2010 Store Blåkilde

Det var ikke uden bange anelser, at vi imødeså årets gløggtur den 14. november. Det er længe siden, at der er faldet så meget regn over Nordjylland, som der gjorde dagen før. Der var store søer overalt, idet hverken kloakkerne eller det åbne terræn kunne tage fra i samme hastighed. Og så var vi alligevel heldige. Fronten drev forbi og i dag søndag har de gode meteorologer lovet, at den næste front først når frem til Nordjylland hen under aften. Resultatet var da også, at der dukkede 70 personer op på henholdsvis gløgg-pladsen i Mosskov og den store p-plads lige oven for Store Blåkilde. Der blev dog lavet om på mangt og meget den dag. Bl.a. måtte vi for en gangs skyld bede deltagerne om at flytte sig et andet sted hen på sidste halvdel af turen, idet godsejer Vincents Iuul havde meddelt, at Kærbjerg Skov var lukket denne dag pga. jagt. Som planlagt starter vi turen med at gå ned til Store Blåkilde. Det første stykke vej er faktisk, gårsdagens vejr in mente, både fin og fast, men efter passagen af den udlagte træbro kom sumpen. En og anden fik sig sikkert en mudret støvle, men alle når dog velbeholdne frem og kan dermed høre Helge fortælle om dette enestående stykke natur: Dette er Store Blåkilde, som givetvis er den mest berømte af alle kilderne, siger han. Og måske i tidligere tider mere berømt end i dag, for i dag kommer folk også til Lille Blåkilde og Ravnkilde og hvad de ellers hedder alle sammen. Tidligere var denne kilde det helt store, og den er betagende. Ikke mindst i dag, hvor vandet er fuldstændigt blankt, og man kan se hvordan sandet ”pulser” nede på bunden. Ja, den er næsten helt dæmonisk. Den er 15 m i diameter, 4-5 m dyb og giver 80 liter vand pr. sekund, hvilket er mere end en by som Frederikshavns forbrug. I 1883 i september måned målte man hvor meget vand, der kom her fra kilden. Den gav 120 liter den gang, og det kan meget vel være rigtigt, for da var grundvandet højere end i dag, så der har været mere vand at tage af. Helge forklarer også om årsagen til at vi har så mange kilder i Rold Skov, hvoraf der i den sydlige del findes to store, nemlig Store Blåkilde og Rold Kilde. Når regnen falder, løber den ned i undergrunden gennem de mange sprækker i kalken, og når vandet så igen kommer op i form af en kilde, skyldes det, at den tunge kalk presser på det vandreservoir, der har dannet sig nede i dybet. Det er ikke sikkert, at navnet blåkilde kommer af, at kilden er blå. Det kan også komme af ”Blotkilde”, altså en offerkilde. En mand har fortalt Helge, at han havde dykket i Store Blåkilde som ung, og at han havde fundet adskillige offergaver fra oldtiden og kunne dermed bekræfte, at den havde været en offerkilde. ”Hvad for eksempel?” spurgte Helge. Men han var undvigende og ville ikke fortælle noget: ”Det er bedst, du ikke ved det!” sagde han, så der har jo nok været tale om danefæ. Det er imidlertid stadig en god skik at kaste en mønt ned i dybet. Og så er der jo den gamle historie om hvorfor Store Blåkilde er blå, fortsætter Helge. Svaret kommer ofte, at det er fordi himlen er blå. Men det er den ikke i dag og Blåkilde er stadig blå. Jeg var hernede for mange år siden sammen med hydrologer fra hele verden, arrangeret af Århus Universitet. Da spurgte jeg en af dem hvorfor Blåkilde var blå, vel vidende at der ville komme et langt foredrag. Men det gjorde der ikke, for svaret er ganske enkelt og meget kort. Det fordi vand er blåt. Hvis vand er fuldstændigt næringsfattigt og altså fuldstændigt rent, så er vand blåt, hvilket også er tilfældet for både Madum Sø og kilden her. Så er der den gamle historie om at Blåkilde i virkeligheden er udløbet fra Madum Sø, der ikke har noget naturligt afløb. Om det er rigtigt, ved jeg ikke og det er der heller ikke andre, der ved, men det kan meget vel være rigtigt, siger Helge og fortæller om den gang han sammen med sin dykkerklub fra Randers gennemsøgte Madum Sø. Vi var 40 mand, der i en lang kæde søgte efter om der var nogle kildevæld på bunden, men vi fandt ikke nogen. Helge omtaler også hvorledes finnerne hvirvlede mudder op fra bunden så det næsten virkede som en vulkan. Det var meget ejendommeligt, at man bare kunne synke ned igennem det og egentlig en ret ubehagelig oplevelse. Men også spændende, slutter han. Efter sædvanligt drilleri og munterhed, ØP mente at Blåkilden var grøn, går turen nu gennem både sump og fast vej tilbage til vore biler. Efter forudgående ”overenskomstforhandlinger” er Helge og fmd. blevet enige om, at vi vil bede vore deltagere om at køre ind mod Skørping, men fra Møldrupvej dreje ned mod Store Økssø og så stoppe op på den lille grusplads ved indgangen til Jamborettepladsen. Det er nemlig her i nærheden vore ”tjenende ånder” holder til med månedens overraskelse. Som gennem næsten alle årene i Rold Skovs Venners historie, er der nemlig også denne gang gløgg og æbleskiver til alle på novemberturen. Da vi har måttet ændre lidt på programmet, har vores sædvanlige team, Birgit, Karin og Hanne samt vore to venner fra hjemmeværnet, Bo Andersen og Michael Eriksen, denne gang etableret sig på den nærliggende bålplads i Mosskov. Og da vore forsyningstropper allerede nu kan melde klar til skafning, tager vi en pause i vores vandring for at gå over vejen og nyde dette traktement. Herudover var det tillige en sand lise at komme til skovs i den smukke bøgeskov, hvor der endog var pyntet op med levende lys. Tak til jer alle 5 for indsatsen.

