2030 Gravlev Sø

Som et oplagt led i vore kildeture, skulle Rold Skovs Venner for første gang prøve at benytte den nye vandrerute rundt om Gravlev Sø. Trods et regnfuldt vejr, der fra morgenstunden dog
heldigvis var slået over til kun at være ret så diset, mødte der alligevel 68 deltagere op på den nye parkeringsplads nede i bunden af Rebild-hulvejen. Da vi har valgt at følge solens gang rundt, kommer vi hurtigt frem til den nye bro, der er lavetover Lindenborg Å, men fortsætter straks herfra hen mod Egebæk Kilde. Inden vi når så langt stopper Helge dog lige op for at fortælle lidt om forholdene her i ådalen, herunder at stien danner grundlag for, at vi i sandhed kan kalde dagens tur en kildetur. Grundlaget for alle disse kilder er kalken, siger han, og fortsætter så med at fortælle hvorledes de høje bakker på begge sider af ådalen presser vandet op. Han fortæller ligeledes om hvordan kalken er blevet dannet og at der engang i urtiden skete en forkastning nede i undergrunden, som medførte en niveauforskel på hele 65 meter. Og da sidste istid sluttede for ca. 11.000 år siden fossede vandet fra gletsjerporten, som man mener, stod oppe ved Aalborg, denne vej ned og udhulede dalen yderligere til stort set det niveau, vi kender i dag. Helge fortæller også om hvorledes Hedeselskabet sidst i 1890erne besluttede, at åen skulle rettes ud og at Gravlev Sø skulle drænes bort. Men nøjagtigt 100 år senere lavede man så et naturgenopretningsprojekt og retablerede søen, hvilket var strålende gjort, slutter Helge sin gennemgang af forholdene her iGravlev Ådal. Det er utroligt hvad man ofte finder, når man leder efter noget andet, hvilket også er sket for Helge. Han fandt nemlig en historie om Røde Christian fra Oplev, som meget vel kan være sket ved det lille vandløb, som vi netop nu står ved. Vi er tilbage i 1800 tallet, og det mest navnkundige kildemarked, vi havde i Danmark den gang, var det der fandt sted ved Gammel Skørping Kirke. Folk valfartede da Sct. Hans nat til Hellig Kors Kilde for at blive overhældt af vandet fra kilden, der var helsebringende. Røde Christian havde en syg datter hvorfor han sammen med sin gode ven tog over til Hellig Kors Kilde. Men der var ikke kun kildemarked, der var også fest med brændevin og kaffepuncher. Da de gik hjem gennem skoven, efter at have været på kildemarkedet for at hente noget vand til datteren, blev de utroligt tørstige. Måske fordi de havde drukket for meget brændevin. Så hvad var der at gøre? Ja, det nemmeste var jo at tømme flasken med kildevandet. Men det gik jo ikke at komme hjem uden at have noget vand med, tænkte de, så i deres snarrådighed fyldte den flasken med vand fra bækken, som altså godt kan have været den her. Den unge pige fik vandet, og tænk, hun kom sig fordi både hun og hendes mor troede fuldt og fast på, at vandet fra Hellig Kors Kilde var helsebringende, slutter Helge. På den videre tur mod Egebæk Kilde kommer vi igennem Hvolbjerg, der blot består af en lille samling huse. Helge peger på et af husene, hvor der engang boede en mand ved navn William Blicher. Han var den sidste rigtige krybskytte, vi har haft på egnen, og han gjorde ikke noget for at skjule det, men var nærmest lidt stolt af det, siger Helge. Blicher kunne godt lide at drille øvrigheden. Hans bror, Emil, (som lignede William til forveksling), var skovløber og en dag havde Jens Hvass sagt til Emil Blicher, at landbetjenten ville komme næste morgen, og at de skulle mødes nede ved Kovrsbækken for at prøve at fange den krybskytte, som huserede her. Blicher kom og snakkede med landbetjenten, der allerede stod og ventede, hvorpå de gik af sted, men det var først langt hen på dagen, at landbetjenten fandt ud af, at den Blicher, han gik sammen med var krybskytten og ikke broderen. Blichers kone var meget dygtig til at lave mad, og i min tid som hotelmand har jeg haft hende som kogekone på Rebild Park, fortsætter Helge. Og familien er i familie med Steen Steensen Blicher. Ja, og det er du også, siger en formastelig stemme. Det er jeg faktisk, svarer Helge, og er lige ved at tabe tråden til stor moro for selskabet, men fortsætter så. Da jeg var på Rold Storkro, havde vi en jul og nytår besøg af Poul Reichardt og hans hustru