2010 Rold Vesterskov

Trods dystre udsigter for vejret på turen den 3. oktober til Rold Kilde og Enebærstykket i Rold Vesterskov, slap vi nådigt. Kun en enkelt byge i starten og nogle ganske få dryp senere. Vores mødested var sat på Rold-Haverslev vejen 1 km vest for Rold by, og det var flot, at der her mødte 58 deltagere op i det truende vejr. Et par stykker gik dog deres egne veje. Fra mødestedet er der kun ganske kort ned til Rold Kilde. Her fortæller Helge, at Rold Kilde er den kilde i landet, der har det hurtigste løb og at den tillige er det nærmeste vi kan komme på en bjergbæk. Området består af ikke bare én, men af flere kilder, og lidt længere fremme strømmer der da også to væld mere op af jorden. Et på hver side af vejen. Hele kildeområdet er særdeles smukt, og her er der endda udsigt ud over ådalen og videre til Damborg i Nørlund Skov. Det var netop her vi gik forbi på oktoberturen i 2009. Dagens tur går videre ad Kildebækvejen mod nord gennem et stærkt kuperet terræn, som tillige er tilplantet med blandingsskov, og da efterårsfarverne begynder at vise sig, er det alt sammen medvirkende til, at det er en smuk tur ud over det sædvanlige. Af hensyn til nye deltagere stopper Helge efter en tids vandring atter op for at fortælle om tidligere og nuværende ejere af Rold Vesterskov. I dag ejes skoven af Lindenborg Gods A/S. Vi har forsket en del i hvem, der ejede denne del af Rold Skov i helt gamle dage. Det har været svært, men det kan have været herredsfogeden nede i Rold, inden området senere blev købt af Willestrup Gods. Det er det ene af de to spørgsmål, vi aldrig fandt ud af. Det andet er, hvorfor egeskoven forsvandt her fra Rold Skov i 15-1600 tallet. Helge forsætter så med at fortælle om greveslægten Schimmelmann på Lindenborg. I 1762 kom greve, Heinrich Carl Schimmelmann, til Danmark som kongens skatmester. Han kom nede fra Pommern, hvor hans far var købmand. Han havde tjent en formue på at låne penge ud til at finansiere datidens krige mellem de tyske hertugdømmer, og da der ikke altid var rede penge til rådighed til at betale tilbage, blev han så i stedet afregnet i form af kostbart meissener-porcelæn, hvilket skulle vise sig at være mere værd end de penge, han havde haft til gode. Han flyttede herefter til fristaden Hamborg og købte godset Ahrensburg.

Her i Danmark fik Heinrich Carl Schimmelmann ikke bare rettet kongens finanser op. Han tjente også penge selv, og i København byggede han sig det palæ, der i dag hedder Odd Fellow Palæet. Formålet med at købe Lindenborg Gods, som han faktisk kun besøgte én gang, var, at komme til at eje mindst 2.500 tdr. hartkorn, som der den gang blev krævet for at kunne blive lensgreve. Schimmelmann opnåede aldrig at få sine 2.500 tdr. hartkorn, men i 1779 blev han alligevel lensgreve, idet han havde båndlagt 100.000 rigsdaler som komplettering for de manglende jorder. Hans søn, Ernst Heinrich Schimmelmann, fik også store poster her i riget. Han blev både finansminister, udenrigsminister og allerfinest gehejmestatsminister. Ernst Schimmelmann besøgte heller ikke Lindenborg særligt meget, vistnok kun to gange. For at forklare hvor meget de ejede, kan jeg sige, at det var så store områder, at de ejede ikke mindre end 14 kirker. Ernst Schimmel-mann var ubestridt Danmarks rigeste mand bortset fra kongen. Han blev 84 år, og til hans eftermæle hører, at han blev kaldt en sand bondeven, idet han ofte betalte deres gæld, hvilken ikke altid blev betalt tilbage. Han oprettede også ”De Schimmelmannske Skoler”, således at bøndernes børn kunne få noget lærdom, Sammen med sin hustru, Charlotte, var Ernst Schimmelmann tillige en stor kunstmæcen. Den videre tur fortsætter ad Kildevejen mod nord. Vi passerer Grødebækken og kommer snart efter frem til et engområde, hvor der går en vej til højre. Vi går faktisk en smule tilbage mod syd inden vejen går mod øst og rammer Brændehusvejen. Vi har aldrig gået her før, ej heller Helge, og havde det været en smuk tur til nu, så var den det ikke mindre her. Helge stopper igen for at fortælle mere om Rold Skov og Reventlows fredskovsforordning fra 1805. Denne bestemte, at den bløde overgang mellem skov, eng, hede og mark skulle afskaffes. Skovene skulle