2010 Nørlund – Torstedlund

Søndag den 5. september kunne vi efter en lang sommerpause endelig genoptage vore herlige traveture. Denne gang i Nørlund og Torstedlund skove, hvor vi fra mødestedet ved det gamle Conradsminde glasværk starter turen med at gå det korte stykke vej op til den lille p-plads ved vejen ind til Nørlund Savværk. Det kaldes også Nørlund Hegn, siger Helge og peger samtidig hen på savværkets vandlager, hvor man oversprøjter det uforarbejdede træ for at forhindre udtørring og angreb af insekter. Nørlund Savværk blev oprettet i 1878, men brændte allerede i 1907. Det blev dog genopført og fungerede så i næsten 100 år. Men i 2005 galede den røde hane endnu engang, og det var lige ved at blive enden på savværkets historie. Men også denne gang blev det genopført og er nu blevet Danmarks mest moderne savværk. Men ellers hedder stedet her jo Conradsminde, fortsætter Helge. Navnet kommer af, at en mand ved navn Rasmus Conradsen i 1834/35 oprettede glasværket Conradsminde lige nordfor Sortemose her i Nørlundskovene. Årsagen til at man oprettede en sådan industri på dette sted var naturligvis, at der her var brænde til rådighed i rigelige mængder. Den før nævnte Sortemose er delvis opstået som følge af, at man har gravet tørv her til glasværkets ovne. Der er ikke adgang til mosen, for vi må jo kun gå på befæstede veje når vi er i private skove. Det er dog lidt pudsigt, at man har bygget et lille plateau med rækværk omkring, så man kan stå der og skyde gæs og ænder og fasaner og hvad der ellers kommer ud over søen, slutter Helge sin forklaring om stedet og dets fabriksmæssige udnyttelse. Nu vil vi gå op til Flyverstenen, fortsætter Helge, inden han fører deltagerne videre mod nord ad Mastemosevej. Ved et af de flotte skovdiger, som både Nørlund og Torstedlund skove er så rige på, fortæller Helge om skovforordningen, som man i 1805 indførte her i Danmark. Det betød, at man indførte love i Danmark, der var de strengeste skovlove noget sted i verden. Der var meget raseri hos adelen, fordi de nu skulle inddæmme deres skove, således at kreaturerne ikke kunne gå ind og ødelægge dem længere. Der skulle bygges diger og sættes hegn overalt for at holde dem ude. I Rold Skov var man dog så langt væk fra kongens by, at man ikke regnede med, at der var nogen, der kiggede efter hvad der skete her, og derfor blev det ikke effektueret overalt. Især ikke når man kommer længere mod øst i Rold Skov. Men her på Nørlund gjorde man det, og jeg tror, at der her er 24 km af disse diger. Årsagen til den store skovforordning var, at der praktisk talt ikke var skov tilbage i Danmark. Der var kun 3 %. Man indførte så denne lov, og samtidig havde man fået tyske forstfolk herop, som begyndte at plante grantræer, som jo slet ikke hørte til i Danmark, og aldrig har gjort det. Grantræet vokser ikke naturligt i Danmark. Disse blev først indført i slutningen af 1700 tallet. Først og fremmest af den tyske forstmand von Langen, som var Europas fornem¬meste af slagsen. Kongen havde spurgt von Langen, om han ikke kunne sende nogle folk herop, så man kunne benytte de tyske forstprincipper, men den gamle mand, han var 65 år, sagde: Jeg kommer selv. Ovre i Dyrehaven på Sjælland kan man stadig se nogle af de træer, som von Langen plantede straks efter at være kommet. Den store skovforordning skulle vise sig at være fantastisk for Danmark. Vi har den stort set uændret i dag. Næsten intet er ændret, og i dag er vi nået op på at have 13 % skov. Den danske skovlov blev sidenhen kopieret i andre lande, netop fordi den var så effektiv. Turen fortsætter nu som planlagt, men ved et øjebliks uopmærksomhed kommer vi til at gå forbi vejen hen til Flyverstenen, og er dermed kommet til at gå et godt stykke vej for langt mod nord. Under beklagelser over kortkvaliteten og mange kloge råd, men med stor munterhed, starter der nu en rundtur i disse nordlige egne indtil noget i terrænet kan give os ’landkending’, således at vi atter kan komme på rette spor. Dette giver da også resultat, idet Helge pludselig kan se, at vi er nået frem til ’Bluhmes Bøg’, eller rettere sagt, ruinen af den. Her fortæller Helge om Hans Emil Bluhme, der engang ejede skoven her. Han havde oprindeligt været officer i marinen og havde været med på flere store togter til fjerne egne af jorden. Efter hjemkomsten begyndte han at opkøbe godser, og herunder altså også Nørlund. Årsagen til at Bluhme fik dette træ opkaldt efter sig var, at han under en jagt