og to børn. De andre gæster var faktisk ikke så glade for ham, fordi han holdt sig meget for sig selv. Årsagen var, at hans kone var meget syg, og hun døde da også ikke så længe efter. Men hver eftermiddag gik Poul Reichardt over på et lille traktørsted, der i 1960erne lå ovre ved Thingbæk og fik en øl sammen med William Blicher for at lære hvordan man taler himmerlandsk. Der var mange af gæsterne på Rold Storkro, der syntes, at det var aldeles upassende, at en kongelig skuespil-ler gik ned og drak øl sammen med en krybskytte. (De var nok sure! red.). Ved næste stop var vi endelig kommet frem til Egebæk Kilde. Troede vi. Det viste sig senere, at denne dam var etableret af en privat lodsejer, således at den rigtige kilde med tilhørende mølledam lå lidt længere fremme. Dette ændrer dog ikke på, hvad Helge har at berette, hvilket han gør ud fra en bog om kilder, skrevet af en ret så kendt forfatter her i Rold Skov. Bl.a. at der kommer ikke mindre end 29 væld op af jorden ganske tæt ved hinanden, således at de samlet danner et stort bassin, hvorfra der følgelig løber en ret kraftig strøm ned i LindenborgÅ. Helge fortæller også, at der engang har været en vandmølle her på stedet, og at navnet Egebæk sandsynligvis kommer af, at der har stået en række egetræer langs med afløbet fra mølledammen. Ud over at drive mølleri var her også et lille elværk, idet der i den ene ende af møllehuset var installeret en turbine, der leverede strøm til både Gravlev og Oplev. Sluttelig hører vi en historie om at mølleren, Johan Godlieb Martens, en dag fik sig en slem forskrækkelse. Vi citerer: ”Han var i gang med at hejse kornsække op på loftet og havde til det brug en rebløkke, som blev sat om snøvsen på sækken. Løkken strammede selv til, når han trak i rebet. Ved den lejlighed kiggede han heldigvis ned gennem lugen, inden han trak i rebet. Der stod Fattig-Niels, som man vist godt kan kalde lidt af en særling. Han stod grinende med løkken om halsen!”. Efter denne historie, som jo virkelig kunne have endt tragisk, går vi de få skridt gennem en fårefold frem til den rigtige kilde. Her får vi lige en snak med den pågældende lodsejer. Han var endda så flink at afbryde strømmen, så vi kunne komme lettere ud under hegnet og vores tur dermed fortsætte hen til Gravlev by. Her stopper vi lige neden for Gravlev Kirke, hvorfra der er en fin udsigt over til bl.a. Bundgaarden, som er den gård, der har givet navn til billed-huggeren Anders Bundgaard. Han hed faktisk Anders Christensen (Jensen, red.), men da han var plejebarn ovre på Bundgaarden, antog han navnet Bundgaard. Den bakke, der ligger bagved hedder Sibjerg og vejen, der går ned til Bundgaarden hedder Simond, siger Helge. Engang hvor den gamle kromand på Rebildhus, Frimuth Engelst, sad sammen med Peter Ørnebjerg, der boede i Ørnebjerghuset helt oppe på toppen, talte Peter Ørnebjerg om Simond. At bakken hed Sibjerg, vidste Frimuth godt, men han havde aldrig hørt ordet Simond, hvorfor han sagde til Peter. Hvorfor siger du Simond? Jamen, det betyder da sømundingen og Sibjerg, det betyder søbjerget, svarede Peter Ørnebjerg. Det er altså ord, der går tilbage til da søen stod meget højere end i dag. De bøge, der er lige midt i det åbne land mellem Ørnebjerg og Nørreskov er et besøg værd, fortsætter Helge. Tidligere skovrider Preben Møller sagde engang til mig, at det var de mest mærkelige bøgetræer i hele Danmark. Hvis I går derop og ser dem, så vil I se, at de står med stammen helt ude mod vest, mens kronen så læner sig ind over skråningen uden på noget sted at røre ved jorden. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre når man tænker på den enorme vægt, som kronen har på så store træer. Om lidt kommer vi forbi et meget faldefærdigt hus, slutter Helge. Det var der Danny Drue¬hyld boede da hun kom hertil. Hun var jo gift med en professor ved Københavns universitet, men dette miljø gad hun ikke, hvorfor hun tog sin datter med sig og flyttede her over og boede så i starten i dette gamle hus. Og ganske rigtigt, på den videre tur passerer vi snart efter et hus, der ikke bare er faldefærdigt men snarere er en ruin. Herfra er der ikke særlig langt hen til den bro, der fra Egelund går over åen til Lille Blåkilde.

