2010 Skindbjerglund

Turen til Skindbjerglund, Blåhøl og Volsted Plantage den 18. april blev på én gang, ikke bare en særdeles dejlig, men også en spændende og anderledes tur. En tur som mange af turens 64 deltagere da også gav udtryk for, at de aldrig ville have kunnet gået på egen hånd. Mødestedet var fastsat til at være i Skindbjerglund, men ikke hvor vi plejer at parkere i kanten af skoven, idet vi havde fået lov til at holde på gårdspladsen nede på den ejendom i bunden af Skindbjerglundvej, som statsskoven købte for få år siden, og som netop er blevet solgt videre sammen med bare et lille stykke jord. Også starten blev anderledes, idet beboerne på nabogården syntes, at vi skulle gå ind gennem gårdens lade og videre derfra gennem en hestefold, der rækker lige ned til en de små broer, der er hen over Lindenborg Å. Imidlertid skal vi dog ikke over broen i første omgang. Vi skal derimod bevæge os cirka 500 m. modstrøms hen til en af områdets perler, nemlig kilden, som virkelig bærer sit navn med rette – Blåhøl. Her indleder Helge med at sige. Der er ikke så mange, der kender Blåhøl. Det er jo ikke så let at komme herned, men vi gik jo en let vej i dag, fordi vi havde fået lov til det. Så derfor er det, at ikke ret mange kender Blåhøl, men som I kan se, har den virkelig et blå skær. Dem, der har været her med Rold Skovs Venner mange gange, de ved jo godt hvorfor den er blå, men til de, der er med for første gang, vil jeg lige sige, at årsagen er, at vand er blåt. Det har ikke noget at gøre med at himlen er blå, men hvis vand er fuldstændig næringsfattigt, dvs. at der ikke er alger i vandet, så er vand blåt, og det kender I også godt. Når I ser isbjerge på Grønland, så er de blå, og det er fordi, at vand er blåt. Jeg skrev engang en lille bog om Rold Skovs kilder, som jeg har taget med i dag. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle fortælle om Blåhøl, og så tænkte jeg. Der er ham der forfatteren, mon han har skrevet noget om det? Når man har skrevet så mange bøger, som jeg har, så kan man ikke huske, hvad man har skrevet. Og jeg blev overrasket, for der er faktisk to gode historier om Blåhøl, så dem vil jeg læse op for jer. Helge læser nu om hvordan man overhovedet kommer ned til Blåhøl, og fortsætter så: ”Men hvad særligt er der så ved Blåhøl? Nå, der er såmænd ikke noget særligt ved den, hvis det da ikke lige var, at den ikke bare er Danmarks mest vandrige kilde men den mest vandrige i hele Nordeuropa. Det vil altså sige, såfremt lille Blåkilde ikke på det givne tidspunkt er den største – og det kan meget vel være, for begge giver omkring 150 liter vand i sekundet. Det varierer imidlertid hvilken af dem, der er størst. Blåhøl – ”det blå hul” – er en typisk bassinkilde, og når man kommer gående oppe på ådalensbakkeskråning og pludselig ser den ligge som en blindtarm til Lindenborg Å, så er den meget stor – og blå er den også. Ikke at sammenligne med Store Blåkilde, for ingen anden kilde kan sammenlignes med Store Blåkilde. Så blå er kun den. Men Blåhøl har også et klart, blåligt skær. Den er heller ikke nær så dyb som Store Blåkilde – vel blot en halv til en meter dyb. Men i omkreds er de omtrent lige store.”
Som den næste historie læser Helge nu om Jens Andersen, der i sin barndom boede overfor Blåhøl og havde fisket her ved åen gennem 60 år. Om hvordan åen frøs til i de strenge vintre under krigen, hvorimod Blåhøl aldrig gjorde det. En dag, Jens som dreng var ude at fiske, så han en fin lille sivsko komme drivende ned af åen, hvilket der også gjorde den næste dag. Jens havde fået dem begge reddet i land og havde taget dem med hjem og fået dem tørret på komfuret. Han syntes, at de var så pæne, at han ville have dem stående til pynt. Men nu lader vi Jens selv fortælle: ”Men glæden var kort, det rygtedes nemlig, at en gammel kone fra Støvring, havde været på besøg på Skørping Holme. Da hun ud på natten skulle hjem og ville gå over spangen på åen, var hun faldet i vandet og druknet. Så kunne man jo nok regne ud, at sivskoene var hendes, og så var de ikke så pyntelige mere og kom snart ud af huset!”
