2010 Vesterskov

Med en let omskrivning af det gamle mundheld er der lagt op til årets hovedtema, idet vi hovedsageligt skal beskæftige os med kilderne i Rold Skov. Dog skal vi også på en enkelt ”udensogns” tur, idet vores tidligere skovrider i Rold Skov, Uffe Laursen, har inviteret os til at besøge ham den 13. juni nede på hans nye distrikt ved Fussingø. Under hensyntagen til, at vinteren 2009/10 blev den strengeste i mange år, og således heller ikke havde sluppet sit tag til årets første tur den 7. marts, var det flot, at der alligevel mødte 41 personer op på parkeringspladsen ved Tveden for at besøge Springkilden som den første af disse kilder. Selv turlederen havde på et tidspunkt tvivlet på, om det kunne lade sig gøre at gennemføre turen, men resultatet af disse overvejelser blev så, at vi valgte at korte lidt af på både tur og pris. Som vi så ofte har gjort før, stopper Helge op ved den store læsserampe på højre side af vejen ned mod Springkilden. Her indleder han med at fortælle om en tur som TV Nord engang arrangerede, og hvor der mødte ikke mindre end 500 mennesker op. På et tidspunkt var der en af journalisterne, der spurgte, om det ikke var dårligt for skoven, at der gik så mange mennesker her. Et underligt spørgsmål, syntes Helge. Det var da TV Nord, der selv havde arrangeret turen, så jeg kunne da ikke gøre for det, siger han. Da vi som oftest har nye deltagere med, fortæller Helge også lidt om ejerskabet af Rold Vesterskov, i hvilken vi jo befinder os lige nu. I dag ejes skoven af Lindenborg Gods A/S, men vi har forsket en del i hvem, der ejede denne del af Rold Skov i helt gamle dage, siger han. Det har været svært, men det kan have været herredsfogeden nede i Rold inden området senere blev købt af Willestrup Gods. Det er det ene af de to spørgsmål, som vi aldrig har fundet ud af. Det andet er, hvorfor egeskoven forsvandt her fra Rold Skov i 15-1600 tallet. Vi fortsætter ad den isglatte vej frem til krydset ved den vej, der går over til Aldalen. Her vil Helge fortælle om greveslægten Schimmelmann og godset Lindenborg. I 1762 kom den første greve, Heinrich Carl Schimmelmann, til Danmark som kongens skatmester. Han kom nede fra Pommern, hvor hans far var købmand. Han havde tjent en formue på at låne penge ud til at finansiere datidens krige mellem de tyske hertugdømmer, og da der ikke altid var rede penge til rådighed til at betale tilbage, blev han på et tidspunkt afregnet i form af det meget kostbare meissener-porcelæn, hvilket skulle vise sig at være meget mere værd end de penge, han havde haft til gode. Han flyttede herefter til fristaden Hamborg og købte godset Ahrensburg. Her i Danmark fik Heinrich Carl Schimmelmann ikke bare rettet kongens finanser op. Han tjente også penge selv, og i København byggede han sig det palæ, der i dag hedder Odd Fellow Palæet. Formålet med at købe Lindenborg Gods, som han faktisk kun besøgte én gang, var, at komme til at eje mindst 2.500 tdr. hartkorn, som der den gang krævedes for at kunne blive lensgreve. Hans søn, Ernst Heinrich Schimmelmann, fik også store poster her i riget. Han blev både finansminister, udenrigsminister og allerfinest gehejmestatsminister. Ernst Schimmelmann besøgte heller ikke Lindenborg særligt meget, vistnok kun to gange. For at forklare hvor meget de ejede, kan jeg sige, at det var så store områder, at de ejede ikke mindre end 14 kirker. Ernst Schimmelmann var ubestridt Danmarks rigeste mand bortset fra kongen. Han blev 84 år, og til hans eftermæle hører, at han blev kaldt en sand bondeven, idet han ofte betalte deres gæld, hvilken ikke altid blev betalt tilbage. Han oprettede også ”De Schimmelmannske Skoler”, således at bøndernes børn kunne få noget lærdom, ligesom han sammen med sin hustru, Charlotte (født Schubart, red.), var