2011 Mosskov

Dette års første tur skulle foregå i Mosskovområdet og udgå fra den store parkeringsplads på Møldrupvejen lidt syd for Skørping. Vi kunne denne gang byde velkommen til 74 deltagere samt fortælle lidt om hvad Rold Skovs Venner har foretaget sig i denne vinter. Bl.a. at vi har deltaget i den store naturmesse, som er beskrevet ovenfor. Det er den 20. marts, og efter en lang og sej vinter er der endelig kommet så meget mildning i luften, at det skal blive dejligt igen at komme til skovs. Helge indleder turen med at gå under banen mod vest, hvorefter han fortsætter forbi Brændesøhus mod den smukke Brændesø, eller Bregnesø, som den også kaldes. Her stopper han, og som den venlige mand, Helge er, siger han, at han udelukkende gør det for at fmd. kan få lejlighed til at fortælle en munter historie, hvilket denne jo så må gøre. Og da historien skal handle om, at der engang var en vis person, der ikke kunne huske, hvad han skulle gøre, indledes den således.

Der har for nyligt været en omfattende strømafbrydelse i Aalborg, fordi der brændte fire store transformatorer af. Og da jeg selv, en meget varm sommer, har været med til at montere de to største af dem som nye, mindes jeg hvordan en stor finsk montør ved navn Pulkonen kom til at svede i stride strømme. Årsagen var, at han kom direkte fra Sibirien, hvor han havde været på en lignende opgave. Hvorfor snakker jeg egentlig om det, spørger fmd. pludselig sig selv? Nåh jo, det er jo fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg skulle fortælle. Og nu kommer så den egentlige historie, nemlig historien om da Helge havde lovet at fortælle H.C. Andersens eventyr, Grantræet, til vores 10 års jubilæum. Men da han åbenbart ikke havde kunnet huske dette, fik vi i stedet for en historie om nogle problemer med hans bil. Dette er så den første på vores etårige odyssé udi søer, tager Helge over. Den er sjov på den måde, at vi ikke ved hvad den hedder. Nogen kalder den for Brændesø og andre Bregnesø, men kigger vi på kort, så kan vi finde begge navne. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad der er det rigtige. Men jeg tror, at det er Brændesø fordi den skov, der ligger her, er den del af Rold Skov, der hedder Brændeskov. I virkeligheden er det jo bare er vandfyldt mosehul, men kommer I forbi om sommeren, så vil I se, at den er fyldt med åkander. Af nogle også kaldet nøkkeroser. Ellers er der kun at sige, at der her tidligere stod nogle store lærketræer, der blev kaldt ”De syv søstre”. Nu er de desværre alle borte, men vi har heldigvis et postkort, hvorpå vi kan se, hvor flot de stod her på rad og række langs med vejen. Vi fortsætter nu rundt om Brændesøen således at vi på et tidspunkt når frem til den gennem¬gående grusvej langs med jernbanesporene. Her stopper vi igen op lige overfor Skovhaven. Det træ, der står derovre skulle efter sigende være Danmarks største i rumfang, siger Helge. Hvor stort det er i diameter, kan jeg ikke huske, men det er i hvert fald ikke så stort som Kongeegen i Jægerspris Nordskov, som Rold Skovs Venner besøgte sidste år. I kan se, at der oppe i træet vokser ligesom en dusk ud, fortsætter han. Hvis man ser et træ, der gør sådan, kan man næsten være sikker på, at det er en grandis. Den kaldes også kæmpegran på dansk, og så er den en hurtigløber, som ingen anden af vore granarter kan hamle op med. Det er tillige et meget smukt træ, som jeg holder meget af på grund af skønheden. Så disse ture om søer, det er faktisk ture i skønhed på mange måder. Vi passerer på vores videre færd de to små beboelser, Arnebakkehus og Mosskovhus, hvorpå vi straks går under banen til dennes østside. Her fortæller Helge først lidt banehistorie fra den gang den jyske længdebane blev ført videre fra Randers til Aalborg. Det var i den forbindelse, at de to førnævnte huse blev opført som boliger for engelske ingeniører. Helge fortæller ligeledes om festlighederne da den nye banestrækning blev indviet den 18. september 1869. Kong Christian den 9. og dronning Louise var med på indvielsesturen, som udgik fra Aalborg mod Randers. Toget havde da gjort da holdt ved hver enkelt station, og således også ved den nybyggede Sverriggaard station som Skørping hed den gang. Her var der som noget særligt opstillet en fin overdækket estrade med vægge og tag i røde og hvide farver. Kongen stod af toget og holdt her en lille tale, som han sluttede med at udtale et ”Guds fryd og velsignelse til vort kjære Jylland” på et gebrokkent dansk. Kongen var jo som bekendt kommet nede fra her¬tugdømmerne. Helge