Betingelsen for at der findes sådan noget som det her, slutter Helge, det er jo, at to ting skal opfyldes. Den ene, at der er kridt og den anden, at der er bakkemassiver. Det er bakkerne, der tynger ned på kridtet, som har optaget vand, og så presses vandet op i form af et kildevæld af bakkemassivernes tryk. Den videre tur går nu atter tilbage langs åen, men denne gang skal vi over spangen, således at vi kan fortsætte langs bredden på åens modsatte side. Efter en tids vandring mod nordøst går vi op over engen indtil vi når frem til en ejendom, der ligger dels oppe på, og dels neden for foden af bakken på den østre side af Volsted Skolevej. Her bor en forretningsmand fra Støvring, og da vi var ude at gå prøvetur fortalte han, at det havde taget ham otte år at få lov til at bygge det nye flotte hus oppe på bakken. Af hensyn til nye deltagere fortæller Helge lidt om Lindenborg Å. At den pudsigt nok starter i det samme kildevæld på en bakke ved Nysum syd for Rold Skov. Noget af vandet løber modnord og bliver til Lindenborg Å og noget løber mod syd og bliver til Simested Å. (Det er lige præcis 20 år siden at Rold Skovs Venner overværede dette fænomen i april måned 1990).Helge slutter med at sige, at Lindenborg Å er ca. 40 km lang og at dambrugeren lidt længere fremme har fortalt, at den bliver skåret for grøde seks gange om året. – Fire gange medstrøms og to gange opstrøms. (Eller også var det omvendt). Det er ikke altid vores kære turleder har folket med sig, men må lide nederlag. Thi pludselig ’skamroser’ han fmd. og siger. Det er ikke ofte, at jeg roser vores formand. Det er heller ikke ofte, der er grund til det. (Der høres her en protestmumlen). Du har ikke folket bag dig, siger fmd. – Nej, det har han ikke, lyder det fra forsamlingen. – Men for engangs skyld, så skal han roses, fortsætter Helge. Fordi – egenmægtigt så gik han forleden dag den tur, vi skal gå i dag, og gik ind til samtlige lodsejere og snakkede med dem – langt og længe – og spurgte om vi måtte gå turen. Så vi går ikke nogen steder i dag, hvor vi ikke har fået lov at gå. Det var mange lodsejere, han var inde at besøge, så det blev en lang dag. Så han har gjort det godt, tak skadu ha, slutter Helge. – Jamen, så vil jeg også være flink, replicerer fmd. Jeg var ikke ene om den tur. Et ganske kort stykke vej nordøst for den gamle del af den ejendom, hvor vi endnu befinder os, findes der en kilde som dog desværre er skrumpet meget ind i den sidste tid. Da vi var ude at gå prøveturen, fortalte ejeren, at indtil for to år siden var den lige så flot som Blåhøl. Den var fuldstændig klar, men selvfølgelig ikke så nær stor i omfang. Turens næste etape går endnu engang mod nordøst, og snart efter når vi frem til Trindbakhus, hvor ejeren lever af at drive dambrug. Helge beder fmd. fortælle lidt om mødet med de respektive lodsejere da vi gik den omtalte prøvetur, og det måtte han så gøre. Det pudsige var, at de alle kom os i møde, men man forstår jo også godt, at når man ser to mand komme gående målbevidst nede i engen, og så endda med papirer i hånden, ja, så kan man ikke andet end tænke: Hvad skal der nu ske, og hvad kommer det til at koste? Og så var det bare os, der var ude i fredeligt ærinde. Så vi fik en god snak med alle. F.eks. fortalte ejeren, at de her på dambruget producerer yngel til landets andre dambrug. De har omkring 3.000 moderfisk, som producerer ikke mindre end 10.000.000 æg om året. Også Trindbakhus har en kilde ikke så langt fra ejendommen, men i modsætning til den sidst omtalte kilde, giver denne masser af vand. De er begge bassinkilder, og selvom de naturligvis ikke kan hamle op med hverken Blåhøl eller Store Blåkilde, så er sammenligningen alligevel ikke så fjern endda. Helge slutter med at fortælle om skovens andre kilder, og så vil vi gå op i Volsted Plantage, siger han, hvorpå den fortsatte tur går op gennem en ret stejl slugt. Her oppe finder vi snart efter en dejlig plads med både sol og ikke mindst læ for den skarpe vind. Var der andet at gøre, end at benytte dette sted til frokostpause?
