vores store overraskelse står meget stærkt beskåret. Naturligvis skal vi her høre historien om at træet fik dette navn, fordi skovfoged Thorvald Nielsen Krems ikke efterkom Jens Hvass’ ordre om at fælde det. ”Ulydigheden” havde stået på længe fordi Krems syntes, at det ville være både synd og skam at gøre det. Begge de to herrer var lige stejle, men omsider gav skovrideren sig. Til gengæld bestemte han, at træet i al evighed skulle hedde Kremses Bøg. Skovrider Hvass og skovfoged Krems kunne nemlig i virkeligheden godt lide hinanden. I forbindelse med Krems fortæller Helge også en historie om engang da telefonen ringede hos Jens Hvass en tidlig morgen. ’Hvad bilder De Dem ind at ringe på dette tidspunkt’, råbte Jens Hvass, hvortil manden i den anden ende svarede, ’Ja, De må undskylde det er godt nok tidligt, men jeg ville bare spørge, om jeg måtte komme på jagt i dag’. Der var bare dét ved det, at det var kong Frederik, der ringede. Når Jens Hvass havde misforstået det, så var det fordi, kongen havde ringet op og sagt. ’Det er ovre fra Trend’. Det havde Jens Hvass opfattet som Krems, og derfor svarede han som han gjorde. Jens Hvass var i øvrigt en stor spilopmager. Den gamle lensgrevinde, Birthe Schimmelmann, sagde engang. ’Jens Hvass er aldrig nogen sinde blevet voksen’, og det er der jo nok noget om, slutter Helge. Vi fortsætter nu atter et stykke vej mod nord, og får snart et kig ud over Lille Økssø Mose. Engang var dette sted ét stort sammenhængende moseområde, der gik helt op til Store Økssø, siger Helge. Her i Lille Økssø Mose, som er fuldstændig bundløs, vokser der både hedelyng, klokkelyng, revling, tranebær, blåbær og tyttebær. Tranebærrene er meget eftertragtede. Der er en historie om en skovfoged, der godt kunne være lidt krasbørstig og lidt lunefuld, og en gammel kone, der hvert år cyklede herud for at plukke tranebær. Hun havde fået hele cykelkurven plukket fuld, da skovfogeden kom forbi. Han blev rasende og sagde, at hun skulle efterlade dem. (Det var selvfølgelig rart for ham, så at kunne tage dem med hjem). Men det ville hun ikke sådan bare lige gøre, så hun tog kurven og hældte dem ud over hovedet af ham. Så kunne han have fornøjelsen af det. Jeg ved ikke om det er rigtigt, føjer Helge dog til. Han nævner også lige, at der ovre på den anden side af mosen er bygget et udsigtstårn. Af frygt for at det pludseligt skulle tippe over og falde ned i mosen lagde man store stenfliser ud, som det så står godt og solidt på. Da vi jo denne gang ikke er alt for heldige med vejret, overlader Helge det til turens deltagere om vi skal fortsætte, idet han siger. Nu har I set de fire søer, som er omtalt i programmet. Så nu er der to muligheder. Enten begynder vi at gå tilbage ad samme vej som vi er kommet, eller også fortsætter vi til Store Økssø, som jo er en noget længere tur. Hvad foretrækker I? – Folket foretrak den længere tur. Den fortsatte færd går således videre mod nord til vi når frem til enden af Roldvej. Herfra kan man, som noget forholdsvis nyt, se gennem granerne ud over mosen med søens blanke vand i baggrunden. Set fra denne nye vinkel er der god grund til at udpege nogle af de ’fikspunkter’ ved søen, som vi ellers kender så godt. Helge nævner bl.a. Obels hus og den op til 12 m dybe tørvegrav, som den navnkundige Søren Sømand var med til at grave ud. Samme Søren Sømand sagde i øvrigt, at hvis man kom noget dynamit ned på bunden midt ude i søen og fyrede det af, så ville den ende ligesom et badekar, hvor man tog spunsen op. Så ville alt vandet løbe ud. Det er kun i kraft af, at der ligger et tykt lag ler, som holder på vandet, at der overhovedet er en sø. I forbindelse med Store Økssø nævner Helge flere andre ting. Herunder noget om den første tilplantning af mosen tilbage i 1865 og den nu pågående genopretning. Om hvordan Jens Hvass anlagde den 2.777 m lange sti med 40 små broer forsynet med fint rækværk rundt om den. Det gik dog hårdt ud over både broer og rækværk, hvilket især skete efter 1968, hvor den fri opdragelse uden ret meget disciplin efterhånden vandt indpas. Helge fortæller om hytten hvorfra vinterbadere nu kan boltre sig i søen, og endelig historien om tyren, der var stukket af mens Hede Knud og Frimuth Engelst spillede kort. Hvor utroligt det end lyder, så indleder vi tilbageturen med at gå igennem et meget smukt stykke bøgeskov, hvor vi som Rold Skovs Venner aldrig har gået før. Bøgeskoven er lige nu helt på toppen. Den bliver ikke smukkere før efterårets farver igen sætter ind. Vi kommer således tilbage til Kremses Bøg, hvor vi også på vejens modsatte side ser den store jordsænk¬ning, kaldet Hedehullet. Det er nu blevet tid til frokost, og da vejret tillige begynder at vise sig fra den pæne side, går vi over til en stor stabel granstammer, som ligger ved ’Den Grønne Vej’. Her var der faktisk både lunt og godt at være, så alle tog sig tid til at hygge sig samt nyde duften af de nyfældede stammer, før vi igen skulle fortsætte vores tur. Som turens sidste besøg skulle vi nu gå det ganske korte stykke vej hen til Røverstuen. Og igen som noget nyt, kom vi for første gang derind fra sydsiden, da vi nu alligevel var kommet over på ’Den Grønne Vej’. Det normale er jo nok at komme dertil fra Røvernes Vej, selvom adgangsvejen kan være ligegyldig. Men det pudsige var, at hullet pludselig så helt anderledes ud, når man så det fra den modsatte side, end man plejer. Man bliver vist aldrig færdig med at lære den skov at kende helt til bunds. Der var nu blot tilbage at fortsætte ad ’Den Grønne Vej’ ud til Ardenvejen og ad denne fort¬sætte langs banen retur til vort udgangspunkt. Vi havde ikke været så mange som vi plejer, vejret havde været både godt og skidt, men mon ikke alle, der havde været med på turen, var enige om, at det havde været en endog dejlig og hyggelig tur.