vender sig nu og kigger over mod Mosskovbøgen og siger. Det træ, I ser derovre, er et af dem, der kommer op med mange stammer fra samme rod. Men pludselig spørger han. Har jeg glemt noget, Per? Ja, jeg vil bare sige, at det træ derovre, det ved ØP mere om, end du gør, svarer denne med et glimt i øjet. Vi lader derfor ØP fortsætte, hvilket han jo altid gør glad og gerne: Som I kan se, så har den det ikke så godt mere, og jeg synes, at de skulle fjerne de døde stammer, så der kunne vokse nogle nye friske skud op. Selve træet stammer fra 1802. Det er Helges kones tipoldefar, der har plantet det. Han havde en lille ejendom hernede hvor skovstyrelsen nu holder til. Han hed Laust Christensen, og han er omtalt i den bog, som Helge har skrevet om navnkundige træer i Rold Skov. Jeg kan tilføje, at jeg har taget nogle bog og sået derhjemme i haven, så det bliver spændende at se disse spire og sætte nye aflæggere. Vi går nu et lille stykke vej mod syd, men stopper snart op ved en af skovens små genskabte søer. Vores kære hr. formand har udtalt, at vi vist har set de fleste af søerne i Rold Skov. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg tror ikke, at vi har set denne her før. Det er en af dem, vi kalder for Leif-søerne. Det kommer sig af, at der ovre på Tøtteruphus kom en ny skovfoged ved navn Leif Lyngsø. Og så snart han kom, begyndte han at få lavet en sø bagved sit hus, og siden hen tror jeg, at det er blevet til otte søer. Og det er godt, for så får vi alle disse små åndehuller, der er så gode for miljøet her i skoven. Jeg tror at der kommer en mere lidt senere, slutter Helge inden vi fortsætter vor tur langs med banen mod syd.

Og ganske rigtigt, vi passerer nok en lille sø hvor Helge så igen stopper op for at fortælle om skovens herligheder. Hvad er det, der gør en skov speciel smuk, spørger han sig selv? Der er måske nogen der siger, at al skov er smuk. Det er jeg virkelig uenig i. Hvis vi tager en bevoksning med juletræer, så er den da ikke særlig køn. Eller hvis vi for 5 år siden kørte fra Rebild ned gennem hulvejen, så ville vi på højre side se, at der var fuldstændigt fyldt med enebærbuske. De er da heller ikke særligt kønne når de
står som én stor samlet flade. Men når de står i små grupper, så er de meget smukke. Men hvad gør så en skov smuk? Jo, træer – selvfølgelig. Især når det er i en blandingsskov, er de smukke. En anden ting er terrænet. Hvis terrænet er hvælvet eller kuperet, så går det skoven endnu smukkere. Så er der vand – kilder, bække og søer. Det er jo spændende, hvis der lige pludselig løber et vandløb, men dem har vi jo ikke så mange af i Rold Skov. Så er der dyrene. Jeg erindrer den første gang, jeg så en kronkalv stå og die sin mor. Det var nede i den sydlige del af skoven, hvor der er en grusgrav med meget stejle skrænter. En dag, hvor jeg sad der, kom der pludseligt en kronhjort og stod lige foran mig mens kalven diede hende. Og så er der søer. Jeg synes, at det er så fantastisk, at vi har sådan nogle åndehuller her i skoven. Er I egentlig klar over, hvor mange søer der er, spørger Helge? I kender nok alle Store Økssø og Madum Sø og måske også Mossø, men prøv at give et bud. Hertil mente flere af deltagerne, at der nok er omkring 20 søer. Der er mere end 40, siger Helge, og hvis Leif Lyngsø fortsætter som han er startet, så kan det jo blive til et rigtigt stort tal. Så er der endelig en ting mere i skoven, og det er uforudsigelighed. Skoven er med til at give os ro i sindet og få os til at tænke smukke tanker. Naturen er jo ren Mozart, slutter Helge sin omtale af skovens herligheder. Som det sidste nævner han dog lige, at bakken, der ligger ovre på den anden side af jernbanen hedder Arnebakken. Vi havde en skovrider, Poul Lorenzen, der kom hertil i 1920 og var her til 1940. Det er ham vi kan takke for, at mange af de gamle navne på skovens lokaliteter er blevet bevaret. Således også Arnebakken, men som man måske skulle tro, henviser navnet ikke til en person ved navn Arne, idet det oprindelige navn var Agernbakken. Det fortæller os, at der engang også har været egeskov på dette sted. Lige før vi kan se hen til den store parkeringsplads i Mosskov går vi til venstre op gennem skoven. I gamle dage havde togene også holdeplads her i Mosskov, siger Helge. Det var efter ønske fra skovdomænen, at der blev anlagt et trinbræt og en stabelplads midt i skoven for at man bedre og hurtigere kunne få sine produkter transporteret bort. Da jeg kom hertil, var der endnu en stor trælade til tømmer. En af årsagerne til at Rold Skov