2011 Vesterskov

Turen til Rold Vesterskov den 17. april kunne godt minde om oktoberturen 2010, og dog var det en helt anden tur. Denne gang med mødested ved 18,2 km stenen på hovedvej 180, hvilket er i umiddelbar nærhed af den smukke Trydsø. Vi skal således kun et ganske kort stykke ind ad den Nordre Vej, før der går et skovspor op til søen. Dette er altså Trydsø, siger Helge da vi kommer derop. Det staves Trydsø, men lokalt siger man Tryssø. Der er ikke rigtigt forsket i den, så det er begrænset hvad jeg kan fortælle om den. Jeg har forsøgt at få oplysninger, men der findes ikke rigtigt nogen. Regionen har ikke noget og kommunen har ikke noget. Det mest spændende man kan sige om Trydsø, det er, at her er meget kønt. Og så er det det sted i Rold Skov, der tidligere var frygtet, fordi det var her, man blev overfaldet af røvere. Det kom sig af, at da man nåede frem til 1800 tallet, da var Rold Skov meget forhugget. Der er en biskop Engelstoft, der kører igennem Rold Skov i 1805 og udtaler, at den fordums så store skov knap har navn af skov i dag. Det var sådan set rigtigt. Men ét sted var skoven tæt, og det var her ved Trydsø. Derfor var det det sted, hvor røverne gemte sig og overfaldt de vejfarende. Med hensyn til hvor åben skoven var, så har vi et glimrende eksempel ved Tveden, som jo er et kæmpestort ar i Rold Skov, der har ligget der lige siden, at man begyndte for alvor at forhugge Rold Skov, nemlig allerede på Valdemar Atterdags tid. Vi skal videre, men inden vi går nævner ØP lige, at der her på stedet også har ligget et hus, der kaldtes Trydsøhus. En familie i Aalborg hedder Trydsø, og den stammer faktisk her nede fra Trydsøhus, siger han. Den fortsatte tur går nu tilbage til den Nordre Vej og derfra ad Hestbækvejen til vi når frem til Brok-Bjergene på vores venstre hånd. Hvis jeg ikke tager ret meget fejl, så er dette tur nr. 186 i Rold Skovs Venners regi, siger Helge. De som har været med alle gangene, er faktisk nået ned syd for Napoli. Når jeg nævner, at vi har gået 186 ture, så er det fordi, det er første gang vi nogensinde har gået denne vej. Det er et af de rigtig gode steder, hvis man vil se kronvildtet græsse i skumringen eller om morgenen. Brok-Bjergene er jo et af skovens høje steder, og de bliver endnu højere henne ved bøgene, der står længere fremme. Jeg vil uddele en præmie til den der ser en udsprunget bøg, i form af en bog, som jeg vil tilsende vedkommende. Hovedparten af deltagerne tager nu turen op ad den stejle skråning i håb om at være den, der finder en udsprunget bøg. Desværre var vi nok en uges tid for tidligt på den, der stod ikke en udsprunget bøg lige her. Men Helge sparede da sin bog. Det her hedder jo Brok-Bjergene, og brok, det er et gammelt jysk ord for grævling. Hjemme i vores skov er der et stykke, som vi har fredet totalt. Jeg ved ikke hvor mange grævlinge der er, men det skulle ikke undre mig, at der er 20, og derfor må der ikke gå nogen derind, slutter Helge vores besøg her ved ’grævlingebjerget’. Vi skal nu gå en tur østen, norden og vesten rundt om Teglsø. På turen stopper vi et par gange fordi Helge gerne vil fortælle lidt om Røverne fra Rold. Første stop: Den gamle museumsinspektør, Peter Riismøller, der har skrevet den fantastiske bog, der hedder Sultegrænsen, sagde engang med hensyn til røverne, det er pergament og ikke sagn. Han kendte historien, men han ville ikke fortælle noget om det, fordi, som han sagde, der er stadig for meget familie på egnen. Så det han vidste om Røverne fra Rold, gik i døden med ham. Peter Riismøller ligger begravet på Gl. Skørping kirkegård. Andet stop: Her nævner Helge, at der i Rold Østerskov findes nogle veje ved navn Pernilles Vej, Bette Fandens Vej og Lorents Meyers Vej. Disse navne foranledigede, at Helge også