Vi har gjort det før, og vi gør det også i dag – holder frokostpause her. Det er nemlig herligt at sidde med benene ud over kanten og se åen glide langsomt forbi. Ja, faktisk er det en sand lise for både legeme og sjæl.
Ovre ved Lille Blåkilde nævner Helge lige de forskellige
typer af kilder, sump-, bassin- og strømkilder, hvoraf Lille
Blåkilde er den allerfineste af slagsen. Der er en særlig flora i
kilderne, som visner om sommeren, men kommer I her en
decemberdag, så er der fuldstændigt lysegrønt i kildebækken,
fortsætter han. Så er der en hel del istidsrelikter af insekter,
biller, vårfluer og myg, som kun findes ved gletsjere og så her,
hvor de har været siden istiden fordi vandet altid er 7 grader
varmt.
Helge vender sig nu mod huset ovre på åens modsatte side, der i dag ejes af den Erik Eriksen og frue, som har Top Karen og Roldhøj i Rebild. Oprindelig var det bare et almindeligt hvidt himmerlandshus med stråtag, mens det i dag er sat meget flot i stand. I gamle dage kaldtes det ”Lusitania” fordi malkepigerne fra Buderupholm gods boede her, og der var så mange lus. Lusitania var i virkeligheden et stort skib, som sejlede mellem Liverpool og New York med bl.a. mange emigranter. Men i 1915 gav tyskerne det en torpedo, som bevirkede, at det sank lige syd for Irland. Der døde 1.200 mennesker. Deriblandt var der en del amerikanere, hvilket medførte, at Amerika gik ind i 1. verdenskrig. Jeg har selv haft en dejlig oplevelse med Lusitania. Jeg var engang nede i byen Kinsale i Sydirland, hvorfra fiskerne gik ud og reddede mange af de ombordværende. Når man kom ned på pubberne så man billeder af både Lusitania og redningen. En aften på en meget stor pub kom der lige pludselig en ung mand og begyndte at spille violin og synge irske sange, så kom der en mere, og så kom der en mere, og lige pludselig vil jeg tro, at der var 15 eller 20 af dem. Til slut kom der en lille pige på cirka 14 eller15 år med sin violinkasse, så jeg tænkte, at hun nok skulle være nede bagved. Men hun tog sit nodestativ frem og stillede sig foran, og så begyndte hun ellers at dirigere alle de andre og også selv spille violin. Så hun var åbenbart den bedste af dem alle sammen. I forbindelse med Helges fortælling omtaler fmd., at der i den nærliggende by, Cobh, findes et spændende museum hvor bl.a. Lusitanias forlis er nøje beskrevet. Det var meget tragisk, for årsagen til at der var så mange mennesker, der forlod Irland var, at der var stor fattigdom, bl.a. fordi kartoffelhøsten tidligere havde slået fejl tre år i træk. Det medførte, at der i årene 1848 til 1950 udvandrede næsten 6 millioner mennesker fra Irland, og 2,5 millioner af disse forlod landet via netop Cobh. Jeg kan kun anbefale, at se dette museum, hvis I skulle komme på de kanter, slutter fmd. Den fortsatte tur går nu i ét stræk frem til den næste kilde. Vi går således gennem den nordvestlige del af Nørreskov, som er meget rig på oldtidsminder og som bærer navnet Ottilielund. Herpå følger vi foden af den bakke, som Helge tidligere på dagen omtalte med de specielle bøgetræer. Vi passerer Bundgaard og går videre langs foden af Ørnebjerg, og kommer således frem til Ravnkilden. Efter lidt drilleri om posterne i Rold Skovs Venner siger Helge at fmd. vil fortælle en historie, og det må han jo så gøre. Det, der