indhegnes, og de måtte ikke længere bruges som græsningsareal for bøndernes kreaturer. Den lov blev vendepunktet og redningen for den forarmning, der havde fundet sted af Danmarks skove i mangfoldige år. Helge fortsætter og siger. Den 13. maj 1905 har historikeren Laurits Engelstoft skrevet i sin dagbog: ”Rejste til Aalborg 10 mile fra Randers. Vejen fra Hobro til Aalborg er særdeles styg, når man undtager et lidet vakkert parti norden for Rold Skov omkring Gravlev Sø. Rold Skov var fordum navnkundig for sin størrelse og for de røvere, der opholdt sig der; nu er den så tynd, at den næppe fortjener navn af en skov. . .”
Engelstoft ramte plet, fortsætter Helge, for da han så Rold Skov, var bunden nået. 5.500 års misrøgt havde sat sine tydelige spor. Det karakteristiske ord, han anvender, er ordet ”tynd”, og det er netop, hvad skoven var. Ja, på det nærmeste gennemsigtig. Gamle krogede, forvredne roldskovbøge har stået her og der. Enkelte ældgamle ege har vel været at finde, om end der var langt imellem dem. En stakkels hassel har vel ikke engang nået til skelsår og alder, før den blev hugget ned. Nej, det var græsset, lyngen og moserne, der havde kronede dage og det samme havde svinene, kreaturerne, rådyrene og kronhjortene samt nogle fåtallige, men stadig frygtede ulve, siger Helge og fortsætter. Godt tredive år tidligere end fredskovsforordningen og Laurits Engelstofts besøg i Rold Skov var der imidlertid sket noget epokegørende, idet baron Verner Rosenkrantz på Willestrup i 1774 plantede skovens første grantræer. Det var i skovene syd for godset ved Trestenen og Studedriften. Verner Rosenkrantz havde godset i mere end tyve år og noget tyder på, at han især har interesseret sig for godsets skove. Han har nok fortalt sin overskovfoged eller skovrider om dette nye nåletræ og bedt ham skaffe nogle frø til et par mindre beplantninger. Verner Rosenkrantz kunne ikke vide, at Rold Skovs dårlige, sandede jorder var det rene flødeskum for grantræet. Det blev hans efterkommere, der kunne konstatere, at træerne hurtigt voksede sig store og flotte, og at de havde en imponerende tilvækst i forhold til de fleste andre steder i landet, slutter Helge. Fra Brændehusvejen drejer vi igen mod nord og kommer derved snart frem til skyttens hus, eller Teglhus, som husets egentlige navn er. Da det i dag er den 3. oktober, er den egentlige jagtsæson også startet, hvilket vi også får syn for sagen af her, idet der hænger en stor flot kronhjort ude under det dertil indrettede halvtag. En jagtkyndig deltager, Frode Pedersen, kan se, at den netop er skudt her til morgen. Vi er nu tæt ved Enebærstykket, vi skal blot lige en smule mod øst ad den Nordre Vej og igen mod nord ad Søndre Brandlinie, så er vi der. Ja, enebærstykke og enebærstykke. Helge fortæller, at da Rold Vesterskov var blevet åbnet efter stormen i 1981, var amtet interesseret i at få enebærstykket fredet, og at man så lavede den aftale, at amtet selv skulle rydde op. Men det blev desværre den rene massakre. Der blev gået så hårdt til sagen, at enerne nu næsten er forsvundet med det til følge, at der er sket en kraftig opvækst af bøg. Selvom altså dårligt nok kan kaldes et enebærstykke, er det alligevel et dejligt stykke natur, hvorfor vi da også vælger at holde frokost her hvor vi tillige er i læ for den skarpe vind. På vores vej tilbage kommer vi frem til Teglsø og det område, hvor Jagtslottet i sin tid var placeret. Teglsøen er ikke en naturlig sø. Den er kunstigt anlagt og har sit afløb til Grødebæk, siger Helge, ligesom han også fortæller historien om byggeriet af Jagtslottet, der blev alt for stort, fordi tegningerne var lavet i alen, mens håndværkerne byggede det i meter. Jagtslottet eksisterer ikke mere, idet det desværre måtte rives ned pga. hærværk, men det er utroligt at se så hurtigt som naturen har retableret sig hen over stedet. I dag ville ingen, der gik forbi og som ikke kendte stedet, tænke på, at der her har ligget et så stort hus. Kun den lille bygning, der rummede stedets maskineri til at frembringe elektricitet står tilbage, og hvis nogen kunne være interesseret i at se selve dieselmotoren, ja, så står den i dag hos Dansk El-forbund ude på Håndværkervej i Aalborg.