prøvede at få tidligere skovrider på Lindenborg, H.P. Stougaard til at fortælle om røverne. Her fulgte så historien om, hvorledes han fik den ellers så ordknappe Stougaard til at fortælle om den viden, som denne havde om røverne. Helge blev bl.a. tilrådet at læse Jeppe Aakjærs værk om den historiske baggrund for Steen Steensen Blichers noveller. (Helges omtale af Stougaard gav i øvrigt anledning til en lille snak om at man kan finde hans gravsted på Rold kirkegård lige ved siden af Rottekongen Cibrino). Bette Fanden var den mest berømte af røverne, fortsætter Helge. Han fik dette navn fordi han engang brød ind hos en kone i Storvorde iført en kohud med horn og det hele. Røvervældet i Rold fik dog en ende og der blev efterfølgende anlagt en kæmpestor retssag, kaldet ’Den store kommissionssag 1837-1844’. Der blev anklaget ikke mindre end 235 personer, hvoraf de 79 fik forskellige større straffe mens resten blev overført deres hjemlige jurisdiktioner. Sagen findes på Landsarkivet i Viborg og er beskrevet i 50 protokoller, der indeholder ikke mindre end 10.000 håndskrevne sider, alle med gotisk skrift.

Den ene siger: Av, mine stakkels ben! Jeg kan sgu’ ikke mere! Den anden siger: Nej, det kan jeg heller ikke. Jeg kan ikke engang rejse mig op! Det gør så ondt, så ondt!
Som det sidste omtaler Helge Jagtslottet, der blev bygget i 1875 af lensgreve Ernst Conrad Ditlev von Schimmelmann som en fødselsdagsgave til hans hustru, Adelaide Schimmelmann.Årsagen til at Jagtslottet blev så stort var, at det var tegnet i alen men blev bygget i meter, siger han, og går over til at fortælle en munter historie. På Helges og Jørgen Pedersens foranledning skulle et selskab spise frokost på jagtslottet. Man havde forventet ca. 120 personer, men der kom 310, så selvom huset var stort og rummeligt, var der ikke plads til så mange mennesker, hvorfor arrangementet måtte afholdes udendørs. Der skulle således også opstilles toiletvogne, og da folkene kom med disse og spurgte efter hvor de skulle sluttes til vandforsyningen, gik det op for de to herrer, at der slet ikke var noget vand. Nu var gode råd dyre. Hvordan skulle man klare det problem? Det løste dog sig selv, for da Thinggaards store moderne busser var rullet ind og en af chaufførerne stod og talte med Helge, sagde han pludselig. Jeg skal lige ind i bussen og slå en streg. Da faldt der en stor sten fra Helges hjerte. Busserne var nemlig blevet så moderne, at de havde fået indlagt toilet. Det havde man aldrig set før. Vi fortsætter nu mod syd ad Jagthusvejen og kommer således også over den dæmning, der holder Grødebæks vand tilbage, og dermed danner den smukke Teglsø. Vi er således nået frem til det sted hvor Jagtslottet tidligere var placeret. Det er nu blevet tid til at holde frokost og nyde det gode vejr før vi lige går en tur op selve pladsen. Den vej, der gik herop, det er den vej, vi lige er gået op ad, men her er jo ikke meget tilbage, siger Helge. Der var den gang en pragtfuld udsigt til Teglsø, men også den anden vej. Her havde man en fantastisk udsigt ned over Grødebækken. Det var meget, meget smukt, men nu er det jo desværre groet næsten helt til i træer og buske. Efter dette korte kig skal vi nu gå et stykke vej tilbage ad samme vej som vi kom, men allerede henne på dæmningen stopper Helge igen op. Jeg tror, at det var i 1955, at der kom så store vandmængder, at dæmningen her brast, siger han. På én nat tømtes søen for vand. Altvandet løb ned i Grødebæk og derfra videre ud i Lindenborg Å. Da beboerne i Gravlevdalen vågnede om morgenen, troede de næppe deres egne øjne, for Gravlev Sø, der havde været forsvundet i mere end 50 år, var genopstået. Men det var en stakket frist, for tingenes tilstand blev jo hurtigt bragt tilbage som de havde været før bruddet.