i dag har udviklet sig til Rold Skovs Venner, startede med, at vi var en gruppe, der gik til undervisning ved Helge i 1987. Da vi skulle slutte forårssæso-nen var det meget varmt. Turlederen havde sikkert tænkt, at nu skal de hegles igennem, så de ikke glemmer, at de har været på tur med mig. Vi fik således en tur op gennem Rebild Bakker inklusiv Sønderkol og bagefter en tur op over Rebild Nordre Bakker, som så endte med at gå herned i ådalen gennem de stejle bakker. Da vi kom her ned til Ravnkilde – hvad skuede vort øje da? Der stod øl og vand, skulder ved skulder, i hele kildens bredde. Det syn glemmer vi ikke, men vores gode ’lærers’ kommentar var. ”Nej, nu har jeg aldrig set så galt. Om ikke der er nogen, der forurener Ravnkilde ved at stille deres øl og vand ud i kildevandet”. Den var godt nok flad, for vi havde lige troet, at det var til os. Historien endte dog godt, for det var til os. Vores lærer ville blot sige pænt farvel og god sommer til sine elever. En flot gestus, må man sige. Jeg var bare så glad for at det var overstået, replicerer Helge. – Altså! Selvom vi elever egentlig havde troet, at det hele dermed var slut, blev vore ture genoptaget om efteråret, og da de så også var til ende, blev vi sammen med Helge enige om at fortsætte på egen hånd, med det resultat, at Rold Skovs Venner blev grundlagt på vores første selvstæn¬dige tur i december måned 1987. Ravnkilde er meget smuk. Det er en sumpkilde, som består af mange små kildevæld, der kommer op i samme område og som tilsammen afgiver 80-85 liter vand pr. sekund, siger Helge og fortsætter. Krybskytten Lars Kjær var daglejer nede på Bundgaarden formedelst 2 kroner om dagen. Ud over lønnen fik han også mælk med hjem til sin kone, spåkonen Marie. En dag da han gik over trædestenenene mistede han balancen, så det meste af mælken løb ud af spanden. Da han var så bange for Marie, at han ikke turde komme hjem uden den normale mængde mælk, skyndte han sig at blande det op med noget af det vand, der var mest hvidt. Brødbagningen var ikke så vellykket som den plejede at være, så næste morgen da Lars skulle på dagleje, spurgte Marie: Hvor skal du hen? A skal på dagleje. Nej, det skal du ikke. Jow, a skal. Nej, du skal ikke, for når de ikke vil give dig noget ordentligt mælk, så skal du ikke arbejde der. – Så var der ingen vej udenom, Lars måtte gå til bekendelse. Sluttelig omtaler Helge kildeområdet ovre på den anden side af hulvejen, som er Nordeuropas mest vandrige og som afgiver cirka 110 liter vand pr. sekund. Kilderne danner tilsammen Kovrsbækken, der på sin videre vej løber under vejen og fortsætter ned til Lindenborg Å. Ligeledes nævner han Marivæld lige neden for Lars Kjærs Hus. Det var statsskovrider Poul Lorenzen, der navngav kilden som en hyldest til Lars Kjærs kone, Marie. At den kom til at hedde Marivæld og ikke Marievæld kom sig af, at Lars ikke sagde Marie men Mari, hvilket man jo gør når man taler ægte himmerlandsk. Det var så turen for i dag, nu skal vi bare se, hvem der kan løbe hurtigst tilbage til bilerne, siger Helge. Der er dog ikke nogen, der løber, men alle nyder at gå det sidste stykke vej, hvor man bl.a. skal passere Kovrsbækken over nogle udlagte trædesten. Alt i alt havde det været en herlig tur, der sagtens kan tåle en gentagelse en anden gang.