blev angrebet af et vildsvin, således at han måtte flygte op i et stort træ, hvilket naturligvis herefter fik navnet Bluhmes Bøg. Fra Bluhmes Bøg er der ikke langt hen til Flyverstenen, og i dag er det blevet særligt let at finde den, idet der ved stikvejen derind er opsat en pæl med Royal Air Forces rød/hvide/blå symbol påmonteret. Men før vi går derind fortæller Helge om en venlig og rar mand, som sandsynligvis ville have været med på denne tur. Men det er han ikke, og jeg kan desværre ikke præsentere ham i kød og blod, for han er død og begravet. Men Helge Rasmussen var et meget sympatisk menneske. Da jeg kom her til egnen, var Helge Rasmussen stamgæst på Rold Storkro. Han var direktør for Folketinget, og var spændende at snakke med, for han kunne jo fortælle de mest vidunderlige historier om alle disse politikere, som han ikke brød sig særligt meget om. Det var de historier, som ikke kom i aviserne, simpelthen fordi de var af en sådan karakter, at de ikke egnede sig for læserne. Han var også spændende på den måde, at han var ekspert med hensyn til stjerner. Helge Rasmussen beklagede sig altid over, at når han og fruen havde været ude for at finde Flyverstenen, så kunne de ikke finde den. Jeg havde tidligere den idé, at jeg gerne ville gå vildt, når jeg gik med folk i skoven. Nogle syntes jo nok, at det var underligt, at jeg ikke kunne finde vej. Lige indtil de fandt ud af, at det var noget jeg gjorde med vilje. Det er det ikke længere, nu går vi virkelig vildt. (En bemærkning, der udløste megen morskab). Helge Rasmussen ville gerne lære mig noget om stjernerne. Så vi besluttede os til, at vi en nat ville tage til Nørlund Skov for at finde Flyverstenen, og så ville han samtidigt fortælle mig om stjernerne. Det var en meget spændende tur. Vi havde begge lommelygter med så vi kunne finde vej. Men jeg havde ikke fortalt ham, at vi gik i nærheden af Flyverstenen, så jeg drejede bare ind her. Vi havde ikke lommelygterne tændte her, men så lige pludselig, så tændte jeg min lommelygte, og heldet var bare med mig, for i samme øjeblik jeg tændte den, så lyste den lige nøjagtigt på den propel, der står herinde. Han var helt lamslået, for han anede ikke, at der var en propel på den. Det var så flot, så flot. Når engang jeg skriver mine erindringer, så er det en historie, der skal med, for det var virkelig imponerende, lige pludselig – bang – så stod den der bare. Nu er det så blevet tiden for at også denne turs deltagere skal se Flyverstenen. Her indleder Helge med at sige: Jeg har jo ofte fortalt om Flyverstenen og årsagen til at den står her på dette sted, og derfor ville det være praktisk, hvis der var en anden, der kunne fortælle lidt om det. Og sjovt nok, det er der, og det er én, der næsten var med til det hele. Så Frode, vil du ikke godt fortælle lidt? Det vil jeg da gerne, siger vores mangeårige medlem, Frode Pedersen. Det var i det sidste af krigsårene. Jeg var 13 år gammel dengang. Det var en søndag morgen at falckvognen kom. Og så siger han, at der var faldet en flyver ned inde i skoven. Vi kørte derind ved noget, der hedder ”Det røde led”. Vi måtte gå det sidste stykke vej, og vi kunne bare gå efter lugten hvor det var brændt. Det første jeg husker, var, at der var en dyb rende, som jeg lige kunne kigge over. Den ene vinge lå her på stedet. Da vi var kommet herind, sparkede jeg til en støvle, men den var så tung, og da jeg kiggede ned i den, så sad der en fod. Da vi kiggede os omkring, så vi, at de forbrændte soldater lå rundt omkring. Der var en, som sad op ad et grantræ. Han var helt sort og forbrændt. Da vi havde været herinde i ca. 10 minutter, kom der nogle tyske soldater og stak et gevær i ryggen på os og jagede os væk. I dag ligger de 11 flyvere jo begravet inde på Aarestrup kirkegård. Men tyskerne skulle jo varetage deres opgaver og få tingene væk, så de begravede flyverne i et stort hul her i skoven. Senere fandt en skovfoged stedet ved at hans stok smuttede ned gennem jordlaget. De blev så gravet op igen og begravet rigtigt inde på kirkegården. Frode bliver spurgt, om ikke det var i november måned at man fandt dem. Jo, det var det, svarer han, for tyskerne ville ikke give nogen oplysninger om hvor de var henne. Efter nogle år blev de igen gravet op inde på kirkegården fordi de skulle ligge i rangorden. Jeg kan bare ikke se, at de kunne komme til at ligge i rangorden, fordi, mange havde jo mistet både arme og ben. En af dem hang i sin faldskærm oppe i et træ og