Men så, 100 år efter at Gravlev Sø blev drænet væk, blev den genoprettet af Statsskoven, og jeg synes, at det er så smukt, at man har denne sø, der ligger foran Rebild Bakker. En af dem, der også havde blik for det var Steen Steensen Blicher. Han fortæller jo om, at han kommer kørende gennem Gravlev og ser den lille kirkeby og den smukke sø, der ligger foran Rebild Bakker. Vores næste stop sker henne ved Teglhus. En tidligere bolig for skytten i Rold Vesterskov, som nu kun bruges som almindeligt jagthus. Dette får Helge til at omtale komtessen fra Lindenborg, jagtchef Elisabeth Svendsen. Hun er en meget kendt jæger og fuldstændig vild med jagt. Jeg kan huske engang, jeg var med på jagt i Statsskoven, hvor hun også var med. (Helge understreger, at han bare var med, han er ikke jæger). På et tidspunkt talte man om, at der var løbet kronvildt forbi. Nogle af disse meget erfarne jægere diskuterede om hvor længe det mon kunne være siden. Men Elisabeth Svendsen lagde sig bare ned på knæ og snøftede til jorden. Det kan man da lugte, sagde hun, de er lige løbet over. Det var noget, der gav respekt. Alle var dybt imponeret af hende. Helge fortsætter med at fortælle om tidligere tiders problemer med at få lov til at besøge Rold Vesterskov. Engang var hele Rold Vesterskov indhegnet med at meget højt hegn, og det var virkelig en forseelse, hvis der var nogen, der gik herind. Som følge af, at Helge havde været lidt uheldig med at lave om på traditionerne på Rold Storkro, fik han dog alligevel lov til det af grev Schimmelmann. Og her følger så beretningen om en lidt uheldig juletur med megen sne og hvor der var ikke mindre end 110 mennesker med. Jeg havde i forvejen set, at man kunne gå hele vejen rundt om Teglsø, men vejen blev smallere og smallere og sneen højere og højere. Det var ikke godt, og til sidst kom det ubehagelige øjeblik, hvor jeg måtte have kortet frem. Den angivne vej var der bare ikke i virkeligheden. Da var det, at en af gæsterne sagde til Helge: ”Herr Qvistorff, jeg vil lige sige til Dem, at jeg er oberst i hæren, og jeg har et udtryk, som jeg altid bruger overfor mine konstabler. Hvis der er disparitet mellem kortet og terrænet, så er det altid terrænet, der gælder”. Som følge af at dagens sidste besøg gælder Enebærstykket skal vi fortsætte nok et stykke vej mod nord, og således dreje op ad Søndre Brandlinie. Enebærstykket er dog ikke så meget enebærstykke som det har været. Da Rold Vesterskov var blevet åbnet efter stormen i 1981, var amtet interesseret i at få enebærstykket fredet, og man lavede så den aftale, at amtet selv skulle stå for oprydningen, siger Helge. Men dette blev desværre til den rene massakre, så området nu dårligt nok kan kaldes et enebærstykke. Der blev gået så hårdt til sagen, at enerne næsten er forsvundet med det til følge, at der er sket en kraftig opvækst af bøg. Der var nu blot tilbage at følge den Nordre Vej direkte ud til hovedvej 180. Her gav mange af turens 58 deltagere udtryk for, at de havde haft en dejlig dag. Og hvordan kunne de næsten også andet? Forårsvejret var nu ved at slå igennem for alvor, terrænet var smukt og dejligt, og ikke mindst, vores turleder havde som sædvanligt bare været go’.