en stor kunstmæcen, slutter Helge sin beretning om de første ’Schimmelmænner’ i Danmark. Selvom vi står ved krydset over til Aldalen, skal vi dog ikke derover lige nu, men skal fortsætte ad vejen, der går direkte ned til Springkilden. Denne er et smukt syn, men i betragtning af den langvarige og til tider strenge frost, vi har haft i denne vinter, var det egentlig forbavsende at isformationerne omkring Springkilden ikke var større end de var. Sikkert fordi der har været perioder med tø ind imellem. Det var dog stadig et flot syn at se den springende kilde her midt i den hvide og frosne vinterskov. Da alle var blevet mætte af det smukke syn fortalte Helge lidt om kilderne i al almindelighed. Vi har tre slags kilder i Danmark, indledte han. Vi har sumpkilder, det er f.eks. Kousbækken og Ravnkilde. Det er en stor mængde små kilder, der kommer op i et engområde, måske i hundredvis og for Kousbækkens vedkommende måske i tusindvis, og samler sig i et løb. Så har vi bassinkilder, hvor Store Blåkilde er noget helt specielt. Det er den eneste af de størrekilder, der ligger syd for skoven og som ikke løber ud i Lindenborg Å, men løber i VillestrupÅ. Og som den fineste slags har vi strømkilder. Det er dem, der kommer direkte ud af kalken, og blandt Rold Skovs kilder er der kun en eneste strømkilde og det er den største af dem alle sammen, og pudsigt nok kaldet Lille Blåkilde. Den giver 150 liter vand hvert sekund. Tre slags – og så står I vel bare og venter på at spørgsmålet kommer: Og hvad så med Springkilder? Så må der også være en fjerde slags! Men det er der ikke. Springkilder findes ikke i Danmark. Vi har ikke en eneste. Man har en oppe i Dalarne i Sverige, hvor vandet springer direkte op af jorden. Denne her er ikke en springkilde selvom den hedder sådan. Det er en artesisk brønd, hvor vandet står under tryk, og det der presser vandet op, det er trykket af bakkerne, der består af kalk, som jo er en stenart. Man siger også kalksten, så uanset hvad et kendt medlem siger, så er kalk en stenart om end en porøs slags af arten.Lige inde vi går videre nævner Helge også lige vadestedet over Lindenborg Å, og at det var her Adelshæren gik over under grevefejden i 1534 for at gå op og møde Skipper Clement iDanmarks sidste borgerkrig. Lidt længere fremme af vejen langs Lindenborg Å nævner Helge et andet vadested, hvor der lige overfor har ligget den gamle barfred eller høvdingeborg, Stubberuphus. Der er ikke så meget som en sten tilbage af den, men selve voldstedet er der stadig. Man ved uendelig lidt om det, men der går en krønike om at herremanden på Stubberuphus stjal en køn ung datter fra Hvarre Slot, som lå nede syd for Arden. Ellers ved man ikke så meget, men det har sikkert været en af de høvdingeborge som fandtes rundt omkring indtil dronning Margrethe 1. sørgede for at få dem nedlagt. En deltager spørger om den navnkundige ’Jens Stovverup’ mon kan have sin oprindelse her fra Stubberuphus. Det kan sagtens være, svarer Helge, og der går jo mange historier om ham. Bl.a. om engang, han var til gudstjeneste i Gravlev Kirke. Han var blevet en gammel mand, og når man bliver gammel, så sker der jo det, at det ind imellem bliver lidt svært at holde på vandet. Han sad på første række lige neden under prædikestolen, og lige pludselig begyndte det at presse på og gamle Jens Stovverup vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Man kan jo ikke sådan bare forlade en kirke. Han tænkte så, når nu præsten går op på prædikestolen, så kan du liste dig ud imens. Så mens præsten går op på prædikestolen, så rejser Jens Stovverup sig op og lister sig ud. Men netop som han er på vej ud af kirken, så begynder præsten at messe: ”Du arme synder, hvor går du hen?” ”A ska li ud og pes, men a kommer snart igen”, svarede