Vi får også lige et par muntre historier her fra jagtslottet. På Helges og Jørgen Pedersens foranledning havde et selskab været på besøg på Lindenborg og skulle derefter spise frokost på jagtslottet. Man havde forventet ca. 120 mennesker, men der kom 310, så selvom huset var stort og rummeligt, var der slet ikke plads til så mange mennesker, hvorfor arrangementet måtte afholdes udendørs. Der skulle således også opstilles toiletvogne, og da folkene kom med
disse og spurgte efter, hvor de skulle slutte dem til vandforsyningen, gik det pludselig op for de to herrer, at der slet ikke var noget vand. Nu var gode råd dyre. Hvordan skulle man dog klare det problem? Det løste dog sig selv på bedste vis, for da Thinggaards store moderne busser var rullet ind og en af chaufførerne stod og talte med Helge, sagde han pludselig. Jeg skal lige ind i bussen og slå en streg. Da faldt der en sten fra Helges hjerte. Busserne var nemlig så moderne, at de havde indlagt toilet. Det havde man aldrig set før. Helge slutter med endnu er munter historie: Engang var vores dejlige krybskytte, Artollerist Niels, Niels Chr. Nielsen, herude på krybskytteri sammen med sin gode ven, Kulsvier Frederik, hvor han skød en ræv og straks pelsede den, fordi pelsen jo kunne sælges. Han tog så skroget og hængte det op på døren ind til Jagtslottet, hvortil Kulsvier Frederik spurgte ham.
”Hvoffor gør du det Niels?” ”Jen ska vær nøjsom. A ska ett ha det hiele. Greven ska osse ha nøj”, svarede Niels som den skælm, han var. På den resterende del af turen skal vi nu ”bare” fortsætte mod syd ad Jagthusvejen og Mørchs Vej. Også her er beplantningen af varieret art, og da vi passerer et stort stykke med graner, giver dette sikkert Helge inspiration til at fortælle, at Rold Vesterskov mest var en plantage ind til stormen i 1981. Helge fortæller også, at der var et stort ønske om at få skoven åbnet for offentligheden, hvilket så endelig skete efter naturfredningsloven i 1970. Paradoksalt nok var naturfredningsforeningen imod, idet man mente, at der var store naturværdier, som måske ville lide skade. Især området nede omkring Rold Kilde. Men lavede så den ordning, at kun de tre nordligste låger skulle være åbne, idet man mente, at det kun var folk, der havde en særlig interesse for naturen, der ville bevæge sig helt her ned. Det skulle dog vise sig, at der ikke kom ret mange og at naturen ingen skade har taget. Efter stormen i81 forsvandt hegnet dog helt, idet de væltende træer i vid udstrækning havde taget dette med sig i faldet. Med dagens sidste historie var turen også snart til ende. Der var nu blot et ganske kort stykke vej tilbage til bilerne. Havde nogen holdt sig hjemme pga. vejret, var det bare synd. Dette var nemlig slet ikke så ringe endda, og naturen havde været ualmindelig smuk.