var død fordi faldskærmen ikke var foldet ud. (Soldaterne var med andre ord mere eller mindre ukendelige). Frode bliver spurgt, om de blev skudt ned eller havde haft motorstop. Hertil svarer Frode, at de blev skudt ned. De var kommet ind over Fræer og videre hertil hvor de så blev skudt ned af tyskerne. Det var den oplevelse, jeg har haft her, slutter Frode, og den glemmer jeg aldrig. Vi kunne herefter kun sige stor tak til Frode for en spændende beretning, hvorpå vi lader vores tur gå videre frem til det næste mål – Kalkværket. Undervejs stopper Helge dog op for at fortælle nogle historier fra Rold Skov. Først om skovrider Poul Lorenzen, der blev skovdirektør og afløstes af Jens Hvass i 1940. Det var ham, der kom med den dejlige udtalelse om: At Rold Skov er så stor, at man stadig har det privilegium, at kunne få lov til at gå vildt. (Det giver jo sådan lidt moralsk opbakning, er der en formastelig sjæl, der siger til Helge). Frimuth Engelst sagde om ham: Poul Lorenzen er så fint et menneske, at han aldrig siger nej. Men på den anden side, han siger heller aldrig ja. Poul Lorenzen var meget optaget af folkedans og folkemelodier. Han genstartede traditionen med spillemandsmusik, hvilket blev grundlaget for at vi har Spillemandsmuseet i Rebild i dag. Efter krigens afslutning blev Poul Lorensen efter eget ønske igen skovrider, men denne gang på Lindet skovdistrikt i Sønderjylland. Helge fortæller også om Fru Gjern, som boede i et norsk bjælkehus ude på Skadsholm. Et hus, der var fuld af mange spændende kuriositeter fordi hendes mand havde været plantage¬bestyrer for ØK i Siam (Thailand). Fru Gjern var en stor personlighed. Hun kørte rundt i en gammel Ford T, og når Helge besøgte hende, konverserede man og spiste småkager, der var hårde som sten. Poul Lorenzen vendte tilbage til Rold Skov på sine gamle dage og boede da hos sin datter og svigersøn i Teglgårdsmølle. Svigersønnen kaldte sig jægermester, og når Helge var på besøg, blev han budt på en fin Armagnac, der dog kom til at smage mere og mere af Larsen Cognac. Helge beskriver også hvorledes Poul Lorenzen 90 år gammel holdt foredrag på Rold Storkro. Efter mange problemer med sine høreapparater indledte den fine gamle mand foredraget med at udtale det gamle jyske ord for den legemsdel, man sidder på: Røv. Poul Lorenzen ville blot understrege, at han var gammel og at han var himmerlænding. Han havde som dreng boet på Thorup Hedegaard, der den gang lå så ensomt, at man senere huskede, og kunne tidsfæste en begivenhed som det år, hvor en soldat gik forbi. Vores tur fortsætter nu ned ad Erstedvejen og efter en rum tids vandring drejer vi skarpt til venstre ad Stendalsvejen. Vi er nu ikke langt fra Kalkværket, hvor vi i første omgang går ind på engen og holder en hyggelig frokostpause i det gode vejr. Et ganske kort stykke oppe i kildeområdet ligger resterne af en gammel stødhævert, som i sin tid kunne løfte kildevandet ikke mindre end 30 meter op til savværkets direktørbolig. Og som ved tidligere lejligheder, beder vi også denne gang ØP forklare hvordan en sådan stødhævert virker. Den virker på den måde, siger han, at hver gang der er løbet 10 liter vand ind i dette specielle rør, så løftes der 1 liter vand hvorpå en kontraventil lukker til. Dette vand vejer 10 kg. og kan løfte 1 kg. og har altså en virkningsgrad på 0,1 som man siger. Næste gang den får et slag til løftes der 1 kg. op, så der skal altså 10 liter vand til hver gang. Så det er princippet i det forklarer ØP.

Man brugte tidligere stødhæverter på landet til at få vand op til kreaturerne, men det er en forudsætning, at der er en kilde, der giver rigeligt med vand. Da vi denne gang er så heldige, at vi har en dame med, der har boet på Nørlund Savværk både som barn og voksen, tilbyder hun at føre holdet direkte fra kildeområdet op til savværket. Det går også fint for os alle, undtagen for en sød polsk pige på 8 år, som glad og smilende har været med os på hele turen. Men nu gik den ikke længere. Marcelina sank i til knæene og smilet blev til gråd. Dog ikke længe, for ’alle’ hjælper, og inden vi er halvvejs oppe ad bakken er smilet atter fremme. Vi fortsætter det sidste stykke vej, går ind gennem savværket og snart efter er vi atter tilbage ved vort udgangspunkt. Som en konklusion på denne tur er der kun at sige: Det blev en rigtig god og munter tur, måske endda en af de bedre. Og måske allerbedst af det hele. Det var ikke mindst turlederen, som blev ’mobbet’ denne gang.