Jens. Vi er nu kommet så langt, at den videre tur herefter går op gennem Aldalen. Selv om sneen dækker det meste, gør Helge dog alligevel opmærksom på de mange sten, der ligger op ad skråningerne. Et rigtigt istidslandskab, siger han. Han er dog også god for en historie mere om Jens Stovverup. Jeg tror, at TV kom til Danmark i 1954, siger han, og så kom der på et tidspunkt et meget fint program, der hed ’Kvit eller Dobbelt’. Da serien var færdig, så fandt Volmer Sørensen ud af, at han kunne rejse land og rige rundt og opføre sådan et kvit eller dobbelt show, hvor man på det 6. spørgsmål kunne vinde 10.000 kr. De kom også til Skørping hvor panelet bestod af skovrideren, apotekerens frue, stationsforstanderen – og så Jens Stovverup. Efter det 4. spørgsmål sad der kun Jens Stovverup tilbage, og da Volmer Sørensen var en påholdende mand, som gerne ville redde sine 2.500 kr. fik han Jens overtalt til at tage det 5. spørgsmål også, hvilket han også klarede med bravur, og så havde han vundet 5.000 kr. Det var jo væsentligt for Volmer Sørensen at få Jens til at tage det 6. spørgsmål, for det var da klart, at det kunne han ikke klare. Jens sagde nej, men Volmer Sørensen blev ved og sagde: Jamen jeg vil godt hjælpe dig lidt på vej, det er et musikalsk spørgsmål. – A er spelmand i Revvil, sagde Jens. A tår det, a tår det. Så sagde Volmer Sørensen. Ja, det er korrekt, det er et musikalsk spørgsmål, men du tror måske, at du skal gætte et stykke musik eller svare på navnet på en komponist, men sådan er det ikke, vi symboliserer ved hjælp af unge damer et stykke musik her på scenen. Projektørerne kom på, tæppet gik til side og Skørping gik i chok. Aldrig havde man set noget lignende. Der på scenen stod der fire piger vendt mod publikum med bar overkrop, og lidt derfra stod der en mere med ryggen vendt mod publikum i det bare ingenting. Du har nu 60 sekunder til at svare, sagde Volmer Sørensen, der samtidig prøvede at stresse Jens ved at tælle ned. 4 sekunder før tid sagde Jens Stovverup: ”A hår det, a hår det. Det er den de spiller hver nøjorsdaw fra Wien – Radetzky-march”. Hvordan kunne du dog gætte det?, sagde en fortvivlet Volmer Sørensen. ”Ja, det ved a et, sagde Jens, a kiggede bare på de fire der og så hende den åen, og så fik a lige pludselig sån en lyst” – ”Trada-la-dada, trada-la-dada, trada-la-dada”.

Det næste stop på turen gennem Aldalen sker oppe ved den lille sten, der er sat som et minde over adelshærens rute i 1534. Nogle mener, at Aldalen betyder Adelsdalen, fordi det var her igennem, at adelshæren gik mod nord for at møde Skipper Clement, siger Helge og fortsætter. Denne sten var sådan set gået i ’glemmebogen’ gennem flere år. Jeg havde dog hørt om, at der engang havde stået en sten her inde i Rold Vesterskov til minde om adelshæren, og ville derfor gerne se den. Men jeg kunne ikke finde den og spurgte derfor stedets skovfoged, som godt nok også havde hørt om den, men han vidste heller ikke hvor den var. På Helges opfordring sendte han så sine skovløbere ud for at lede efter den, og endelig fandt de da også stenen. Den stod ikke hvor den står nu, men for at gøre den mere synlig blev den så flyttet herop på sin nuværende plads.
Helge fortsætter. Som sagt krydsede adelshæren åen nede ved Springkilden for at gå op og møde Skipper Clement og hans bondehær oppe ved Leere nord for Svenstrup. Og som så ofte fortalt, vandt Skipper Clement dette slag, idet han sagde til sine folk. ”Gå efter hestene, så kan vi tage mændene senere”. Der blev dog sendt en ny adelshær herop under ledelse af Johan Rantzau, og denne gang var det skipperen, som var taberen. Han måtte flygte men blev taget til fange, og to år senere, i 1536, blev han halshugget på Viborg landsting og kroppen derefter lagt på hjul og stejle.