er så stor, og stadig er det, er jo netop, at det har været svært at få transporteret træet bort herfra. Det var dog ikke kun statsskoven, der ønskede et trinbræt. Det var også nordjyske borgere, for at de på den måde kunne få mulighed for at tage på søndagsudflugt med toget. Det opstod et helt lille ’sommertivoli’ ved Mosskov holdeplads, og der kom en træbarak med danseestrade og spillemandsmusik. I dag kender vi dette som et dejligt traktørsted under navnet, Mosskov¬pavillonen. Den gamle skovrider, Hintz, der var en munter mand, sørgede endda for, at der blev lavet nogle reposer med rækværk, et smalt bord og to smalle bænke oppe i et par af de store bøgetræer. Så kunne folk sidde heroppe og nyde den medbragte mad og udsigten til den smukke Store Økssø. Der var tillige anbragt et reb med en kurv heroppe, så manglede man øl og snaps, firede man blot kurven ned og råbte på tjeneren. Hvordan folk så kom ned af stigen efter frokosten er jo nok et andet spørgsmål. Vi fortsætter vores tur op til ”Turistvejen”, følger denne et lille stykke vej hen forbi bålplad¬sen, og drejer så ind ad vejen mod Jamborettepladsen, men går snart efter til højre ind til Mossø. Modsat på novemberturen går vi denne gang mod uret rundt. Som altid er Mossø meget smuk, og der er tillige hele vejen rundt gravet en masse drænkanaler, hvorover der er anbragt nogle små gangbroer. Helge sammenligner dem med de tilsvarende broer, der engang var rundt om Store Økssø. I begyndelsen var de forsynet med fine rækværker, siger han, men efterhånden blev de ringere og ringere, og nu er de fuldstændig væk. Det er nu blevet tid til frokostpause som vi vælger at holde i læ af træerne mod vest, hvor der tillige findes en lille bålplads med udlagte træstammer til at sidde på. Efter dette velfortjente hvil fortsætter vi turen og går næsten op til gravhøjen med den store bøg på toppen midt på Jamborettepladsen. Det er den gravhøj, der måske har den smukkeste og mest storslåede beliggenhed i hele Rold Skov området, idet den er blevet placeret på toppen af et fritliggende højdedrag, siger Helge. Hertil kommer, at den store bøg, som tillige er fredet, i meget høj grad er med til at fuldende det smukke syn. Det smukke syn får sikkert Helge til også at fortælle om Bangsbofyrren, der fik en aflægger her i Rold Skov, men som dog desværre blev fældet igen. Endelig fortæller han om hvordan Jamborettepladsen fik sit navn, og lidt om de forskellige lejre, der har fundet sted her. I dag står kun sherifhytten tilbage som et minde om svunden tid. Vores næste og dagens sidste besøg gælder Skovhaven. Vi går derfor op forbi Klænghuset og Mosskovgård og drejer straks til venstre op ad den skovvej, der går direkte op til Skovhavens sydlige kørelåge. Undervejs ser vi nogle meget store bunker af større og mindre træstammer, som senere skulle vise sig at stamme fra en oprydning i Skovhaven. Her stopper Helge lige op for at fortælle om Klænghusets formål, samt om nogle markante skovridere, som han endda selv har haft fornøjelsen af at kende. Poul Lorenzen, Jens Hvass, Preben Møller, Uffe Laursen og nu Bendt Egede Andersen. I den forbindelse fremhæver Helge især Bendt Egede Andersen som en fremragende skovrider, der forvalter sit embede på fortrinlig vis. Inde i Skovhaven går vi direkte ned til den store grandis, som vi tidligere på dagen betragtede ovre fra den modsatte side af jernbanen. Og naturligvis skal vi høre historien om skovrider Hintz, der stik imod sin foresatte, overførster N.J. Jessens ønske, plantede nye og spændende granarter fra Nordamerika, og hvilke problemer det gav med at skjule dem for overførsteren. Herfra fortsætter vi vores tur gennem den dejlige skovhave. Vi passerer Niels Ywsts Sig og fortsætter i ét stræk op mod Skovhavens hovedindgang. Som det sidste i dag fortæller Helge om nødvendigheden af at rydde op og tynde ud i de gamle træer, således at der stadig er gode vækstbetingelser for de mange forskellige træer og buske, som er fordelt på Skovhavens cirka 150 parceller. Herunder nævner han specielt lindetræet. Vi har kun 28 oprindelige lindetræer tilbage i Rold Skov, siger han. Der var nu blot tilbage at gå forbi Naturskolen og derfra følge stien langs med jernbanen hentil pladsen, hvor vore biler holder klar til hjemtransport. Årets første tur var slut. Vi havde set meget, vi havde fået meget fortalt, vi havde hygget os, og vi havde drillet så meget, som det nu engang hører sig til på vore ture. Måtte det fortsætte sådan, så vil sæson 2011 også komme til at gå over i de gode minders parade.