Den pågældende slugt ender oppe i en øst – vestgående skovvej, hvor vi skal dreje til venstre hen mod Klavsbjergvej. Efter en kort vandring stopper Helge atter op for at fortælle om skovenes udvikling helt tilbage fra den tid hvor mennesker begyndte at bosætte sig i Danmark for omkring 6.400 år siden. Der var dog ikke nogen særlig stor påvirkning i stenalderen, hvor man bare ryddede nogle små marker, og når de så ikke mere gav noget udbytte, flyttede man bare til et andet sted. Og når korn går væk, så går lyngen ind, netop fordi lyng godt kan lide sådan en næringsfattig jord. Men hvis lyng ikke ’mishandles’ ved f.eks. at blive slået eller bidt ned af får, så klarer den sig kun i 25-40 år, hvorpå skoven atter vandrer ind. Sådan var det faktisk helt op til 15-1600 tallet, hvor man virkelig ryddede skov i Danmark, og hele den vestlige del af Jylland blev en eneste stor hede. Man fandt dog efterhånden ud af, at man måtte plante skov i Danmark igen. Ikke mindst for at kunne have træ til flåden. I midten af 1700 tallet begyndte man derfor at opdyrke den jyske hede med assistance af de såkaldte kartoffeltyskere. Det var ikke kartoffeldyrkere men vinbønder, der begyndte at brække heden. De havde fårehold, men plantede også træer. Man havde allerede gjort de første forsøg vest for Haderslev omkring 1720, og i 1726 begyndte man så at lave klitplantager som værn mod sandflugten. Man siger normalt, at hedebønderne var fattige mennesker, men H.C. Andersen fortæller faktisk noget andet i et sjældent sunget vers i sangen ’Jylland mellem tvende Have’, som er skrevet mens han boede på ’Nørre Vosborg’, som ligger helt ude i det vestlige Jylland, siger Helge. En af de første klitplantager i Nordjylland var Skagen Klitplantage. Der er jo en god historie der oppe fra, men den vil jeg først fortælle jer senere, slutter Helge, og fortsætter så turen hen til det sted hvor Klavsbjergvej drejer mod syd. Det er blevet til ikke mindre end 1.200 km2 plantage i Danmark, siger Helge. Rold Skov er 80 km2 stor, så det er et stort område. På et tidspunkt var det fint for velhavende københavnere at købe jord i Jylland og lave en lille plantage, så der er masser af dem. Man startede med at plante bjergfyr, contortafyr og skovfyr og senere også graner, og i dag kan vi jo se, at det gik utroligt godt.. Nu er man så gået over til at plante løvtræer, og vi kan jo også se her i Volsted Plantage, at det kan lade sig gøre. Volsted Plantage ejes i dag af Jørgen Bladt. Et meget sympatisk menneske, som ringede til Per og jeg, da vi var ude at gå prøveturen, og sagde: Jeg har husket, at I skal ud at gå på søndag, og jeg vil ønske jer en rigtig god tur alle sammen. Nu er det efterhånden sådan, at hvis man tager ud til plantagerne, så er det ikke så meget gran- og fyrretræer længere, men løvskov. Så det er et spørgsmål, om selve ordet plantage, der kommer fra Frankrig, om det egentlig har nogen berettigelse så meget længere.
Som sagt, så plantede man meget tidligt her i Nordjylland
’Skagen gamle plantage’, fortsætter Helge. Det var fordi
herredsfogeden i Skagen var meget skovinteresseret. Hans
navn var Ole Christian Lund, og han boede på det, der i dag
er skovridergård, hvilken også engang ejedes af maleren P.S.
Krøyer. Det var Ole Chr. Lund, som byggede huset, og det
siges, at de meget flotte gulvplanker skulle komme fra
Skagen gamle kirke da den blev revet ned.