Så det var barske tider, kan man vist roligt sige. Efter en forholdsvis kort frokost, (der var ikke lige nogle egnede pladser til at sidde på her i sneen), går vi atter et stykke vej op gennem Aldalen. Her fortæller Helge igen om familien Schimmelmann, og herunder også om ’Jagtslottet’, der lå her inde i Rold Vesterskov. Det blev bygget i 1875 som en gave til lensgrevinde Adelaide Caroline Schimmelmann. (født von Lützerode, red.). De boede den gang nede på hovedgodset Ahrensburg. Lindenborg blev kun brugt i forbindelse med jagt. Det var bare en lille hytte på ’blot’ 22 værelser, hvor alt var for stort, siger Helge. Det kom sig af, at lensgreven havde bedt en arkitekt i Hamborg om at tegne det, og det var således også tegnet i tysk stil. Han havde tegnet det i alen, men det var de lokale håndværkere ikke klar over, så de byggede det i meter i stedet for. Efter sigende brød lensgrevinden sig ikke om fødselsdagsgaven, selv om greven havde sørget for, at der blev fragtet tømmer hertil fra Pommern – endda rigtig pommersk fyr, som greven åbenbart mente, var bedre end det roldskovske tømmer. Jagtslottet var meget kønt, men desværre blev det revet ned for nogle år siden pga. hærværk. Det var synd, siger Helge. Helge fortsætter nu med at fortælle om sin tid som direktør på Rold Storkro. Da jeg kom her til egnen i 1967, var det i høj grad de samme gæster, som kom i alle ferierne, og der var da altid ét ord, der gik igen og igen: Plejer. Der måtte ikke laves om på noget som helst, og det syntes jeg var træls. Jeg lavede derfor om på noget af det allerede i efterårsferien, men det skulle jeg aldrig have gjort, for hverken hotellets ejer eller gæsterne var tilfredse med det. Da vi så kom til julen, som jo var endnu mere traditionsbundet, tænkte jeg. Jeg må gøre et eller andet markant for at få lov til at lave om. Den gang var hele Rold Vesterskov indhegnet med at meget højt hegn, og det var virkelig en forseelse, hvis der var nogen, der gik herind. Så jeg tænkte, hvis jeg kan få lov til at tage gæsterne en tur med over i Rold Vesterskov, så de kan se Jagtslottet, så er min lykke gjort, og så vil ’plejer’ være død for altid. Jeg ringede derfor til den gamle lensgreve og spurgte om tilladelse, men det måtte jeg i hvert fald ikke. Jeg forklarede så, at jeg var kommet hertil som ung direktør, og havde haft store problemer, fordi jeg havde lavet om på traditionerne i efterårsferien. Den eneste måde jeg kan se, at jeg kan gøre det godt igen på, er at få lov til at gå ind i Rold Vesterskov. ”Ja, ja, sagde lensgreven, når det ikke kan være anderledes, så må De jo gøre det, men kun den ene gang”. Helge fortsætter nu sin beretning med at fortælle om en lidt uheldig juletur med megen sne og hvor der var ikke mindre end 110 mennesker med. Jeg havde i forvejen set, at man kunne gå hele vejen rundt om Teglsø, men vejen blev smallere og smallere og sneen højere og højere. Det var ikke godt, og til sidst kom det ubehagelige øjeblik, hvor jeg måtte have kortet frem. Den angivne vej var der bare ikke i virkeligheden. Da var det, at en af gæsterne sagde til Helge: ”Qvistorff, jeg vil lige sige til Dem, at jeg er oberst i hæren, og jeg har et udtryk, jeg altid bruger overfor mine konstabler. Hvis der er forskel på kortet og terrænet, så er det altid terrænet, der gælder”. Det endte med at vi kom ud til landevejen to km. fra bilerne, og da det var hundekoldt måtte jeg bede nogle af mændene om at løbe ned og hente deres biler og køre tilbage og hente deres damer. Ja, sådan gik denne minderige tur, der endte med at Helge måtte give champagne til hele holdet om aftenen. Som sagt, så var hele Rold Vesterskov indhegnet med totalt forbud om at gå herind, fortsætter Helge. Men så kom stormen i 1981, hvor store dele af hegnet væltede, og da naturfredningsforeningen hele tiden gerne ville have haft skoven åbnet, lavede man den salomoniske løsning, at man måtte gå ind i skoven ad de to nordligste låger. Man mente, at hvis der var nogle, der ville ned til det allerhelligste, kilderne som findes helt nede i den sydligste del lige før Rold-Haverslevvejen, så ville det ikke være mennesker, som ødelagde noget i skoven. Det har da også vist sig, at der ikke kommer så mange derned, og at det heller ikke er blevet et problem, slutter Helge sine fortællinger for denne gang. Der var nu blot tilbage at vandre det forholdsvis korte stykke vej ud til landevejen. Som følge af det tvivlsomme vejr havde vi ikke været så mange som vanligt. Men – lige nøjagtigt på denne dag kom vi til at færdes i et smukt vinterlandskab, og de der var med havde haft en dejlig tur.