Således styrket til den videre færd går vi atter over til stedet hvor vi slap. Her indleder Helge med følgende tirade: Ind imellem siger fmd., at han overlader turen til vores turleder. Men det er den sorteste løgn, for jeg har ham jo gentagne gange i telefonen, hvor han fortæller mig hvor jeg skal gå og hvad jeg skal gøre osv. osv. Og jeg var også sammen med ham i går, fordi vores generalsekretær, hr. Knud Andersen, havde 75 års fødselsdag, hvor han havde indbudt til mandegilde med bowling i et bowlingcenter i Nørresundby. Jeg tror, at vi var en 40-50 stykker, og jeg vil ikke undlade at sige det, fordi det kunne
være, at fmd. ellers ville gøre opmærksom på det, så jeg siger det selv. Der var 3 præmier til dem, der fik den højeste score. Jeg fik også en præmie, men det var fordi jeg havde den laveste, siger Helge til stor moro for selskabet. Det så faktisk ud som om han var lidt stolt over dette ”strålende” resultat. Det med idræt er vist ikke lige Helge. Vi stopper næste gang ved den gamle portal ved indgangen til Jamborettepladsen. Dette er et levn fra besættelsen, siger Helge om det ene fundament, der er tilbage, vel vidende, at sådan forholder det sig ikke. Sagen er derimod, at en arkitekt fra Randers, hvis barn skulle med på en jamborette, tog op til Preben Møller, fordi han syntes, at der skulle være en indgang til Jamborettepladsen. Preben Møller syntes, at det var da en god idé, det kunne da være meget pænt. Arkitekten tegnede så en mægtig cementportal, der skulle gå tværs hen over vejen her. Preben Møller blev dog noget chokeret da den stod færdig, for han var overhovedet ikke blevet klar over hvilket monstrum det var, der skulle laves. Den stod her så i nogle år, indtil man endelig fandt ud af, at nu kunne det være nok. Helt inde på Jamborettepladsen fortæller Helge nu om baggrunden for at vi har dette sted i Rold Skov. Kongen af Rold, den navnkundige skovrider Jens Hvas, var som bekendt også chef for spejderbevægelsens Nørrejyske Division, og havde således både kendt Baden-Powell og havde deltaget i de store verdensjamboreer. Det var en idé, der gav grundlag for at lave noget lignende her i skoven, bare i mindre målestok. Problemet var så, hvad skulle man kalde disse lejre, men det løste fru Gitten for ham. For når et lille piano hedder et pianette, så må en lille jamboree også hedde en jamborette. Så var den hjemme. Helge fortæller om hvor fantastiske disse jamboretter var. Herunder nævner han blandt andet Stenalderjamboretten og den, der handlede om Borneo, hvor man byggede en stor Borneo-hytte. Senere opførte man den ene bygning efter den anden, men nu er der kun den, der fungerede som sherifkontor tilbage. Den forsøger man at bevare. Sluttelig fortæller Helge om den helt unikke Bangsbofyr, der fik en efterkommer her i Rold Skov. Da Helge skulle skrive sin store bog om Rold Skov, opdagede han, at der i arkiverne på Mosskovgård stod, at forhenværende skovrider Poul Lorenzen havde plantet en aflægger af Bangsbofyrren på et sted i skoven, ikke så langt fra den nuværende Jamboretteplads. Det overraskede Helge meget, så der var ikke andet at gøre, end at han sammen med skovrider Uffe Laursen måtte ud for at finde den. Men der var desværre ikke mere nogen fyr at finde på det pågældende sted. Helge tror, at en eller anden skovløber har set, at her stod der en fyr som ikke lige skulle være der, og så har han bare fældet den. Mon ikke det mest almindelige er, at folk tager den 3 km lange tur rundt om Store Økssø eller måske den endnu længere tur rundt om den genskabte mose? Mindre kan også gøre det, så i dag vælger vi at gå rundt om den ualmindeligt kønne Mossø. Vandet er spejlblankt og på et langt stykke af ruten føles det næsten som når man i gamle dage gik rundt om Økssø. Thi her går man stadig på en sti, der slynger sig mellem gamle træer og ganske tæt på søen, alt imens man må passere indtil flere spang hen over de anlagte afvandingsgrøfter. Herligt, måtte det få lov at vedblive sådan ud i al fremtid. Efter den ca. 1 km lange rundtur var vi atter tilbage på Jamborettepladsen. Her gav Helge også udtryk for hvor dejlig en tur det havde været. Han ville hermed samtidigt også sige tak for i dag, men da tiden ikke var så fremskreden, og da flere havde madpakken med, selvom de fleste jo godt ved, at man faktisk får alle de æbleskiver, man kan spise, endte det med, at et mindre hold på ca. 20 personer gik over på Stabelpladsen ved Store Økssø for at spise frokost sammen. Hermed var turens ’officielle’ del bragt til ende og alle kunne gøre som man ville. Men som de naturelskere Rold Skovs Venner er, var det ikke alle, der var parate til at tage hjem. Man kunne i sin øresnegl høre, at flere endog ville tage turen rundt om den store sø. Dette fortæller jo bare, at de havde en dejlig dag.