Det var sådan den gang, at der var mange forlis langs kysten
oppe ved Skagen. På et enkelt år kunne der være 25 skibe, der forliste, og der har været år, hvor der var betydeligt flere. Hvis et skib strandede ved Skagen var det sådan, at hvis det skete om vinteren, så boede besætningen i Skagen vinteren over, indtil det mildnede i vejret, og de kunne komme hjem til det land hvor de kom fra. En vinter strandede der et amerikansk skib, hvor kaptajnen flyttede ind til Ole Christian Lund. Lund kunne godt lide at tage en tår for tørsten og det kunne kaptajnen også, så de hyggede sig gevaldigt. Da foråret kom, sagde kaptajnen til Lund, at nu ville han betale for opholdet, men Lund ville ikke have så meget som en øre. Vi har haft det så hyggeligt sammen, så du skal ikke betale noget som helst. Jo, sagde kaptajnen. Nej, sagde Lund, og sådan blev de ved indtil kaptajnen sagde, jamen, hvis jeg ikke må betale, så vil jeg sende dig en gave. Hvad skal jeg sende dig? Du kan sende mig en negerslave, lød svaret. Der gik 1½ år, så ankrede der et amerikansk skib op ved Skagen gamle fyr, hvorfra man satte en båd i vandet. Heri sad der en neger med et skilt på brystet, hvor der stod, at han skulle afleveres til Ole Chr. Lund. På den måde fik Lund sin negertjener, eller -slave, men det ville Lund ikke have at man kaldte ham, så man kaldte ham ”Byfogedens sorte tjener”. Negerslaven var med til at tilplante Skagen gamle plantage, som jo i dag er meget, meget flot og som næsten ikke bærer præg af plantage, men af skov. Nu siger I måske, at den historie tror vi ikke på. Men så vil jeg anbefale jer at gå ud på Skagen gamle kirkegård, for der finder I Ole Chr. Lunds gravsted og lige ved siden af finder I gravstedet hvor hans tjener Jan Leton fra Dansk Vestindien ligger begravet. Man mener, fortsætter Helge efter en lille pause, at plantningsselskabet vedrørende Volsted Plantage blev stiftet den 12. juni 1906. Det var ofte således, at Det Danske Hedeselskab tilbød bønderne at omdanne halvdelen af deres heder til mark, mod at få den anden halvdel stillet til rådighed for at plante skov. Så derved kom hedeselskabet til at lave alle disse plantager rundt omkring. Direktøren for hedeselskabet, Enrico Dalgas, udtalte jo efter krigen i 1864: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”, siger Helge, men fortsætter straks: Hvis nogen af jer siger, det passer ikke, det var digteren H.P. Holst, så er det fuldstændig rigtigt. Man siger dog gerne, at det var Dalgas, der først udtalte disse ord, men det passer altså ikke. Så er der en meget rørende historie om skovrider Hvass, men den vil jeg fortælle ovre på den anden side af åen, hvor jeg håber, vi kan se landstedet, der ligger her oppe skoven. Et meget smukt stråtækt hus, som entreprenør Berg Bach engang ejede, men som i dag tilhører Jørgen Bladt. Vi går derfor nok engang ned forbi Trindbakhus, men vi fortsætter denne gang ned omkring dammene, hvor nogle kæmpestore ørreder suser rundt i vandet mens vi passerer forbi. Var det mon fodringstid? Også her ved dambruget findes der en spang over Lindenborg Å. Den er dog ikke så solid som den første, hvorfor vi lader blot to personer passere den ad gangen. Vi vil jo nødigt have at vore deltagere ender nede i åen. Som en følge af at rækken derved bliver lang, og fordi vi atter må passere en lille bro, varer det nu lidt, inden alle igen er samlede hvor vi kan se over til det af Helge omtalte landsted. Og selvfølgelig skal vi da her have historien om engang Jens Hvass og Fru Gitten var på besøg i dette hus. Den lyder som følger: Da Jens Hvass og Fru Gitten skulle køre hjem efter natmaden regnede det, så det stod ned i tove. Mens Jens Hvass kørte hen ad vejen så han, at der gik en gammel kone ude i vejkanten. Og for en gangs skyld var han sød og rar, stoppede bilen, rullede vinduet lidt ned og sagde: ”Frue, hvis De skal samme vej som vi, så er De velkommen til at sidde ind bagved”. Den gamle kone blev glad og satte sig ind bagved, og da de havde kørt et stykke, så vendte Jens Hvass sig om mod hende og sagde: ”Sig mig engang, er De overhovedet klar over, hvem De er kommet op at køre med?”, hvortil konen svarede: ”Nej, det ved a `et”. Skovrideren sagde så: ”Det er kongelig skovrider Jens Hvass”, hvortil konen igen sagde: ”Ja, og a hedder Anine, og a er kogekone, og a har serveret for dronningen”. Dette var så Helges sidste historie for denne gang. Der er nu blot tilbage at følge åen et kort stykke vej imod strømmen, indtil vi møder den kløft ved Skindbjerglund, der fører lige op til de to naboejendomme, hvorfra vi har haft vort udgangspunkt. Det havde været en fantastisk dejlig og spændende tur, hvor vi kun havde mødt stor velvilje overalt. Så tak til alle, både til alle jer, som gav os lov og til jer, der var med.